Hauge anmelder Hitchens: En omvendelseshistorie

Omvendelse og broderkritik

The Rage Against God er en omvendelseshistorie. Den handler om en person, der først tager afstand fra kirke og kristendom; som derefter kommer på universitetet og bliver socialist for midt i livet at vende om. Gøre op med sin politiske fortid og vende tilbage til kirken og til en på klassisk, traditionel anglikansk kristendom baseret konservatisme. Og det skal også siges, at bogen handler mest om England og den anglikanske kirke. Den er på dén måde en lokal bog, hvor en hel del ikke kan overføres på danske forhold.
Den er også meget andet end en omvendelseshistorie. Den handler en hel del om fortidens Sovjetunion og nutidens Nordkorea. Bogen og personen er særlig interessante for medierne, fordi Peters berømte broder, Christopher Hitchens, er med i den fashionable falanks af nyateister, som vi også kender herhjemme fra. Men også Christopher Hitchens er anderledes. Han støttede Englands engagement i Irak, hvad lillebror Peter ikke gør. Nu er Christopher blevet alvorlig syg, men det er en anden historie. Denne debat mellem de to brødre, hører vi også om i Peter Hitchens’s bog. Det er jo lidt pikant, at den ene bog skriver en bog imod Gud, mens den anden skriver om raseriet mod Gud.

Bogen er dog ikke et teologisk eller filosofisk indlæg i ateismedebatten. Den er i og for sig ikke en apologi for kristendommen eller kirken, men for den traditionelle, anglikanske kirke. Den kritiserer eller analyserer ikke de masser af universitetsproducerede, nyateistiske bøger, der blev udgivet især i de år, hvor eller fordi Bush og Blair var ved magten. Begge regeringsledere var, som det hele tiden blev påpeget, troende. Bush er metodist; Blair var anglikaner. De repræsenterede dermed religionens tilbagekomst i det politiske liv. Men Peter Hitchens er bestemt ikke nogen stor beundrer af Blair.

Trotskisme

Peter Hitchens’ personlige historie følger, som det fremgår, et mønster, som vi også kender fra Danmark. Han var engang venstreorienteret, men er nu blevet det modsatte. Dette er ikke sket med de fleste på venstrefløjen, hverken i Danmark eller England. De sidder i dag mange steder på magten – det gælder i al fald inden for medier, folkekirken og på universiteterne. Men vi glæder os, når nogle vender om. Hitchens blev født i 1951 og blev som studerende trotskist – ligesom Lars Hedegaard. Han var medlem af IS (International Socialists) fra 1968 til 1975. Det er dem, der levede med den illusion, at det ikke var socialismens skyld, at Sovjet var, som det var. Det erkender og bekender Hitchens.

Vi har jo endnu verdens eneste folkevalgte trotskist siddende i Europaparlamentet, nemlig Søren Søndergaard. Dernæst blev Hitchens medlem af Labour og skrev for avisen Daily Express. Det var ham, der afslørede Helle Thorning-Schmidts svigerfar, Neil Kinnock – nu Baron – i at snyde i en valgudsendelse for Labour. Sagen går under navnet Jennifer’s Ear (man finder let alt om sagen på nettet).

Så blev han træt af det Labour, der, som han så det, var inficeret af, hvad man i England kalder ”cultural marxism”. Det er en særlig form for intellektuel marxisme, hvor de førende talsmænd har mistet forbindelsen med arbejderbevægelsen. De to Miliband-brødre, der kæmper om at blive formænd for Labour, har en berømt fader, den polsk-jødiske indvandrer Ralph Miliband, der også tilhørte den yderste venstrefløj under studenteroprøret, og som blev der. De to sønner har som Peter Hitchens bevæget sig ind mod midten.

Da Peter Hitchens havde nået midten, blev han Tory – altså konservativ, men efterhånden fandt han også det for lidt konservativt, og nu er han vist nok ikke partimedlem, men derimod kritiker af både højre og venstre. Hans bog, The Broken Compass, handler om dette. Den har netop som undertitel How Left and Right Lost Their Meaning. Den kom i 2009, altså før valget af David Cameron. Der er kommet en ny, opdateret version af denne bog, som jeg dog ikke har læst, men den var et voldsomt angreb på Toryerne.

