Sven Ove Gade har skrevet en fortrinlig biografi om frihedskæmperen Toldstrup, der sætter den jyske konflikt mellem hovedpersonen og hærledelsen i perspektiv. Det mener Sapphos anmelder, der har kendt Toldstrup personligt.Sven Ove Gade har gjort det igen. Skrevet en fortrinlig biografi om en betydelig mand, som han ikke har kendt personligt. Det skyldes et imponerende research-arbejde samt Gades evne til efterfølgende at hæve sig op over stoffet i en klar historisk fremstilling.
Den beretter om toldassistenten, der voksede til en ekceptionel modstandsgeneral under besættelsen, som opnåede enestående resultater – ved mod, handlekraft, og et forrygende organisationstalent - og så fordi han kunne få sine folk til at gå gennem ild og vand for sig.
”Europas bedste nedkastningschef” kaldte englænderne ham.
Men bogen er tillige en fremstilling af en konflikt, som den belyser fremragende.
Toldstrup – en modstandshelt rister ikke bare helten en rune, men fortæller nøgternt om hans indsats og systematiserer stoffet sådan, at den i tre kapitler styrer ind i en grundvæsentlig og tragisk, men alt for overset historisk pointe.
Mummespil i modstandsbevægelsen
Nemlig at hærens ledelse gik ind i den civile modstands oprørsbevægelse som en trojansk hest. Her spillede officererne de afgåede samarbejdspolitikeres spil – dem, hvis grundlæggende svigt modstandsbevægelsen var et oprør imod - så at politikerne via general Gørtz’ ”lille generalstab” i nogen grad kunne kontrollere oprøret, indtil de ved befrielsen kunne tage over.
Undtagen i Nørrejylland, hvor Toldstrup var general. Han ville ikke indordne sig under den lille stab (ved den lammende ineffektive oberstløjtnant Vagn Bennike).
Det var på et hængende hår, at konflikten havde revet den jyske modstandsbevægelse op, og meget taler for, at officererne til sidst havde planer om at likvidere Toldstrup.
Det intrigante mummespil, som her er skitseret urimeligt afkortet, kendte Toldstrup selvfølgelig den gang ligeså lidt til som alle andre. Senere historiker-undersøgelser har afdækket det, begyndende med Jørgen Hæstrups pionerarbejde.
Poul Westergaard Jensen, der som den første fik adgang til Bennikes arkiv, udgav i 1990 bogen ”Kære Fætter”, som Gade med rette kalder skelsættende, og hvori den jyske konflikt afdækkes.
Og nu kommer så Sven O. Gade selv og breder synsfeltet ud i en biografi, hvor konflikten sættes på plads i Toldstrups og hans hirds samlede indsats. Det er glimrende gjort.
Udiplomatisk stædighed
Hvad der motiverede Toldstrup i konflikten var altså ikke viden om den lille stabs maskepi med de gamle politikere, vist heller ikke nogen udpræget politisk dømmekraft.
Snarere var det en sjette sans, der advarede ham mod disse ”venner” - parret med den selvbevidsthed og udiplomatiske stædighed, som Sven O. Gade skildrer udmærket.
Og så var det jo konfliktens saglige kerne, at officererne helst ville gemme alle våben til såkaldte ”ventegrupper” og vente med at kæmpe til ”den store dag”, da invasionen med slutkampen mod tyskerne skulle komme (naturligvis i Danmark).
Den civile modstandskamp, som Toldstrup tegnede, sagde derimod: ”Den store dag” – det er i dag! Det er nu, der skal kæmpes mod tyskerne.
Derfor nægtede Toldstrup temmelig hårdnakket at modtage ordrer fra nogen dansk instans. Heller ikke fra frihedsrådet. Han tog kun mod ordre fra England, sagde han.
Og her fandt han støtte i SOE, især fra Flemming Juncker, som selv havde opfundet ham og gjort ham til sin efterfølger, inden han flygtede til London.
(Samtidigt havde Juncker måttet acceptere Vagn Bennike som ”militær leder” i den jyske modstandskamp.) Juncker forsøgte dog også at holde igen på Toldstrup for at bevare organisationen intakt.
