Winkel Holm gennemhuller nyfeministernes og de falske borgerliges hykleri. Må vi nu endelig få en ærlig debat om familien og om mænd og kvinder, som de er, og ikke som de kønsløse væsener, feministerne ønsker, de skal være. Det vil være på høje tid.Frigørelse fra offerrollen
”Hvis kvinden skal frigøres fra noget i dag, er det fra offerrollen”. Det er kernen i det første af de to budskaber, Katrine Winkel Holm vil begrunde og fremsætte i debatbogen Rend mig i kødgryderne med den måske endnu vigtigere undertitel Om kvinderne og det fælles liv. Frasen er taget fra den amerikanske samfundsfilosof Christopher Lasch, én af de klogeste skribenter om familien og det moderne samfund nogensinde. Han definerede i én af sine tidlige bøger familien som menneskets ”havn i en hjerteløs verden”, og i sin sidste tugtede han feministerne for at have bidraget til den efterhånden universelle nedvurdering alt det i en kvindes liv, som ikke kan måles i hendes indkomst. En ægte feminisme, der respekterede virkelige kvinder og det virkelige liv, ”ville ikke gøre en lønseddel til det eneste symbol på præstation”.
Dette andet er nemlig, som Winkel Holm enkelt og fyndigt godtgør, uendelig meget vigtigere end indkomst, for det handler med et fint og rammende udtryk om at føre slægten videre. Det er ikke sket ved at føde og overlade de små til andres pleje for derefter at genoptage det lønnede arbejde. At danskerne tror, det forholder sig sådan, er måske det største kollektive bedrag, der nogensinde er begået mod et folk. Det er bogens andet budskab.
Anti-familie-ideologi
Det dobbelte argument, om feministernes ideologisk forblændede jammer over manglende ligestilling og om deres i Danmark vellykket gennemførte kamp for at reducere familien fra et såvel historisk erindrende som fremadrettet ansvarsfællesskab til en til enhver tid opsigelig kontrakt uden juridisk eller psykologisk tyngde, føres brillant og med al tydelig klarhed. De mange dogmatikere, såvel mænd som kvinder, der har indoptaget den herskende anti-familie-ideologi, vil kun have to muligheder: at karikere Winkel Holm uden at læse hende eller forholde sig seriøst til hendes uigendrivelige pointer. Man kan befrygte, at de fleste ikke vil turde det sidste og derfor vil ty til det første.
Spigre i familiesammenholdets kiste
Bogen er også i al beskedenhed en skarpsindig tolkning af dansk samtidshistorie i de sidste godt 40 år. Den fremstiller en udvikling, som gør enhver tale om, at 1968’erne har tabt, eller at de borgerlige værdier trods alt vandt kulturkampen, til det vås, den er. De vulgærmarxistiske, progressive, feministiske idéer har sejret ad helvede til. Et sigende eksempel er, at en såkaldt borgerlig minister som Lars Barfoed, der havde den mageløse frækhed at kalde sig familieminister, i 2006 kunne ophæve kravet om, at ægtefæller ved skilsmisse skulle dele deres samlede pension lige. Fremover beholder hver part sin pension, og da mandens typisk er højere, er den nye regel en diskrimination af kvinder, der ikke har været lige så aktive på arbejdsmarkedet som deres mænd. Den nye regel var blot den sidste af mange spigre i familiesammenholdets kiste, som især borgerlige regeringer har været ivrige efter at hamre i. Danmark er i dag meget langt fra at ligne et samfund af holdbare, traditionelle værdier, men er i stedet et land kastet ud på ukendt hav, et hav, hvor børn fra spæd alder forlader hjemmets arne for at lade sig pleje af andre, som ikke er deres mor og derfor ikke elsker dem ubetinget.
Feminismens utopiske træk
Begge fænomener, den nye ligestillingsfeminisme og det statsautoriserede angreb på familiens sammenhold og væsen, bygger, som Winkel Holm viser, på løgn og hykleri. Den oprindelige ligestillingsfeminisme fra omkring forrige århundredskifte havde stor respekt for kvinden som moder og familiens centrum. Man ønskede blot, at kvinder også måtte have lige ret med mænd i offentlighed og samfundsliv, adgang til alle stillinger, stemmeret og juridisk ligestilling. Den kom i Danmark forbavsende hurtigt og uden ret mange indvendinger.
Samtidig udviste den oprindelige feminisme et utopisk træk, idet den hævdede, at kvindelige værdier var de mandlige overlegne; kvinder var fredeligere, mere hensyns- og omsorgsfulde. Kom kvinder frem i samfundet, ville det i bedste fald betyde en verden uden krig og konkurrence. Dette utopiske træk har fået en mægtig renæssance. I dag er det bare ofte forklædt som påstanden om, at flere kvinder på høje poster i erhvervsliv, politik og medier vil forbedre produktivitet og kvalitet, fordi kvinder tilfører andre, underforstået bedre, holdninger, værdier og adfærdsmønstre. Stikordet er mangfoldighed: en mere mangfoldig bestyrelse eller arbejdsstyrke er, skal vi tro, befordrende ikke blot for kvaliteten, men sandelig også for fortjenesten. En påstand, der intetsteds er dokumenteret og faktisk modbevist eksempelvis af undersøgelser af norske virksomheder, der i flere år har levet under kravet om, at 40 pct. af bestyrelsesposterne skal tilfalde kvinder.
