Første bind af Lars Hedegaards erindringer er en medrivende beretning om en drømmer, der også var et handlingsmenneske.Stadig rød
”Jeg fortryder ingenting, og jeg synes i det hele taget, at det er usselt at gå rundt og fortryde.” I første bind af sine erindringer med den sigende titel Verden var så rød, mor - en let tilpasning af Harald Bergsteds velkendte børnesang - efterlader Lars Hedegaard ingen tvivl om, at der trods tumult er en sammenhæng i hans foreløbigt 68-årige liv.
Rød er han stadig. Han aldrig har sluppet sin ungdoms marxisme. På et tidspunkt, hvor velkendte koryfæer for længst har skippet den socialistiske barnetro, betragter Hedegaard stadig socialismen som det forjættede land, selv om han ikke længere tror på et jordisk paradis. Troen på et himmelsk ligger uden for hans forestillingsverden. En drømmer og romantiker, som i de sidste mange år har dokumenteret, at han også kan være et disciplineret handlingsmenneske. Hans vedholdende og modige kamp med de islamiske kræfter, som med sharialove i hånden vil forvandle Danmark til et totalitært mørkeland, er det mest fremtrædende eksempel.
Vendepunktet i 1989
Første bind af erindringerne dækker frem til hjemkomsten i 1980 fra et langvarigt ophold i USA, dog med en væsentlig afstikker til redaktørtiden på dagbladet Information med afdækningen af Blekingegadebandens udskejelser i 1989. ”Vendepunktet i mit liv,” kalder han disse måneder.
Om nogen var det Hedegaards fortjeneste, at Information trods protester fra hovedparten af medarbejderne åbnede spalterne for Lars Villemoes' skelsættende afsløringer af forbryderbanden med rødder i den yderste venstrefløj, som han kendte indefra.
Pludselig var hverken Hedegaard eller Villemoes salonfähige blandt vennerne på venstrefløjen, hvor en Preben Wilhjelm og en Ole Krarup gjorde, hvad de kunne for at negligere virkeligheden. Artiklerne var slet og ret ”ondsindede”, og Villemoes og Hededgaard var lakajer for politiet, mente de.
”Hele begivenhedsforløbet ændrede for altid mit syn på dem, der kalder sig venstrefløj,” bemærker Hedegaard, som fik revideret synet på sin egen fortid. Det gjaldt også ”den borgerlige presse”, hvor ikke en eneste chefredaktør kom ham og Villemoes til undsætning. Desværre har han ret. Jeg erindrer dog, at Jakob Andersen skrev nogle opsigtsvækkende artikler i Ekstra Bladet. Heller ikke han fik kors og bånd og stjerner på, men måtte nøjes med tilfredsheden ved at være i opposition til de mange kolleger, som ikke kunne forestille sig, at den ædle Wilhjelm talte mod bedre vidende.
”Man må stå fast på det, man ved er sandt, uanset om man står alene,” fastslår Hedegaard, utvivlsomt inspireret af doktor Stockmanns forjættende ord i Henrik Ibsens ”En folkefjende”: ”Sagen er den, ser I, at den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.”
Den kompakte majoritet har sjældent ret. Vanetænkning og opportunisme går for det meste smukt hånd i hånd hos dem, som fører det store ord i journalistforbund og redaktørforeninger.
Velaflagte drenge og piger
Lars Hedegaard lægger megen vægt på sin opvækst i arbejderklassen i Horsens – en by, som han ”normalt har forladt med glæde”. Hvis en arbejder i hans barndom ikke var socialdemokrat, så var han ”en slubbert”. Allerede da han var 13, fandt han ud af, at det ikke var nok som hans far at stemme socialdemokratisk, holde Horsens Socialdemokrat, synge anden bas i arbejdersangkortet og betale sit fagforeningskontingent. Der skulle grundlæggende omvæltninger til.
Ofte måtte han hovedrystende betragte ”de velaflagte drenge og piger”, som i 1960'erne og 70'erne ville give arbejderklassen en revolutionær bevidsthed. De kendte jo intet til arbejderklassen.
Vel var fortidens arbejdere, herunder hans forældre, dårligt uddannede, men i afgørende spørgsmål havde de en sikker dømmekraft.
