Sørine Gotfredsen har skrevet en ”hårdtslående debatbog”. Sådan står der i det pressemateriale, Kristeligt Dagblads Forlag har udsendt.

Og forventningerne kan kun være store, når man ser det rædselskabinet af danskere, hun har tænkt sig at give en på tuden med de boksehandsker, der pryder bogens omslag. Pernille Vigsø Bagge, Poul Madsen, Flemming Pless, René Toft Simonsen, Peter Mogensen og mange flere.

Men alligevel sender bogens omslag et lidt tvetydigt signal. Boksehandskerne hænger på væggen. Og Sørine Gotfredsen ser lidt mut ud, med blikket vendt væk fra læseren. Nedad.

Skammer hun sig over præsentationen? Var det overhovedet hendes hensigt at uddele tærsk?

Efter endt læsning kan man godt blive lidt i tvivl. Hist og her har hun hamret næverne ud i den blå luft. Andre steder har hun afsendt et velrettet slag, som ikke desto mindre gik i stå på vej mod den næsetip, der ellers skulle være kvast.

Bogens tema er åndelighed i betydningen ”at se sin egen eksistens i lyset af noget andet end det, vi har omkring os og umiddelbart kan begribe.”

Mennesket skal være bevidst om, at det er ufærdigt. Hun vil minde os om, at ”Gud sætter en grænse for menneskelivet og forsyner det med et nyt formål. Nemlig den anden ”.

Vigtigt og sympatisk ærinde

Gotfredsens ærinde er vigtigt og sympatisk. Men måske er det ikke så let at skrive den bog, man gerne ville, når medie- og reklamefolkene vil noget andet og mere spektakulært. Efter endt læsning, føler jeg i hvert fald, at forventningens glæde bestemt var den største.

De første kapitler af bogen kredser om fjernsyn, journalister og sport. Tre emner, hvor Sørine Gotfredsen er på hjemmebane i kraft af sin baggrund som sportsjournalist på det hedengangne Aktuelt.

Men det er også tre kapitler, hvor pointerne stritter i mange retninger.

I ”Fjernsynet håner mennesket” dissekerer Gotfredsen grundigt dansk monopol-tvs (fortsatte) deroute. Danskerne ser stadig mere fjernsyn, men kvaliteten er ringe, konstaterer hun, og fremhæver X Factors ydmygelser af deltagerne, inden bøtten vender, og de lanceres som genier.

Gotfredsen beskriver også udmærket, hvordan tv-satire er blevet stadig mere plat. Men så pludselig føler hun sig kaldet til at hylde Anne Marie Helger som ”en af de begavede satirikere, der i mange år har stået for en klar sammenhæng mellem humor og personligt samfundsengagement”.

Det kan godt være, at Helger er ”en direkte modsætning til det infantile og kønsdelsfikserede”. Men hun er bestemt også et udtryk for de gamle 68’eres infantile og jantelovsfikserede bastante politiske satire.

Skal hun være et forbillede? Han de nuværende plathoveder ikke bare erstattet politisk ideoti med seksualfikseret idioti?

Man kan kun nikke med på Gotfredsens kritik af Reimer Bo Christensens ynkelige interview med Stein Bagger. Men oven på alle eksemplerne sidder man også tilbage med en lidt tom fornemmelse.

Hvor er der noget, vi ikke har hørt før? Og bliver det ikke en lille smule for selvhøjtideligt i betragtning af banaliteten?

”Der hviler et stort ansvar på dem, der bestemmer, hvad fjernsynet skal fyldes med. Ligesom der hviler et stort ansvar på den enkelte, hver gang man beslutter sig for endnu en gang at bruge tid foran det.” Sådan lyder hendes afsluttende kommentar til kapitlet.

Til det første kunne man passende sige: Ja, og? Til det andet: Er det virkelig så stort og tungt et personligt ansvar at slukke flimrekassen eller zappe hen på noget af det kvalitets-tv, der vitterlig er at finde derude?

