Lad os beholde pigerne her og sende forældrene tilbage
10. maj 2011
Artikel af Helle Baldersbæk
Islam trænger sig frem overalt og det er kvinderne, der først og fremmest betaler prisen, lød budskabet fra Hege Storhaug.
Tilbageskridt for kvinderne
Norske Hege Storhaug tror ikke på, at Muhammeds piger nogensinde har oplevet en gylden tid. Hun har oplevet piger født i Norge og med norsk statsborgerskab blive sendt til koranskoler i Pakistan for at få vasket den forargelige norske frihed af, og hun har talt med piger, der blev sendt ud i junglen for at blive omskåret.
Hege Storhaug er journalist, aktivist og forfatter af adskillige bøger, blandt andre Men størst av alt er friheten. Hun arbejder som informationsleder af organisationen Human Rights Service i Oslo, og menneskerettigheder har Hege Storhaug svært ved at se er noget, der omfatter muslimske piger.
”Se lige på dette billede, og lad mig få et bud på, hvor og hvornår det er taget”. Hege Storhaug viser et lysbillede af en gruppe unge piger, der er smart klædt på.
Billedet viser sig at være taget i den pakistanske storby, Karachi, i begyndelsen af 1960’erne, og som Hege Storhaug bemærkede, så ville man godt have troet på det, hvis pigerne var fra Paris.
Et nyt billede vises på lærredet. Denne gang fra en kunstskole i Lahore. Lahore er Pakistans næststørste by og regionshovedstad i Punjab. Byen er ofte blevet kaldt Pakistans kulturelle hovedstad. Billedet er taget i 2004, og unge piger på billedet er ikke smart klædt som medsøstrene 40 år tidligere.
Stak af og kom hjem
”Islam trænger frem overalt, og det er kvinderne, der først og fremmest betaler prisen”.
”Vi fik kontakt til en pige, der blev født i 1992 i Norge. Pigen var af pakistansk oprindelse, og hun blev truet til at acceptere et giftemål. Det skete med en pistol for pigens pande”.
”I Kashmir-provinsen blev pigen gift med sin fætter, og forløbet har vi hørt så mange gange tidligere. Trusler, tæv og gentagne voldtægter. Pigen var blandt de heldige, for hun så sit snit til at flygte.
Hun flygtede ind i en butik, og derfra kom hun med en bus til Islamabad, hvor hun opsøgte den norske ambassade, der hjalp hende tilbage til Norge, hvor hun kom i sikkerhed”.
”Pigens historie gjorde indtryk, for året efter havde Norge en lov, der forbyder tvangsægteskaber”, fortalte Hege Storhaug.
Hege Storhaug sagde, at hun savner, at nogen tager alle disse pige- og kvindeskæbner alvorligt. Hun sagde videre, at der er en total mangel på empati for de brændte piger i Lahore, og at hun aldrig havde oplevet noget så brutalt som det, der overgik disse piger, fordi deres ægtemænd og svigerfamilie var utilfreds med brudeprisen.
De brændte piger
På et hospital i Lahore i 1995 så Hege Storhaug 19-årige Shakela, hvis ansigt var brændt til ukendelighed af ægtemanden. Hvis hun var meget heldig, kunne det være, at hendes familie ville tage hende tilbage.
”Efter at have rejst i muslimske lande og studeret kulturen, er jeg nået til den konklusion, at kvinder kun har værdi, hvis de føder sønner”.
”I Pakistan så jeg denne bygning”, sagde Hege Storhaug og viste et billede af en betonbygning uden vinduer og kun med åbninger, hvor der kunne komme luft ind.
”Dette er en koranskole for piger. En pæn procentdel af pigerne i skolen er faktisk norske, og nogle er så små som fem-seks år. Her lever pigerne deres liv uden kontakt med omverdenen og overvåget døgnet rundt af mandlige vagter. Jeg behøver nok ikke fortælle om de overgreb, der sker på pigerne”.
