For nylig passerede vi tiårsdagen for Al Qaedas til dato mest spektakulære angreb. Og netop nu kan man i London se et teaterstykke, som handler om denne dag og dette tiår.

”Decade”, som er instrueret af Storbritanniens berømte instruktør Rupert Gould, benytter sig af en chokeffekt som åbning:

Publikum bydes velkommen i restauranten i ”Windows of the World” på toppen af det nordlige tårn i World Trade Center. Teatersalens endevægge er vinduer med udsigt over Manhattan.

En servitrice diskuterer med en sort mand i fodlang kjortel. Han taler ikke engelsk, han står ikke på gæstelisten. Servitricen forsvinder, men vi hører fortsat hendes stemme fremsige navne, formentlig ofre for 11. september.

Imens omdanner manden gæstelisten til en flyver af papir og sender den af al kraft af sted. Det første fly rammer sit mål.

”Decade” er ikke en ubetinget helstøbt forestilling. Ensemblet er ujævnt og teksterne,  skrevet af 20 forskellige forfattere, varierer i kvalitet. Men respekt for at nogen fortolker denne dag og dette tiår.


Europæernes fordomme over for indvandrerne

Hjemme igen bladrede denne teatergænger i kataloget for efterårs- og forårssæsonen for at undersøge, hvad der mon skrives af politisk teater inden for emnerne integration og religiøs fundamentalisme.

En enkelt forestilling, ”Jeg er drømmenes labyrint”, en fortolkning af en af den afghanskfødte forfatter Atiq Rahimis bøger, lyder interessant.

Men ”Albukasem” på Aalborg Teater - skrevet af den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiri - handler øjensynligt om gammeleuropæernes fordomme over for indvandrerne.

Det politiske teater i Danmark synes at være stagneret i en forestilling om, at alt ondt kommer fra Dansk Folkeparti og højreekstremister, tænk blot på en af årets tidligere forestillinger ”Den hvide mand” – om danskernes racisme.

Jeg så den, og den var ikke god.


Sådan har det været i årevis. Det er påfaldende, at man må til udlandet for at se en anderledes fremstilling i teatersalen om så væsentlige emner.

Sidste år i New York så jeg på en off-off-off-Broadwayscene unge skuespillere med pakistansk baggrund bevæge sig rundt på scenen og tale om længslen efter ”the rule of law” i et fiktivt land, formentlig Pakistan, der er ved at stagnere i korruption og religiøs fanatisme.

Måske ikke høj kunst, men et godt forsøg.  

Muhammedtegninger og en tegneserieimam

I New York bor også dramatikeren Christopher Shinn, en af forfatterne bag "Decade". I efteråret 2008 satte Royal Court Jerwood Theatre Downstairs i London Shinns forestilling ”Now or later” i scene.

Det er en med rette anmelderrost forestilling, om den amerikanske præsidents søn John, der på valgnatten dukker op i en kontroversiel video på Youtube.

I protest mod de politisk korrekte medstuderende på campus, optræder han udklædt som Muhammed i en simuleret seksuel situation med en kammerat. Helvede bryder løs, både i USA og i den muslimske verden.

Skal John undskylde eller ej? ”Jeg synes ikke, vi skal opgive vores værdier for at finde fælles grund. Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den”, siger John et sted i forestillingen.

Året efter, i 2009, præsenterede den britiske nationalscene instruktøren Richard Beans forestilling ”England people very nice”. Den handler om indvandringens historie til Storbritannien og beskæftiger sig med både hugeonotter, irere, jøder og muslimer.

Aldrig før har jeg på en teaterscene set personer referere til bøger af en af radikal islams chefideologer, Sayyd Qutb.

Ligesom en gigantisk tegneserieagtig imam med søvnige øjne på et tidspunkt svæver over scenografiens bygninger og kommer med formanende ord til kvinder.   

Frygten for Uffe Elbæk

Samme år og samme sted kunne man se Hanif Kureishis dramatisering af hans egen roman ”Det sorte album”. Året er 1989, og på scenen brænder ”De Sataniske Vers”. Hovedpersonen, den universitetsstuderende Shahid kæmper med sit forhold til den sexede lærerinde Dedee og med sin identitet.

Men også med at stoppe bogbrændingen med et John Milton citat: "Den, der ødelægger en god bog, dræber selve fornuften".

De publikummer, der i pausen cirkulerede med deres drinks, var ligesom dansk teaterverden siger, at de gerne vil have dem: Sorte, brune og hvide.

Det Kongelige Teater har overvejet Kureishis forestilling men endte så vidt jeg ved med at mene, at der ikke er publikum til den.

I Muhammedtegningernes hjemland? Vås og vrøvl. 

11. september forandrede verden. Men ikke dansk teater. Spørgsmålet er: Skal det fortsætte på det jævne? Eller er der en dramatiker, der tør skrive et manuskript a la de ovennævnte, en instruktør, der tør sætte det i scene?

Og hvis ikke, hvad er de bange for? Uffe Elbæk og den nye regering? Eller at der for alvor skal ske terror i teatersalen?