Det har præget Peter Hitchens, at han har arbejdet så meget som udenrigskorrespondent – især i Østeuropa før Murens fald. Der er i alle hans bøger beretninger fra disse lande. Det mest interessante ved The Broken Compass er, synes jeg, afsnittet om racisme og sexisme. Han viser, hvordan kampen mod racismen – som i 60’erne hed ”racialism – har forandret sig radikalt.

Ordet ”racisme” er faktisk et nyt ord på engelsk. Dengang handlede det om racer, men i dag bruges ordet racist om dem, der er imod islam. Det kaldes racisme uden racer. Det eneste, der kan afskaffe racisme, er, siger han, at alle tilslutter sig en magtfuld monokultur.
Multikultur fremmer racismen. Med andre ord ønsker anti-racister ikke racismen fjernet.

Racisme

Han reflekterer også over det velkendte fænomen, som vi kender herhjemme fra, at venstrefløjen har allieret sig med islamiske grupperinger. Han allierer sig dog selv med muslimer i kampen imod den militante ateisme, skønt han ikke mener, at islam er forenelig med et samfund, som han vil leve i. Men altså: hellere troende muslimer end aggressive ateister. Det er jeg faktisk enig med ham i.

Når min gode ven og kollega, superprofessor Frederik Stjernfelt, der er en af disse militante ateister, kan sige, at Luther er racist og værre end Osama bin Laden (i tidsskriftet Kritik), så foretrækker jeg trods alt en uoplyst og flink muslim.

Hitchens har dog en ganske spændende ide om, hvorfor det er så svært for venstreorienterede at skifte mening, selvom de selv godt kan se, at deres synspunkter er uholdbare, især når de forsvarer sharia og burkaer og lignende. Det er en forklaring, som jeg aldrig har set før. Jeg tror, der er noget om den:

De venstreorienterede bedriver ”doublethink”. Det er evnen til at have to modstridende meninger samtidigt. Det er, når de er rystede over de muslimske angreb på Manhattan, men tavse om muslimsk forfølgelse af kristne i den arabiske verden eller muslimske angreb på Israel. Eller herhjemmefra: det er progressivt og radikalt at kæmpe imod kirkebyggeri, som ved Trekroner, mens det er racistisk at kæmpe mod moskebyggeri. Hans erfaring fra sit eget liv siger ham, at man meget nødigt vil skifte mening, af frygt for alt det andet man skal revidere, hvis man skifter mening blot på et punkt.

Den mur, der adskiller den ærlige (honest) venstreorienterede fra et tab af hans eller hendes tro, er så tynd, at personen let får et glimt af, hvad der er på den anden side. Muren er stærk, fordi den er så tynd og gennemsigtig. De ved, at hvis de ændrer mening, vil de miste venner, og det vil skade deres karriere. Det er velkendt fra universitetsverdenen. Det er næsten umuligt at få stilling, hvis du ikke er venstrevendt, og derfor opretholder mange muren. Det er frygten, der beskyttes af muren. De fleste hader at skifte mening, samtidig med de hele tiden siger, de er har åbne sind. På samme måde hader de ytringsfrihed, på nær hos dem som de er enige med.

Men allermest frygter de, siger Hitchens, at overgive sig til det eneste alternativ, der er til deres humanistiske ”utopianism”: den kristne religion.

Anthony Blair

Man siger jo, at Tony Blair – som Hitchens altid kalder Anthony Blair – og Gordon Brown var Margaret Thatchers sønner (titlen på en bog af Simon Jenkins, Thatcher and Sons). Det vil sige, at ganske som Anders Fogh Rasmussen på mange måder søgte ind mod midten og kom til at ligne en socialdemokrat, da gjorde Blair og Brown det samme. Jenkins kalder det ”Blatcherism”.

De gik fra venstre mod midten og kom til at ligne de konservative. De ændrede kun lidt af den politik, som Thatcher havde ført. Der er intet, der tyder på, at David Camerons nye koalitionsregering med Cleggs Liberale vil ændre noget som helst i engelsk politik, f.eks. i forhold til EU eller Afghanistan. Hitchens påviser, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på højre og venstre. Det kender vi godt herhjemmefra; det er vel det, som de danske konservative nu er ved at indse, og det er vel det, der forklarer Liberal Alliances fremgang.