”Hvad synes I om dette billede af de fire gambiske søstre? De er alle blevet omskåret. Det er almindeligt, at gambiske forældre sender deres piger ud af landet, hvorefter de sendes ind i junglen, hvor indgrebet foretages”.
”De norske myndigheder er magtesløse, for det er ikke altid, at de kommer tilbage".
Forældre har jo ret til at beslutte, hvor deres børn skal vokse op, og ikke i så få tilfælde lever piger på tålt ophold hos en anden af faderens hustruer, der knap værdiger dem og som nødtvunget giver dem lidt at spise”, fortalte Hege Storhaug, der foreslår, at man i veldokumenterede sager sender familierne tilbage til hjemlandet og beholder deres piger, så de kan få et liv i frihed.
Eksempel efter eksempel bliver lagt frem, og man bliver lidt forstemt, når man hører den ene rædselshistorie efter den anden, men Hege Storhaug havde også en morsom historie med i rygsækken.
I Gambia talte hun med en imam på en koranskole, og han spurgte, hvordan man kunne komme til Norge. Storhaug forklarede, at han enten skulle inviteres som imam, eller også skulle han være gift med en norsk statsborger.
Næste dag lå der en besked fra imamen om, at hans hustru havde accepteret at vige pladsen, og om hun ville gifte sig med ham.
Kommentarer
Jamen det er jo så åbenlyst
10. maj 2011 - TIm
Jamen det er jo så åbenlyst at muslimske kvinder bliver undertrykt. Prøv at se den måde mange går på, deres selvbevidsthed og spørg dem ind til sex emnet. De aner intet og er blevet trukket rundt af muslimske mænd, og ikke mindst i toppen af de mest magtfulde muslimske mænd. Prøv at vend det om...behøver vi at tale hele tiden om at vi er kristne, og at vi skal følge kristne traditioner, og etc, etc. Det er mig en gåde hvordan Islam altid skal have en stor rolle, men igen er der magtmænd der sætter penge bag det.
Muhammeds Piger.
10. maj 2011 - Allan Hansen.
Kære Lars Hedegaard.
Jamen dog ... jamen dog.
Muhammeds Piger er et mesterværk!
Jeg nyder den hårfine balance mellem sprog, statistik, henvisninger og notater.
Det er det absolutte bedste værk jeg endnu har læst fra din pen.
Dokumentations værdien er så overdøvende, at den nærmest ophæver Newtons lov om tyngedekraften
og, der må sidde en masse politiker og jurister i Danmark med en overordentlig dårlig smag i munden.
Som man sagde i det gamle Grækenland:når en sten falder til jorden, så skyldes det, at det er der - den høre hjemme".
Kort sagt: Et MESTERVÆRK.
Den får fem stjerner fra Hansen.
* * * * *
Mvh. Allan Hansen.
hvad sker der for os, der mener vi er så humane?
10. maj 2011 - Knud Andersen
Hvordan kan det være, at de mennesker fra den vestlige verden, der har noget at skulle have sagt i den offentlige debat,bare vender det blinde øje til?
Hvordan kan det være, at hvis et menneske formaster sig til at sige sandheden om disse ting, bliver dømt som forbrydere?
Der melder sig mange spørgsmål, som jeg sikkert ikke får svar på, fordi ytringsfriheden er en saga blot.
Imedens mishandles og dør slaverne i islam, islams egne døtre.
Er vi blevet så magelige, eller forskræmte, hvad ved jeg, at vi ikke længere ser uretfærdigheden, der blomstrer op som en paddehattesky?
Jeg har det dårligt med det her.
Den uendelige historie ....
