F.eks. ”anti-muslimsk film”

Hvorfor er den film anit-muslimsk?

Ud fra det jeg har læst, er filmens budskab sand.

Interessant, at det er anti-muslimsk at vise og skrive sandheden?


Eller:

Hvorfor skriver medierne ”Profeten”.
Hvordan kan noget menneske, der ikke er fanatisk islamist skrive profeten om et menneske, der ifølge seriøse bøger beskrives som landevejsrøver, morder og som praktiserede pædofili?

Englændere som priser islam.
Beskrives som et mysterie som kommer ud af en ørken hvor Gud har fortalt Muhammed at han er en stor profet.
Fremstillet som et knæfald for den virkelig potente religion der står i kontrast til de non-potente som kristen- og jødedom.

Det fortæller mere om english wimp-ism end om islam.

Islamisk guds-fortælling (om en krigs-gud! for ørken-stammer)synes efter filmen således at være begyndt at tage form og være blevet konstrueret i en arabisk herskers tid under både inspiration af og afstandtagen fra den jødiske og den romersk-kristne guds-fortælling. De jødiske historie-legender er bevaret op til Abraham tid. Islam indeholder desuden elementer fra en ældre måne-tilbedelse. (Halvmånen og meteor-stenen i Kabaen). Kristendommens Jesus-legender kan have givet inspiration til konstruktionen af Muhammed-legenderne, hvor Muhammed gøres til et moralsk/umoralsk forbillede for stammen - samtidig med han gøres til et stamme-kriger idol. Muhammeds (Allahs) love tvinger alle i stammen til underkastelse - stammen til at være i konstant krigsberedskab samt til at føre daglig og endeløs kamp imod afvigere og andre stammer, som den bor iblandt og skal undertvinge.
- Det er åbenlyst, vi nu har at gøre med en forstokket stamme- og overtros-kultur fra romersk jernalderen. En stamme- og krigskultur...der ikke har noget med spirituel religion at gøre. Men som "religion" har Islam i vor tid pludselig fået lov til at kolonisere og besætte vestens udviklede - og specielt - sekulære kultur. Det sker lige efter opkriften, som Koranen foreskriver f.ex. ved det hellige princip om tve-tunget tale.
Religion som begreb må begrænset til den åndelige del af en sekulær virkelighedsopfattelse. Islam er ingen religion, men filosofisk fortsat oldtid, stadig feudal stamme-kultur med tvangs-indoktrinering uanset den nu er i fjende-land, vores nutidige moderne frie og sekulære verden. Moskeer er islams bastioner, imamer tanke-politi, fredags-bøn erobringspolitik. Moskeer er alt andet end kirker. Allah er ikke Gud - men kriger. omvendte.

Tak for at sprede links til dokumentarfilmen, der supplerer Channel 4 Dispatches mange gode dukumentarer, der afsloerer Islamisk Imperialisme komplet noegen, deriblandt ogsaa Undercover Mosque, Britain's Islamic Republic, Lessons of Hate and Violence m.m.

Helt tilfældigt har jeg selv lige skrevet en artikel som også beskæftiger sig med emnet. Min kommentar blev forfattet med afsæt i, at 1.200 rabbinere har indgivet en appel til præsident Obama, hvor i de beder om løsladelse af en amerikansk Jøde som afsoner livsvarigt fængsel for spionage til fordel for Israel.

"Islam er ikke en religion men en politisk bevægelse", plejer nationalkonservative islamkritikere at fremføre. Det samme udsagn er populær i zionistiske kredse, for så vidt disse to kategorier ikke overlapper hinanden. Og for at der ikke skal være nogen misforståelser, jeg er nogenlunde enig i udsagnet, selvom det kunne præciseres og relativeres.

Men sagen er, at det samme gælder for Jødedommen, hvor det for Jødedommens vedkommende er endnu mere tydeligt, at religion spiller en sekundær rolle, da rigtigt mange af de zionistiske Jøder slet ikke bekender sig til den mosaiske tro, og mange endda er erklærede ateister. Sådanne typer er trods alt en sjælden vare i islamiske kredse.

