Først skrev Mark Steyn en dommedags-bog om Europa. Nu er turen kommet til Amerika, der ifølge Steyn er præget af den samme dødsdrift. Den canadisk-amerikanske kulturskribent Mark Steyn er den eneste, der i disse mørke tider kan fortælle os om vor (næsten) uafvendelige undergang og få os til at skraldgrine undervejs.
Han har med sin enestående blanding af stor viden og et typisk britisk vid præget af stor sprogsans og en uimodståelig tilbøjelighed til elegante ordspil nu i mange år fortalt os først, at Europa lider af en bizar dødsdrift, som, hvis den ikke vendes, vil føre til kontinentets islamisering, barbarisering og forarmelse.
Dernæst, at denne krises årsager må søges i det kulturelt-moralske sammenbrud, som europæiske eliter påførte deres samfund i årtierne efter omkring 1965.
USA som sidste bastion
I sin forrige bog America Alone fik vi den udførlige og med talrige eksempler dokumenterede analyse af de gamle nationers dødsspiral og dens to fremtrædende symptomer:
Dels det for lave fødselstal blandt de indfødte og for høje blandt de tilpasningsuvillige indvandrere og dels de europæiske flertals sorgløse og ubegrundede tillid til, at det nok skal gå, selvom alt for få nu skal forsørge alt for mange, hjerner og kapital flygter, og flere og flere funktioner falder ud.
Alles krig mod alle lurer om hjørnet, og de mest målbevidste vil styre fremtiden. De europæiske indfødte er ikke blandt dem.
Driver mod afgrunden
Den udvikling ville efterlade USA som den sidste bastion for en rest af politisk, social og økonomisk frihed. En verden uden Europa vil være åndeligt fattigere, men kunne dog overleve, hvis USA holdt fast.
Dette håb er nu ude. Steyn svarer en imaginær kritiker: ”Den gode nyhed er, at resten er Vesten holder kursen [mod undergang]. Den dårlige, at Amerika udviser foruroligende tegn til at ville omfavne samme skæbne og lidt til”.
Sagt på en anden måde og med Grækenland som eksempel på et land, der allerede er over afgrundens rand: ”Grækenland er på det punkt, hvor kanoen er ved at ryge ud over vandfaldet.
Amerika ligger noget længere modstrøms og kan stadig ro mod land, men har i stedet besluttet at det, der skal til, er ikke blot at drive med strømmen, men at padle så hurtigt som muligt for at indhente grækerne”.
”Se omkring jer. Fra nu af bliver det værre. Om ti år vil der ikke længere findes nogen amerikansk drøm, ligesom der ikke findes nogen græsk eller portugisisk drøm. Om tyve lever I i det amerikanske mareridt, hvor store dele af landet er blevet til latinamerikanske favelas, og de rige er flygtet til Bermuda eller New Zealand eller hvorhen på kloden de kan købe lidt tid, mens resten er indespærret i den utopiske forfængeligheds forarmede, voldelige og forpestede ruiner”.
Eliternes drømme
Den amerikanske krise har samme årsager som den europæiske. For det første, eliternes skæbnesvangre drøm om at skabe det gode samfund ved venlighed, dialog, åbenhed og en historisk fuldstændig grundløs tro på, at alle mennesker dybest set vil det samme, nemlig velstand, forbrug og sekularisering.
For det andet, den primitivisering og infantilisering af borgerne, som denne utopi nødvendigvis medfører. Fordi den er løgn, kan den kun gøres til statsdoktrin ved at fordumme borgerne. Dumheden er imidlertid ikke uskyldig.
Den fører til død og ødelæggelse, fordi de mere realistiske rundt omkring ser Amerikas selvpåførte svækkelse og går til angreb. 11. september var blot det hidtil mest markante eksempel herpå.
Mange amerikanere og europæere, herunder undertegnede, mente længe, at eliternes vås i sidste ende ville gå over, og at det sunde Amerika med overlevelsesinstinkt, kampånd og højt fødselstal stadig fandtes og kunne blive vor alles redning.
Nej, siger Steyn. Dette sunde Amerika er selv hårdt ramt af sygdommen.
