Fremmedkærlighedens ypperste frugt er det, som den egyptiske historiker Bat Ye'or har kaldt "palæstinianismen" – den forestilling, at der blandt verdens forfulgte folk findes ét, der i særlig grad påkalder sig vores medfølelse, nemlig palæstinenserne.
For dem skal vi gøre alt. Deres frihedskamp skal være vores, og vi skal til enhver tid tilsidesætte vore egne interesser for at give dem udfoldelsesmuligheder i Danmark og Europa.
Palæstinenserboblen
Så hårdt er palæstinenserboblen pustet op, at eliten med held har bildt befolkningen ind, at vejen til fred i verden går gennem en løsning af "konflikten i Mellemøsten".
Som enhver kan overtyde sig om ved at tænde for fjernsynet, er Mellemøsten – og den islamiske verden som helhed – hjemsted for talløse konflikter, men vi skal især interessere os for én, nemlig den mellem Israel og palæstinenserne.
En slags superkonflikt, der får alle andre til at blegne, og vi må forstå, at hvis den blot blev bilagt via en "fredsproces", ville al-Qaeda nedlægge arbejdet, tyrkerne og iranerne holde op med at undertrykke kurderne, den sudanesiske regering ville standse sine folkemord på sorte muslimer og sorte kristne, libyerne ville holde op med at slås, Egyptens muslimske herskere ville indstille deres forfølgelser af landets kristne minoritet, Iran ville standse sit atomvåbenprogram, og følgelig ville Saudi-Arabien og andre stater i området indse, at de ikke behøvede at anskaffe sig kernevåben til at imødegå truslen fra Teheran. Osv.
Vi kender også skurken, nemlig Israel/jøderne, der år for år får en dårligere presse, og vi hører dagligt om de trængsler, som de palæstinensiske flygtninge er udsat for.
Det er underligt med de flygtninge. Det må være den eneste flygtningegruppe i verden, der bestandigt vokser, selv om ingen flygter.
Men det skyldes, at man indregner flygtningenes efterkommere i mange led. Historikerne anslår, at ca. 800.000 flygtede eller blev fordrevet fra det nuværende Israel i 1948.
De er i mellemtiden svulmet op til flere millioner, og jeg regnede engang ud, at hvis tallet bliver ved med at vokse i samme takt, vil der ved århundredets udgang være op mod 200 millioner palæstinensiske flygtninge.
Og hvis alt fortsætter som i de forløbne 50 år, skal disse 200 millioner hovedsageligt brødfødes af "det internationale samfund" – og har krav på at vende tilbage til Israel, der er på størrelse med Jylland – da forestillingen om, at de kan blive integreret i andre lande forekommer utænkelig.
Ingen palæstinensisk identitet
Det er bemærkelsesværdigt, for indtil begyndelsen af det 20. århundrede var der ikke nogen palæstinensisk identitet, ikke noget folk, man kunne kalde palæstinensisk, eller som benævnte sig selv palæstinensere.
Som bl.a. Bernard Lewis har understreget, betragtede de kristne eller muslimske indbyggere i det, der i 1948 blev til Israel, sig som arabere eller – hvis man spurgte dem om et nærmere tilhørsforhold – som stammende fra denne eller hin by eller landsby.
Det nationsbegreb, der ligger i betegnelsen palæstinenser, er en vestlig import, der er opstået som reaktion på den jødiske indvandring.
Der er som nævnt også noget besynderligt ved den flygtningestatus, som det internationale samfund uden nærmere diskussion har tilkendt efterkommerne af de oprindelige arabiske flygtninge.
Med samme logik kunne man sige, at stort set hele Israels jødiske befolkning er flygtninge.
Således blev omkring 800.000 jøder fordrevet fra de arabiske lande i tiden omkring Israels oprettelse, men da de ikke bor i flygtningelejre, ligger Vesten til økonomisk byrde, forlanger at vende tilbage til de arabiske lande eller detonerer bomber i vestlige hovedstæder, er der ingen der betragter dem som ofre.
Og skulle man føre palæstinenserlogikken ud i sin yderste konsekvens, kunne man sige, at store dele af verdens befolkning er flygtninge.
Mange af os nedstammer fra mennesker, der på et eller andet tidspunkt blev fordrevet fra deres hjemstavn. Det ville f.eks. gælde langt de fleste europæere.
Mange historikere og sociologer har spekuleret over de dybere årsager til det vestlige selvhad og dermed sammenhængende fremmedkærlighed, der altovervejende udfolder sig som sympati for den palæstinensiske sag.
Israelvenligheden forsvinder
Det skal jeg ikke fordybe mig i her. Til gengæld har jeg en klar fornemmelse af, hvornår den slog igennem.
Jeg lagde første gang mærke til den, da jeg i sommeren 1967 vendte hjem til Danmark efter et halvt års ophold i Israel, hvor jeg havde været under Seksdageskrigen.
Det var tydeligt, at den Israelvenlige stemning, der stort set havde domineret medierne, nu var ved at slå om i stadig stærkere sympati for araberne.
Venstreorienterede havde tidligere næret stor sympati for Israel, der blev opfattet som et socialistisk eksperiment på grund af landets mange landbrugskollektiver, kibbutzerne, og den israelske fagbevægelses betydelige økonomiske magt.
I SF-Bladet kunne man i begyndelsen af 1960'erne læse venligtsindede artikler om bl.a. det israelske arbejderparti.
I Socialistisk Ungdoms Forum var vi ikke synderligt optaget af den israelsk-arabiske konflikt.
Vores opmærksomhed var især rettet mod det falangistiske styre i Spanien, og vi brugte tid på at diskutere, om det socialistiske eksperiment i Jugoslavien måske kunne være en inspiration til at gøre noget lignende heroppe.
Hertil kom så Den Kolde Krig mellem Sovjetblokken og USA, hvor vi til at begynde med stillede os neutrale. De to kamphaner var nærmest lige gode om at true verdensfreden, mente vi.
Senere kom så Vietnamkrigen og vores vrede over USA's indblanding.
Vil man have et indtryk af venstrefløjens indstilling til det zionistiske projekt i årene efter 2. Verdenskrig, skal man læse I.F. Stones bog Underground to Palestine, der udkom i 1946.
Den stærkt venstreorienterede amerikanske journalist beskrev grupper af overlevende jøder, som prøvede at undslippe et kontinent, der ikke ville vide af dem, for illegalt at indvandre til det britisk-beherskede "Palæstina", dvs. det nuværende Jordan, Israel og Vestbredden.
"Den store nyhed om de østeuropæiske jøder," skrev han, "er ikke, at de har lidt. Den virkelige nyhed er, at så mange af disse mennesker overskred grænsen [til Israel] med en enorm livskraft og med et ubøjeligt mod. Andre steder i Europa mærkede jeg en nederlagsstemning. I Frankrig, Østrig, Italien. Disse jøder fra Østeuropa, som under krigen havde lidt mere end noget andet folk, hvad angår antallet af dræbte, og som efter hjemkomsten [fra kz-lejrene] stod uden hjem og familie, har en vilje til at leve og en vilje til bygge, som er vidunderlig at se."
At Stone langt fra blev tilfreds med det Israel, der kom ud af indvandrernes bestræbelser, men forlangte en mere imødekommende indstilling til araberne, er en anden sag.
I de første år af 1960'erne kom synspunkterne ikke i de velkomponerede pakker, som vi senere vænnede os til som det naturligste af verden.
I dag kan man uden videre gå ud fra, at en modstander af den amerikanske udenrigspolitik også holder med palæstinenserne mod Israel og ser med fortrøstning på islams voksende tilstedeværelse i
Vesten. Sådan hang tingene ikke nødvendigvis sammen dengang. Min daværende kæreste, Birgit, havde en veninde, hvis far var rar og mild og abonnerede på Frit Danmark – det gamle modstandsblad fra besættelsestiden.
Her havde han læst om amerikanernes opførsel i Vietnam, og da jeg bemærkede, at det nok ikke var så godt med de amerikanske militærrådgivere i Sydvietnam, udbrød han, at de skulle smides ud.
Jeg husker det, fordi han ellers aldrig brugte kraftudtryk.
Kampmann i kibbutzen
Denne USA-kritiker havde imidlertid intet imod, at hans datter tog på kibbutzophold i Israel. Og et par år efter tog jeg selv af sted.
I lyset af Mogens Lykketofts determinerede "antizionisme" – for ikke at bruge en kedeligere betegnelse på hans indstilling – er det interessant at huske på, at også Socialdemokratiet helt indtil OPEC-landenes olieboykot i 1973 altovervejende stod på Israels side.
I foråret 1967 havde vi på kibbutz Ma'ayan Zvi besøg af den tidligere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann, der blev modtaget som en gammel ven.
Kampmann har naturligvis vidst, at kibbutzen var opkaldt efter en af den jødiske koloniseringsbevægelses ledere, Henry Zvi Frank, og anlagt i 1938 ud fra militærstrategiske hensyn, idet man herfra kunne kontrollere kystvejen fra Haifa og sydpå.
Han har også vidst, at en af kibbutzens "kammerater" – chaverim – var aluf (general) og strategisk planlægger for de israelske styrker i Galilæa.
Kibbutzen var led i den zionistiske bestræbelse på at skabe "facts on the ground", på samme måde som den israelske bosættelsespolitik på Jordan-flodens vestbred senere blev det.
Hvad jeg husker af Kampmanns tale er, at han udtrykte sin skuffelse over, at Israel ikke var så socialistisk, som det havde været i yishuv'ens og staten Israels første år.
