”Verdens farligste website”

Wikileaks har med offentliggørelsen af et astronomisk antal hemmelige beskeder fra det amerikanske diplomati i 2010 udviklet sig fra at være et obskurt udslag af hackeridealisme til at være et fænomen, hvis historiske betydning, vi endnu kun kan gisne om.

Wikileaks blev udviklet af Julian Assange i 2006 og projektets excentriske ophavsmand har siden medvirket til, at Wikileaks er kommet på alles læber. Særligt da han i slutningen af 2010 blev anklaget for voldtægt af to svenske kvinder.

I en ny bog af Wikileaks-afhopperen Daniel Domscheit-Berg gives et sjældent og tiltrængt indblik i den mystiske organisation og dens gådefulde leder.

Daniel Domscheit-Berg, der længe kun kendtes under sit Wikileaks pesudonym Daniel Schmitt, var en af hovedkræfterne i udviklingen af Wikileaks. Han blev en del af projektet allerede i 2007 efter at han i længere tid havde en tæt tilknytning til forskellige tyske hackermiljøer.

Mens Daniel Domscheit-Berg var tilknyttet projektet tog Wikileaks de afgørende skridt, der gjorde platformen til det, som Domscheit-Berg ikke ganske beskedent kalder ”verdens farligste website”.

På grund af stigende personlige uoverensstemmelser forlod han i 2010 Wikileaks og stiftede sammen med en række folk herfra organisationen Openleaks.org

Forsmået menneske

Wikileaks er først og fremmest en platform for såkaldte ”whistleblowers”. Et system, hvor folk, der har kompromitterende oplysninger om dette eller hint, kan få dem videreformidlet uden at risikere at blive afsløret.

Der er altså tale om et ret simpelt værktøj, der eliminerer broderparten af den personlige risiko, som har knyttet sig til sådanne udslag af civil courage eller trangen til at blæse i informationsfløjten.

Men Wikileaks er også noget andet. Det er et mediefænomen personificeret ved Julian Assange. Det er udtryk for en særlig ideologi, og netop derfor rejser fænomenet en række principielle spørgsmål om det rette forhold mellem informationsfrihed, ophavsret, privatlivets fred og det almene vel.

Alle disse facetter af fænomenet Wikileaks bliver man klogere på efter at have læst Inside Wikileaks, som bogen hedder på velklingende dansk.

Men prisen for denne indsigt er imidlertid en ikke ringe irritation over at skulle tilbringe tid med et så håbløst forsmået mennesket som Daniel Domscheit-Berg.

Bogen er ydermere en samtale-bog og den er skrevet i en snik-snak tone, som får en til at spekulere over, hvorvidt man er kommet til at sætte sig i en uheldig kupé ved siden af en mand, der har et eneste brændende ønske: At inddrage alverden i hans ulykkelige kærlighedsforhold til Wikiguruen Julian Assange.

Guruen

I udgangspunktet er Daniels forhold til Assange præget af næsten sygelig beundring af Wiki-stifteren:

”Jeg har aldrig før mødt en person, der er så ekstrem som Julian Assange. Så frisindet. Så energisk. Så genial.” Skriver han et sted og fortsætter så man føler sig hensat til en indre monolog fra TV-serien Glamour:

”Jeg tror godt, jeg kan sige, at vi har tilbragt vores livs bedste tid sammen. Og jeg ved, at det ikke kan gentages. Nu hvor der er gået et par måneder, og følelserne er faldet til ro, tænker jeg: Det er også bedst sådan.”

Ja, et øjeblik bliver man i tvivl om, hvorvidt Daniel egentlig taler om Julian Assange eller om det i virkeligheden drejer sig om hans livs tabte ungdomskærlighed.

Snart viser det dog sig at Assange er noget nær det mindst tiltalende og mest urimelige menneske, som man kan rende ind i. Denne erkendelse må være kommet gradvist til Domscheit-Berg, men i bogen forspilder han ingen lejlighed til at berette om Assanges særprægede blanding af kejtet umulighed og psykopatisk selvoptagethed.

Et eller andet sted blandt personangrebene ligger der utvivlsomt en interessant historie om et særegent menneske – måske endda et sygt menneske – der lader situationen og sine overbevisninger løbe af med sig.

Og som gribes af de paranoide fantasier, der er projektets drivkraft og som til sidst ender i en form for galskab, der isolerer ham og får ham til at rette grove beskyldninger mod blandt andre Daniel Domscheit-Berg.

Uopdragne Julian

Men noget egentlig indblik i denne historie får vi ikke. I stedet belemres vi med så mange personangreb mod Assange, at det i sidste ende falder tilbage på forfatteren selv.

Vi oplever Julian være uopdragen ved spisebordet, Julian glemme at skifte tøj, Julian være distræt, Julian være uforberedt og komme for sent til møder – ja vi slæbes endog med ud på toilettet for ved selvsyn at konstatere, at han ikke engang slår brættet ned efter sig, når han har været på toilettet!

