Retssag mod Baha´ier udskudt


12. november 2009          Helle Merete Brix

Mens man her i landet med rette glæder sig over, at journaliststuderende Niels Krogsgård nu er løsladt af de iranske myndigheder og tilbage i Danmark, kan der være grund til at minde om en sag i Iran med et mindre lykkeligt forløb: Sagen mod de syv baha´ier, Behrouz Tavakkoli, Saeid Rezaie, Fariba Kamalabadi, Vahid Tizfahm, Jamaloddin Khanjani, Afif Naemi og Mahvash Sabet.

I halvandet år har de siddet fængslet i det berygtede Evin-fængsel uden for Teheran, anklaget for blandt andet "spionage for Israel", "hån af religiøse helligdomme" og "propaganda mod den islamiske republik".  


De syv har siddet fængslet i halvandet år


Den 18. oktober i år skulle retssagen omsider have taget sin begyndelse. Men da sagførere og familie mødte op i retten fik de at vide, at retssagen ikke kunne finde sted. Der blev ikke fastsat nogen ny dato.

Diane Alá´i, der er Det Internationale Bahaisamfunds repræsentant i FN, siger i en pressemeddelelse, at "det må nu være tid til at disse syv uskyldige mennesker kan løslades mod kaution".

Ifølge Det Internationale Bahaí samfund sidder omkring 30 andre baha´ier i øjeblikket fængslet i Iran. Siden den islamiske revolution i 1979 er presset på Irans baha´ier vokset. De er blevet henrettet, fængslet og forfulgt. Det er ikke ualmindeligt at anklage dem for spionage, for Bahai hovedkvarteret ligger i den israelske havneby Haifa. I den islamiske republik nægtes de arbejde og betragtes som urene.

Sappho følger udviklingen om de fængslede baha´ier.

Læs mere om sagen her

Tidsskriftet Sappho

Nyheder

Seneste

Arkiv

Sapphos Venner
Støt Sappho og mød spændende oplægsholdere
Læs mere

Drik kaffe med profeten
og støt Kurt Westergaard og ytringsfriheden
Læs mere