Jeg er her for at tale om et emne, som ingen ønsker at tale om – religion. Mange i vores post-kristne samfund (særligt journalister) er bange for det, fejlinformerede og uvidende som de er om de mest basale teologiske begreber.
Vore teologer er ofte for specialiserede i deres arbejde til at kunne diskutere religion i en videre betydning, og vore kirkefolk er ofte så optaget af at finde lighedspunkter, at de ignorerer islams teologi.
Vore betydeligste islamkritikere indskrænker sig til at angribe islams ikke-religiøse sider, enten dens politiske side eller dens juridiske side.
Men når vi nøjes med at diskutere politisk islam eller sharialov, lader vi det være underforstået, at der er en islamisk religion, som er helt i orden, og som vi ikke behøver bekymre os om.
Og vi lader islamiseringens alvorligste problemer – den muslimske indvandring, moskebyggeriet, missioneringen i vore fængsler og i militæret og infiltrationen af vore regeringsinstitutioner – være urørte, ja i virkeligheden urørlige.
Så jeg mener, at vi må træde nogle skridt tilbage og undersøge islam i sin helhed og definere islam i dens fulde omfang – hvad den er og hvad den ikke er.
Én ting kan vi med sikkerhed sige om islam: Den indskrænker sig ikke til et blot og bart trossystem. Hvis den er en religion, så er den i hvert fald mere end det.
Islam er et totalt sæt af leveregler og rummer et særligt socialt system, et retssystem og et politisk system, der indbefatter en geopolitisk stræben – nemlig erobringen af og herredømmet over landområder.
Et næbdyr
Jeg sammenligner ofte islam med et næbdyr, der overfladisk kan ligne en odder. Ser man nærmere efter, vil man finde et dyr, der har et andelignende næb, lægger æg og har mange andre egenskaber, som ikke minder om odderens.
Følgelig kan det ikke tilhøre den biologiske kategori, som odderen tilhører. Det er simpelthen alt for forskellig og må tilhøre sin egen kategori. Det samme mener jeg er tilfældet med islam.
Den er alt for forskellig fra andre religioner til at kunne rummes inden for kategorien religion. Islam bør derfor klassificeres som tilhørende en egen særlig kategori.
For det andet mener jeg, at det må være indlysende for kristne, at islam er kristendommens diametrale modsætning, og jeg mener, at kristendommen og islam befinder sig på hver sin side af nihilismen, og at islams moral er vendt på hovedet.
En ondsindet gud
Lad mig forklare: Religionen forsyner os med en grundlæggende opfattelse af virkelighedens natur. Vi kan plotte trossystemer ind på en graf:
På den ene side er religioner, der betragter Gud som god og universet som et venligtsindet sted.
I midten har vi den opfattelse, at der ikke er nogen gud, og at universet er et nådesløst og udeltagende sted [nihilisme, red.] – det er det synspunkt, der forfægtes af den materialistiske determinisme, som angiver kursen for vore dages samfund.
På den modsatte side møder vi opfattelsen af Gud som ondsindet og af universet som et ondskabsfuldt og uforudsigeligt sted – og af en gud, der nyder vore lidelser.
Her befinder islam sig.
Når vi kan hævde, at islams moral er vendt på hovedet, er årsagen, at islam konsekvent ophøjer materielle hensyn over åndelige. Det vil sige, at den ophøjer fysisk efterkommelse af den islamiske troslæres påbud over ethvert hensyn til sandhed eller godhed.
Moral, lydighed og endog lovlighed er ét og det samme i islam. Lad mig give et eksempel. Her følger en bemærkning fra en far til en mislykket kvindelig selvmordsbomber:
"Hvis jeg havde vidst, hvad [min datter] havde planer om, ville jeg have fortalt det til jøderne. Jeg ville have standset hende."
"Ifølge vores religion er det forbudt for en piges krop at være udækket, endog i hjemmet. Hvordan kunne en pige tillade, at hendes krop blev sprængt i småstykker og samlet op af jøder? Det er absolut forbudt."
Kvinden som ejendom
Selv om det er et ekstremt tilfælde, ser vi dette mønster udspille sig igen og igen. Kvinder behandles, som om de var ejendom, for sådan defineres de af islam.
Hvis en ung kvinde for eksempel løber væk fra hjemmet for at gifte sig med den, hun virkelig elsker, så har hun i realiteten stjålet den ejendom, der er hende selv, fra sin familie, og familien vil ofte prøve at dræbe hende for at omgøre tyveriet og bøde på den skam og ydmygelse, familien har pådraget sig ved ikke at have haft fuld kontrol med deres datters krop, sådan som islam kræver.
I den forstand er islam komplet materialistisk – kontrol med kroppen er alt. Og det muslimske sind er helt og holdent koncentreret om den materielle verden.
Jeg påstår videre, at for muslimer er islam blevet en erstatning for Gud. Gudsdyrkelse defineres som lydighed mod islam, og islam repræsenterer alt hvad Gud vil med alle mennesker til alle tider. Guds vilje er hver eneste ting, der sker.
Så selv om nogen skulle undlade at adlyde islam, er det Guds vilje, at han skulle handle sådan.