Overvurdering af mediernes betydning

Måske overvurderer den gamle journalist i virkeligheden mediernes betydning for menneskelivet. Og journalisternes. Gotfredsen er således også optaget af ”journalisters farlige magt”.

Men i disse tider kan man fodre svin med journalister, medieuddannede osv. i disse år. Det er ikke journalisterne, der har magten, men chefredaktørerne. Alligevel kredser Gotfredsen længe om journalisters selvopfattelse.

”Enhver, der har siddet til bords med en journalist, vil sikkert have bemærket, hvordan denne mangel på grundfæstet selvværd kan komme til udtryk.

En ting er nemlig, at journalisten ofte viser sig at være en sjov og underholdende samtalepartner. Noget andet er, at man bagefter kan sidde tilbage med en spøjs fornemmelse af i stor hast at have bladret tre-fire dagblade igennem.

Kun overskrifterne er endnu i erindring. Med mange referencer, et hektisk sprog, masser af postulater samt en stor evne til at springe behændigt fra det ene emne til det næste kan en journalist være garant for, at samtalen aldrig går i stå.”

Tilgiv det lange citat. Men det var for fristende. For i en vis udstrækning skulle man næsten tro, at det var Gotfredsens selvkritik, og at den afsendte boksehandske havde skiftet kurs tilbage mod hendes egen næsetip.

I det hele taget knockouter hun effektivt selvoptagne journalister, gamle som unge fra Line Gertsen til Kurt Strand. Men også her kører hun pludselig af sporet.

Efter at have hyldet fremragende skribenter som f.eks. Pernille Steensgaard og Anna Libak (begge Weekendavisen) føler hun sig kaldet til at fremhæve TV2-fænomenet Morten Spiegelhauer fra ”X Factors” dokumentariske pendant ”Operation X”.

Spiegelhauer som forbillede? Manden, der brugte kriminelle dyreretsaktivister som sandhedsvidner?

Sørine og drengerøvene

I kapitlet ”Sporten og de intellektuelle drengerøve” bliver man lidt i tvivl om ærindet nu lever op til bogens titel.

Er det mon ikke bare drengerøve, Gotfredsen har noget imod? Når Joakim Jakobsen fra Weekendavisen får på puklen for at ”intellektualisere” i sit forsvar for dopede cykelryttere, og Bjarne Riis bliver udstillet som et tudefjæs, er der ingen forståelse at hente hos Gotfredsen.

Men hvad er der så galt i, at Jakobsen fremhæver det pres, cykelrytterne er under og de fristelser, der lokker? Og hvad er der glat i, at han faktisk gør det ganske ”åndrigt”?

Mennesket er vel skrøbeligt ikke sandt? Og hvad er der underligt i, at Bjarne Riis efter flere års fortielser stiller sig op og tager sine tærsk? Det gør en mand jo, ikke en drengerøv.

Kapitlerne ”den egoistiske børnefamilie” og ”de stakkels kvinder” er rent ud sagt dødkedelige. Ja, det er hårdt at høre på andres børn - og på forældre, der taler om dem hele tiden. Ja, børn kan fylde for meget. Ja, nogle mennesker får dem alligevel. Måske endda uden at tænke over det. Og hvad så?

Ja, kvinder bruger deres køn. Ja, vi flæber nogle gange. Ja, vi vil alt muligt på en gang. Ja, Kathrine Lilleør krænger sit følelsesliv ud? Og hvad så, igen? Her er der heller ikke noget nyt under solen, og hvad har det i øvrigt med åndelighed at gøre?

Ateister ved vingebenet

Bogens bedste kapitler – og grunden til, at det er værd at læse bogen – gemmer sig i sidste halvdel. I kapitlet ”angsten for det svage menneske” tager Gotfredsen den ateistiske bevægelse ved vingebenet.

”Ateister har det med at se sig selv som de tapre og klart tænkende, der i modsætning til de religiøse for alvor tør se virkeligheden i øjnene. Hvilket jo leder os frem til spørgsmålet om, hvem der i sidste ende er mest fej:

Den der insisterer på, at mennesket skal overkomme sin frygt og svaghed og blive i stand til helt at befri sig fra troen på Gud? Eller den, der er nået frem til, at svagheden er så uomgængelig, at man ikke kan forsvare hverken over for sig selv eller over for andre blot selvsikkert at hævde, at man selv kan kontrollere den?”

