”Kom og lyt til det, du aldrig vil se, høre eller læse om i svenske medier.”

Sådan stod der i invitationen til det svenske Trykkefrihedsselskabs første møde, der blev afholdt i Malmö den 31. januar.

Samme aften blev endnu et mord og endnu et bombeanslag mod en politistation føjet til den tilsyneladende endeløse række af gangsterangreb i den sydsvenske by. Antallet af uopklarede mord siden sidste sommer er nu oppe på otte.

Men på trods den eskalerede vold, bidende kulde og ingen forudgående annoncering, havde over 100 personer tilmeldt sig arrangementet, der foregik under massiv politibeskyttelse og et større presseopbud.

Den svenske journalist Ingrid Carlqvist, der står i spidsen for selskabet, havde derfor god grund til at være tilfreds, da hun bød velkommen:

”Dette er et historisk møde,” sagde hun.

”Vi skal tage tabuer op, og vi skal begynde med det største af dem alle – den svenske indvandringspolitik.”

Total mørklægning

At det er en risikabel affære, kunne en af aftenens oplægsholdere – den svenske journalist Gunnar Sandelin – skrive under på.

Under overskriften ”Journalisterne mørkelægger sandheden om indvandringen” skrev han i 2008 et kritisk indlæg i den svenske avis Dagens Nyheter. Siden da har det været umuligt for ham at finde fast arbejde.

I kronikken dokumenterede han, at langt størstedelen af de indvandrere, der kommer til Sverige, ikke har legitime grunde til asyl.

Der er i virkeligheden tale om en kamufleret indvandring, der årligt lægger beslag på to til tre procent af den svenske stats BNP.

”Desuden,” sagde Gunnar Sandelin, ”har vi ingen som helst viden om, hvem det er, der kommer ind i landet. Det store flertal har ingen ID-papirer, og præsenterer myndighederne for opdigtede historier, der sikrer dem asyl.”

At det hænger sådan sammen har flere anonyme medarbejdere i den svenske asylbehandling erkendt. Alligevel sker der intet.

”Det burde være et helt oplagt emne for svenske journalister, men ingen vil røre ved det. De mørkelægger kort og godt hele området og bruger i stedet deres energi på at brændemærke folk, der vover at tage emnet op. Det er ikke noget sundt samfundsklima,” lød det fra journalisten, der langt fra står alene med sin kritik.

En senere meningsmåling viste således, at 90 procent af befolkningen er enige i påstanden om, at svenske medier ikke giver et retvisende billede af indvandringen og dens konsekvenser.

”I skal få dem til at græde”

Som tidligere ansat på den statslige tv-kanal, SVT, kunne Gunnar Sandelin også oplyse om, hvordan man her opfatter sin rolle i forhold til indvandringen.

Sandelin spurgte på et tidspunkt sin chef, hvorfor journalisterne kaldte alle for flygtninge, når de i virkeligheden var noget andet.

”Min chef sagde, at indvandrerne var svage, og at vi derfor som tv-journalister skulle være på deres side. Han sagde, at det skulle være så synd for indvandrerne, at folk skulle sidde og græde foran deres tv-skærme.”

”Der er meget ideologi i det,” fortsatte Gunnar Sandelin.

”Tidligere var det arbejderne, der per definition var de svage – i dag er det indvandrerne. På den måde hersker der en mental stalinisme i Sverige, hvor man på forhånd har besluttet, hvilke roller forskellige grupper skal spille. Konsekvensen er, at folk vildledes og får en forkert opfattelse af, hvad der foregår.”

Aftenens øvrige oplægsholdere bestod af to danskere og en nordmand.

Ulighed for loven

Formand for det danske Trykkefrihedsselskab, Lars Hedegaard, konstaterede, at visionen om det multikulturelle samfund er brudt sammen, og at den største trussel mod ytringsfriheden kommer fra islam og EU/FN.

”Problemerne vokser, og som konsekvens indfører man krænkelsesparagraffer for at kvæle kritikken. Resultatet er, at paragrafferne bruges selektivt, og at man i realiteten opnår ulighed for loven. Nogen bliver straffet for at sige deres mening, mens mere begunstigede grupper kan sige præcist, hvad der passer dem.”

Hedegaard understregede også, at ytringsfriheden er forudsætningen for en vellykket integration. "Hvem vil lade sig integrere i et samfund, der besvarer ethvert angreb ved at begrænse sine egne borgeres frihedsrettigheder?" spurgte han.

”Vi kan ikke identificere og løse problemer, hvis vi ikke kan tale frit. Derfor er det også afgørende for Vestens overlevelse, at vi vinder kampen om ytringsfriheden.”

Sprækker i ”Tavshedens Rige”

At det står ilde til med debatkulturen i Sverige, kunne den danske journalist og forfatter Mikael Jalving også skrive under på. I det meste af et år rejste han rundt i landet og forsøgte at få svenskerne i tale.

Det var svært, men der kom alligevel en bog med titlen ”Absolut Sverige” ud af forsøget. I bogen karakteriserer han Sverige som ”Tavshedens Rige”.

”Der tales og diskuteres meget i Sverige. Men sjældent om de ting, der er vigtige. Derfor er jeg også meget positivt overrasket over, at der i dag findes et Trykkefrihedsselskab i Malmö – det havde jeg ikke troet for to år siden,” lød det blandt andet.

Sverige vil være bedst

Hans Rustad, der er redaktør på Document.no – Norges største samfundskritiske blog – havde også taget turen til Malmö for at være med til det første svenske møde.

Han gav en kortfattet karakteristik af svensk indvandringspolitik, som den tager sig ud set fra Norge:

”Set udefra virker det som om Sverige har et stort behov for at være bedst. I vil være bedst med hensyn til godhed og tolerance, og derfor konkurrerer I med andre lande om at have den mest liberale indvandringspolitik.

Men i den proces har I opgivet jeres egen identitet, og det er farligt. Derfor ønsker jeg Trykkefrihedsselskabet i Sverige al mulig held og lykke fremover.”