Mangfoldighed fremfor alt
Hvor vil man vente at finde denne sundhed tydeligst? I militæret, hvis medlemmer formodes at være trænet til selvopofrelse, ansvar, fremsynethed og realisme.
I 2009 blev tretten mænd og kvinder og et ufødt barn massakreret på Fort Hood af en major i U.S. Army, Nidal Hasan, som under dåden brølede det velkendte ”Allahu akbar”.
Et eksempel på ”det pludselige jihadsyndrom”, en fredelig mand, der uventet skejer ud? Ingenlunde. Hasans visitkort bar påtegnelsen ”SoA”, søn af Allah, og som militærpsykiater -- !! – propaganderede han islam for sine patienter.
Som ”fremvisemuslim” skulle han indvi kolleger i multikulturalismens velsignelser; han leverede en PowerPoint, der ret nøje beskrev, hvad han agtede at udføre.
Men han kunne ikke hjemsendes, for hæren havde så få muslimer, og man ville ikke risikere anklager for islamofobi.
Derfor var det lige så forventeligt som ynkeligt, at selveste hærens generalstabschef, general George W. Casey Jr. efter massakren sagde: ”Det, der skete på Fort Hood, var en tragedie, men jeg mener, det ville være en endnu større tragedie, hvis vores mangfoldighed skulle blive et tab her”.
Steyn: ”Hyld mangfoldigheden endda til døden. Det, at en voksen mand, som ikke er ansat ved en uddannelsesanstalt eller et medie, bruger ordet ’mangfoldighed’ uden parodierende hensigt, bør være højst bekymrende”.
General Casey er militær elite. Når han har fået sygdommen, må man nok med Steyn spørge, hvor sygt det sunde Amerika er blevet.
Et par andre eksempler: i 1970 var 69 pct. af alle 25-årige amerikanske hvide mænd gift. I 2000 var det 33 pct. I 2006 brugte 48,2 pct., altså knap halvdelen, af 18-34-årige mænd mere tid daglig på computerspil end teenagere.
I gamle dage var en mand på 20 voksen og formodedes at kunne disponere ansvarligt over sit liv. I dag varer barndommen godt ind i teenageårene, som i sig selv er en moderne opfindelse, og de varer meget længere, for mange ind i 30’erne eller 40’erne.
Det mandlige voksenliv er for mange noget, der aldrig indtræffer.
H. G. Wells vision
I sin berømte science-fiction-roman Tidsmaskinen fra 1895 fortalte H. G. Wells om et samfund i år 802.701, hvor menneskeheden er delt mellem de fredelige og barnagtige eloi og de rå morlocks, som under jorden fabrikerer de livsnødvendigheder, eloi’erne har mistet evnen og lysten til at fremstille.
Eloi’erne har kun de enkleste og mest overfladiske følelser. De har ingen selvopholdelsesdrift og føler ingen pligt til at redde andre fra livsfare. De har fralært ansvar og dermed også menneskelighed.
Alt for mange amerikanere er blevet eloi, mener Steyn. Wells’ vision er blevet virkelighed 800.000 år for tidligt. Elitens fordummende ideologi om fred, åbenhed og dialog er gået dem i blodet.
De vil ingen fjender se og fordømmer automatisk sig selv, når andre angriber dem. Efter 11. september hørte vi ganske vist mange røster, der krævede gengæld og viste vrede.
Men vi hørte også alt, alt for mange, der anklagede USA for angrebet og ville besvare det med dialog og bedyrelse af fredelige hensigter.
Titanic og Estonia
Mandlighed har været så mange år under beskydning af den feminiserede elite, at den nu nærmest anses for fascistisk.
Et resultat var en massakre i Montreal af en vis Mark Lépine, alias algiereren Gamil Gharbi, der af raseri over ét eller andet dukkede op i et auditorium på byens polytekniske universitet, forlangte, at alle mændene skulle forlade lokalet og derpå massakrerede kvinderne.
Nogle ville kalde mændene feje; nej, siger Steyn, de udviste blot den nye, politisk korrekte bløde mandlighed.