Læs resten af mit indlæg som formentlig vil fornærme mange her: Jødedom - religion eller politisk bevægelse? - 1200 rabbinere beder Obama løslade israelsk spion: http://blog.balder.org/?p=1470

Som jeg har skrevet på Snaphanen, synes jeg godt om filmens smukke billeder og meget britiske og drømmende tilgang til emnet, omend det er en videnskabsmand, der har hovedrollen. Han er også en dygtig formidler, hvilket jeg synes er væsentligt. Derfor er det irriterende og deprimerende, at filmen ikke må vises. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig en mere stram redigering og stringent tilgang til de videnskabelige data og manglen af dem, men som sagt finder jeg, at det formidlende aspekt med rette er blevet prioriteret højt.

Hugo Pieterse

Jeg må have skrevet flere hundrede indlæg, hvor jeg langer hårdt ud efter antisemitisme, jeg er 100 pct. for Israels eksistens, men heller ikke jeg er blind for den ubehagelige politiske drejning, vi har set gennem et stykke tid, og som jeg i dag betragter som uungåelig.

Ingen af min lærebøger om nationalismens udvikling i det 19. årh. lægger imidlertid skjul på, at zionismen opstod som de jødiske folkeslags nationale bevægelse, det ligger simpelthen i sagen natur, og jeg har da også altid ment, at FN med rette undte jøderne det lille frimærke, der i dag er Israel. Omend man undervurderede størrelsen af det muslimske modspil, skønt man burde have vidst bedre.

Selvom jeg er frastødt af dit generelle forhold til jødedommen, synes jeg, at du har ret i flere af de ting du skriver om jødedom og politik. Jeg har ofte og fuldstændig problemfrit delt arbejdsplads med jøder i Danmark og aldrig bemærket, at de skulle have særlige politiske og nationale mærkesager. Men min søn boede et år hos en jødisk familie i Connecticut, hvor forholdene viste sig at være ganske anderledes. Vi besøgte ham og hans værtsfamilie, han havde også en jødisk arbejdsgiver, og fruen i huset var formand for en stor jødisk kvindeorganisation i New York, som jeg for sent fik at vide var meget politisk. Dette var arrangeret af drengens far i Danmark, og set fra min side, var der intet mærkeligt i det, det faldt mig ikke ind at forelå noget andet, og jeg blev derfor noget overrasket, da det et års tid senere gik op for mig, at min søn faktisk var blevet behandlet elendigt, han beklagede sig nemlig ikke.

Det begyndte at gå galt, da jeg til jul sendte ham et lille rødt uro i karton, og han hængte det op på sit værelse, der lå i kælderen. Det blev beordret nedtaget og destrueret. Til sidst oplevede han at komme hjem og se sine ting stå uden for huset i en kuffert, og der stod han så, for nylig skoleelev og nu sat på gaden i fremmed verdensdel, hvor han ikke havde slægtninge eller andre at ty til.

Jeg skrev et høfligt brev til familien og beklagede udviklingen, skrev noget om skandinaviske unge osv., men fik aldrig noget svar. Formodentlig var det mit lille uro, der oplyste familien om, at de havde fået en kristen i huset, og på en aller anden måde var det uacceptabelt, skønt jeg ikke mærkede noget til religiøsitet, da jeg besøgte familien og spiste middag i hjemmet.

Jeg har siden bebrejdet mig selv, at jeg ikke satte mig ind i, hvordan politik og religion kan være flettet ind i hinanden, men det var totalt nyt for mig, i Danmark var vi stadig relativt uvidende om, hvor hårdt det gik for sig i andre dele af verden. Den aktuelle alliance mellem jødiske interesser, penge og dele af den britiske arbejderbevægelse bryder jeg mig ikke om, men den er formodentlig blot et overgangsfænomen.