Ha-yishuv var betegnelsen på den jødiske bosætterbefolkning, der fra 1880'erne var indvandret til Palæstina, og hvis mål var at danne grundstammen i en ny jødisk stat.
Som landet lå, var den nødt til at organisere sig på grundlag af kollektivistiske og militærsocialistiske principper, der i øvrigt var i bedste overensstemmelse med den socialrevolutionære overbevisning, som mange af de jødiske immigranter havde medbragt hjemmefra.
Jeg tog modet til mig og spurgte Kampmann, om ikke også det danske socialdemokratis røde farve var falmet. Det forholdt han sig ikke til, men nøjedes med – under de forsamlede kibbutznikkers latter – at konstatere, at jeg nok kom fra Danmark.
Kibbutzens grundlæggere var immigranter fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, og de var ikke uden videre begejstrede for at skulle leve deres liv i ørkenheden.
"Jeg kan lide det nordeuropæiske klima," sagde en chaver, der var født i Hamborg. Men hvilket valg havde han haft, når alt hvad Nordeuropa havde haft at tilbyde ham – bortset fra vejret – var gaskamre og krematorier?
Seksdagekrigen
I dagene op til Seksdageskrigens udbrud den 5. juni 1967 var der betydelig nervøsitet hos en del af Ma'ayan Zvi's ældre beboere, der havde været med i 1948 og 1956, men som havde hørt om alle de våben, Sovjetunionen havde givet Egypten.
Ingen – heller ikke jeg – var i tvivl om, at et israelsk nederlag ville have medført en massakre, som få jøder ville have overlevet.
En skribent i Jerusalem Post antog, at nogle titusinder måske kunne klumpe sig sammen omkring Tel Aviv og håbe på FN-beskyttelse, inden de blev sejlet ud af det tidligere Israel.
Men de bekymrede blev beroliget af kibbutzens officerer og menige, der forklarede, at alle skulle taget det roligt, fordi krigens udfald var sikkert. Det ville blive en "blodig affære" for den israelske landhær, men ingen ville kunne besejre den.
De mobiliserede soldater, der som led i en krigslist blev hjemsendt få dage, før Israel slog til, så nøgternt på det hele.
Den israelske regering påstod at have opsnappet en lattervækkende telefonsamtale mellem de syriske og egyptiske ledere, der pralede med kommende sejre og kaldte hinanden "brødre", selv om alle vidste, at de hadede hinanden.
Det fik et vist gennemslag i de internationale medier, men de israelske soldater, jeg talte med, troede ikke på, at en sådan samtale havde fundet sted og affærdigede den som israelsk propaganda.
De nærede også respekt for deres arabiske modstandere på slagmarken, selv om de altså ikke tvivlede på, at de kunne slå dem.
En uge efter den jordanske hærs nederlag tog jeg over til Vestbredden og gik rundt i Østjerusalem og Bethlehem. Ved en af portene til Jerusalems gamle by stod en ung muslimsk kvinde helt alene og græd hjerteskærende.
Jeg ved ikke, om hun græd over sit tabte land eller over kære, hun havde mistet. Jeg fik lyst til at gå hen og give hende et knus, men sådan behandler en vantro jo ikke muslimske kvinder.
Jeg var i 1960'erne nærmest enig med den århusianske SUF'er og historiker Gustav Bunzel, der i 1970'erne sprang ud som ombejlet Marx-teoretiker og senere som medstifter af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.
Bunzel betegnede konflikten mellem israelerne og palæstinenserne som "tragisk" – altså en konflikt hvor begge parter ud fra hver deres synspunkt kunne siges at have retten på deres side.
Utilgivelig israelsk sejr
Da jeg kom tilbage til Danmark efter mit ophold i Israel, fornemmede jeg som sagt hurtigt, at den tidligere pro-israelske indstilling på venstrefløjen var ved at vende.
Man havde været fuld af sympati, så længe jøderne havde været henvist til rollen som ofre, og havde de lidt nederlag i Seksdageskrigen, ville de muligvis have beholdt en pæn placering på ranglisten over folk, det var synd for.
Nu vandt de altså krigen og vandt den stort mod flere omliggende landes væbnede styrker, der var blevet godt pumpet op med sovjetiske våben, og det kunne venstrefløjen ikke tilgive dem. Det passede ikke ind i billedet af "den evige jøde".
Også min jødiske kone, Barbara, og jeg vendte os i slutningen af 1960'erne mod Israel og fattede i stigende grad sympati for den palæstinensiske sag.
Ganske vist var nogle af de metoder, der blev taget i anvendelse af kamporganisationer som PFLP, PFLP-General Command, Force 17, Sorte September og adskillige andre, ikke kønne at se på. Nogle af deres venner og allierede – Rote Armee Fraktion, Sjakalen, den frygtede terrorist Abu Nidal, de kommunistiske celler i Italien osv. – var langt fra nogen svigermors drøm.
Men over for den hårde israelske undertrykkelse var man vel nødt til at bruge skrappe metoder. Og Israel var jo heller ikke sart i valget af kampmidler. Sådan tænkte jeg i hvert fald.
Desuden havde jeg i USA haft nære palæstinensiske venner, bl.a. den kristne araber, John, hvis familie i 1948 var flygtet fra Akko.
Han viste mig nogle bøger, bl.a. en der hed What We have Lost med tegninger af den idyl, som landet angiveligt havde været, inden jøderne kom og tog det hele. Jeg forstod hans smerte.
Sådan ville jeg også have haft det, hvis svenskerne i 1658 havde taget hele Danmark i stedet for at nøjes med Skåne.
Og måske kunne der komme noget godt ud af den palæstinensiske terrorisme i den sidste ende.
Hvis terroristerne kunne "tvinge Israel til forhandlingsbordet", så man kunne få en tostatsløsning, ville vejen jo være banet for en endelig fred i Mellemøsten.
Denne forhåbning er fortsat grundlaget for vore enfoldige og uvidende politikeres og journalisters Mellemøstenpolitik.
Konflikten bag konflikten
Det er ikke gået op for dem – som det gik op for mig, da jeg begyndte at læse op på, hvad islam står for – at der bag den israelsk-palæstinensiske konflikt lurer en meget større og uløselig konflikt mellem islams krav på verdensherredømmet og enhver, der kommer i vejen for det.
Skulle der blive indgået en aftale mellem Israel og palæstinenserne om to stater, vil resultatet ikke blive fred, men mere krig.
Jeg hører i dag, den 31. august 2011 – tilfældigvis dagen, hvor jeg lægger sidste hånd på denne bog – at SF's leder Villy Søvndal agter at anerkende en uafhængig palæstinensisk stat, hvis han bliver udenrigsminister.
Har han overvejet konsekvenserne?
Hvis Hamas i Gaza forsætter med deres raketangreb og terrorhandlinger mod Israel – som der er al mulig grund til at antage, at de vil – må det efter oprettelsen af en palæstinensisk stat opfattes som en krigshandling begået af en suveræn stat, og Israel vil derfor være berettiget til at svare med krig.
En suveræn stat må nemlig stå til ansvar for angreb, der udgår fra dens territorium, ellers er den ikke suveræn.
Desuden vil islams magthavere aldrig kunne forlige sig med eksistensen af en ikke-muslimsk stat i et område, som de engang beherskede.
Tilfældige sekulære regeringer i Egypten, Jordan og andre områder kan måske skrive under på en fredsaftale, men dermed vil de gøre sig illegitime i de islamiske indpiskeres øjne.
Udlæggerne og forvalterne af Muhammeds budskab til de troende er ganske enkelt religiøst forpligtede til at fortsætte den hellige krig, indtil Allahs religion hersker overalt.
Som alle seriøse islamforskere har understreget, kan islam aldrig slutte varig fred med ikke-muslimer, så længe det ideologiske grundlag ikke bliver udskiftet med et andet.
Det bør ikke overraske nogen, og der er ingen grund til at være chokeret over det. Så længe kommunister holdt fast i forestillingen om, at de havde en pligt til at udbrede revolutionen til den ganske verden, indtil der var kommunisme overalt, kunne man heller ikke slutte varig fred med dem.
Man kunne indgå våbenhviler, men de ville blive brudt, så snart den ene eller anden part i den fundamentale konflikt så en fordel i det.
Netop sådan er det med den ureformerede islam.
De troende kan til nød indgå en tidsbegrænset våbenhvile – en såkaldt hudna – der når som helst, det bliver taktisk eller strategisk fordelagtigt, kan opsiges – og som rettroende muslimer har pligt til at bryde, når de har samlet tilstrækkelig styrke til at genoptage fjendtlighederne, eller hvis fjenden, altså f.eks. kristne eller jøder, fornærmer islam eller dens profet.
Som alle, der har fulgt med de seneste årtier, vil vide, er der året rundt nogle muslimer et eller andet sted, der er voldsomt fornærmede over noget, som "jøder og korsfarere" har bedrevet.
Jihadforpligtelsen
Netop denne forståelse af jihadforpligtelsen er for mig lakmusprøven på, om man skal tage en selvudråbt islamkender alvorligt.
Det er jo ikke, som om islams helligskrifter putter med jihad. De strutter af jihad.
Får man has på Israel, står resten af Vesten i kø til at blive overtaget – blot med den forskel, at Den Islamiske Konferenceorganisation, Det Muslimske Broderskab, de saudiske wahhabier, mullaherne i Teheran og andre ledende aktører vil have fået yderligere blod på tanden.
I 2008 snakkede jeg med en rådgiver for de britiske sikkerhedsmyndigheder, der antog, at der ville gå fem år, før vi ville se de første åbent fremsatte krav om eksterritorial status for Storbritanniens muslimsk-dominerede parallelsamfund.