Da Titanic gik ned i 1912, var næsten alle de reddede kvinder og børn, til trods for, hvad James Cameron ville påstå i sin løgnagtige film.
Da Estonia gik ned i 1992, overlevede 43 pct. af mænd mellem 20-24, mens kun 5 pct. af kvinderne gjorde det. Den nye mandlighed i aktion. ”Kvinder og børn først” – hvilken fascistisk, patriarkalsk tanke!
”Når jeg skriver om disse ting,” siger Steyn, ”får jeg masser af e-post fra fyre, som siger ’Den er god med dig, Steyn. Som om du kunne finde på at stille dig i vejen for en geværkugle. Du vil pisse i dine småpigetrusser’ o.lign.
Ja, måske ville jeg det. Men som Torontobloggeren Kathy Shaidle siger, ”Når vi gør ”vi ved ikke, hvad vi ville gøre under de omstændigheder” til standardsvaret, så gør vi fejhed til standardholdningen”. Jeg foretrækker ordet passivitet – en frygtelig, ætsende passivitet. Selv om jeg tisser i bukserne, er det bedre at bære rundt på Titanics socialnorm og ikke kunne honorere den end at bære rundt på socialnormen fra Montreals Polytechnique og gå ned med den”.
Stor stat, små mennesker
Ganske vist er mange af disse eksempler hentet uden for USA. Men som Steyn viser, er der ingen grund til at tro, at de samme sygdomstegn ikke sætter sig fast dér også.
Hvem er så den hovedansvarlige? Elitens redskab for fordummelse og barnliggørelse af førhen frie medborgere var staten. Gør du folk afhængige af tilskud, gør du tilskud til en indkalkuleret del af folks dispositioner, tager du deres frihed og ansvar fra dem.
Et enkelt budskab, der dog har umanerligt svært ved at trænge igennem herhjemme, fordi alt for mange af os allerede er frivillige statsslaver. Men som Steyn siger, ”Den Store Stat skaber små mennesker”.
Rige offentligt ansatte
Den skaber også rige mennesker – i det offentlige. I USA har offentlige myndigheder ansat og aflønnet som aldrig før, også og især under den nuværende finanskrise.
Da krisen begyndte, beskæftigede transportministeriet kun én, der tjente mere end 1,5 mio. (omregnet efter købekraft, men uden hensyn til det lavere amerikaske skattetryk). 18 måneder senere var der 1690. I 2009 tjente den gennemsnitlige offentligt ansatte i det føderale system 1 mio.
På det private arbejdsmarked var den gennemsnitlige indkomst lidt under det halve.
Intet under, at stat, delstat, amt, kommune og de utallige styrelser og kontrolinstanser har let ved at rekruttere alle dem, der skal til for at se til, at almindelige borgere overholder den stormflod af regler, krav, forbud og påbud, som vælter ned over dem.
En sidste anekdote: en isenkræmmer i Californien havde for vane at stille kaffe og doughnuts frem til sine morgenkunder. En dag fik han besøg af en inspektør, som forbød udskænkningen, med mindre isenkræmmeren installerede vaske af rustfrit stål og et tékøkken.
Den slags kan en lille, selvstændig erhvervsdrivende naturligvis ikke, og påbud af den slags er med til at dræbe den private beskæftigelse.
Det forstår Barack Obama og hans regering slet ikke, fordi den regering består af folk, der aldrig nogen sinde har skullet tjene penge på det fri arbejdsmarked, men altid har formået at få andre til at betale dem for at sidde og snakke, snakke, snakke om den dejlige nye verden, de er så velegnede til at skabe.
Det er fristende at citere Steyn meget mere, men pladsen er allerede overskredet.
Han konkluderer, at Tea Party-bevægelsen og visse andre sundhedstegn tyder på, at Amerika trods alt måske ikke er så dødssygt, som bogens titel antyder.
Men det er på høje tid, at det bedre Amerika vågner og begynder genopbygningsarbejdet.
Mark Steyn, After America: Get Ready for Armageddon. 424 sider. Regnery 2011. Ca. £15 excl. moms og porto på amazon.co.uk.