Islam har ingen gud
Hvis der ikke er nogen forskel på menneskets vilje og Guds vilje, så er der ingen gud at søge. Inden for islam er Gud uerkendelig – han er totalt transcendent, og alt er hans vilje. Teologisk set er det ensbetydende med at sige, at der ikke er nogen gud.
Når en religion helt og holdent er reduceret til en doktrin og intet andet end en doktrin, er den ikke længere en levende tro. Den er død. Islam kan være kompleks, og den kan være logisk, men det er en logik, der beror på fraværet af levende sandhed.
Religion i sin videste betydning må handle om at stræbe efter højere værdier – efter sandhed, skønhed og godhed.
Som vi lærte i filosofitimerne, plejede man at sige, at disse værdier befinder sig uden for verden og bedømmer verden. Sandheden er menneskets målestok, mennesket er ikke sandhedens.
Det er essensen af religiøs tænkning.
Og det interessante er – som alle sande religioner lærer os – at når vi stræber efter disse værdier, så indoptager vi disse værdier i os selv. Når vi stræber efter det gode, bliver vi gode, når vi stræber efter sandhed, genspejles sandheden i os selv, og vi vil mere og mere værdsætte skønheden i Guds skaberværk.
Det kaldes almindeligvis for åndelig vækst. Al religion, som vi kender den, har banet vej for denne proces – dens mål er at føre mennesket til Gud og til at opleve Guds kærlighed.
Islam derimod underlægger sig alt. Islam er den højeste værdi, og den antager, at de netop omtalte åndelige værdier helt og holdent rummes inden for islam – ja, tilmed i Koranen.
Det forklarer, hvorfor et rygte om, at Koraner blev skyllet ud i toilettet på Guantanamo-basen, som Newsweek bragte til torvs i maj 2005, medførte snesevis af dræbte og hundredvis af sårede under optøjer overalt i den muslimske verden.
Liv blev ofret på grund af papir og blæk. Vi så det samme mønster udfolde sig i forbindelse Muhammed-tegningerne.
Der er ingen højere sandhed end islam, intet højere gode end islam og intet smukkere end islam. Islam har erstattet Gud, og dens endemål er ikke at bane vej for mennesket til højere værdier. Islam eksisterer simpelthen med det formål at bevare sig selv.
Ingen bro til Gud
Lad os tage tre enkle religiøse begreber og se på, hvordan islam behandler dem.
Det første er tro. Når vi bruger ordet tro, mener vi en voksende tillid til en kærlig, faderlig Gud – en Gud, man kan kende, og som man kan nærme sig. I islam kan Gud ikke kendes, der er ingen bro til ham.
Det, som muslimer forstår ved tro, er tro på sandheden og rigtigheden af islam selv. En intellektuel accept af en doktrin har erstattet den levende tro – menneskets forbindelse med en højere virkelighed.
Det andet er bøn. Når vi beder, åbner vi vort indre for Gud – det er en intim og personlig kommunikation, ofte i form af en anråbelse om, at Gud skal styrke os på dydens vej, således at vi er bedre forberedt på at møde livets problemer.
Der er intet personligt eller intimt ved den muslimske bøn. Den udføres i fællesskab og efter en udenadslært formel. Alle beder den samme bøn, mens de vender ansigtet i samme retning og udfører de samme fysiske bevægelser.
Som tilfældet er med militær eksercits, har disse såkaldte bønner den virkning at cementere den indbyrdes solidaritet, men ikke at øge den intime kontakt med Gud.
Personlige anråbelser skal ske under anvendelse af et af de 99 navne på Gud, ellers er de forgæves – som om Gud var et kæmpemæssigt postkontor.
Der er ingen intimitet mellem menneske og Gud i den islamiske bøn, fordi en sådan intimitet ikke kan findes.
Det tredje er tilbedelse, hvormed vi mener kærlighed, henrykkelse og taknemmelighed, der rettes mod Gud. Det sker ofte i form af sang. Inden for islam defineres tilbedelse som lydighed mod islam, og eftersom Gud er transcendent eller uerkendelig, er kærlighed til ham uden væsentlig betydning. Lydighed er alt.
Denne opfattelse er også en væsentlig forhindring for demokrati, fordi overholdelse af menneskeskabte love betragtes som ensbetydende med tilbedelse af mennesker.
Og mens jeg er enig i, at tilbedelse af mennesket er et karakteristisk træk ved den moderne verden – især hvis vi ser på fremvæksten af den moderne videnskab og dens løfte om alviden og endog almagt, så er jeg afgjort modstander af den opfattelse, at islams totale trossystem og totale regulering af livet er svaret på noget som helst.
Det er i hvert fald ikke en måde, hvorpå man kan nærme sig Gud. Det fører mennesker væk fra Gud og får dem til at koncentrere opmærksomheden om den materielle verden fra morgen til aften, dag ud og dag ind.
Islam er ikke svaret. Islam er problemet.
En falsk religion
Selv om der skulle være nogle, der stadig hævder, at islam hører hjemme under kategorien religion, så bliver de efterhånden nødt til at indrømme, at islam enten er en falsk religion eller en ond religion, fordi den leder mennesker til at begå onde handlinger, endog mod deres egne familier.