Hans gæt var, at den britiske regering ville bøje sig for kravet – måske ikke de jure, men så i praksis – fordi den savnede magtmidler til at forhindre enklavernes overgang til et andet styre.
Kravet kom i juli 2011, da islamiske organisationer i England forlangte, at mindst tre store muslimske bosætningsområder skulle laves om til islamiske emirater underlagt sharialov.
I praksis har shariadomstole i nogen tid fungeret ikke bare i England, men også i f.eks. Australien og Danmark.
Et emirat har navn efter den amir, militærkommandant, der på ummaens – den muslimske nations – vegne udøver magten i et bestemt område.
Det er sådan, islam ekspanderer som den herskende orden og har gjort det i 1400 år, og det er, hvad der ligger i den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensens ønske om at skabe mere plads for islam i Europa.
Den enfoldige socialdemokrat aner selvfølgelig intet om, hvad hans forslag vil indebære, fordi han ligesom det knusende flertal af hans politikerkolleger tror, at hans egne idylliserende forestillinger om islam svarer til islams egne.
Den dag, Mogens Jensen måtte komme på andre tanker, vil det være den visse død at give dem mæle.
Retfærdighed for palæstinensere og israelere – for os alle sammen – kommer først den dag, islams herskere anerkender ikke-muslimers ret til at leve som frie og ligeberettigede borgere og opgiver deres tvangstanke om pligten til at undertvinge enhver, der ikke vil bøje sig for Allahs tyranni.
Det ser jeg foreløbig ingen tegn på, og indtil det sker, kan Israel regne med min støtte.
Artiklen er 6. kapitel i erindringsbogen Ræven går derude, mor, der udkommer 15. november. Bestil bogen her
Kommentarer
Om baggrund og fremtid for konflikten
21. oktober 2011 - Albert Nielsen
Hvordan opstod den nuværende stat Israel?
De lande, som ikke selv havde noget i klemme, syntes det var så synd for jøderne efter 2. verdenskrig, at de gav dem et beboet - omend tyndt befolket - landområde (فلسطين Filasṭīn, Falasṭīn, Filisṭīn: Filistrenes land), som jøderne havde et "historisk krav" på. Det "historiske krav" var baseret på en serie folkemord for ca. 3.000 år siden (læs Yoshuas bog: 32 folkemord i de første 13 kapitler + henvisning til yderligere 2 i forrige bog; mænd, kvinder og børn slagtet uden nåde).
Set fra de daværende beboeres standpunkt, var det dem, som havde et "historisk krav" på lnadområdet, eftersom det blev ledigt ved jødernes fordrivelse fra Palæstina under romersk herredømme.
Hong Kong er stærkt overbefolket. Hvad ville danskerne føle, hvis FN besluttede at give dem Jylland eller Sjælland som deres nye fædreland?
Umiddelbart efter oprettelsen af Israel blev store dele af den tidligere befolkning fordrevet. Talen om, at arabiske radioudsendelser skulle have opfordret dem til at flygte er en massiv propagandaløgn. Forespørgsler om præcis hvilke radiostationer, som skulle have udsendt disse opfordringer på præcis hvilke tidspunkter er altid forblevet ubesvarede - i London opbevares nemlig optagelser af samtlige mellemøstlige radioudsendelser i perioden 1946-48, så det er nemt at kontrollere og afvise påstande herom.
Hovedproblemet i Israel/Palæstina-konflikten er desværre det uløselige, at begge parter har behov for en ydre fjende for at voldsomme indre konflikter og problemer i både Israel (bl.a. ortodoks religion kontra sækularisme og simpel demografi, om ca. 20 år er der flere stemmeberettigede palæstinere end jøder indenfor Israels grænser) og de omgivende lande (bl.a. religion kontra sækularisme og stamme mod stamme) skal kunne holdes under kontrol. Dette utvivlsomt årsagen til, at hver gang der er reel risiko for at freden vil bryde ud, sørger en af parterne for at ødelægge muligheden derfor ved at dræbe nogle af modparten. Læg dertil, at befolkningerne hos begge parter opfatter sig om ofre for de andre. En cocktail, som kan modstå næsten ethvert forsøg på en frivillig løsning af konflikten
Andre løsningsmuligheder: Tvang eller buldoze området og strø salt på markerne.
Danmarks land
21. oktober 2011 - Kim Andersen
Du går ca. 3.500 år tilbage i historien, for at fæstne din pointe. Norge og Sverige deltes i 630 e.Kr. om Skandinavien. I 790 e.Kr. Deltes Sverige i to og Danmark kom til. I 1400tallet slugte Danmark både Norge og Sverige, og i 1523 brød Sverige fri igen. i 1818 forenes Norge med Sverige og i 1920erne blev Norge igen selvstændig. Præcis hvad er i historiens lys Danmarks Land, efter samme ræson du bruger mod Israel?
Danmark har været Danmark som vi kender det, mere eller mindre siden 1818 - det er ca. 193 år. Israel havde boet i sit land i mere end 1500 år, da romerne smed dem ud. Israelerne har således mere ret til Israel end danskerne har til Danmark.
Du har en totalt historieløs, ignorant og uvidende tilgang til palæstinensernes krig mod Israel. Gør venligst dit hjemmearbejde ordentlig, før du udtaler dig i så vigtig en sag.
Albert Nielsens uvidenhed
22. oktober 2011 - Michael Jensen
Lad os tage den i rækkefølge.
1. Det internationale samfund lavede klare aftaler om at genoprette den jødiske stat lang tid inden 2. verdenskrig.
2. Det var baseret på et løfte givet for 4000 år siden. Og "folkemord" er et afslørende udtryk. De fleste seriøse moderne arkæologer taler om borgerkrige.
3. Jøderne blev ikke fordrevet fra "Palæstina" under romerne. Det blev de næsten 1000 år tidligere af assyrerne og nogle hundrede år efter det af babylonerne. Under romerne blev de "kun" fordrevet fra Jerusalem, hvorfor det jødiske samfunds nye centrum blev lidt nordligere i Galilæa med Tiberias som ny hovedby.
4. Lad være med at tage ordene "massiv propagandaløgn" i din mund, når du derefter selv bruger den med den demografiske løgn. For flere år siden fandt man ud af, at den frygt der stammer fra 50'erne og 60'erne, ikke kommer til at holde stik. Det viser alle fødselsstatistikker, og tilhængerne af den demografiske løgn glemmer også aliyah i deres forsøg på at skabe ubalance. Og Israels grænser er stadigvæk ikke fastlagt. Det er ikke noget jeg påstår. Det fortæller alle indgåede aftaler mellem parterne klart og tydeligt. Det er derfor man bruger ordet "forhandling". At den anden part ikke vil forhandle, men kun kræve, er så bare sørgeligt.
5. Hvis der er noget israelerne ikke opfatter sig selv som, så er det ofre. Et offer bliver skræmt og trækker sig tilbage. Når Israel bliver angrebet, bliver hun kun større og stærkere.
Du kunne ikke fejle mere hvis du prøvede Albert.
Flygtninge
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
Lars Hedegaard
Når jeg læser dit tal på 800.000 palæstinensere, der skulle have været flygtet fra de arabisk angrebne områder i det nyoprettede Israel i 1948, kan jeg ikke lade være med at spørge, hvorfor antallet stadig stiger selv fra pro-israelsk side.
Vi ved, at FN møjsommeligt udvalgte områder til det foreslåede Israel, hvor der var så få arabere som muligt, der ville blive berørt af opdelingen, hvilket betød, at det oprettede Israel for 75% vedkommende bestod af hovedsagelig beduinbeboet ørken. Ved den anerkendte britiske folketælling i 1947 var der i det palæstinabenævnte område ialt 1.912.000 indbyggere, heraf 1.141.000 arabere. Hvis 800.000 af disse skulle have været flygtet fra de netop oprettede israelske områder, må FN have udført et mildt sagt usselt stykke arbejde med grænsedragningen.
Trods stor tilgang af jødiske immigranter havde det nye Israel ved folketællingen november 1948 kun knapt 800.000 indbyggere, hvoraf de 69.000 var tilbageblevne arabere. Lagt til de 800.000 flygtede skulle 869.000 af de 1.141.000 arabere i hele Palæstina have været bosat i det af FN udvalgte område beboet med færrest mulige arabere. Ukendt vestligt, men måske arabisk matematik?
Helt enig med Lars Hedegaard.
22. oktober 2011 - Kirsten Iskov
Til Lars Hedeagaard.
Ja, denne gennemsyrede løgn, som man oplærer den ene generation efter den anden i Mellemøsten om , at deres findes EN ÆGTE PALÆSTINENSISK befolkning fra DEN ARABISKE side af, er dybt ØDELÆGGENDE langt ind i vore vestlige samfund i dag, og vil kun føre til endnu en blodig krig ( med unge mænds død ).
Nøjagtigt , som løgnene om ( fra Nazisterne og kommunisterne fra før 1920- 50 lige til dag ), at Jøderne spiser " De Kristnes blod --de er bolsjivitter-- pengeudsygere " og alt muligt vederstykkeligt ( som jo også er den rene antisemitisme ).
Så har vi nu i dag overalt i verden Antizionismen, som er lige så ONDSINDEDE og MODBYDELIGT, som under d. 2 verdenskrig.
Lad os få meddelt ( talt med )vort danske folk om, at dette er DEN RENE RACISME, og kan man med glæde HADE et helt folk og en hel Nation, hvad bliver så DET NÆSTE FOLK der skal udryddes.