Nyfeministisk despekt for kvinder
Nyfeministernes hykleri, som dens tilhængere af begge køn nægter at indrømme, er, at deres krav om talmæssig ligestilling, altså lige andele af kvinder og mænd på alle poster, strider netop mod sand ligestilling, som er at give begge køn lige muligheder, men uden at tvinge mænd og kvinder ind i roller, de ikke ønsker at opfylde. Nyfeminismen savner totalt respekt for kvinder, der gang på gang og massevis lader vide, at de fleste af dem simpelthen ikke orker det voldsomme karriereræs, som mænd er mere disponeret for at udholde, og heldigvis for det, for var mænd ikke det, ville vi endnu leve i stenalderen. Selv da kvinder i Danmark tog ud på arbejdsmarkedet, efterspurgte de forudsigelige jobs med forudsigelig arbejdstid og løn. Tryghed, ikke daglige udfordringer og risici, tiltalte de fleste kvinder. Nyfeministerne hævder derimod, at disse ønsker udtrykker falsk bevidsthed. De mange kvinder, der helst vil have offentlige jobs, er ofre såvel for et undertrykkende patriarkat, som holder dem nede, som for deres egne illusioner. Deraf den efterhånden øredøvende jammer om manglende ligestilling om danske kvinder som evige ofre.
Ny afhængighed
Kampen mod familien bygger ligeledes på et hykleri. Da danske magthavere i en række skridt fra sidst i 1960’erne og frem afskaffede næsten alle familiens og ægteskabets juridiske og økonomiske fordele og hævdede, at de derved satte kvinderne fri, løj de, bevidst eller ej. For den nye, frisatte kvinde, der ikke er afhængig af nogen mand, som kan gå fra et kedeligt ægteskab, når hun vil, som føder børn, men ikke hænger på deres pleje og opdragelse, er slet ikke fri. I stedet for at være afhængig af en mand er hun afhængig af magthaverne. Danmark er det land i verden, hvor det offentlige mest gavmildt støtter enlige mødre, hvilket alt andet lige udgør en enorm økonomisk tilskyndelse til at blive skilt.
Danmark er også det land i verden, der gør det vanskeligst for en familie at leve for én indtægt. Dette lidet attråværdige mål var bevidst efterstræbt. Fra 1960’ernes Kvindekommission og frem har politikere, såkaldte eksperter og journalister i kor hævdet, at det er enhver kvindes ikke blot ret, men pligt at tage lønnet arbejde. For at gøre det muligt bestikker man mødrene ved at give store tilskud til offentlig pleje og reducere det direkte tilskud til den i dag beskedne børnecheck. I Frankrig derimod går tilskuddene til familierne, hvorfor det i Frankrig er en naturlig ting for småbørnsfamilier at leve af mandens i øvrigt i forhold til Danmark beskedent beskattede indtægt, i det det er den franske opfattelse, at børn i de første tre-fire år har psykisk og fysisk bedst af at passes af mor og ikke i et kaos af en vuggestue, hvor de pådrager sig den ene sygdom efter den anden og kastes frem og tilbage mellem plejere, hvoraf ingen er mor.
En havn i en hjerteløs verden
Fik danske familier de 120.000 kr. i tilskud eller skattefradrag, som magthaverne bruger på dagplejetilskud og børnecheck, ville det medføre en revolution i adfærd. Mødre ville blive hjemme, børn få pleje af dem, der elsker dem, og som kender familien, dens historie og historier, og som har personlig interesse og stolthed i at videreføre fortiden og skabe fremtiden.
Den mulighed og den chance har danske magthavere ødelagt for det store flertal. Det er næsten, som om man har villet smadre familien, fordi den med Lasch’s ord er ”havn i en hjerteløs verden”, en havn hinsides magthavernes rækkevidde. I familien videregives fortids traditioner og al den personlige, enestående viden, som kun forældre og især mødre har om hvordan det er at blive menneske. Barnet, der plejes af mor, er psykisk voldsomt bedre rustet til at blive det ansvarlige, produktive og også skatteydende menneske, magthaverne påstår at efterlyse. Var de ærlige, ville de støtte og ikke skade familien.
Skilsmissens omkostninger
For ganske nylig nedkom Socialforskningsinstituttet med en undersøgelse, der viste, at børn af skilsmissefamilier, som for næsten alles vedkommende er vokset op med en enlig mor, i gennemsnit klarede sig dårligt i skolen og livet og var mere udsat for risici såsom alkohol- og stofmisbrug. Man måtte smile trist. Det er nemlig ingen ny viden, men har været dokumenteret i talrige undersøgelser i andre lande over de senere årtier. Ikke blot børn hos enlige mødre, men børn, der sættes i langvarig dagpleje, inden de er en fire-fem år, udviser alle disse risici. Danske magthavere har set stort på disse undersøgelser, nej, man har ikke villet se dem overhovedet.
Winkel Holm gennemhuller nyfeministernes og de falske borgerliges hykleri. Må vi nu endelig få en ærlig debat om familien og om mænd og kvinder, som de er, og ikke som de kønsløse væsener, feministerne ønsker, de skal være. Det vil være på høje tid.
Katrine Winkel Holm: Rend mig i kødgryderne. Om kvinderne og det fælles liv. Gyldendal, 169 kr. Udkommer i dag