Der er selvfølgelig ingen regel, der siger, at alle religioner skal være gode eller føre til gode handlinger.
Islam er falsk, fordi den bygger på den fundamentale løgn, at Muhammed var en rigtig profet, snarere end et menneske, der simpelthen foregav at være profet for at skaffe sig magt over mennesker.
Man kan naturligvis sige det samme om Joseph Smith [ophavsmanden til mormonerne, red.] eller L. Ron Hubbard [der opfandt scientology, red.] eller en lang række andre grundlæggere af menneskeskabte religioner, der fra tid til anden er opstået ned gennem historien.
En religion, der nærer ærbødighed for et ondt menneske og hæver ham op som den perfekte model for menneskelig adfærd, kan ikke undgå at lede mennesker til onde handlinger – endog jihad.
Det fører os tilbage til sagens kerne. Bør en ond religion, der fungerer som diametral modsætning til religioner, som vi kender dem, nyde de samme fordele og den samme behandling som religioner, der er til gavn for samfundet?
Kontrakt med religionen
Fundamentalt set har vore sekulære samfund en kontrakt med religionerne. Den går ud på, at staten ikke vil blande sig i religionsudøvelsen, så længe den holder sig inden for loven, og at staten vil give religionerne fordele i form af skattebegunstigelser og andet, sådan at religiøse institutioner frit kan blomstre inden for vore grænser.
Som modydelse har religionerne styrket familien, fremelsket ærlige og hårdtarbejdende borgere med en høj grad af selvkontrol, således at de opfører sig etisk og næstekærligt over for hinanden og kan fungere med et minimum af ydre social kontrol.
Religioner, som vi kender dem, har været gode for samfundet. De har fremmet moralen, styrket familien, fremelsket samfundsgavnlige handlinger og opmuntret til social harmoni.
Islam, derimod, afsondrer sig fra samfundet og fremmer forestillingen om muslimsk overherredømme, hvormed den lægger kimen til social uro. Selv dens tradition for at give almisser tager udelukkende sigte på at gavne muslimer.
Desuden ødelægger islam kernefamilien i bund og grund med dens accept af flerkoneri. Det polygame ægteskab er ikke noget ægteskab. Det reducerer kvinder til ejendom. Det samme gør mormonernes polygami.
I forbindelse med det arabiske forår kan vi klart se, at når de herskende politistater pludselig bliver fjernet, så synker muslimske samfund uvægerligt ned i en tilstand af vold og kaos – religiøse sekter bekæmper andre sekter, stammer bekæmper stammer, plyndring breder sig, og mennesker bliver sat i en situation, hvor de er henvist til at forsvare deres familier mod deres naboer. Det er ikke, hvad vi forventer af religioner.
Vi forventer, at religioner værner om moral og civiliserede normer. Det gør islam tydeligvis ikke.
Retfærdighed før tolerance
Uagtet alle disse vidnesbyrd om islam som en umoralsk religion, findes der en fløj inden for den moderne tænkning, der prøver at give tolerance – denne rosværdige personlige egenskab – forrang for det mere grundlæggende samfundsprincip om retfærdighed.
Men er det retfærdigt at tolerere polygami i den religiøse friheds navn? I 1878 erklærede den amerikanske Højesteret enstemmigt, at det ikke er retfærdigt.
Er det retfærdigt at tolerere kvinders ulige arveret? Er det retfærdigt at tolerere tvangsægteskaber? Er et retfærdigt at tolerere antisemitisme?
Er det retfærdigt at tolerere hadprædikener mod ikke-muslimer? Er det retfærdigt at tolerere islams lære om, at muslimer står over ikke-muslimer, eller at mænd står over kvinder? Er det retfærdigt at tolerere parallelle retssystemer baseret på ulighed?
Der er ting, som vores samfund ikke kan tolerere, hvis det forventer at overleve. Retfærdighed må indtage sin retmæssige plads over tolerance.
Så for at opsummere: Islam er ikke en religion fordi:
1. Den er en sammensmeltning af sociale, politiske og juridiske systemer med et trossystem. Den er hverken det ene eller det andet – islam er unik.
2. Filosofisk set står islam så fjernt fra andre religioner, som man kan forestille sig. Den ligger på den anden side af nihilismen, og dens moral er vendt på hovedet.
3. Inden for samfundet fungerer islam modsat alle andre religioner. I stedet for at fremelske fred og samfundsharmoni, sår den vold og opløsning.
Skal islam nyde religionsbeskyttelse?
Derfor mener jeg, at det vil være klogt at genoverveje, om islam skal betragtes som en religion i det Første Forfatningstillægs forstand [Første Forfatningstillæg til den amerikanske forfatning garanterer bl.a. religionsfrihed, red.].
Jeg er klar over, at der er vanskeligheder forbundet med denne tilgang, og jeg ved, at mange har forkastet den og vil vedblive med det, men jeg mener, at det er nødvendigt at rejse spørgsmålet om, hvad islam i virkeligheden er, og hvad den ikke er.
I betragtning af de vanskeligheder, der var forbundet med at tage stilling til, om Pluto skulle betragtes som en planet, eller hvordan et nyopdaget insekt burde klassificeres, eller hvad der definerer organiske grøntsager, så kan jeg ikke forestille mig, at det skulle ligge uden for vores formåen at klassificere trossystemer.