Hvem ved, måske " Etniske Danskere, eller Etniske Svenskere ".
Dette menneskesyn har intet med MENNESKERETTIGHEDER, og sundhed / retfærdighed at gøre, med dets udspring er HAD-HAD-og atter HADET i al sin GRU, hvor slutresultatet VIL blive KRIGE. K.Iskov.
Palæstina-konflikten og den personlige historie
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Jeg er vist nogenlunde jævnandrende med Lars Hedegaard og var også i de første 20 år af mit liv positiv over for Israel.
Den store øjenåbner for mig var Jens Nauntoftes bog om 6-dageskrigen i 1967, hvor skællene pludselig faldt fra mine øje, og jeg kunne se kynismen i det zionistiske projekt og de palæstinensiske ofre (ikke de arabiske lande, som tabte krigen).
Siden har min sympati været hos palæstinenserne, og jeg har især støttet deres socialistiske befrielsesbevægelser som PFLP og det gør jeg såmænd stadig. Jeg støtter naturligvis også bevægelsen BOYKOT ISRAEL, og det bliver jeg ved med, indtil Israel anerkender en palæstinensisk stat.
Men Hedegaard har ret i, at støtten til Israel er skiftet fra at være en lidt diffus venstreorienteret støtte til nu at være en decideret højreekstremistisk mærkesag. Det er måske også derfor, at Israel bliver mere og mere isoleret i verdensopinionen.
Værsgo Halvorsen. Her er din sut. Du tabte den
22. oktober 2011 - Michael Jensen
Du er endnu engang komplet ude af trit med virkeligheden. En "højreekstremisk mærkesag". Undskyld mit sprog, men fy for helvede hvor kan du trække en debat ned i mudderet.
De højreekstreme er ligeså antiisrael som den ekstremistiske venstrefløj, hvilket selvfølgelig bunder i deres generelle antisemitisme. Men det kan selvfølgelig være, at du anser alt til højre for de radikale for at være ekstremister. Det skal jeg ikke kunne sige.
Jeg kan derimod sige, at en organisation som Fælleskomiteen for Israel indeholder medlemmer af alle politiske overbevisninger, og deres nuværende formand er Venstre-mand, mens deres tidligere formand, socialdemokraten Peter Duetoft, også er æresmedlem af Dansk Zionistforbund. Men de er nok også ekstreme. Det må de jo være. Det er jo åbenbart noget helt andet hvis man støtter en fredelig "socialistisk befrielsesbevægelse".
Begrebsforvirring
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
C. Halvorsen
At du lader dig lede af en bog i stedet for af egen fornuft, forklarer hvorfor du har så svært ved at skelne mellem begreber.
Her sætter du et skarpt skel mellem palæstinensere og de arabiske lande, der tabte krigen. De udgør jo en enhed, forenet i islam. Fælles opfattelse af en religiøs pligt til at "holde gryden i kog" i håb om engang med tiden at genvinde det tabte er både årsagen til, at de angribende arabiske stater efter nederlaget ikke har villet tage imod de flygtede pålæstinensere, og at palæstinenserne affinder sig med det. Islam er årsagen, lige som det er islams religiøse fornægtelse af jøders ret til ligeværdighed, der er oprindelsen til det uløselige mellemøstlige problem.
Du fortsætter med BOYCOT ISRAEL indtil Israel anerkender en palæstinensisk stat, men det har Israel jo gjort hele tiden, selvfølgelig forudsat at palæstinenserne sammen med deres allierede islamiske stater utvetydigt anerkender staten Israel. Her er det igen islam, der er problemet, fordi islam ikke tillader fraståelsen af så meget som en millimeter af tidligere erobret land og da slet ikke, når det er en nation af forhadte jøder der skabes ved en sådan accept.
Det er da soleklar fornuft og sikkert årsagen til, at venstrefløjen ikke længere vil forsvare Israels ret til at eksistere.
Højreekstremisme er overvejende proisraelsk
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Michael Jensen.
Du har ret i, at der er en særlig højreerekstremistisk afart som ikke blot er antizionister, men direkte antisemitter på den gamle måde fra 30´erne. Men det er kun meget få forskruede individer.
De fleste på højrefløjen er antipalæstinensere, fordi de ser Palæstina-konflikten som del i et civilationssammenstød mellem en judeo-kristen kultur og en muslimsk kultur. Men denne front er faktisk af nyere dato. Den opstod først efter afslutningen på den kolde krig.
Mit syn på konflikten har hele tiden været det antiimperialistiske, hvor jeg ser en alliance mellem USA og Israel, hvor israelerne opfører sig nøjagtigt lige som europæerne over for indianerne for 2-300 år siden.
Jeg er godt klar over, at Fælleskomiteen for Israel har en del tidligere CD´ere som medlemmer, men det bekræfter vel blot min påstand om at støtten til Israel tidligere var lidt diffust venstreorienteret projekt. Mange CD´ere var jo socialdemokrater før i tiden, og det var også mange DF´ere, bla.Finn Rudaizky .
Drop motivforskningen og læs
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Arild Ejsing
Jeg synes du skal droppe motivforskningen og i stedet forholde dig til det jeg skriver.
Jeg har læst mange andre bøger om Palæstina-konflikten senere, bl.a. nogle af de nyere israelske historikere, som har en helt anden opfattelse af konstruktionen af et særligt jødisk folk, og hvad der foregik omkring oprettelsen af den jødiske stat i 1948.
Jeg ved ikke, hvordan du kan hævde, at Israel anerkender en Palæstinensisk stat. Hvis de gjorde det, havde de vel ikke presset USA til at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet.
Og de havde vel heller ikke opført bosættelser på vestbredden og i Østjerusalem uden at spørge PA. I det stykke har de ikke engang opbakning fra USA.
Så jo. Jeg fortsætter med at boykotte Israel og agiterer for, at andre også skal gøre det.
Fortsat rod i begreber
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
C. Halvorsen
Jeg lader forskerne om at forske, og nøjes selv med at konstatere, men det er ellers altid interessant at kende og forstå motiver, der fører til unormalitet.
Mon ikke du selv skulle læse, hvad der bliver skrevet? Jeg skrev jo, at en israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat forudsatte en tilsvarende arabisk/muslimsk anerkendelse af Israel som en jødisk stat, men at det netop var et religiøst problem for muslimer.
For øvrigt er det jo ikke så sært, at du i din udvikling modsat normalt går fra fornuft til det mere kontrære, når du abslut skal hente dine meninger i kontroversielle bøger.
Fortsæt du bare med det Halvorsen
22. oktober 2011 - Michael Jensen
men du må slukke computeren også, for der er utvivlsomt israelskproducerede komponenter derinde ;)
Og selvfølgelig anerkender Israel en palæstinensisk stat (at der er nogle der ikke gør, er en anden snak). Men her taler vi generelt på regerinsplan. Det går jeg ud fra, at du også gør. Det Israel selvfølgelig ikke kan eller må anerkende er de nuværende palæstinensiske krav til en stat, der går imod de aftaler man tidligere har lavet, som klart og tydeligt siger, at grænserne skal forhandles, og ikke bare kræves ud fra gamle tilfældigt nedsatte våbenhvilelinjer.
"Højreekstremisme er overvejende proisraelsk"
Nej, det er den i den grad ikke. Hvad er højreekstremismen? Danmarks Nationale Front, DNSB. Ku Klux Klan. Ingen af dem er for hverken Israel eller jøder.
"De fleste på højrefløjen er antipalæstinensere, fordi de ser Palæstina-konflikten som del i et civilationssammenstød mellem en judeo-kristen kultur og en muslimsk kultur. Men denne front er faktisk af nyere dato. Den opstod først efter afslutningen på den kolde krig."
Jeg vil klart give dig ret i det første. Der findes nogle som er pro-israel, fordi de er anti-palæstina. Men de ville være pro-alt-andet-end-muslimske-palæstinensere alligevel. Det har intet med Israel at gøre. Om det at man er pro-israel fordi man er anti-palæstina er noget nyt, ved jeg ikke noget om, men kristen zionisme og messianisk jødedom er ikke noget nyt, og tog sit udspring mange år før der fandtes en palæstinensisk nationalfølelse. I det 19 og begyndelsen af det 20 århundrede var også mange højstående arabiske ledere klart for genoprettelsen af den jødiske stat i det lille hjørne af den stor-arabiske stat man på det tidspunkt drømte om i Mellemøsten.
Michael Jensens uvidenhed.
22. oktober 2011 - Albert Nielsen
"1. Det internationale samfund lavede klare aftaler om at genoprette den jødiske stat lang tid inden 2. verdenskrig."
Det internationale samfund lavede ganske rigtigt klare aftaler - om land de ikke havde ret til, og som allerede var beboet af et andet folkeslag.
"2. Det var baseret på et løfte givet for 4000 år siden. Og "folkemord" er et afslørende udtryk. De fleste seriøse moderne arkæologer taler om borgerkrige."
"Løftet" var en påstand om, at en mytisk person, en guddom, skulle have lovet jøderne et allerede beboet land.
I borgerkrige bekriger man sit eget folk. Yoshuas bog omtaler udtrykkeligt andre folkeslag, som blev udslettet til sidste spædbarn; det kaldes folkemord - læs selv beretningen. (Yoshua 6 v21: "Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler. ").
Definitionen af folkemord: "FN's folkedrabskonvention definerer folkedrab. I konventionen forstås folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe."