Den unge Lars forstod ikke forældrenenes ”endeløse tålmodighed” og deres støtte til den socialdemokratiske reformisme. I stedet for at lytte til Giro 413 om søndagen, burde forældrene ”være gået til oplæring i socialistisk teori og våbenbrug”. Vold var nødvendig, hvis samfundet skulle blive mere retfærdigt.
Klasseskellene afdækkes, så man fornemmer kløften mellem børnene fra akademikerhjem og arbejderhjem. Først i gymnasiet mindskes forskellene. Pludselig var det ikke baggrunden, men den faglige dygtighed, der talte. At Lars udviklede sig i ”radikal-socialistisk” retning, spillede ikke nogen rolle og da slet ikke, når det gjaldt historielæreren Ole Samuelsen – far til vore dages liberale Anders Samuelsen - som senere repræsenterede de radikale i Folketinget. Lars' ”integration” startede i gymnasiet. I stedet for barneårenes Horsens-dialekt måtte han lære rigsdansk, hvis lærerne skulle respektere ham.
SF'er med slips
Da han forlod gymnasiet fik Lars Hedegaard i flidspræmie In tyrannos af lægen Holger Møllgaard, der var udkommet fire år tidligere. Desværre kom han aldrig helt igennem bogen, der vakte betydelig opmærksomhed, da den udkom i 1958. Inspireret af Kierkegaard gik professor Møllgaard i clinch med de herskende politiske og religiøse ideologier, især kommunismen. På vej til historiestudiet ved Århus Universitet ønskede den unge student tilsyneladende ikke at blive forstyrret i sin faste tro på socialismen og marxismen.
Allerede i gymnasiet var han blevet engageret i politisk arbejde, mere præcist i SF's nye ungdomsafdeling. Til det stiftende møde på Christiansborg drog han af sted, iklædt mørkt tøj, hvid skjorte og slips. Bortset fra SF-formanden, Aksel Larsen, var han den eneste med slips. De øvrige viste deres solidaritet med arbejderne ved at tilslutte sig den nye mode: ”sweaters, skovmandsskjorter og bukser med hængerøv.” Den forkerte uniform forhindrede dog ikke, at han kunne drage hjem til Horsens med den stolte titel: distriktsleder for Jylland.
Som andre unge socialister var han optaget af historiens store bevægelser. Kampens personlige omkostninger var ligegyldige. Han tilsluttede sig Preben Wilhjelms budskab om, at socialismen ikke kunne indføres via stemmesedlen. Uanset hvad flertallet måtte mene, så skulle samfundet være socialistisk. Som Hedegaard konstaterer: ”Intet er så overbevisende som en mand, der ved, hvor han vil hen, som ikke nærer ringeste tvivl om sin sags retfærdighed, og som kan fremføre den som det mest selvfølgelige af verden.”
Nej, demokrater var de unge socialister ikke. Både som marxist og trotskist måtte han være enig med guruen, den belgiske økonom Ernest Mandel, om, at kun de partier, der kunne anerkendes af arbejderklassen, skulle have lov til at fungere.
Lykkeligvis forhindrede dette strålende fata morgana ham ikke i at lytte til sine lærere på universitetet, hvor ingen på det tidspunkt – vi er stadig ikke nået frem til 68 - havde tillagt sig den senere så velkendte socialistiske jargon. Ja, der var – med Lars Hedegaards ord - ”faktisk borgerlige universitetslærere, der syntes, at den vestlige verden – trods alle dens fejl – var bedre end de systemer, som Che Guevara, Lev Trotskij, Mao Tse-tung, Robert Mugabe og Muhammed havde forfægtet”. Modsat senere formåede de dog at holde deres personlige meninger ude fra deres forskning og undervisning.
Farvel til dannelsesidealet
I 1968 blev ”dannelsesidealet erstattet af meningsidealet”. Frem for at vide skulle man nu mene. Og skal man tro Lars Hedegaard – og hvorfor skulle man ikke det? - så er det stadig sådan. Han har da også set sig nødsaget til at indprente sine børn, at det er vigtigt at skildre Pia Kjærsgaard som fascist, Dansk Folkepartis vælgere som åndelige undermålere, islam som fredens og fremtidens religion, masseindvandringen af socialklienter som en berigelse og kapitalismen som det værste samfundssystem, verden har kendt. Det mener lærerne i folkeskolen, på gymnasierne og på de højere læreanstalter, så det gør man klogt i at indrette sig efter, hvis man ønsker at få en god eksamen og et rimeligt job. Personlige meninger, dvs. de forkerte meninger, gør man bedst i at gemme, indtil man er gået på pension. Selvfølgelig er det sat på spidsen, men såmænd ikke så meget.