I det mindste må vi begynde at så tvivl om dette "islam er en religion"-trumfkort, som islams forsvarere så succesfuldt har spillet ud.
Og jeg mener, at det ville hjælpe til at fjerne den forvirring, der har hersket i vore rækker, og gøre det muligt at kritisere islam i sin helhed – og ikke blot som et politisk eller juridisk system.
Man kan ikke bekæmpe en løgn af denne størrelsesorden med halve sandheder.
Rebecca Bynum er redaktør på The New English Review.Teksten er en tale, som forfatteren holdt d. 18. oktober 2011 i Memphis, Tennessee.
Oversat fra engelsk af Lars Hedegaard.
Kommentarer
Islam er ikke en religion. Islam er en ideologi.
14. december 2011 - Kenneth Hansen
God og velargumenteret artikel.
Den beskriver præcist og nøgternt, hvorfor islam er en ideologi, designet til en hær på erobringstogt. Det er også sådan ideologien oprandt i ørkenen for 1400 år siden.
Sæt muslimerne fri - forbyd islam.
Islam - en samfundsdoktrin
14. december 2011 - Finn Boserup
I 2006 skrev jeg en kronik med titlen "Jeg - en islamofob" til Nordjyske. Heri funderer jeg bl. a. over hvad islam egentlig er:
"For os blev løsningen dengang at se islam som en samfundsdoktrin og ikke som en religion. Derefter blev det meget lettere at have en klar holdning til dogmer og forskrifter der bundede i islam: en politisk retning er det legitimt at tage afstand fra. Religiøse følelser er irrationelle: man kan hverken argumentere for eller imod dem. Ser man derimod islam som en samfundsdoktrin, kan man tage afstand fra ideologien, uden at tage afstand fra menneskene."
Og a propos Andreas Behring Breivik som erklæret sindssyg: i samme kronik skrev jeg:
"Det ultimative pseudoargument i dagens diskussion er at definere sin opponent som "islamofob".
Fobi betyder sygelig angst. Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden der nødvendigvis behøver være det, i modsætning til frygt, hvor den ubehagelige følelse er rationel og velbegrundet. Doudou Diéne, FN's specialrapportør om racisme skrev i 2004, at islamofobi var et udbredt problem i Europa, og at der foregik en "intellektuel legitimering af praksisen". Islamofobi synes således at være uønsket under alle omstændigheder, uanset om den er sygelig og ubegrundet, eller den er intellektuelt legitimeret og dermed velbegrundet med saglige argumenter! Sygdommen kommer vel snart på WHO's liste over behandlingskrævende lidelser!"
Noget tyder på at islamofobi nu er en anerkendt sindslidelse i Norge! Så er Den Islamiske Konferenceorganisation da kommet så langt!
Kronikken (og en del mere) kan læses her:
http://www.taqija.blogspot.com/
Forbyd koranen i hele EU
14. december 2011 - Olaf
En ganske spændende artikkel, som blot cementerer hvad jeg har sagt længe: Forbyd koranen i hele EU, da den opildner til had, uro og krig. Det burde være sket for længst, idet alle andre bøger med sådant indhold aldrig havde set dagens lys. Her er problemet imidlertid, at man er bange for hvad muslimerne så vil sige og gøre. Man er overalt i Europa faldet på knæ og hale for muslimerne med deres åndsformørkende bog ved navn koranen. Jeg vælger at skrive koranen med små bogstaver for at tydeliggøre mit had til den bog.
Forskellen på Kristendom og Islam
14. december 2011 - Hans Erling Jensen
Når Rebecca Bynum skriver følgende i artiklen:
...at det må være indlysende for kristne, at islam er kristendommens diametrale modsætning, og jeg mener, at kristendommen og islam befinder sig på hver sin side af nihilismen, og at islams moral er vendt på hovedet.
Dette kan enkelt fremhæves ved at anvende blot to vers fra respektive det Nye Testamente og Koranen.
Mattæus 5:44, der handler om at bede for den, der forfølger eller chikanerer dig for din tro.
&
Sura 3:61, der handler om at bede Allah om at forbande den, der er strides med dig om troen!
Dette er et indiskutabelt bevis på det diamentrale i Kristendommen og islam. Siden jeg blev opmærksom på dette (via et åbent spørgsmål på nettet, besvaret af Dan Ritto), har jeg anvendt sammenligningen utallige gange, uden nogensinde at have fået en forklaring fra den muslimske verden, som kan siges at være acceptabel i den vestlige verden.
Alle forklaringer og medfølgende udenomssnak har til fulde bekræftet essensen af Rebeccas klumme, der konkluderer at islam ikke har nogen god gud - eller hvis, så i bedste fald en ligeglad narcissistisk psykopat med krav om vilkårsløs tilbedelse uanset, hvor sygt og bestialsk denne guds ønske så måtte være!
Sandt nok - men hvordan får vi det sagt?
14. december 2011 - Ole Buchardt Olesen
Det er jo rigtigt nok, det meste af hvad der her skrives. Noget, mange af os har sagt og tænkt længe - også efter at have hørt på kristne/konvertitter fra Mellemøsten/Tyrkiet/Afrika, der bekræfter denne forståelse.