Helt urimelig bliver Julian imidlertid i Schweiz:

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg i Schweiz brugte mine sidste schweizerfranc på at forsyne mig med Ovomaltine. Jeg er helt vild med denne schweiziske pulverdrik, og resten af turen glædede jeg mig bare til at komme hjem og lave mig et kæmpeglas kakao. Da vi nåede til Wiesbaden, var der imidlertid ikke noget tilbage af kakaopulveret. Julian havde flået pakkerne op og hældt indholdet i sig.”

Hvad kan man sige? Det var nu ikke pænt gjort af ham.

Kampen for informationsfrihed

Når bogen alligevel er interessant skyldes det, at den giver et udmærket indblik i Wikileaks aktiviteter og samtidig glimrende opsummerer, hvad projektet egentlig gik ud på. Mange af de kampe, som Wikileaks har kastet sig ud i, er særdeles sympatiske.

Nævnes her kan eksempelvis den støtte, som blev ydet til grupper af mennesker, der søgte at bryde med Scientology-sekten. Det har været forbundet med stor risiko at lække information om sektens mange sære overgreb på sine tilhængere, men med Wikileaks eksisterede der pludselig en platform, hvor sådanne informationer kunne videreformidles uden at det indebar den samme risiko for informanterne.

Et andet eksempel på en vigtig kamp som Wikileaks-aktivisterne har kastet sig ud i, er kampen mod internetcensur. De fleste er vant til at betragte nettet som et fristed, men i mange lande forholder det sig ikke sådan. Og det drejer sig ikke kun om diktaturstater.

Også vestlige regeringer søger med stadig større iver at trække stikket ud. Der udøves således et stadigt pres på internetudbydere for at give eksempelvis musikindustrien oplysninger om datastrømme for at inddæmme piratkopiering, og de mange filtre som efterhånden installeres på computere rundt omkring – for at bekæmpe børnepornografi vel at mærke – har vist sig at ramme også en række andre internetsider.

Snart kommer turen vel til højreekstremismen, venstreekstremismen, islamkritikken og andre upasseligheder. I kampen mod sådanne filtre har nogle af aktivisterne fra Wikileaks ydet en brav indsats i et land som Tyskland.

I det hele taget kan man ikke uden videre afvise Wikileaks og alle dets gerninger og alt dets væsen. Gør man det, afsværger man whistleblower-fænomenet,  og benægter altså, at der kan være tidspunkter, hvor et menneske, drevet af sin samvittighed må indvilge offentligheden i de lyssky affærer, som foregår alle steder, hvor magten udøver sin korrumperende virkning på mennesket.

Grænser for åbenhed?

Et sted fortæller Domscheit-Berg om de forskellige holdninger, der er til Whistleblowers. I USA betragtes de som helte, men i Tyskland betragtes de som stikkere.

Der er ingen tvivl om, at Domscheit-Berg betragter dem som helte, og at Wikileaks i det hele taget er funderet på en tanke om, at det altid er nødvendig at bryde tavshedens mur og skabe maksimal åbenhed om alt.

Det er hér de interessante spørgsmål rejser sig. For Wikileaks er jo ikke bare en stribe af individuelle ”leaks” som det hedder i jargonen, men er jo en idé. Daniel Domscheit-Berg gør ikke meget ud af at problematisere denne idé.

For ham var problemet ikke idéen, men at Assange satte sig selv over ideen, og at penge og magt fik mulighed for gennem Assange at ødelægge et idealistisk projekt.

Men måske forfatteren skulle grave et spadestik dybere. Måske Wikileaks ikke kun er problematisk, fordi dets stifter stjæler andres kakaopulver, men fordi de idéer, projektet er stiftet på, er naive og farlige.

Man kan jo stille det spørgsmål, hvad det betyder, at Gud og hver mand uden personlig risiko kan lække informationer om andre? Ja, det betyder helt åbenlyst, at det kræver mindre overvindelse at lække informationer; at de informationer, som nu bliver offentliggjort, ikke nødvendigvis har samme samfundsmæssige relevans, som de informationer, der er lækket af et menneske, hvis samvittighed tvinger ham til at se bort fra den personlige risiko.

Skønt det ikke er Domscheit-Bergs hensigt, forekommer det undertegnede, at bogen kommer til at afsløre de problemer, der er ved en platform, som tillader folk at afsløre alskens private hemmeligheder risikofrit.

Eksempelvis står Wikileaks bag offentliggørelsen af nogle private mails fra Sarah Palin, der var helt uden offentlig relevans, men som medierne naturligvis med ildhu kastede sig over.

På samme vis har Wikileaks offentliggjort ellers hemmelige ritualbøger for en række af de amerikanske universiteters hemmelige studenterforeninger. Intet er tilsyneladende for småt, irrelevant eller privat til offentliggørelse på Wikileaks.

Absolut frihed

Wikileaks´ berettigelse ligger i, at den er et stærkt værktøj i kampen for den informationsfrihed, som de fleste af os værdsætter – til en vis grænse. Men fordi Wikileaks netop prædiker absolut frihed, kommer projektet uvægerligt til at udstille informationsfrihedens mørke sider.