Mistrøstigheden har dog ikke forhindret den gamle trotskist i undervejs at lufte sine højst personlige meninger. Han kunne da heller ikke få visum, da han sammen med sin amerikanske kone agtede sig til Amerika for at studere amerikansk historie. Hun var jøde, og den lidet troende Lars måtte konvertere til jødedommen. I stedet for at komme på et amerikansk universitet blev han lærer på det nystartede Frie Gymnasium, en af venstrefløjens pædagogiske forposter, hvor lærere og elever skulle være kammerater. Han erkender, at han i sin undervisning i højere grad burde have forsøgt at fremelske tvivlen frem for at styre efter en ideologisk facistliste.
Efter nogle års tjeneste i revolutionens udklækningsrede blev han forløst og kunne drage til det kapitalistiske Amerika, hvor han især hentede inspiration hos de gamle amerikanske trotskister, som var fast besluttede på, at ”et liv skulle betyde noget”, uanset om det måtte komme på tværs af ens egen bekvemmelighed og materielle fremgang. I Hedegaards fremstilling fornemmer man en verden et sted uden for virkeligheden, præget af kæmpende idealister med store drømme.
I sine mange år i den trotskistiske bevægelse var han absolut kun ”i andet eller tredje geled”, mener han. Han besad ikke den fornødne uegennytte, havde heller ikke evner til at blive leder og var også bange for det, ja ligefrem rædselsslagen, når han skulle holde tale for en større forsamling.
Sjælløse Los Angeles
Men der skulle brød på bordet. Løsningen blev et job som redaktør på et fagbogsforlag i Los Angeles, hvor han i knap fem år redigerede bog- og tidsskriftartikler. Ikke uforståeligt gav denne oplevelse ham en livslang lede ved de politiske og sociale videnskaber, som han ”i alt væsentligt betragter som ligegyldigt tankespind og ørkesløs teoretiseren”.
Iklædt humor fortæller Hedegaard om sine oplevelser i Los Angeles, megabyen uden ”anden sjæl end den evige forandring”, blandt idealister og åndelige plattenslagere. Man fornemmer hans fryd ved dette levende, dynamiske Amerika.
Da ægteskabet revnede, besluttede Hedegaard at vende snuden hjem ad. Hvad der ventede Lars, der drog udenlands, havde han ingen anelse om. Først i andet bind vil læserne få besked.
I bagagen hjem havde han blandt andet, hvad han kalder læren fra de amerikanske trotskister: Er loven uretfærdig, kan man ikke bare bøje nakken og acceptere tingenes tilstand. ”Man er nødt til at tænke den tanke, at det engang kan blive så galt, at almindelige mennesker må ty til civil ulydighed og selvforsvar, hvis de vil bevare den sidste rest af frihed og menneskelig værdighed. Om så regeringen, domstolene, EU, FN, eksperterne, pressen og præsterne råber racist, højreekstremist, fremmedhader og forbryder mod enhver, der nægter at følge dem ned i barbariets slump, bør man gå til modstand.”
I dag kan næppe nogen være i tvivl om, at Lars Hedegaard har forsøgt/forsøger at omsætte kernen i denne lære i sit hjemland. Aldrig fanatisk, altid med snert af samme humor og underfundighed, der gennemsyrer dette første bind af erindringerne. En medrivende beretning om en romantiker, som aldrig mistede taget i virkeligheden. Hvor fjernt hans liv med trotskister og andre marxistiske drømmere end kan forekomme denne læser, så bliver man suget ind i denne beretning om en oprører, som aldrig har ladet sig indrullere i den uendelige skare af velfærdsforankrede aktører på den offentlige scene. Med spænding må man afvente andet bind, der udkommer næste år.
Lars Hedegaard: Verden var så rød, mor – erindringer 1942-1980. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Udkommer i morgen.
Mød Lars Hedegaard i samtale med Sven Ove Gade om bogen 14. oktober. Tilmelding her