Men sagen i sin nøddeskal er: hvordan får vi det sagt til nogen, uden at blive slået ihjel af muslimer eller tiet ihjel af Jyllandsposten og andre medier?
Med venlig hilsen og med ønsket om en glædelig jul til alle her
Ole Buchardt Olesen
Islam er en OKULT OND ÅNDSMAGT.
14. december 2011 - Kirsten Iskov
Til Rebecca.
En altomfagnende klumme om hvad Islam er og IKKE er, fantastisk udførligt og hamrende god.
DEN SORTE STEN i MEKKA er EN AFGUD og TILBEDELSE AF " EN OKULT OND AFGUD " nemlig MÅNEGUDEN fra Irak,og intet andet.
Og DEN FORM FOR VERDENSOMSPÆNDENDE KONTROLLERET TILBEDELSE AF DENNE OKULTE GUDDOM ( som Islam jo er )er dødsensfarligt for vesten, fordi vi har religionsfrihed , og derved ( i vor uvidenhed )tillægger vi Islam en værdi DEN IKKE BURDE HA`.
Da ISLAM desværre er EN DØDSKULT der hylder og hævder retten til, at kunne HÆVNE med DØDEN til følge.HÆVNEN-VOLDEN-og BLODET SKAL FLYDE for ,at kunne tilfredsstille Ahlah.
Der`hvor Islam har magt findes VOLDEN og URETFÆRDIGHEDEN i rigeligt mål, og ingen ægte NÅDE og BARMHJERTIGHED. Bare alene dette må da få os til AT VÅGNE OP til DÅD, og frasige os DENS MAGT.
Og TALE og SKRIVE IMOD den fra alle fronter og vinkler med et dybt ønske om ,at kunne bestytte dens ofre.
Uhyggeligt, at Kirkefolket i vesten KUN er optaget af ,at finde lighedspunkter imellem de 3 største religioner, så de helt inorere ONDSKABSTELOGIEN i Islam.
Dette vidner jo bare om hvor ÅNDELIGE UVIDENDE / UMODENHED og BARNAGTIGHED vi er i vesten, og hvor også mange både Jøder og Kristne er meddelagtig i.
REN ONDSKAB SKAL OG KAN IKKE FORSVARES ( men bør angribes ), men derimod DENS OFRE. K.Iskov.
jul
14. december 2011 - kurt rosenstrøm
Tak til Ole Buchardt Olesen og så hedder det ikke længere jul men vintermarkering, fordi julemanden kommer fra Grønland, hvor det næsten altid er vinter.
Hvor længe endnu?
14. december 2011 - Karl Erik Jensen
Hvor længe endnu skal vi finde os i Islams hærgen? Det er ikke religion i vestlig forstand, hvad vi har vidst længe. Artiklen understreger dette forhold. Tolerancen er gået for vidt, når Islam på alle mulige måder æder sig ind på almindelige demokratiske rettigheder og frihedsforståelse. I ly af "religionsfrihed" og almen tolerance overtager Islam landet styk for styk.
Djævelens svendestykke
14. december 2011 - Søren Farup
"Man kan ikke bekæmpe en løgn med halve sandheder" slutter Rebecca Bynum sin glimrende artikel med at konkludere.
Er man venlig mod islam, kan man sige, at den er netop en sådan "halv sandhed", og dermed naturligvis en fuldtonet løgn (som vi siger på golfbanen, når golfkuglen tager en tur rundt i kanten af hullet uden at gå i: Ærgerligt - at man dog bare kunne være en lille bitte smule gravid). Som Kierkegaard har udtrykt det, så er islams valg af halvmånen som symbol et ganske rigtigt valg, for alt i islam stopper på halvvejen (ligesom den stjæler sit lys fra solen).
At dette uvæsen, som islam er, har holdt sit tag i mennesker over flere hundrede år, bunder i, som Dostojevski siger, menneskets iboende evige trang til at få svar på spørgsmålet: Hvad/hvem skal jeg underkaste mig. For svaret på dette spørgsmål, vil mennesket gerne opgive sin frihed.
Og djævelen, der jo elsker at hore med fornuften, opfandt derfor guden "Èn" vel vidende, at en sådan gud netop ville tiltale dets (menneskets) fornuft.
Da han også kendte til dets frygt for at stå alene, gav han dem en bønnens eksercits som en krykke, (søjle) de i fællesskab kunne støtte sig til, og således vise alverden, at Èn var den gud de alle tilbad og underkastede sig (som vi nok ved, skal der stort mod til at blive siddende, når "partifolket" proklamerer: Dem der elsker ... de hopper!)
Tre krykker mere, og djævelen havde fuldført sit svendestykke, men særlig glad var han for de to første påfund.
Ak ja - således tænker jeg mig, at islam kom til verden.
Kun når han hører stemmen fra den treenige Gud, bliver han mindet om sit falskneri - det er den eneste sandhed han aldrig kommer til rette med.