Selvtilstrækkeligt zionistisk rod
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Arild Ejsing
Der er ikke noget unormalt i at være kritisk over for Israel. Det er stort set hele verden, så det må vel være normen.
På samme måde er der ikke noget kontroversielt i de bøger jeg henviser til. Det er almindelig anerkendt forskning, som kun anfægtes af forhærdede zionister, som tror at Palæstina blev givet til jøderne af deres egen stammegud for 3.000 år siden.
I den virkelige verden går mindst 73 % af palæstinenserne ind for en to-statsløsning. Formentlig flere, hvis man spurgte i dag efter Abbas´ ansøgning om FNs anerkendelse.
Åh nej. Ikke igen.
22. oktober 2011 - Michael Jensen
"Det internationale samfund lavede ganske rigtigt klare aftaler - om land de ikke havde ret til, og som allerede var beboet af et andet folkeslag"
Det internationale samfund havde i 1920 ligeså meget ret til at træffe en afgørelse om genoprettelsen af den jødiske stat, som alle andre beslutninger de tog der involverede forskellige lande og folk. Det er det et internationalt organ er til for.
Og ja, beboerne var arabere og jøder. Din pointe er?
Og Albert, du må bestemme dig. Du kalder løftet en påstand, men tager andre historier fra samme bog, der blander fiktion, myter og folkesagn, for pålydende.
Men hvis vi absolut skal blive ved det, så er netop din kilde anset for mere sagn end fiktion, da den er skrevet mange, mange år senere end det der foregik, højst sandsynligt først efter babylonernes erobring af jødernes land, og derfor er en skarpere retorik naturlig, da den fortæller om folkets fortidige historie, sagn og myter. Det samme fænomen kan findes i dansk kultur. Folket i din kilde, er kanaanæere, og arkæologiske udgravninger har i moderne tid fortalt os, at kanaanittisk og israellitisk kultur er overraskende ens. Altså peger historisk forskning lavet uafhængig af tekster, på borgerkrige.
Jeg fortsætter, for jeg er ikke modbevist
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Vi kan vist godt blive enige om at smide Danmarks Nationale Front, DNSB, Ku Klux Klan mv. ud på den historiske losseplads, hvor de hører hjemme.
Det interessante er de bevægelser, der i dag forstår sig selv som f.eks. nationalkonservative, "teapartyer" osv. De oplever, at vesten er udsat for en muslimsk invasion, og i den forbindelse er Israel en forpost i kampen.
Det er efter min mening en ny front, som opstod efter den kolde krig, og som bl.a. har hentet amunition fra Samuel Huntingtons letlæste essay om civilationernes sammenstød.
I den sammenhæng står jeg fortsat på den "gamle" fortolkning, som ser konflikterne i et imperialistisk/kapitalistisk perspektiv.
Kapitalismen forsvandt ikke med Sovjetunionen i 1989. Tværtimod.
Forvrøvlet kommentar
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
Albert Nielsen
Dine yderst søgte forklaringer og bortforklaringer er lige så langt fra virkeligheden som din påstand om, at opfordringern til araberne om midlertidig at fjerne sig fra de kamptruede områder skulle være en propagandaløgn. De var både bragt over nærradioer og efter opfordring fra disse om at sprede meldingen til flest muligt også både personligt og via telefon. Det vidste alle hos os allerede tidligt på formiddagen samtidigt med nyheden om de arabiske angreb. Jeg opholdt mig i Tripolitanien (nuv. Libyen)på det tidspunkt og vi fik først oplysningerne fra det lokale hovedkvarter i Zavia, som havde fået det bekræftet fra det centrale hovedkvarter i Tripoli. På gaden vidste de lokale også informerede. Det blev tillige bekræftet af vore forbindelser i både Egypten og Palæstina, hvor vi tidligere var kommet fra. Det var altså fra samme morgen noget almindeligt kendt og på intet tidspunkt noget man betvivlede. Hvordan tror du ellers, at ca. 340.000 palæstinensere på så kort tid kunne forføje sig så langt væk, at de var uden for enhver tænkelig arabisk krigszone?
Flokdyrs behov
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
C. Halvorsen.
Jo mere du skriver, jo mere fremgår det , hvor vigtigt det er for dig, hvad du tror andre mener og især, hvis de andre er formodet at være "de fleste".
Må jeg minde dig om, at Hitler i høj grad havde både majoriteten af det tyske folk og en ikke så lille flok tilhængere fra andre lande med sig det meste af tiden. Det var ikke din slags, der havde et klart billede af manden og hans agenda, men typen fandtes.
Demokrati vs elitært diktatur
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Arild Ejsing
Åbenbart i modsætning til dig har jeg ikke noget imod at være med i et fællesskab med andre mennesker, det er for mig end del af mit demokratiske sindelag.
Denne opfattelse deler du ikke, men omvendt kan du heller ikke argumentere kvalitativt for din elitære opfattelse. Det ville ellers være interessant.
Hvad lavede du i Libyen 1948?
22. oktober 2011 - C. Halvorsen
Arild Ejsing
Ser lige, at du påstår at have været i Libyen i 1948.
Hvad i alverden lavede du der?
Forvirret roderi
22. oktober 2011 - Arild Ejsing
C. Halvorsen
Diktatur, demokrati, manglende selvstændighed, fællesskab, elitær opfattelse, kvalitativt argumentation, propaganda, skællede øjne, terroristsympatier - din deduktion og din begrebsverden er lige forvirrede og ukonstruktive, men ja, jeg brugte det meste af to år i området fra Haifa i øst til Zavia i vest og mod syd afgrænset af en linje fra Port Suez, Cairo og Castel Benito. Hvad min opgave var er ganske irrelevant i denne forbindelse.
Radiotransmissioner?
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Arild Ejsing skriver: "... din påstand om, at opfordringern til araberne om midlertidig at fjerne sig fra de kamptruede områder skulle være en propagandaløgn. De var både bragt over nærradioer ..."
Snik-snak som er lidet overbevisende uden dokumentation.
Dato, klokkeslet, station, frekvens?
Løfte og historie
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Michael Jensen, "løftet" skal være afgivet af et almægtigt og overnaturligt væsen.
Resten af bogen er i jødisk selvforståelse det jødiske folks historie, noget jeg fik oplyst af min (desværre nu afdøde) jødiske svigerfar.
Hvad blev der af bortforklaringen af folkemordet?
FN's folkedrabskonvention definerer folkedrab. I konventionen forstås folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.
Var Palæstinas daværende (øvrige) befolkning
1. af samme nation som jøderne?
2. etnisk identiske med jøderne?
3. tilhørende samme religiøse gruppe?
Borgerkrig?
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
PS
Michael Jensen, anser du de mange krige mellem Danmark og Sverige for at være borgerkrige?
I modsat fald ser jeg en betydelig inkonsistens i din argumentation.
Snik-snak?
23. oktober 2011 - Arild Ejsing
Albert Nielsen
Hvad vil du med radiofrekvenser? Du er jo alligevel ikke i stand til at komme på bølgelængde med virkeligheden.
Hvad er det for 3000 år gamle folkemord, du fabler om? Datoer, antal dræbte, stedsangivelse osv. alt sammen med dokumentation, og ikke noget med at henvise til en lige så gammel bog skrevet af en person, som du ikke kan fremvise dokumentation for eksistensen af. Fødselsdag? Fødselstidspunkt? Tilstedeværende? Dåbsattest? Familie?`Anden dokumentation?
Du kender "datidens beboeres standpunt" - hvor kender du det fra? Har du talt med nogen af dem? Hvem? Navne? Stillinger? Adresser? Familier? Anden dokumentation?
Konventionen til begrænsning af statsløshed.
23. oktober 2011 - Finn Boserup
Nedenstående læserbrev sendte jeg til Jyllands-Posten (som ikke bragte det) dagen før den siddende regering blev dannet.
I læserbrevet opfordrer jeg den kommende udenrigsminister til at forpligte Israels arabiske nabolande til at leve op til FN´s konvention til begrænsning af statsløshed.
Læserbrevet lød:
Jørgen Granum-Jensen, formand for Fælleskomiteen for Israel skriver 2/9 om tre forhold, der skal være afklaret før en evt. palæstinensisk stat oprettes. Helt berettiget nævner han forholdet med de mange såkaldte flygtninge, eller rettere efterkommere efter flygtninge, der findes i mellemøsten.
FN’s konvention til begrænsning af statsløshed (den, der efter pres fra S-SF-R-EL i marts måned kostede Birthe Rønn Hornbech stillingen som integrationsminister) går ud på, at statsløse når de bliver 18 år skal have ret til statsborgerskab i det land, de er født og opvokset i. Dermed er de ikke længere statsløse, og problemet burde være ude af verden i løbet af en generations tid. Hovedårsagen til konventionens tilblivelse i 1961 var de statsløse palæstinensere, som udgør hovedparten af verdens statsløse.
Men, og her skal en stor del af årsagen til palæstinensernes ulykkelige situation i dag findes, så har ikke et eneste af de arabiske lande i mellemøsten underskrevet eller ratificeret konventionen til begrænsning af statsløshed. Israel derimod har underskrevet konventionen.
Havde Jordan, Libanon, Syrien og Egypten levet op til de forpligtelser, som partierne S-SF-R-EL fældede Birthe Rønn Hornbech for at forsømme, så ville hovedparten af palæstinenserne i mellemøsten i dag have været fuldgyldige (og integrerede?) borgere i deres respektive hjemlande i mellemøsten, og ikke statsløse flygtninge i 3. generation.