Har vi frihed til at få alle informationer om alle, så er privatlivet blevet eksproprieret og offentligheden STATSI-ficeret, og er det virkelig dér vi vil hen med den ubegrænsede åbenhed?

Er det virkeligt vores ønske at leve som indbyggerne i Thomas Moores Utopia i transparente glashuse, hvor alle overvåger alle? Mig forekommer den frihedsvision noget klaustrofobisk.

Ideologien

Når hverken Assange eller Domscheit-Berg rystes af sådan en nagende tvivl, skyldes det måske det oversete forhold, at vi her har at gøre med to stålsatte ideologer. Den ubegrænsede informationsfriheds Stalin og Trotskij fristes man til at sige.

Når Inside Wikileaks er interessant, skyldes det også, at man får et sjældent indblik i den ideologi, der driver værket.

Og ideologien fylder vitterligt meget, for Wikileaks er et idealistisk projekt. Således fortæller Domscheit-Berg om Assange:

”Det, der bandt Julian og mig sammen, var troen på en bedre verdensorden. I den verden, vi drømte om, var der ikke længere nogen chefer eller hierarkier…” og andre steder gives der flere indblik i de motiver og det verdensbillede, der driver aktivisterne.

Grundlæggende er der tale om en tro på, at mennesket, når blot det har informationer og er oplyst, er i stand til at skabe det gode liv for sig selv. Her er hierarkier altid af det onde, fordi de forudsætter, at nogle har en privilegeret adgang til informationer og ressourcer.

Der er i virkeligheden tale om en form for anarkisme, som trives i dele af hackerverdenen. Her opfattes internettet som et fællesskab, der beviser, at spontan selvorganisering rent faktisk virker, hvis blot skrankerne fjernes.

Derfor er der også tale om grupper, der vender sig kraftigt imod de begrænsninger som loven sætter for informationens frie bevægelighed, hvilket blandt andet afspejler sig i en stærk kritik af den intellektuelle ejendomsret.

I Sverige er denne net-anarkisme kommet til udtryk i det såkaldte Pirat-parti, der blev dannet for at yde politisk støtte til internetportalen Pirate Bay, hvor der frit og ulovligt distribueres spil, film og musik.

Tankegangen kendes også fra populærkulturen og kommer eksempelvis til udtryk i Matrix-filmene, der skildrer en menneskehed, der er lagt i trældomslænker af maskinerne, og som lever i en kunstig skabt virkelighed, som kun de udvalgte kan gennemskue.

Et senere eksempel på denne ideologi er den svenske animationsfilm Metropia, der er henlagt til en dystopisk fremtid, hvor menneskeheden er undertrykt, ikke af maskiner men af ”big business”. I disse film er outsideren, ofte en hackertype som Neo i The Matrix helten, og fortællingerne forløses gerne i en eller anden form for hierarki-sammenbrud, der frisætter menneskeheden til frit og ubundet at forme sin egen tilværelse.

I denne verden er magt altid af det onde, outsideren altid god, menneskeheden altid undertrykt og oplysning altid svaret. At gode fortællinger kan skabes gennem dette skema er ubetvivleligt. Men om en sådan tyrkertro er helt igennem uproblematisk, er stærkt tvivlsomt.

Enkelte ville måske endda kalde denne verdensopfattelse en anelse paranoid, og en anden må overveje, om der ikke er en snæver sammenhæng mellem Assanges stadig mere paranoide opførsel og denne magtkritiske anarkisme.

Er hierarkier onde?

Hvad nu hvis hierarkier og magt hverken er af det gode eller onde, men simpelthen er givne vilkår i ethvert menneskeligt samfund. Hvad nu hvis et magttomrum altid er en stakket frist, og altid udfyldes af ny former for magt? Er det konstante stormløb mod magt og hierarki så nødvendigvis gavnligt?

Dette spørgsmål lader Domscheit-Bergs og Julian Assanges ideologi dem ikke stille. Deres oplyste åbenhed til trods, er her en blind vinkel. Og det er kun én af flere.

Selv om Wikileaks ingen umiddelbar dagsorden har med sine informationer, så vil de altid blive brugt af folk med en dagsorden. Oplysninger er ikke destilleret frihed, men våben, som bruges i den altid verserende konflikt mennesker imellem.

Idealister kan måske tillade sig at se bort fra den slags ting, men som mennesker, hvis liv leves under nogle givne omstændigheder, kan vi ikke tillade os samme luksus.

Vi kan ikke se bort fra alting i håbet om, at det hele så bliver bedre.

Wikileaks er et vigtig fænomen og de principielle spørgsmål det rejser, kan ikke unddrage sig vores opmærksomhed som kritisk tænkende mennesker; og i den forstand kan Inside Wikileaks anbefales på trods af sine litterære svagheder og de irriterende personer, der befolker dette sære hackerunivers.

 

Daniel Domscheit-Berg, Inside Wikileaks – min tid med verdens farligste website, Jyllands-Postens Forlag, 256 sider, 179 kr.

.