Hej Maria Due,

Tak for din respons, og for at fortælle om dine desværre ikke så positive personlige oplevelser med denne jødiske familie. Jeg kan fortælle dig, at jeg har et tæt bekendskab med en pige som har været udvekslingsstudent i USA, hvor hun oplevede mindst tre familier som var helt uudholdlige, og hvor hun måtte afbryde det planlagte ophold før tiden. Ingen Jøder i blandt dem, men til gengæld nogle lidt smålige missionerende overkristne typer, og nogle lidt for klamkærlige småliderlige familiefædre.

Jeg har selv kendt en masse Jøder på forskellig vis. Havde sågar i mine meget unge dage en ægte amerikansk/jødisk prinsesse som bolleveninde, og stiftede i den anledning også indgående bekendtskab med hendes meget, meget amerikansk/jødiske familie -:) Min egen familie havde også en del jødiske venner, deriblandt nogle som mere eller mindre blev betragtet som familiemedlemmer. Jeg kunne fortælle en del interessante ting i den sammenhæng, men det må vente til en passende lejlighed.

Disse personlige erfaringer har imidlertid for mit vedkommende meget lidt at gøre med den kritik af den organiserede Jødedom og dens overordnede politiske virke jeg fremfører.

Jeg har ikke nogen "holdning til Jøder generelt". Jeg er stensikker på at enhver fordomsfri person dig inklusiv, som sætter sig ind i hvad det er jeg mener og siger, vil kunne acceptere den meget kritiske holdning jeg har overfor fællesjødiske strategier og dagsordener som værende legitimt, baseret på viden, fakta og kendsgerninger, og ikke på basis af "nedarvede antisemitiske fordomme".

Jeg er et (meget!) fritænkende antidogmatisk menneske, uden faste religiøse eller ideologiske overbevisninger af nogen art, og har været bevidst upolitisk det meste af mit liv, indtil jeg opdagede hvordan vores verden var ved at blive pillet ned om ørerne på os i en rasende fart.

Jeg var en samfundskritisk rebel helt fra fødslen tror jeg, og altid ivrig for i alle henseender at undersøge tingene selv, i stedet for bevidstløst at rette mig efter flokkens dom. Og det er jeg så stadigvæk.

Hugo Pieterse

Tak for dit svar Huskede dig jo fra pionertiden for 10-11 år siden i JP’s netdebat, hvor vi trak i samme retning.

Det var ikke min mening at beklage mig på Juniors vegne, det jeg ville have frem var den daværende troskyldighed, der stadig var fremherskende i Danmark selv blandt os, der havde været meget ude i verden. Vi interesserede os gennemgående ikke det mindste for andres religion, og at kæde religion og politik sammen lå os fjernt, vi forstod ikke, hvad vores uvidenhed kunne sætte i gang i andre.

I dag synes jeg, at vi skal gøre os helt klart, at med den viden, vi er blevet tvangsmodnet med ikke mindst siden 11. september 2001, er vi nødt til at opføre os med en langt større ansvarlighed. Vi har et større ansvar overfor Danmark og danskerne end overfor andre lande og folk og kan hurtigt blive en lus mellem flere negle.

Vi må derfor stå helt fast på at sætte vort eget forsvar forrest, gerne i selskab med andre, men for eksempel absolut ikke ved at lege ”frihedshelte” med udenlandske investorer og fonde, der ønsker at udnytte os politisk. Dens slags drengestreger ville være tåbelige og dybt uansvarlige, men mon ikke du mener noget i samme retning? Det var i hvert fald ”bare” det, jeg ville have frem.

Personligt tabte jeg de sidste illusioner om vor evne til at gennemskue Mellemøstens affærer, da jeg læste / Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers ”Halvmåne og hagekors : Det Tredje Rige, araberne og Palæstina”. Når englænderne ikke kunne, kan vi heller ikke, og de blev trukket rundt ved næsen i det uendelige, da de bestyrede protektoratet Palæstina.