Det skal blive spændende at se, om Danmarks nye regering, der angiveligt vil støtte oprettelsen af en palæstinensisk stat, også vil lægge pres på Israels nabolande for at løfte deres del af ansvaret, ved at leve op til FN’s konvention til begrænsning af statsløshed. Palæstinenserne må få statsborgerskab og integreres i de lande, hvor de er født og opvokset.
Uanset om udenrigsministeren kommer til at hedde Margrethe Vestager eller Villy Søvndal, så ved vi jo, at FN’s konvention til begrænsning af statsløshed og integration af flygtninge ligger dem uhyre meget på sinde.
Ingen argumentation
23. oktober 2011 - C. Halvorsen
Arild Ejsing
Kan fortsat konstatere, at du ikke evner at argumentere for din opfattelse.
Argumentation?
23. oktober 2011 - Arild Ejsing
C. Halvorsen
Der er noget, som du helt har misforstået. Opfattelser er subjektive og skulle gerne tilskynde til faktaeftersøgning for således at kunne blive udskiftet med objektiv viden. Jeg argumenterer kun i forbindelse med sådan vidensøgning og kun for at erhverve klarhed. Her videregiver jeg til gengæld så noget af min erhvervede faktuelle og relevante viden til eventuelle interesserede, og tjekker samtidig om der skulle være andre med pålidelig men for mig hidtil ukendt konkret viden, jeg kan blive klogere af, og en sådan service er jo ikke lige din styrke.
Opfattelser skulle således helst have en kort levetid og efterlade en vidende person helt uden uafklarede spørgsmål.
Med forsøget på at opnå så megen ren viden følger selvfølgelig samme problem som med en ledestjerne: Den viser vejen men er umulig at nå, men bare man følger kursen, mindsker det effektivt behovet for og meningen med argumentering. Det forklarer så også din ubændige trang til fortsat argumentation.
At jeg gider
23. oktober 2011 - Michael Jensen
Albert Nielsen@
Du har så endegyldig bevist, at du er en troll, når du bliver ved med at træde rundt i ting, som der allerede er skrevet om, og jeg har svært ved at forsvare over for mig selv, at bruge tid på dig. Men jeg er en flink mand, så jeg skal nok prøve lidt endnu.
1. Ja, bogen og bogens historier er det jødiske folks historie. Løftet der blev givet, er også det jødiske folks historie. Hvad er der svært at forstå ved det? Men ligesom det danske folks historie, ved enhver, at ikke det hele er historiske korrekt. Det er der arkæologien kommer ind. Du opfører dig på den ene side som en ortodoks religiøs der tror fuldt og fast på, at verden blev skabt for 5772 år siden, mens du på den anden side komplet afviser det religiøse. Bestem dig!
2. (1) Det er for fjollet at tale om "nationer" på den tid. De folk vi taler om, var stammesamfund. (2) De involverede stammer i krigene var semitiske folk. Så ja. Arkæologiske udgravninger (som jeg har nævnt) tyder på, at kanaanæerne og israelliterne havde mange påfaldende ens skikke, og mange forskere mener, at de to folk/stammer er blevet blandet. (3) På den omtalte tid havde end ikke alle israellitter (jøder) samme religion, da mange stadigvæk holdt fast i det andre israellitter kaldte afgudsdyrkelse (nogle tilbad f.eks. kanaanæernes gud Baal). Afgudsdyrkelse, som er forbudt ifølge jødisk lov, skete også under udvandringen fra Egypten.
2. Danmark og Sverige? Ja, selvfølgelig har nogle af de krige været borgerkrige, da vi har været i rigsfællesskab flere gange igennem historien. Et fællesskab som nogen gjorde oprør mod, mens andre ville bevare det. Altså borgerkrig. F.eks. Grevens fejde var en borgerkrig med både danske og svenske på den ene side, mod både danske og svenske på den anden side.
Radioudsendelser mv.
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Arild Ejsing skriver: "Hvad vil du med radiofrekvenser?"
Som tidligere skrevet: I London opbevares optagelser af samtlige mellemøstlige radioudsendelser i perioden 1946-48, så det er nemt at kontrollere og afvise påstande herom.
De relevante israelske myndigheder blev for mere end 50 år siden stillet spørgsmålet om, hvilke radiostationer, som på hvilke tidspunkter udsendte opfordringer om at flygte/forlade deres land til den daværende palæstinensiske befolkning. Trods adskillige rykkere er spørgsmålet endnu ubesvaret.
Endvidere: "Hvad er det for 3000 år gamle folkemord, du fabler om?"
Fremgår af Yoshus bog, som jøder anser som en del af deres tidlige historie.
Endvidere: "Datoer, antal dræbte, stedsangivelse osv. alt sammen med dokumentation... Navne? Stillinger? Adresser? Familier? Anden dokumentation?" - Psudoargumentation, som præcist ligner den, holocaustbenægtere bruger. Jeg har betydelig erfaring i at præsentere den type for bevarede dokumenter, demografiske beviser, mv. - og så psudoargumenterer de.
Endvidere: "Du kender "datidens beboeres standpun[k]t"" - skrev jeg hvor?
Endvidere: "Du er jo alligevel ikke i stand til at komme på bølgelængde med virkeligheden."
- personangreb, som typisk benyttes, når man er løbet tør for saglige argumenter.
Nationer, løfter og krige
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Michael Jensen skriver: "Det er for fjollet at tale om "nationer" på den tid."
Der er ganske rigtigt tale om bystater/stammer, men de opfattede sig selv som forskellige folk, nationer, som det tydeligt fremgår af TNCH/Yoshuas bog, som klart skelner mellem de forskellige folkeslag.
TNCH/Yoshuas bog er ganske rigtigt i høj grad en samling skrøner, nedskrevet meget længe efter begivenhederne, men i jødisk selvopfattelse er disse skrøner deres historie, ligesom mange danskere opfatter Saxos skrøner som historie.
Jeg anser det som meget problematisk og blokerende for en varig fred i Mellemøsten, at det ene hold tror på disse skrøner med deres løfte fra en overnaturlig skabning, og at det andet hold tilbeder en folkemorder (Sahih Bukhari 4. række, Bog 52, nr. 280), anstifter af snigmord (Sahih Bukhari Volume 5, Book 59, Number 369) og (efter vore dages moralnormer) pædofil (fuldbyrdet ægteskab med Aïsha, 9 muslimske år = 8 år 9 mdr. solår).
Endvidere: "Danmark og Sverige? Ja, selvfølgelig har nogle af de krige været borgerkrige"
- nogle af dem, mellem unionens oprettelse og Den Svenske Befrielseskrig 1521-23, men hvad med resten, f.eks. Den Nordiske Syvårskrig, Kalmarkrigen, Karl Gustav-krigene, Den Skånske Krig, Den Store Nordiske Krig, som udkæmpedes efter unionens endelige opløsning. "Kanaanittisk og israellitisk kultur er overraskende ens" - dansk og svensk kultur var overmåde ens. I borgerkrige bekriger man sit eget folk. Var disse nævnte borgerkrige?
Endvidere: "At jeg gider", "Hvad er der svært at forstå ved det?" og "Du har så endegyldig bevist, at du er en troll" - personangreb, som typisk benyttes, når man er løbet tør for saglige argumenter.
Dette er grinagtigt
23. oktober 2011 - Michael Jensen
-"Der er ganske rigtigt tale om bystater/stammer, men de opfattede sig selv som forskellige folk, nationer, som det tydeligt fremgår af TNCH/Yoshuas bog, som klart skelner mellem de forskellige folkeslag."-
Du bliver ved med at henvise til en bog. Det er dig der opfatter en udvalgt historie i en bog som historisk korrekt. Det skal jeg ikke forholde mig til. Jeg har hele tiden forholdt mig til dit folkedrabssnak, med historisk forskning.
-"TNCH/Yoshuas bog er ganske rigtigt i høj grad en samling skrøner, nedskrevet meget længe efter begivenhederne, men i jødisk selvopfattelse er disse skrøner deres historie, ligesom mange danskere opfatter Saxos skrøner som historie."-
Øh ja. Som jeg HAR nævnt... Men godt at vi er enige. Igen forstår jeg bare ikke, at du skal træde rundt i det som er blevet konstateret.
-"Jeg anser det som meget problematisk og blokerende for en varig fred i Mellemøsten, at det ene hold tror på disse skrøner med deres løfte fra en overnaturlig skabning, og at det andet hold tilbeder en folkemorder (Sahih Bukhari 4. række, Bog 52, nr. 280), anstifter af snigmord (Sahih Bukhari Volume 5, Book 59, Number 369) og (efter vore dages moralnormer) pædofil (fuldbyrdet ægteskab med Aïsha, 9 muslimske år = 8 år 9 mdr. solår)."-
Jamen, det er så en helt, helt anden snak, som jeg slet, slet ikke vil begive mig ind i, da jeg mener at begge folk, baseret på deres historie og deres kultur, har ret til at leve der. Jeg dømmer ikke, som du åbenbart gør.
-"nogle af dem, mellem unionens oprettelse og Den Svenske Befrielseskrig 1521-23, men hvad med resten, f.eks. Den Nordiske Syvårskrig, Kalmarkrigen, Karl Gustav-krigene, Den Skånske Krig, Den Store Nordiske Krig, som udkæmpedes efter unionens endelige opløsning."-
Hold nu for himlens skyld op!!! Jeg siger netop nogle. Ergo mener jeg, at ikke alle krige mellem danskere og svenskere kan betegnes som borgerkrige. Igen - hvorfor skal der trædes rundt i tingene på denne måde?