10. maj 2011 - Torben Snarup Hansen
Syre i ansigtet og tvangsægteskab - år efter år de samme historier. Et tredje tema er æresdrab eller forsøg på samme. Gazala, der blev myrdet foran banegården i Slagelse, og dommene over hendes morderiske slægtninge fik stor omtale i medierne. Siden da har der ikke været æresdrab i Dk. Men på samme tid som forbrydelsen mod Gazala blev der i en anden sjællandsk by foretaget et mordforsøg, som var tæt på at lykkes. Lokalpressen skrev om sagen, og undertegnede var tæt på en af de involverede. Denne unge danske kvinde - X - var veninde med den muslimske fru NN. En aften blev X opsøgt på sin adresse af NN's ægtemand, som tydeligvis var alkoholpåvirket og ønskede intim kontakt med X. Hun smækkede imidlertid døren i, og ægtemanden forsvandt. Den følgende dag informerede X sin veninde NN om episoden, og NN blev rasende og krævede skilsmisse. Ægtemanden klagede nu til sin svigerfar, som beordrede sin yngste søn til at dræbe XX. Da lillebror dukkede op, lukkede hans søster døren for ham. Men den blev smadret, og lillebror gik straks i gang med at kvæle sin søster, som havde skændet klanens ære ved at bryde med ægtemanden. XX vristede sig løs og sprang ud af vinduet. Lillebror opgav ikke, og kampen og kvælningsforsøget fortsatte på græsplænen foran boligblokken. Her alarmerede forbipasserende politiet, som hurtigt kom til stede. Lillebror - en tynd og splejset teenager - blev overmandet og sigtet for mordforsøg. Hans offer var i livsfare. Hun tilbragte de følgende dage på et krisecenter, og lillebror plus svigerfar blev arresteret. Men efter nogen tid blev sagen opgivet, og XX flyttede tilbage til sin ægtemand. Mon dette forløb figurerer i nogen statistik?
PS - alle forældre vil deres børn det bedste
10. maj 2011 - Torben Snarup Hansen
Er der nogen, der husker den meget liberale redaktør Ole Birk Olesen, der i en debat om muslimske æresdrab meddelte, at "alle forældre vil deres børn det bedste"? Så er der jo ikke mere at komme efter.
Vi har et valg - snart...
11. maj 2011 - Henrik Schouw
Politikerne laver kontraktaftaler med stemmerne. Nu skal stemmerne lave kontraktaftale med politikerne: Vi må forlange af de opstillede ved det kommende valg, at de skal forpligte sig til at gøre noget effektivt ved de problemer, der beskrives i artiklen. Hvis de ikke vil - eller hvis de taler uden om problemet - vil vi ikke stemme på dem. En sådan aftale kan gælde opstillede for alle partier. De fleste politikere er jo levebrødspolitikere - så det kan måske have en positiv effekt...Og jeg må gentage mig selv med, at hvis pololitikerne ikke snart gør noget effektivt ved de problemer, deres vælgere ser, så kan det ende med, at befolkningen tager sagen i egen hånd - og det kan blive et meget lidt flatterende syn...
Den æresbeskyttende påklædning
11. maj 2011 - Heinz Behncke
”Tariq sagde, at en af mændene som han havde delt celle med, havde en fætter der var blevet pisket offentlig for at have malet flamingoer…..’Hele tegneblokke fyldt med flamingoer’ sagde Tariq, ’snesevis af oliemalerier af flamingoer der vadede rundt i laguner eller solede sig sig i sumpe. Eller på træk ind i en solnedgang…’
Da talibanerne fandt malerierne, fortalte han, var de forargede over fuglenes lange, bare ben. Efter de havde bundet fætteren om fødderne og pisket fodsålerne til blods, havde de stillet ham overfor et valg: Enten ødelagte han malerierne, eller også gjorde han dem anstændige. Så fætteren havde taget en pensel og malet bukser på hver eneste fugl.
’Og så var de pludselig gode, islamiske flamingoer,’ sagte Tariq.”
(Khaled Hosseini: ”Under en strålende sol”, side 255)