Vi talte herhjemme i 90’erne om genkristningen af de intellektuelle. Det er Hitchens et eksempel på. Han har fundet troen, hvis man tør udtrykke sig så missionsk. Tony Blair er jo også blevet katolik (en katolik kan ikke være premierminister i England). Feministernes gamle heltinde, Fay Weldon, er blevet anglikaner. Når den slags sker, reagerer venstrefløjen voldsomt. Det er ikke noget nyt. Hitchens nævner den uro, vrede og undren, det vakte, da T.S. Eliot i 1926 erklærede, at han var royalist, angle-katolik og klassicist.

Efter genkristningen af de intellektuelle kom så i 00’erne den universitære ateisme. Det er ganske tankevækkende, at den er et resultat af regeringens egen universitetspolitik. Borgerlig politik har muliggjort nyateismen.

På Århus Universitet dyrkes Darwin, hvor det før var Marx. Peter Hitchens er også anti-darwinist, og det er i dag faktisk endnu værre at være anti-darwinist, end det i sin tid var at være anti-marxist. At benægte evolutionen er i værre end at benægte Holocaust.

Ophævelsen af Storbritannien

Der udkommer i England mange bøger om, hvor galt det står til med landet. I 70’erne var det marxisterne, der skrev om ”the break-up of Britain”, i dag er det konservative. Det er Roger Scrutons England: An Elegy eller Nick Cohens Pretty Straight Guys (2003), der er opgør med Labour og Blair eller hans What’s Left? How Liberals Lost Their Way (2007). Jenkins taler i sin bog (se ovenfor) endog om et post-demokratisk Storbritannien.

Nu ved vi, hvor galt det står til økonomisk, men mange af bøgerne handler om, hvor galt det står til kulturelt. I Danmark, vil jeg lige indskyde, fremstilles England undertiden som et ideal. Det skete i en skandaløs dårlig bog af DRs korrespondent, Jakob Illeborg: Danmark set udefra.

Peter Hitchens slog sit navn fast med bogen fra 1999: The Abolition of Britain: The British Cultural Revolution from Lady Chatterley to Tony Blair. Bogen er ikke blot en kritik af Labour og Blair, men også af Thatcher. Så han er ikke konservativ, som hun var. Hans hovedanklage mod hende er, at hun i virkeligheden gjorde staten stærkere (”speeded up the triumph of the state”).

Hitchens er dermed heller ikke konservativ, hvor konservatisme – som den danske – er etatistisk, dvs. ønsker en stærk stat. Hendes sejr over Arthur Scargill – dvs. de gamle fagforeninger – førte blot til en vækst i de offentligt ansattes fagforeninger. Der skete det, at BBC, universiteterne, uddannelsesetablissementet og den statsfinansierede kunstneriske elite blev statens allierede og dermed en del af det etatistiske, europæiske ideal (EU). Det skrev han i 1999. Og det er det, vi oplever nu herhjemme ti år senere.

Kapitel fem handler om kirke og kristendom. Mange af de ting, der står i "The Rage Against God", finder man allerede formuleret her. Jeg kan godt lide indledningen: helvede blev afskaffet omtrent samtidig med, at abort blev tilladt og dødsstraffen afskaffet. Senere var det, at biskoppen af Durham, kaldte opstandelsen et tryllenummer med ben. Det var også dengang, at The King James-udgaven af den engelsk bibel blev erstattet af en moderne udgave: Noget Hitchens beklager dybt, hvad jeg sandelig godt forstår. Når Hitchens taler om kirken, er det som sagt, den engelske. Han taler ikke om abstrakte fænomener som sekularisering eller moderniteten.

Det er for ham de to verdenskrige, der har ødelagt den engelske kirke. Det er en forklaring, som man mig bekendt kun støder på i England. Ingen andre steder i verden har den Første Verdenskrig haft så stor virkning indadtil; slet ikke i Norden, hvor vi ikke var med. Og vi var det jo næsten heller ikke under Anden Verdenskrig. Dernæst er det kirkens egen nomenklatura, der med modernisering af bønnebog og bibel har undermineret sig selv – ”the apparatus men” kaldes de også. Igen må man sige, at det minder om Danmark i dag.

