Du gør mig våd, Naser

De fleste læsere kender nok Farshad Kholghi for hans satiriske klummer med politisk brod og fiktivt twist. Kan man, det er spørgsmålet, forvandle klummegenrens korte, impressionistiske form til en fortløbende fortælling og holde dampen oppe over mere end 200 sider?

Farshad Kholghi kan. Næsten. Indimellem bliver handlingen for konstrueret eller usandsynlig, f.eks. i kapitlet ’Tea for Two’, der ender i en lesbisk voldtægt af forfatteren, der forveksles med Anja Andersen.

Hvad det politiske angår, går melodien i hak, hvorved så godt som al samfundsforståelse snurrer rundt om den ulykkelige revolution i Iran i 1979.

Her kunne Kholghi faktisk godt have givet os noget mere fra sit politiske selv, f.eks. hans latente opgør med Velfærdsdanmark og den statsautoriserede godhed, for man fornemmer, at der er mere end islamkritik i rebellen.

Det begynder ellers rigtig godt. ”Du gør mig våd, Naser”, hvisker en henført pædagog, der forveksler vor tragiske helt med den kendte – og nu – hjemsendte politiker.

Farshad, der til sin store fortrydelse har taget nogle kilo på, gennemfører akten som den mand, han er eller gerne vil være, og fortsættelsen lyder:

Nogle timer senere ligger jeg nøgen på hendes Ilva-sofa. Hun er faldet i søvn, og jeg tager mit tøj på uden at vække hende. Inden jeg forlader hendes lejlighed, finder jeg Naser Khaders nummer i min mobil og skriver det ned til hende med teksten: ’Ring til mig. Vil gerne se dig igen… Kærligst Naser’.

To måneder senere og fire kilo lettere går jeg forbi en spiseseddel med et stort og ganske dramatisk billede af Naser og hans kone. Overskriften giver mig et stik i hjertet. ’Konen er skredet fra Naser’. Jeg skynder mig væk.

København con amore

Bogen er en rigtig københavnerbog. Selvom forfatteren jævnligt må til Jylland for enten at holde foredrag eller spille teater, foregår de afgørende slag i hovedstaden, gerne på café i indre by eller Østerbro med udsigt til frie kvinder i stramme jeans eller hjemme i heltens sofa.

Eller – som med den liderlige og ulidelige wanna be-kunstner, der udgiver sig for at være en interesseret forlægger – på hans spisebord.

Det er oplagt at sammenligne protagonisten med Bridget Jones eller Nynne fra Nynnes Dagbog og se Farshad Khologhi som en mandlig spejling, men når sidstnævnte er bedst, som f.eks. i kapitlet ’Ruby!’, der foregår på baren af samme navn, og ’Fra larve til sommerfugl’, der åbner og slutter på Nørrebro, giver han mindelser om Henrik Stangerup i Fjenden i forkøbet – af Stangerup døbt ’en roman om angst og skyld og sjælens misere’ – eller måske snarere Philip Roth i Sabbath’s Theater med den hylende morsomme mastubationsscene på kirkegården.

Grundlæggende samme tema, altså.

Knep eller forsvind

I disse tragikomiske kapitler frembringer Kholghi det bedste af sig selv, og man læser grådigt, mens grinet sidder løst og mandlige læsere sikkert overvejer, hvilke af bogens kvinder de helst ville kneppe (mine favoritter er hende fra hotellet i Vejle og Rødhætte fra Nørrebro). Lige her irriterer Kholghi mig.

Han insisterer på at skrive ’elske’ og ’elskov’, men så mange kan man ikke elske med. Undskyld mig, Farshad, du elsker ikke, du knepper – ligesom vi andre husarer.

Men Farshad Kholghi er sjov. Her er en eksemplarisk scene:

Tjeneren mister tilsyneladende koncentrationen og taber kakaoen og min længe ventede friskpressede appelsinjuice på bordet. Rødhætte slår ud i luften i et umuligt forsøg på at gribe servicet, men kommer til at skubbe til det vaklende stearinlys. Som en styrtende statue af Stalin vælter stearinlyset over på plasticposen, og i en brøkdel af et sekund går der ild i posen. Ilden spreder sig hurtigt til Weekendavisen, dernæst til den syntetiske dug – og derefter bliver både Bibelen og Koranen opslugt af Helvedets flammer. Jeg sidder som hypnotiseret og tænker på, at det sidste, jeg mangler i mit liv lige nu, er en brændende koran.

Forfatteren kan også være ærlig. Her er en eksemplarisk refleksion:

Jeg er så træt af mig selv. Hvorfor kan jeg ikke sige sandheden? Jeg lyver hende jo direkte op i ansigtet. Det er vel i orden? Hun har løjet for mig, og nu lyver jeg for hende. Det er jo næsten som et forhold. Vi lyver for hinanden hver eneste dag for at opnå det, vi mangler: tryghed, kærlighed og sex. Er det moderne ’kærlighedsforhold’ mon malet med hvide løgne? Man kigger på sin kæreste og tvivler på, om det er hende, man virkelig vil tilbringe resten af sit liv med. Efter lange og smertefulde overvejelser er konklusionen den, at hun ikke er den rette; men så åbner man munden…

Rødhætte og ulven

Rødhætte, der kaldes sådan, fordi hun bærer rødt tørklæde og er muslim, og fordi Farshad så kan spille ulven, kan sandelig også være med – og her er grunden til, at jeg ender med at stemme på hende som den mest attraktive kvinde af alle bogens kvinder.

Her kommer en bid af hendes lystige præmiemonolog om islams naturhistorie:

Manden påstår, at han har konstant lyst til sex og er umættelig. Det er en kæmpe løgn. Lige så snart den stærke mand har fået udløsning, falder han bare i søvn og snorksover. Men kvinden kan blive ved (…) Og når kvinden bliver ved med at kræve at blive tilfredsstillet, hvad kan manden så stille op? Han opfinder en gud, som siger, at kvinden aldrig bliver liderlig, og hvis hun gør, så er hun en luder. Denne gud – skabt af den slappe mand – siger, at kvindens begær er syndigt. Gud blev skabt af manden for at kontrollere kvinden. Gud blev skabt af manden, straks efter at han – som regel med et latterligt ansigtsudtryk – fik udløsning og mistede lysten til sex.

Disse mere eller mindre selvoplevede bekendelser er endnu et selvportræt af en mand forhekset af kvinder. Nogle – måske især mænd – vil finde emnet banalt eller trivielt.

Andre, som jeg, nikker anerkendende. Emnet er alt for godt til at blive overladt til kvinder.

Farshad Kholghi: Tre gange dagligt mod depression, 239 sider, 199 kr., Forlaget Radius.