Her er diagnoserne interessante og relevante. En lille anke skal dog være Gotfredsens mystiske liberalist-had. Det kan da godt være, at Anders Samuelsens tropper i Liberal Alliance markedsfører sig lige lovlig skråsikkert på, at mennesker kan alt muligt.

Men er det ikke blot som en modvægt til det fænomen, Gotfredsen selv har kritiseret: Alle dem, der gør folk til flæbende tabere?

Anders Samuelsen er faktisk vokset op i en præstegård og kan sit fadervor og lidt til. Det er rigtigt, at visse liberalister bygger deres ideologi på en forestilling om menneskets iboende godhed. Men de fleste er nok snarere optaget af det politiske systems arrogance.

Gotfredsens liberalist-had fører hende ud i et absurd forsvar for rygeloven ud fra devisen om, at ”den virker”. Jaså? Rygeloven er jo heldigvis så hullet, at de forfulgte rygere stadig kan have deres fristeder, hvor de kan ose i fred. Så længe det varer. Men Gotfredsen vil absolut frelse de fortabte fra sig selv. Her bliver hendes påståede ”åndrighed” til den rene og skære religiøse nidkærhed.

Taberne i folkekirken

Som præst er det til gengæld hylende morsomt at læse Gotfredsens beskrivelse af ”folkekirken som tabersag”. Hun er bidende sarkastisk i sin karakteristisk af præster, der overser de store debatter fordi de ”har anderledes vigtige ting på programmet.

De diskuterer orlovsordninger, stiftskurser, lønkvoter, friweekender, kontoråbningstider, snerydning og presserende anliggender i stil med, hvor mange gange man egentlig har pligt til at tjekke sin tjenestemail i løbet af et døgn.”

Og nogle præster morer sig med at ødelægge folkekirkens anseelse med deres middagsarrangementer og sex- og kristendombøger.

”Nogle lige fra kirketjenere til kordegne, organister og præster mangler stolthed ved egen gerning.

Af forskellige årsager: Kordegnene har ofte en akademisk uddannelse, de aldrig for alvor fik gjort brug af, nogle organister er tabte vidunderbørn, der i sidste ende ikke havde, hvad der skulle til for at blive store koncertmusikere, og præsternes selvtillid får et hak nedad, hver gang de fra prædikestolen kigger ud over syv fremmødte kirkegængere.

"Det koster at være en del af en tabersag – den tabersag, som kristendommen altid har været, fordi den blandt andet har til opgave at sige mennesket imod.”

Sidste kapitel tager hul på, om vi har de politikere, vi fortjener. Nok ikke. Deri har hun fuldstændig ret. Gotfredsen bemærker, at bl.a. Katrine Winkel Holm, Kai Sørlander og Henrik Gade Jensen deltager flittigt i debatten, men ikke finder vej til Folketinget..

Men ville det virkelig være gavnligt for samfundet, om sådanne begavede mennesker kom i Folketinget? Eller ville det tværtimod tage luften ud af dem?

Søren Krarup og Jesper Langballe var efter min mening bedre og stærkere systemkritikere, før de blev indrulleret i et parti og belemret med de kompromisser, der altid følger af partidisciplinen.

Forfængeligt håb

”Den åndløse dansker” slutter med et lille håb. Gotfredsen sætter sin lid til de unge, der er ”udstyret med en blomsterende og fordomsfri kraft, der så oplagt kan føre til individuel mental revolution”.

Drøm løs, Sørine. Vi er hverken mere eller mindre åndløse, end vi altid har været. Og det bliver hverken værre eller bedre, uanset hvor mange nye generationer, der kommer til.

Som der står i Prædikerens Bog:

”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.”

Sørine Gotfredsen, ”Den åndløse dansker”, Kristeligt Dagblads Forlag, 231 sider, 249 kr.