-"dansk og svensk kultur var overmåde ens. I borgerkrige bekriger man sit eget folk. Var disse nævnte borgerkrige?"-
Og du bliver ved. Jeg har svaret.
-"Endvidere: "At jeg gider", "Hvad er der svært at forstå ved det?" og "Du har så endegyldig bevist, at du er en troll" - personangreb, som typisk benyttes, når man er løbet tør for saglige argumenter."-
Jeg har ikke fremført andet end saglige argumenter (som ikke er blevet modsagt endnu. Du har tværtimod modsagt det jeg ikke har sagt...). Det er dig der ikke vil læse hvad jeg skriver, men reagerer i stedet med at skrive ud fra hvad du håber jeg ville skrive, og bliver ved med at gå rundt i ring. Det er teksbogseksemplet på trolling.
mv.
23. oktober 2011 - Arild Ejsing
Albert Nielsen.
Hvis alle mellemøstlige radioudsendelser, og her indgår naturligvis de militære sendere, der bragte den nævnte opfordring, stadig er opbevaret i London, så må dem, vi fik vor viden fra, også være der, men jeg tillader mig meget at tvivle på, at du har adgang til dem, så det må siges at være en letkøbt dokumentation, akkurat som resten, hvor du blandt andet henviser til den 3000 år gamle Joshuas bog fra den jødiske Tora, og som sådan er en trossag, og som sådan uden dokumantarisk værdi. Som den første kommentator skrev du: "Set fra de daværende beboeres standpunkt" osv. Det må vel besvare dit spørgsmål.
Med hensyn til de saglige argumenter, som du mangler, så vil jeg henvise til min sidste kommentar til C. Halvorsen.
Jeg er altså ikke løbet tør argumenter for så vidt som, at jeg ikke har noget der kræver argumentation. Derimod er jeg løbet tør for tålmodighed med samt tid og energi til at spilde på en udsigtsløs videnudveksling med dig.
Det er altså ikke et personangreb men en nøgtern konstatering.
Dette er grinagtigt
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
- når den ene part i en debat konstant prøver at tale udenom og fremturer med personangreb.
Arkiveret under Afsluttede debatter.
Radioudsendelser mv.
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Arild Ejsing kan tvivle så meget han har energi til, men optagelserne af radioudsendelser i Mellemøsten 1946-48 er offentligt tilgængelige.
Arkiveret under Afsluttede debatter.
PS til Radioudsendelser mv.
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
De offentligt tilgængelige optagelser omfatter selvfølgelig kun de udsendelser, som den almindelige befolkning kunne modtage.
Ejsings: "her indgår naturligvis de militære sendere" - er derfor endnu et pseudoargument, eftersom det er indlysende, at disse ikke indgår i samlingen, bortset fra den andel, der er omfattet af loven om offentlig aktindsigt, fordi de er blevet deklassificerede.
PS til Dette er grinagtigt
23. oktober 2011 - Albert Nielsen
Michael Jensen skrev 22. oktober 2011:
"Det var baseret på et løfte givet for 4000 år siden."
og derefter 23. oktober 2011 "Du bliver ved med at henvise til en bog."
Den bog, ifølge hvilken løftet blev givet iflg. Michael Jensen - derfor.
Først den ene vej, så den anden vej ...
Begrædeligt
24. oktober 2011 - Arild Ejsing
Albert Nielsen.
Du tager igen fejl. Der er absolut intet kommende fra dine taster, som kan betegnes grinagtigt.
Hvorfor bliver du ved?
Skulle du have ret i, at der i London opbevares mellemøstlige radioudsendelser, så har du jo ingen anelse om, hvad de indeholder.
Og ja, jeg har stadig tilstrækkelig energi til også at betvivle, at du ved ret meget om de britiske love vedrørende offemtlig aktindsigt.
Og jeg ved uden nogen form for tvivl, at du ikke har nogen som helst ide om, hvorledes en militæropbygning eller for den sags skyld noget som helst andet fungerer eller hænger sammen i mellemøsten. Det har du med dine skriverier allerede fortalt.
Er du i det hele taget i besiddelse af virkelig konkret viden? Det eneste fornuftige, der hidtil er kommet ud af din ordmaskine er order pseudo, og når det findes særligt fornuftigt kommende fra dig, kunne det være fordi det opfattes som refleksivt.
Man kan næppe kalde dig dum, men mon ikke de fleste får samme fornemmelse som jeg ved læsning af dine kommentarer, at du har nogle psykiske problemer?
Krigen i 1864
24. oktober 2011 - Torben Caroc
Albert Nielsen oplyser os om at "Danmark har været Danmark som vi kender det, mere eller mindre siden 1818 - det er ca. 193 år." Han må have en meget selektiv hukommelse når han glemmer detaljen om krigen i 1864 hvor ca 30% af landets befolkning havnede i Preussen.
Selektiv læsning
25. oktober 2011 - Michael Jensen
Albert, hold nu op med at spille dum. Det var dig der i allerførste indlæg henviste til en bog. Jeg rettede dig, fordi din henvisning ikke var den rette grund og først kom langt senere, end det oprindelige løfte. Jeg henviste ikke. Jeg rettede din henvisning. Igen kører du i ring.
Altså trolling. Som vi har konstateret.
Sagens kerne
25. oktober 2011 - Toke Lund
I både Lars Hedegaards artikel og i de efterfølgende kommentarer, bliver den historiske narrativ diskuteret. Men hvorfor er denne narrativ så vigtig at belyse? Den historiske narrativ bliver ikke opdaget, men derimod kreeret af folk med forskellige motivationer. Dette er Lars Hedegaard et fremragende eksempel på.
I stedet for at koncentrere sig så meget om "wie es eigentlich gewesen" burde vi istedet fokusere på hvad der netop er kernen i denne konflikt... nemlig ofrene. Om de så er i Gaza eller Sderot, Jenin eller Afula, så er det disse ofre på begge sider som bør få vores fulde opmærksomhed og tvinge os til at se fremad, i stede for hele tiden af se tilbage, efter en retfærdiggørelse af det spildte blod. Hvis alt skal ses retrospektiv vil konflikten aldrig får en ende og den blodige narrativ, som i netop diskutere, vil blot forsætte med at blive fortalt i 1000 forskellige versioner.
Shalom/Salam
ca. 30% af landets befolkning - hvilket land?
09. november 2011 - Albert Nielsen
Jeg vendte tilbage til denne tråd for at se, hvilke personangreb, der var skrevet i stedet for saglig argumentation.
Jeg blev ikke skuffet.
Michael Jensen demonstrede sin erindringsforskydning ved ikke længere at kunne huske, hvad han selv skrev 22. oktober 2011:
"2. Det var baseret på et løfte givet for 4000 år siden."
Iflg. Michael Jensens logik, gælder indeholdet af den bog, dette udsagn stammer fra, kun når Michael Jensen citerer fra den, ikke når jeg gør - genialt!
Arild Ejsing fortsatte fornuftigvis med igen at afholde sig fra at argumentere sagligt, men fremsætter i stedet besynderlige påstande om, at jeg ikke kender "Freedom of Information Act 2000" som enhver kan læse her: http://www.legislation.gov.uk/ukpga/2000/36/contents
Og sandelig om ikke jeg fandt Torben Carocs demonstration af uvidenhed om Danmarks historie i en påstand om, at "ca 30% af landets befolkning havnede i Preussen" i 1864.
Krigen i 1864 udløstes af den danske idé om at skabe en helstat ud af kongeriget og det sønderjyske hertugdømme, således at Slesvig o Holsten blev adskilt.
De tre hertugdømmer var ikke en del af kongeriget, men havde den danske konge som hertug.
I London-protokollen fra 1852 var det bestemt at prins Christian skulle efterfølge Kong Frederik 7 som både konge af Danmark og som hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.
1858 havde det tyske forbund ophævet fællesforfatningen for Holsten og Lauenborg, med henvisning til, at hertugdømmerne var medlemmer af det tyske forbund.
Den 18. november 1863 underskrev Frederik d. 7. novemberforfatningen. Dene ny forårsagede stor forbitrelse hos de tyskorienterede i hertugdømmerne og desuden i selve Tyskland, eftersom dens formål var at knytte Slesvig, det gamle danske Sønderjyske hertugdømme siden 1115 (Knud Lavards Jarledømme) og senere i 1232, da kong Valdemar II (Sejr)s søn Abel blev hertug.
En udskillelse af Slesig fra fælleshertugdømmet var helt uacceptabelt for de tysksindede, som henviste til det middelalderlige "Up ewig ungedeelt" og grundlaget for et preussisk indgreb var lagt.
Følgelig mistede kongen, men ikke Danmark, ca. 30% af sine undersåtter.
Se fremad eller tilbage?
14. november 2011 - Lisbet
Til Toke Lund,
Du har i og for sig ret i at det er mere vigtigt at se frem end tilbage men der er in naiv idealisme hos dig der tror at parterne kan eller vil goere det. Problemet er at palestinenserne bruger pseudo-historie til deres krav om land, og dermed bliver modargumentet naturligvis at korrigere deres version.
Tak til Finn Boserup for at bringe et punkt op der alt for tit bliver glemt eller med vilje overset. Den dybeste grund til at de omkringliggende lande ikke har givet statsborgerskab til de palestinensiske "flygtninge" af anden og tredie generation er jo netop for at blive ved med at laegge yderligere kunstigt pres paa Israel. Det havde vaeret meget nemt og broderligt at hjaelpe de palestinensiske "flygtninge", deres muslimske trosfaeller. I sammenligning fandt Israel ud af at hjaelpe deres medtroende fra Rusland, Yemen og resten af verden som manglede et trygt hjemland. Ikke bare hjaelpe dem men staa paa hovedet for at redde dem fra fjendtlige haender. Sikke en forskel. Nej, det kan ikke paa nuvaerende tidspunkt vaere til lastning for Israel at der eksisterer et flygtningeproblem.
