Klapsalverne ville næsten ingen ende tage sent lørdag eftermiddag, da amerikaneren Ann Snyder, danskeren Morten Messerschmidt og englænderen Douglas Murray havde givet hver deres bud på, hvad det ville betyde for ytringsfriheden i Europa, hvis man her havde den samme beskyttelse som amerikanerne har i Det Første Forfatningstillæg – The First Amendment. 

Trekløveret var inviteret af Trykkefrihedsselskabet, og Vartovs store sal over for Københavns Rådhus var næsten fyldt. 

Ann Snyder, der er  ph.d. i jura fra Harvard Law School og tilknyttet The Legal Project under tænketanken Middle East Forum i Philadelphia, kunne fortælle, at når USA er det sidste vestlige land, hvor der ikke er indført hate speech-love, så skyldes det netop Det Første Forfatningstillæg fra 1791.

Ann Snyder har fulgt og skrevet om de danske hate speech-retssager mod Jesper Langballe og Lars Hedegaard og kunne konstatere, at §266b i den danske straffelov ville være i strid med den amerikanske forfatning. Men udbredelsen af hate speech-love i Europa lægger pres på USA for at gøre det samme.  

”Vi ser i Europa, at der er love, der sikrer, at grupper ikke krænkes, og borgere retsforfølges for at krænke dem, der meget let bliver krænkede. I USA er det vigtigere at give borgerne ret til at give deres mening til kende, selv om den kan være ilde hørt.”

”Det er ikke altid nogen let opgave, for selv om man i princippet bør kunne sige alt, så mener jeg også, at der er grænser.” Blandt eksemplerne nævnte hun børneporno og injurier. 

”Jeg kan nævne sagen fra 1977, hvor amerikanske nynazister besluttede sig for at arrangere en march gennem den lille by Skokie i Illinois, der hovedsagligt var befolket med jøder, hvoraf en del var overlevende fra Holocaust. Hvis det ikke var provokerende, så ved jeg snart ikke, men ikke desto mindre bestemte domstolen, at nazisterne havde ret til at udtrykke deres meninger også selv om omgivelserne ikke brød sig om at høre dem. Marchen endte med at blive flyttet til Chicago under henvisning til offentlig ro og orden,” sagde Ann Snyder.

Hvor højt skal der hoppes?

Morten Messerschmidt erklærede sig misundelig på amerikanerne, der har en kort og klar ytringsfrihedsbeskyttelse i First Amendment, mens EU-borgerne er henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions mere vævende og uklare tekst.

Ifølge den kan borgere straffes for at sætte statens sikkerhed, moralske værdier og demokratiske rettigheder over styr.

”Spørgsmålet er så, om vi alle deler de samme moralske værdier. Og det gør vi jo ikke. Derfor er de mest magtfulde mennesker i Europa hverken borgerne eller de nationale parlamenter, men de 47 nominerede dommere i Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, for de beslutter, hvad der er moralsk eller umoralsk. Samt hvad der skal accepteres i et demokrati,” forklarede Morten Messerschmidt, der fortsatte:

”Det er et meget kraftfuldt redskab at lægge i hænderne på ganske få ikke-valgte personer. Menneskerettigheder i de europæiske lande er defineret af, hvad 47 ikke-valgte dommere beslutter, og når de siger hop, er det eneste spørgsmål, der stilles: ‘hvor højt’.”

”Lovgivningen i EU er dikteret af, hvad domstolen eventuelt dømmer, og af lutter skræk for en dom, der går imod de nationale lovgivninger, indrettes disse endnu mere striks end en eventuel dom,” sagde Morten Messerschmidt.

Kritikere skal holde mund

Messerschmidt trak eksempel efter eksempel frem. Ikke mindst om “racisme”-beskyldninger, der med tiden har udviklet sig til at kunne bruges mod et hvilket som helst menneske.

Desuden pegede han på det faktum, at man i flere og flere europæiske lande oplever optøjer, som immigrantbefolkningen står bag, men ikke desto mindre er EU mere bekymret over, om de oprindelige europæere ytrer sig mod de nyankomne på en måde, som kan tolkes som hate speech.

Videre nævnte Morten Messerschmidt den seneste valgkamp i Sverige, hvor den daværende regering besluttede, at partier og grupperinger, der talte imod indvandring, ikke skulle kunne komme til orde i de elektroniske medier.

Eller den tidligere regering i Storbritannien, der besluttede, at kriminalisere bestemte former for religionskritik. Det var den plan, som skuespilleren Rowan Atkinson, bedst kendt som Mr. Bean, var med til at forpurre.

Ingen lighed for loven

Douglas Murray var talerækkens eneste ikke-jurist. Han er forfatter, kommentator og vicedirektør i tænketanken The Henry Jackson Society og ikke mindst en stærk kritiker af multikulturalismen.

Han påpegede, at der er en politisk tendens i hate speech-sagerne

”Hvis en imam siger, at homoseksuelle skal dræbes, og at alle vantro er aber og svin, så rejses der ikke tiltale mod ham. Men hvis nogen drister sig til at citere imamen, så kan han straffes for hate speech.”

Der er med andre ord ikke lighed for loven.

”Når europæiske borgere trækkes i retten for deres meninger, så er det et udtryk for vor tids galskab,” sagde Douglas Murray og nævnte eksemplet med designeren John Galliano, der på et tidspunkt sagde frygtelige ting om jøder, hvilket fik hele the establishment til at ryge op i det røde felt.

”Som om en fuld, fascistisk og homoseksuel tøjdesigner er en trussel mod Europa,” sagde Murray, der fremhævede John Milton og John Stuart Mill, der hver for sig har leveret et epokegørende forsvar for ytringsfriheden. 

I dag er problemet, at man ikke klart skelner mellem opfordring til vold, der bør være strafbart, og så det at give udtryk for sin holdning, som børe straffrit.”

Derfor fandt Murray det underordnet, om folk frikendes eller dømmes i hate speech-sager.

”Problemet er, at man overhovedet anklages.”

Se også Helle Merete Brix´ reportage samt Hans Rustads omtale. Alle oplæg fra konferencen kan ses på Snaphanen