En diktatorreligion
14. december 2011 - Michael Unna
Islam er i sin struktur uhyre simpel og når man forstår strukturen er det uhyggelig let at forstå (tronede) muslimer, som man burde kalde Muhammedanere. jamen Islam er en diktatorreligion med en diktator som hed Muhammed, som (påstod) sig ,Guds vilje i forhold til hans gerning, og så var han selvfølgelig -syndsfri- i muhammedaneres optik, ud fra den kristne tolkning af -synd-. En imam har udtrykt det således-Muhammed var syndsfri, for hvis han havde syndet, så havde Gud (Allah) gjort synden til en pligt-. Jamen kan det siges tydeligere? Dermed skabes også denne ukærlige menneskeundertrykkende etik, som muhammed kaldte Guds vilje, ud fra hans egne behov, med guds velsignelse.
Kristendommen har 4 evangelier, og vandre hid og did frem og tilbage og væk og tilbage til det gamle testamente, men fælles for de kristne kirker er at mennesket og den menneskekærlige etik skal fremmes. Et godt eksembel er USA,s interne kamp imod slaveriet. Der er plads til selvkritik osv, men hvis en muhammedanere kritisere sig selv i religiøs kontest, så er han jo at sammenligne med-vantro- og hvad der deraf følger, og dens tolerance er total umulig intern. Derfor bliver den forstokket og ødelægger den kreative menneskelige udvikling til glæde for andre, fordi sindet spærres inde i dens (muhammedanismens)diktatur.
Det allerværste er ikke så meget længere (for mig) denne ondskab som er yderst tydelig for mig at se og let at gennemskue, men det aller aller værste, er den menneskelige fejhed politisk, religiøst, og diplomatisk som både lader ofrene i stikken, sender soldater ud for at bekæmpe konsekvensen af det religion, som den sammentidig lefler for, og ofre den frihed den har fået i arv for fremtidige generationer. Et afgrundsdyb svigt for næsten helt uden sammenligning. Jeg skammer mig ufattelig meget over min generations svigt, som for mig er langt værre end dem som i 30 erne leflede for Nazismen (eller kommunismen), fordi de dengang ikke kunne se konsekvensen og troede man kunne tale Hitler til fornuft. Her er alle beviserne både samtidsmæssigt (med terror og undertrykkelse) lagt yderst tydeligt
frem, både historisk erfaring og samtidsmæssigt. så der er ingensomhelst undskyldning ud over de overnævnte faktorer (fejhed politik, religiøst, og diplomatisk). Til Rebecca Bynum: Den afgruyndsdybe forskel på kristne og muhammedanere. Nogle kristne ofre deres liv for livets skyld. Nogle muhammedanere ofre deres liv for dødens skyld.
Begge parter hyldes af Deres egne. Livets religion og dødens religion.
EN KRISTEN TEOLOGISK BEDØMMELSE AF ISLAM
14. december 2011 - Jan Aage Jeppesen
Den første der foretog en rent teologisk bedømmelse af islam - Martin Luther - nåede frem til omtrent de samme konklusioner som Rebecca Bynum, her et halvt årtusinde senere.
For Luther og reformatorerne er islam først og fremmest et kristent kætteri, altså som en afsporet udgave, en forvrængning af det kristne budskab, der indebærer en fornægtelse af troen på den treenige Gud. Hvilket da også fremgår af Folkekirkens centrale bekendelsesskrift, den Augsburgske bekendelse, hvor islam indsættes i rækken af klassiske kætterier fra oldkirkens dage.
Islam betragtes altså ikke som en ‘hedensk’ eller ‘ikke-kristen’ religion men som en direkte fornægtelse af det kristne evangelium selv. Dette syn på islam er centralt for reformatorerne og genfindes hos Luther, der i flere skrifter direkte forholdt sig til islam.
Den islamiske bekendelse til Gud må i et kristent perspektiv kendetegnes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse. Eller som Luther selv udtrykker det “tyrkens Gud er Djævelen”.
Luther var meget opmærksom på en skelnen mellem den kætterske lære (det teologiske niveau) og de troende muslimer, hvor hans anbefaling var, at deres tro og lære skulle man lade dem have i fred. Ligeledes anbefalede Luther, at Koranen blev oversat til tysk og udbredt mest muligt, for som han skrev, “dette er i virkeligheden det værste man overhovedet kan gøre mod ‘Muhammad’ eller tyrken".
Islam er set med Luthers øjne et fænomen, der kun kan være til der, hvor det kristne evangelium har været. Dette er ikke i første række en religionshistorisk påstand - selv om der med stor vægt kan argumenteres historisk for islams dybe afhængighed af jødiske og kristne traditioner - men en teologisk bedømmelse af islams væsen.
Islams karakter af Kristusfornægtelse viser sig for Luther utvetydigt og klart i, at Koranen nok priser Kristus som en stor profet blandt andre profeter, men reelt sætter Muhammad højere end Kristus, idet Kristi embede betragtes som fortidigt og opfyldt, hvorimod Muhammads embede er det egentlige og aktuelle.
Hovedstykket i den muslimske tro er ifølge Luther læren om sværdet, der tilintetgør og omstyrter enhver forestilling om et ordentligt verdsligt regimente. I islam ophøjes sværdets herredømme i troens navn til en guddommelig status, hvorved det verdslige herredømme erstattes af et dæmonisk tyranni, der hævder at regere og udbrede sin magt i Guds navn og på hans vegne.
Denne lære om sværdet eller om den hellige krig som middel for troens udbredelse - eller nøjagtigere selve den forestilling om etableringen af et islamisk rige, som er knyttet intimt sammen med islams grundlæggende åbenbaring og overleveringen om Muhammad selv - ser Luther som det, der egentlig kvalificerer islam og giver den en særlig status i forhold til andre eksempler på fornægtelse af Kristus.
Det er væsentligt og kendetegnende for Luthers opgør med islam, at han her støder frem til det helt centrale i modsætningen imellem islam og kristendommen, nemlig forestillingen om den islamiske stat, som er direkte knyttet til den centrale åbenbaringsskikkelse i islam, profeten Muhammad.
Dette syn på islam hænger sammen med Luthers opfattelse af det islamiske rige som Guds strafferedskab eller som eksponent for Djævelens raseri. Det tyrkiske islamiske rige kan ikke opfattes som en af Gud indsat eller forordnet øvrighed sådan, som det ellers er tilfældet også med ‘hedenske’ øvrighedsmagter. Hedenske kejsere og fyrster kan for Luther udøve et af Gud forordnet regimente. Derimod gælder det specifikt om islam, at den verdslige magt ved at blive guddommeliggjort, som det sker i Koranen, i virkeligheden dæmoniseres og perverteres til et gudsbespotteligt tyranni, som udøves i Guds navn.
Den egentlige og afgørende strid mod tyrken og islam er for Luther slet ikke sværdets strid på slagmarken men kristenhedens åndelige strid mod Djævelens magt. Denne åndelige strid består slet og ret i, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og høres i tro. Og hvor Guds vredes ris hænger synligt for enhver over kristenhedens lande, skal der forkyndes omvendelse og udholdenhed i bønnen.
Dette syn på islam har ændret sig over tid ligesom den luthersk-evangeliske kirke har ændret sig siden Oplysningstiden og etableringen af sekulære demokratiske stater der bygger på en videreudvikling af den adskillelse mellem religion og politik som Luther selv lagde grunden til med sin lære om de to regimenter.
I takt med at antallet af muslimer er øget stærkt her i landet i seneste årtier har Folkekirken bestræbelser gået ud på at etablere en dialog med muslimerne. De danske biskopper nedsatte i 1998 et “islam-udvalg”, der år 2000 fremkom med en redegørelse kaldet “Samtale fremmer forståelsen.” I islam-udvalgets redegørelse opereres med forestillingen om kristendom og islam som to religiøse tankesystemer, der kan stilles over for hinanden og sammenlignes, så ligheder og forskelle træder frem. Dermed har kirken forladt den forudsætning reformatorerne talte ud fra, hvis analysen af islam skal give mening. Der gives med andre ord ikke et “neutralt” tredje sted, hvorfra kristendom og islam lader sig betragte. I hvert fald ikke for en troende kristen, men nok for en videnskabsmand.
Et afsnit i den omtalte redegørelse hedder “Ligheder og forskelle”, kontinuitet og brud”. Her anskues kristendom og islam som “to religioner”, der begge “vil forme deres tilhængeres liv.” Det hedder endvidere, at begge religioner (ligesom jødedommen) er monoteistiske, hvad der tolkes som en enighed om, “at troen på Gud giver sikkerhed og er menneskets bestemmelse.” Man er desuden “fælles om taknemmelighed for skabelsen og for at tage ansvar for dens bevarelse”, og “enige om, at mennesketilværelsen er en tilværelse under Guds dom.” Dette synspunkt betegnes som et “incitament for en udpræget socialetisk holdning” i begge religioner, der hævdes at være fælles om at fordømme en “afguderisk” holdning til det skabte og om et kald til “at øve retfærdighed og vise solidaritet med de svageste.”
Herefter henviser udvalget til en række forskelle imellem islam og kristendom i synet på Guds åbenbaring, som i islam identificeres med Koranen, i Kristendommen med Jesus Kristus. Inkarnationen - at Gud blev menneske i Jesu person - er efter islamisk opfattelse “en utidig antropomorfisering af den højeste.” At Gud blev menneske og undergav sig lidelse og død, afslører ifølge kristendommen en “guddommelig sårbarhed”, der er fremmed for islam, ligesom talen om, “at mennesket frelses ved nåde på grund af evangeliet om Guds kærlighed.”
Udvalget mener da også, at de to religioner, islam og kristendom, “på trods af mange ligheder” har “en helt forskellig karakter.”
For en teologisk betragtning er det tydeligt at udvalgets redegørelse savner teologisk dybde og stringens. Det virker, som om udvalget mener at kunne foretage en opdeling af den trinitariske bekendelse og skille troen på skabelsen ud som et element, uafhængigt af troen på Jesus Kristus, et element, som kristne og muslimer kan være “fælles” om. Ud fra en religionsfænomenologisk synsvinkel kan man selvfølgelig godt hævde, at der både i kristen, jødisk og islamisk sammenhæng tales om Gud som skaberen; men for en kristen teologisk betragtning - og islam-udvalget bag redegørelsen er dog nedsat af folkekirkens biskopper - kan der ikke tales om en “fælles” tro på skaberen der, hvor bekendelsen til den treenige Gud fornægtes. Her må det med Luther fastholdes, at “tyrkens Gud” er Djævelen.
Ja: Moderne religion, kristendom, er mental (overtro). Islam, en forstokket oldtidskultur.
15. december 2011 - Karsten Larsen
Overtro har fulgt alle kulturer.
- Det er ved psykologisk projektion at fænomener i naturen tillægges menneskelige egenskaber. Der er opfundet guder og fantasi-væsner som udtryk for alle slags menneskelige egenskaber.
Alle kulturer har fantaseret sig til forskellige metafysiske, overnaturlig verdener med forskellige meget evige og meget hellige kulturelle værdier.
Fra den ophøjede metafysiske verdener kommer så (forestiller man sig) kræfter, der har skabt og skaber orden i menneskeverdenen (i stedet for at opleve, samfunds-ordenen kom indefra).
- Overtro vender 'verden' på hovedet, den bliver en del af dig. Du hengiver dig til blinde kræfter, kæmper for din tro.-
Med overtro og mytolog følger frygten for, en "synder" kan nedkalder gudernes vrede over hele stammen eller hele folket, skabe kaos og være årsag til tilintetgørelse af samfundet (Sodoma og Gomorah!). Der er således brug for social-kontrol.
Allerførst opfandt vi "ånder". De boede på "hellige" steder, ofte i bjerge og på højdedrag. I historisk tid er det blevet til et utal af forskellige guder. Oltidens guder krævede voldsomme ofre, menneskeofringer, for at opretholde verdensordenen. Aztekernes pyramider flød af blod. Hjertet blev flået ud af levende mennesker. Odin krævede også menneskeofringer. Moses kom i tvivl.
- Det er den vestlige kulturs største bedrift at have sekulariseret sig -(Ayaan Hirsi Ali):
Vestlig kultur er inden for de sidste 100 slægtled (Nyere tid) blevet s e k u l æ r. Den vestlige verden er nu ide-mæssigt inddelt i:
1)en human menneske-styret politsk materiel verden og
2)en "åndelig", spirituel, metafysisk, mytologisk verden, hvor ånderne (helligånden!)og guderne fortsat regerer.
Kristendommens metafysiske budskab er næste-kærlighed. Islam's er had til 'næsten', had til alle andre 'racer'.
Islam-kulturens samfunds- menneske- og verdensopfattelse, hviler fortsat meget tungt på overtro og mytologi.(En meteor-sten inde i kabaen i Mekka vidner endog om en rest af en natur-religion og tilbedes som det aller-helligste).
At islam-kulturen samfunds-ideologisk er mere end 200 slægtled bagefter i forhold til den moderne (vestlig) verden, er alle vesterlændinge sig helt bevidst. Alle ved at islam-kulturen stadig og fortsat befinder sig på et kulturels stade svarende til europæisk middelalder.
Pludselig, i løbet af ganske få år, er er vi (med "samfunds-elitens" velsignelse) omtrent løbet over ende af den islamiske "middelalder-kultur" med dens religiøse-krigsmoral. Allan er en krigs-gud, og som en despotiske stamme-gud fra oldtidens ørkenkrige i Mellemøsten, befaler han sine undersåtter at bekæmpe og slå alle andre ihjel!
- Jamen,Velkommen islamisk oldtidskultur(fejlagtigt omtalt som religion) med kolonisering, tve-tungethed, brutalisering, folkemord, had, køns- og racediskrimination på programmet i guds navn og med et rigid samfundssystem, indadtil,...en krigsmoral som hos vore vikinger efter romersk-jernalder.
Samfundsidealer og normer i islamisk kultur svarer til, hvad Europa opleved i det 20. århundrede gennem Mussolinis fascisme, Frankos diktatur og Hitlers nazisme.....blot med den forskel, at islam bekæmper andre i en 'religions' navn og har som mål at lægge Europa i religiøse lænker igen,
- skrue tiden tilbage til middelalderen og skabe et religiøst verdensrige, denne gang ikke med nazister, men med muslimer som det Herre-folk, vi skal bøje os for og bliver tvinges til at respektere.
morale
15. december 2011 - kurt Rosenstroem
Morale: Vi kan ikke lide Islam.
Hvor finder man modige medieguys..?
22. december 2011 - P Larsen
Tak. Befriende når en spade kaldes ved sit rette navn.
Lad landsdækkende medieguys tage hånd om budskabet og blæse det ud til almindelige danskere i bedste sendetid.
Det er på tide at Koranen får dagslys ... kun dagslyset kan få bugt med Dracula og ondskabens bog ... er der nogen der kender nogen der kender nogen ... der tør?
Jeg mener .. sværdets mørke mænd vogter over bogen i døgndrift og hakker til ved mindste bevægelse..
Islam er udartet arabisk kristendom!
15. januar 2012 - Bernard Baruch
Læs Norbert Pressburgs bog `Good Bye Mohammed´ (findes endnu kun på tysk). Forfatteren konkluderer blandt andet, at Muhammed ikke er en historisk person, at Koranen er en aramæisk bibel, og at Islam først er opstået i 1100-tallet -- efter den påståede guldalder med fredelig sameksistens mellem forskellige trosretninger under arabisk herredømme.