Til C. Halvorsen og Albert Nielsen,
Lige meget hvor meget I daekker jeres argumenter i traette floskler saa bunder de ikke i andet end generelt anerkendt anti-zionisme hvilket er et moderne politisk korrekt ordvalg for antisemitisme. Undskyld for at sige det som det er.
Floskler? Antisemitisme?
23. november 2011 - Albert Nielsen
Lisbet skriver: "Til ... og Albert Nielsen,
Lige meget hvor meget I daekker jeres argumenter i traette floskler saa bunder de ikke i andet end generelt anerkendt anti-zionisme hvilket er et moderne politisk korrekt ordvalg for antisemitisme. Undskyld for at sige det som det er."
Det kan jeg desværre ikke fortælle Schmulke, min (nu afdøde) jødiske svigerfar - desværre, fordi han ville have rullet på gulvet af grin.
At sætte anti-zionisme lig antisemitisme er som at sætte anti-nazisme lig tyskerhad. Kender man ikke forskellen, skal man søge viden, før man udtaler sig.
Typisk for den, som savner rationelle argumenter er personangrebene, som florerer i denne debattråd.
Hvor er mine floskler?
Jeg efterlyser fakta og bliver "besvaret" med stupide personangreb, fordi de påståede fakta ikke eksisterer og fantasterne, som fabler om dem, ikke vil indrømme dette.
Jeg tror ikke mere på yderligere en arabisk stat i det gamle palæstinamandat!
29. november 2011 - Ole Groth-Andersen
Arild Ejsing og flere andre har mange gode, præcise, interessante og velunderbyggede indlæg i denne debat, som er affødt af Lars Hedegaards afsnit "Palæstianismen" en god betegnelse for endnu en "isme" som er opstået på den "Arabiske Løgn" og "Det Store palæstinensiske Bedrag".
Jeg ser også, at en vis Carsten Halvorsen fra Assens har været på banen med mange meget forvirrede indlæg. Jeg læste tidligere i år – måske var det sidste år – et indlæg i en fynsk lokalavis, skrevet af Carsten Halvorsen til Geoffrey Cain, hvor CH i en yderst forvirret stil, gør opmærksom på, at han var/er indlagt på et sygehus. Og vi andre og GC spurgte CH og os selv, hvilken afdeling?
Men der er andre ”forvirrede” personer, som tror på den arabiske løgn og det store palæstinensiske bedrag.
Israels ambassadør gjorde tidligere i år opmærksom på, at løgne skaber myter, som efterfølgende er svære at komme til livs. Og hvor har han ret.
At lyve er let. At modbevise løgnen er krævende. Vi ser personer i løgnen og myterne omkring Israel en Torben Lund og en forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft, begge fra Socialdemokratiet, og nu en ny udenrigsminister Ville Søvndal fra SF og en Kofod fra S, som leder af udenrigspolitisk nævn, boltre sig i løgnen og myterne.
Måske er de ikke kun anti-israelske, måske ikke kun anti-jødiske, men deres holdninger skaber antisemitisme i ordets oprindelige og egentlige forstand, uden alt det der fnidder, fnadder omkring Sem og hans sønner.
Samtidig støtter hele denne venstrefløj en arabisk fascistisk og nazistisk islamisk ”højrefløj”, hvilket i sig selv er helt uforklarligt. Måske uforklarligt. For der er jo også et godt gammelt dansk udtryk som siger: ”Målet helliger midlet”. Midlet er de såkaldte arabiske palæstinensere med stærke nazistiske ideologier i bagagen. Målet er den jødiske stats tilintetgørelse.
Min personlige filosofi er: ”Er man, som dansker, politisk loyal overfor Israel, er man også altid loyal overfor vort eget Danmark”. Det har tiden siden II. Verdenskrig bevist.
Manglende arabisk respekt for delingsplanen ..
30. november 2011 - Jette Plesner Dali
Lige fra 47-48, hvor Israel blev oprettet på baggrund af et FN-mandat, har de arabiske ledere sagt nej. Herudover har de startet flere krige. Imens har de mellem 6-800.000 arabiske palæstinensere, som enten blev tvunget væk af enten israelere eller arabere, solgte jord til jøderne vokset til en næsten uhåndtérlig størrelse: omkring 4,5 mio. mennesker ..
Horisont bragte forleden en udsendelse om den fuldstændig uansvarlige fødselsrate, som palæstinenserne i bl.a. Gaza får tiden til at gå med. Man fremviste en familie med op mod 40 - fyrre - børn. Speakeren brugte i Gaza flere gange udtrykket "underernærede børn". I samme åndedrag blev Israel og Egyptens lukkede grænser nævnt.
Propagandaen lever og har det godt!
Hvad man IKKE fortalte er, at de palæstinensiske flygtninge som den eneste flygtningegruppe overhovedet har deres helt eget FN-budget; det er fuldstændig sindssygt højt. I 2009-tal var det på 1,2 milliard (!) dollars. Hertil kommer bidrag fra EU, altså også Danmark. Bidrag som bl.a. er øremærket til uddanelse. Penge som i stedet for uddannelse af de mange børn og unge bruges til religiøs had-propaganda og et religiøst påbud om, at det er en religiøs pligt (sic!) for ethvert palæstinensisk barn at udslette Israel.
Opbygning? Uddannelse? Opdyrkning af den støvede jord?
Blot at gå i gang med skovle og hakker som de første indvandrede jøder gjorde er der heller ikke tale om.
Jeg bebrejder ikke den menige palæstinenser. Men jeg mener der er al mulig grund til at bebrejde de korrupte, kyniske, magtgale palæstinensiske ledere, som efter 62 år end ikke har kunnet anvise bare en lillebitte smule anstændighed i forhold til deres eget folk. Og nu stormer de muslimske brødre frem i bl.a. Egypten, hvilket jeg frygter kan forværre situationen.
Hvornår begynder verdens ledere at stille kritiske spørgsmål til de palæstinensiske ledere? Det er der hårdt brug for.
Underlig matematik
30. november 2011 - Arild Ejsing
Der nævnes, at ifølge historikerne flygtede 800.000 palæstinensere eller blev fordrevet fra det område, der af UN blev tilkendt jøderne og som blev til staten Israel i 1948.
I 1947 blev der foretaget folketælling i det område, der til forskel fra Jordan blev kaldt Palæstina. På det tidspunkt blev det totalt til godt 1,1 million muslimer.
UN gjorde sig så stor umage for at tegne en grænse for den kommende jødiske stat, der berørte så få muslimer som muligt, at ca. 75% af det til jøderne tilkendte landområde kom til at bestå af ørken. Alligevel må der i dette snævre område have været bosat ca. 3/4 af alle araberne, idet der i slutninmgen af 1948 stadig var 69.000 muslimer tilbage, som sammen med de forsvundne 800.000 altså udgjorde 869.000 af de godt 1,1 million muslimer.
Når historikerne ikke er bedre til regning, kan det vel ikke være så mærkeligt, at så mange matematikere synes at have fået historien helt forvrænget ind?
Den arabiske løgn, det palæstinensiske bedrag
30. november 2011 - Ole Groth-Andersen
Jette Plesner Dali peger på arabernes totalt manglende lyst til siden 1947/48 at dele noget som helst. De vil nemlig have det hele. Dengang, og fortsat idag.
Arild Ejsing stiller igen skarpt på den internationale mellemøstlige særlige ”underlige matematik” som er affødt af de arabiske løgne. Arild Ejsing har fuldstændig ret. Der er noget som ikke passer.
Herudover er der ingen af de mange Israel kritiske ”kloge” hoveder som med et eneste ord nævner, at det oprindelige palæstina-mandat var fem gange større end det nuværende Israel og Vestbred (Judea og Samaria) og Gaza er tilsammen.
Transjordanien blev nemlig udskilt fra det oprindelige palæstina-mandat i 1922 og blev senere til kongeriget Jordan, hvor befolkningen da også etnisk set, for det store flertals vedkommende, er de samme arabere, som dem, der af politiske og taktiske grunde senere kaldte sig for palæstinensere. Som palæstinenser var det nemlig lettere at gøre krav på resten af det oprindelige mandat inklusive det nuværende Israel. Jordan er nemlig ”Palæstina”.
Og ingen, absolut ingen, af de samme mange Israel kritiske ”kloge” hoveder sætter sig ned og tænker over det totalt modsatte af den arabiske løgn, nemlig sandheden om de jødiske flygtninge fra de arabiske lande fra 1940 og frem.
I 1985 var der således kun 25.000 jøder tilbage i den arabiske Verden, ud af de i alt 880.000 jøder som stadig fandtes der i 1945.
I 2008 er antallet af jøder i de arabiske lande omkring 7.000. De fleste i
Marokko.
I Israel med i alt kun 22.000 KM2 (22 tusinde KM2) er der fortsat cirka 1.500.000 (en og en halv million) arabere.
I arabiske lande på omkring 22.000.000 KM2 ((22 millioner KM2 = 1.000 (tusinde) x større end Israel)) er der således i 2008 alt ialt kun cirka 7.000 (7 tusinde) jøder tilbage.
Dette står i skærende kontrast til påstandene og løgnen om etniske udrensninger af arabere fra Israel, kontra sandheden om arabiske udrensninger af jøder fra de arabiske lande.
