"Jødekompagniet DF"

Man gnubber øjnene en ekstra gang. Men den er god nok. Det står der: "jødekompagniet DF". Sådan synes en kommentator ved navn Rinso, at det er sjovt at betegne Dansk Folkeparti. Samme Rinso finder også behag i at kalde New York Times for "Jew York Times".

Man kunne ønske sig, at hans mor havde brugt stærkere sager end det hedengangne vaskepulver Rinso til at rense hans mund, men det havde nok ikke hjulpet.

Det stod at læse på websitet 180Grader den 17. februar 2011 – altså på den plads, hvor Ole Birk Olesen stolt meddeler, at han er spidskandidat for Liberal Alliance foruden chefredaktør for 180Grader.

Det er den samme Ole Birk Olesen, der sjældent forsømmer nogen lejlighed til at beskylde andre for alskens planer om statsundergravende virksomhed og til at optræde som etisk overdommer over andres debatkultur – endog når det drejer sig om emner, hvor han selv er blank. Islam f.eks.

Nu ved jeg godt, at LA's politiske storhåb vil indvende, at han sandelig ikke er antisemit, og at flere af hans bedste venner er jøder. Og hvad man ellers plejer at sige ved sådanne lejligheder.

Og at han desuden hverken kan eller vil blande sig i, hvad ham uvedkommende personer anbringer på 180Grader. Sådan er nemlig "konceptet" for dette organ.

Men hvis det er tilfældet, hvorfor kalder han sig så chefredaktør? Hvad er det, han redigerer, når det åbenbart ikke er 180Grader?

Jeg kan også udmærket forestille mig, hvad Ole Birk Olesen og hans ligesindede ville skrive, hvis eksempelvis chefredaktør Katrine Winkel Holm anbragte lignende smagfuldheder i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sappho.

Så kan man være forvisset om, at hele 266b-holdet under anførsel af statsadvokaten for København og Bornholm ville rykke ud. Det gør de ikke, når det drejer sig om stræbsomme folk som Hr. Olesen, for det er jo ikke det, tankepolitiet skal bruges til.

Sproglig destruktion

Nu kan den person, der gemmer sig bag navnet Rinso, være ligegyldig. Men han er interessant som fænomen.

Når han frit kan udtrykke sit jødehad – beregnet på udbredelse i en større offentlighed – er det et resultat af den sproglige destruktion, vi har oplevet de seneste årtier.

En gang havde ordet racisme et præcist indhold. Det var betegnelsen på nedværdigende omtale eller behandling af mennesker på grund af noget, som disse mennesker ikke selv havde indflydelse på eller kunne gøre noget ved.

Ingen kan blive fri af sine ydre kendetegn – hudens farve, hårets krøller, mundens form, næsens størrelse osv.

Og en jøde – hvis vi ser bort fra de få, der er konverteret – kan ikke undslippe sin jødiskhed. Han har ikke selv valgt den. Det hjælper intet, om han afsværger sig jødedommen, går over til en anden religion eller til ingen religion. For jødehaderen vil han altid være jøde og dermed genstand for foragt, had eller det der er værre, fra han fødes til han dør.

At være jøde har altså intet med religion eller kultur at gøre. I den forstand er det at være jøde at ligestille med at være "negroid", "mongolid" eller medlem af en hvilken som helst anden "race".

Racisme reduceret til skældsord

Og, nej – jeg vidste, De ville spørge: At være jøde i jødehadernes forstand kan ikke sidestilles med at være muslim. Muslim er noget, som voksne mennesker selv bestemmer, at de vil være.

Hvis folk vil gå rundt og sige, at frafaldne fra profetens ideologi skal slås ihjel, at løsagtige kvinder skal stenes, og at den hellige krig skal føres til ende, indtil hele verden har bøjet sig for deres gud, så er det fordi de selv synes, at det er en god ide.

Anderledes kan det ikke være i et oplyst demokrati med folkesuverænitet. Der må mennesker tage ansvar for deres egne meninger og skal ikke kunne fedte dem af på for længst afdøde landevejsrøvere.

Men efter at vi fik først "det udvidede racismebegreb" og i 2003 Højesterets dom for, at "racistisk" ikke behøver at betyde andet, end at man tager afstand fra andre, der sagtens kan tilhøre samme race som en selv, har "racisme" mistet enhver fornuftig betydning.

I dag betegner skældsordet "racist" ikke andet end en person, man ikke kan lide, og som man derfor gerne melder til politiet.

Så kan det jo ikke undre, at der ud af denne statsautoriserede begrebståge fremtriner vaskeægte racister, som ikke nok så meget vaskepulver vil gøre indtryk på. I en tid, hvor det ifølge kultureliten og medierne vrimler med racister, lægger man jo knap mærke til dem, der virkelig er det.

Det skal i øvrigt blive interessant at følge det kommende samarbejde i Folketinget mellem Rinso-redaktør Olesens parti og jødekompagniet DF.