Det er givetvis rigtigt, når Sven O. Gade lader en kilde (Jørgen Hesseldahl) sige: ”Der var et Storebælt, der adskilte København fra Jylland. Der var tale om to forskellige modstandsbevægelser”.
Juncker, som livet igennem havde udnævnt adskillige ledere, erklærede til det sidste, at Toldstrup var hans ubetinget bedste personvalg. Og Toldstrup sagde på sin side, til han var gammel, at den eneste, han stadig ville modtage ordrer fra, var Juncker.
Officerernes broderskab
Havde ”den lille stabs” linie sejret, så havde Danmark efter krigen stået som en nazitysk lydnation og ikke som Englands allierede. Slutkampen, hvor heltemodet ifølge officererne skulle folde sig ud, kom jo aldrig.
Det skal tilføjes, at der også var officerer, som følte den 29. august 1943, da regeringen blev tvunget til at gå af, som en personlig lettelse. Efter den dag var der jo ikke mere nogen lydighedspligt overfor politikerne, for landet havde ingen politisk ledelse.
Og så fulgte disse officerer deres egentlige officerskald og gik de ind i den civile modstandsbevægelse, hvor de ydede en fornem indsats.
F. eks. den senere general Aage Højland Kristensen, der blev leder af den sønderjyske modstandsbevægelse (region III). - Ikke at forglemme flåden, som efter ordre fra admiral Vedel sænkede skibene den 29. august, så de ikke faldt i tyskernes hænder.
Men om den officerskultur, som havde sit centrum i den lille stab konkluderer Gade præcist:
”I flere henseender kunne officerernes broderskab minde om fællesskabet i den indflydelsesrige katolske organisation Opus Dei, der ved at blande sig i politik har opnået en betydelig magt. Mange officerer var skeptiske over for nytteværdien af en underjordisk krigsførelse. De foretrak at vente med at gå i aktion indtil D-dag og kæmpe efter de velkendte militære doktriner.
Enkelte officerer forsøgte at være loyale over for både modstandsbevægelsen og politikerne, men det gjaldt på ingen måde kredsen omkring Den lille Generalstab.
Som det er formuleret af Hans Kirchhoff, fandtes der ”kun én loyalitet, og den korteste kommandovej gik altid til Buhl som den designerede statsminister.”
Officerernes dobbeltspil måtte nødvendigvis svække modstandsbevægelsen og den fælles front mod tyskerne.
Livsklimaks i tyverne
Den periode, der gjorde Toldstrup til Toldstrup var – ud af et helt liv – et par år, da han var allersidst i tyverne. Et kort livsklimaks, der gjorde ham til hele Danmarks helt efter befrielsen.
Og så – ja, så kom der en hverdag, hvor den tidligere general løb panden mod en række mure i erhvervslivet, og hvor skuffelsen sænkede sig i en efterkrigstid, der slog en parentes om besættelsens erfaringer, så det politiske liv kørte videre som før krigen.
Resultatet kender vi: Masseindvandringen og bestræbelserne på at gøre Danmark til en delstat i Europas forenede Stater.
Kampen imod begge dele løftede til sidst Toldstrup over den bitterhed, som især satte ind, da han havde mistet sin elskede kone, Aase.
Både barndommen i Assens og ungdommen som soldat og løjtnant, der fik sit livs chok over, at der ikke skulle kæmpes mod den indtrængende besættelsesmagt - samt de mange år efter krigen - er fint skildret.
Toldstrup var national til fingerspidserne fra han var barn, til han døde. Det var Danmark, det hele gjaldt.
Forfatteren til ovenstående medkommenterende anmeldelse er såvist ikke et uvildigt vidne. Min far var én af Toldstrups nærmeste medarbejdere som byleder i Randers og siden ”under jorden” i Toldstrups hovedkvarter i Nordjylland.
Selv havde jeg det privilegium at arve venskabet.
Jeg husker, at da jeg blev konfirmeret i 1953, havde min far skrevet bordkort til middagen. På rødvinsglasset ved Toldstrups plads lå der et kort, hvorpå der blot stod ”Chefen”.
Det var han stadig.
Sven Ove Gade: Toldstrup – en modstandshelt, Gyldendal 249 kr., 199 sider
