Ønsket om frihed
5. januar 2010 Farshad Kholghi
Karin Bo Berqquist: Revolutionens Børn: Unge i Teheran. Tiderne Skifter, 2009, 336 sider, 299 kr.
Siden vores flugt til Danmark i 1984, har jeg ikke været tilbage i mit fødeland, Iran. Årsagen er, ganske enkelt, Det Islamiske Tredje Rige, som i nu mere end 30 år har undertrykt sit folk.
Jeg har i de 26 år, der er gået, formået at gøre Danmark til mit hjemland. I alle disse år har jeg nydt umådeligt godt af de muligheder, som det fredelige velfærds Danmark beriger sine borger med. Det er dog ikke freden eller velfærden, som har beriget mit liv. Det vigtigste og altafgørende er friheden.
Uden tanke- og ytringsfrihed ville Danmark være ligeså primitivt som det islamiske regime. Uden oplysning, kritisk tankegang og demokratisk dannelse ville begreber som personlig frihed og ligestillingen kun være fantasibilleder, Hanne Vibeke Holst i smug kun kunne drømme om. Dette vanvittige eksempel er en tragisk virkelighed for millioner af iranske kvinder og mænd. Frihed og ligestilling er en uopnåelig drøm.
Karin Bo Bergquists bog Revolutionens børn er en lille mikrofon, der giver de unge i Iran en mulighed for at fortælle om deres ønsker. På en distanceret og grundig måde viderebringer Karin Bo Bergquist de iranske unges forhold, drømme, ønsker og hverdag. Det er trist læsning, men samtidigt også et opmuntrende fingerpeg om, hvilket samfund de iranske unge drømmer om.
Der er et gennemgående ønske, som bogens medvirkende udtrykker konstant, og det er ønsket om at kunne leve et liv ligesom alle dem, de kan opleve på film og internet. Leve i frihed og uden religiøse regler. Ønsket om frihed.
Jeg kan kun anbefale Karin Bo Bergquists bog. Den skal læses af alle og ikke kun af Iran-interesserede. Alle, der nyder godt af friheden har en pligt til at læse bogen. Disse iranske stemmer skal høres af hele Danmark, og bogens budskaber burde der blive undervist i rundt om i landets skoler.
Jeg vil især anbefale politikere, redaktører, integrationsmedarbejdere og især pladderhumanister og hele venstrefløjen om at læse og læse og atter læse Revolutionens Børn. Så håber jeg, at dem, der i tolerancens navn lader sig narre af fundamentalisterne og forsøger at tilfredsstille imamernes frygtelige krav, vil vågne op og i stedet begynde at støtte de frihedssøgende unge.