Kirken var en del den gamle, landlige, aristokratiske, hierarkiske orden, der blev smadret med Slaget ved Somme 1. juli, 1916. Den industrielle revolution havde fjernet folket fra kirken – (vi kender det fra ”Kirkeklokke, ej til hovedstæder, støbtes du, men til den lille by”) – men kirken havde intet at sige de soldater, der kæmpede og døde, siger Hitchens. Kampen mellem kristendommen og liberalismen blev tabt ”in the mud-pits of Passchendaele”. Dette fremfører Hitchens i et forsvar for dødsstraffen, der blev afskaffet i 1964. De dannede klasser havde under Første Verdenskrig set så megen død og så lidt medlidenhed, at de begyndte at hade drab som sådan. Afskaffelsen af dødsstraffen var elitens sejr over folket og humanismens over kristendommen. Der kom en ny tidsalder, hvor man elsker synderen og er ligeglad med synden. Allerede her talte han om ”the new liberal cross-party majority”. Vi får her et glimt af hans konservatisme, som ville chokere de fleste danskere. Han er for dødsstraf, imod abort, imod sex før ægteskabet, for troskab og ægteskab. Han er en Gud, konge, men ikke fædreland-konservativ.

Den anglikanske kirke kaldes nogle gange ”the Tory Party at prayer”. Men den er noget meget vigtigere. Den var kernen i Englands – og dermed også Storbritanniens – adskillelse fra det romersk-katolske, overnationale kontinent. Den var symbolet på kongemagtens genoprettelse efter en kort republikansk periode (Cromwell), og dermed var den en del af den struktur, som imødegik ideerne fra den franske revolution.

Til slut lyder det: Storbritannien er den eneste jomfru på et kontinent af voldtægtsofre. Det er en smuk tanke. Det er det eneste europæiske land, hvis fortid ikke er skæmmet af samarbejdspolitik eller æreløs neutralitet. Tænk på Danmark og Sverige. Landet har betalt dyrt for det, og alligevel skammer det sig.

Vrede mod Gud

The Rage Against God er i tre dele. Første del er forfatterens personlige rejse gennem ateismen; og handler om den generation, der var for kloge til at tro. Anden del imødegår ateismen. Sidste del er om de militant gudløses forbund.

Peter Hitchens’ generation frygtede mest af alt at komme til at blive ligesom forældrene, klippe græsplæner, pudse sko, vaske bil og bo i en forstad. Han forklarer abortens popularitet med, at man uden den mister kontrollen og bliver draget med ned for at blive som ens egne forældre.

Oprøret med Gud forbinder Hitchens med Suez-krisen. Det er her, det særligt engelske kommer til syne. Grunden var, at Gud blev forbundet med landets verdslige autoriteter. De var ikke, hvad de sagde de var. De ledende opførte sig i 1956 som imperiale herrer, men faldt sammen som ingenting. De svigtede.
Hitchens kommer ikke fra et religiøst hjem. Faderen var flådeofficer. Han fortæller om sin skolegang i 50’erne og har et par tankevækkende bemærkninger om nutidens religionsundervisning.

Faget er gået fra at hedde Scripture (vores ”Bibelshistorie” – med s), til Divinity (religion) og endelig Religious Education. Her lærer børn om religion som en etnografisk besynderlighed. I en CoE skole [en skole for både drenge og piger, red.], tæt på hvor han bor, lærer de i religionsundervisningen at tegne en moske.

Hitchens har en særdeles spændende analyse af kulten omkring Winston Churchill. Han fortæller om, hvordan alle engelske børn betragtede ham som en slags gud. Kulten bliver i analysen netop til en pseudo-religion. Han omtaler derefter alle de krigsmindesmærker, der er i England. De er for ham imitationer af kirker. De er alle forsøg på at erstatte Gud – det samme var Churchill-kulten.

Det er, som han siger, et udtryk for, at man sammenblander patriotisme og kristendom. Kirken har lidt ubodelig skade ved at blive sammenblandet med fædrelandskærlighed og krige. Hans tese er derfor, at det er de to verdenskrige, der har skadet kirken i England mere end noget andet.

Han erstatter altså først kristendommen med Churchill-kulten, for derefter at erstatte den med socialismen. Han havde besluttet, at han ville vil tro på Gud eller fædrelandet. Og så forlod han socialismen og blev anglikaner. Noget, der tiltrækker ham ved kirken, er dens poesi og skønhed.

Den slags er der i den anglikanske kirke, men jo ikke i den danske folkekirke. Han har bestemt et æstetisk forhold til kirken.

Hitchens beskriver i et længere afsnit kristendommens forsvinden fra det offentlige rum. En fortælling, vi kender herhjemmefra. Han har et eksempel på den måde BBC omtaler påskedag: På den dag fejrer de kristne deres tro på Kristi opstandelse. Også i England forsøger radio og tv at marginalisere kirken. Herhjemme annonceres søndagsgudstjenesten ikke i programoversigten.
De udsendelser, der kommer før og efter omtales med mange ord. Snart får den konservative kulturminister vel også morgenandagten fjernet.

Som Hitchens siger: det britiske establishment er ophørt med at være kristent. Det har arvet et samfund med kristne former og traditioner. Det ved ikke, hvad det skal gøre ved dem, eller hvordan de skal erstattes. Ind i den forvirring og tomhed søger de nye militante sekularister at placere en aggressiv ateisme.

Del to af bogen diskuterer forholdet mellem religion og krig, og indeholder en analyse af den ateistiske stat (Nordkorea). Der er en del om Sovjetunionen. Vigtige ting. Denne stat var ateistisk eller anti-teistisk, som han også siger. Det faktum må ateisterne forholde sig til, for det svækker i den grad deres ærinde. Sovjetunionens talsmænd sagde det samme som nutidens ateister. Sovjet var det modsatte af Gudstro. Det var tro på menneskets storhed og det menneskelige samfunds fuldkommenhed. Man kan altså ikke være ateist og samtidig kritisk over for datidens kommunistiske regimer. Christopher Hitchens siger, at Stalins styre var religiøst.

Det mener Peter er nonsens. Det var anti-religiøst. Sidste del af bogen handler om dette, og det, vil jeg mene, er vigtigt. Nyateismen er i bund og grund af samme art som stalinismen. På den måde er kommunismen stadig hos os, men den er blot ikke i Øst, hvor de nu bygger kirker.

Misbrug af børn

Nyateister mener, at religionsundervisning er børnemishandling og bør forbydes. De siger, at hvis børn ikke hørte om religion, før de blev voksne og fornuftige, ville samfundet være helt anderledes.

Ja, det ville være som Sovjet – eller Albanien. Nu er det sådan, at det er forældre og ikke staten, der først fortæller børn om Gud. Kirken oprettede skoler, før staten gjorde og overtog dem. Hitchens diskuterer også de seksuelle overgreb på børn, som frisindede medier ynder at berette forarget om.
Men som han siger. Der er også sket seksuelle overgreb på børn i statsskoler, er det så et argument for at nedlægge staten?
Det er ikke neutralt at opdrage børn ateistisk. Det er vel også børnemishandling at fortælle et barn, at universet er tomt og øde, udtryk for kaos og ikke kærlighed, samt at barnets bedsteforælde helt er ophørt med at eksistere. Han siger, at det er forkert at fortælle børn den slags, men at det er forældrenes eget valg, men nyateisterne er ikke for frie valg. De ville helst forbyde forældre at fortælle børn om kristendommen. Det nye er en ny totalitær bevægelse. Det er i dag strafbart at bede et fadervor offentligt i England ifølge en nu "ligheds og diversitets-kode".

Hovedbudskabet er altså: den ny ateisme er en større fare for England end islam. Vi kan, føjer jeg til for egen regning, skelne mellem islam og islamisme, men der findes kun én ateisme: Den totalitære.

Hans Hauge er dr.phil. lektor på Aarhus Universitet, kommentator i Jyllands-Posten og medlem af Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd