I Præsteforeningens Blad (nr. 22-23, 3. juni 2011) – i noget der skal gøre det ud for en anmeldelse – foretager Knud Ochsner en rituel slagtning af min nys udsendte bog "Muhammeds piger: Vold, mord og voldtægter i Islams Hus" (Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2011).

Ochsner eller redaktøren har forsynet skribleriet med overskriften "Meningsløst fordrejet bog om islam".

Hvorfor præstebladet overhovedet har ofret to sider på mine meningsløsheder er uforståeligt, når der var så meget andet man kunne fylde i dette diminutive organ.

Nu er jeg ikke forvænt med overstrømmende anmeldelser, da jeg som regel kommer for skade at udtrykke mig i utakt med tidsånden.

Repræsentativt udtryk?

Men det bekymrer mig, hvis Ochsners udladning er et repræsentativt udtryk for det åndelige niveau hos vore dages folkekirkelige præsteskab.

Efter en samtale med præstebladets redaktør, Jakob Brønnum, er jeg imidlertid alvorligt bange for, at det netop er sådan, det forholder sig.

For at få fast grund under fødderne tager Ochsner udgangspunkt i noget, som bogen ikke handler om. Han tror – eller foregiver at tro – at dens anliggende er islam og muslimer i bred almindelighed, selv om det tydeligt fremgår, at den søger at trænge ind i en bestemt side af den kanoniske islam, nemlig det islamiske kvindesyn, og skildre dette kvindesyns virkningshistorie.

Islam har jeg beskrevet i andre bøger, men dem har Ochsner nok ikke læst.

Han medgiver, at "der er begået mange grusomheder ned gennem historien i islams navn", men det er der også i andre religioners navn.

Derfor må min skildring af islams kvindesyn og kvindebehandlingen i den muslimske kultur betegnes som en "generalisering"!

Jeg forstår ikke logikken.

Mit ærinde har været at skrive om muslimske piger, fordi det nu var dem, jeg stod anklaget for at have udtalt mig om, hvorefter jeg får revet i næsen, at jeg også burde have skrevet om alle mulige andre piger.

Det svarer til at beskylde en historiker, der har skrevet en bog om Ruslands historie, for at generalisere, fordi han ikke har inddraget Perus eller Canadas historie.

Eller at skyde en forfatter, der har skrevet en bog om Titanics forlis, i skoene, at der jo er så mange andre skibe, der er gået under i tidernes løb.

Logikkens opløsning

Men præstemandens åndelige forvirring stikker dybere. Under logikkens opløsning ligger sprogets. Han har tydeligvis glemt, hvad "generalisering" betyder, eller også er han ligeglad.

Han ved bare, at han ved at bruge dette skældsord indlægger sig hæder hos dagbladet Politiken og hos anklagemyndigheden.

Det er med "generalisering", som det er med "racisme". Ordene har intet andet indhold, end det som magthaverne under indtryk af skiftende magtkonstellationer bestemmer, at de skal have.

Forskel i kvindesyn

Det ville kræve en længere udredning at forholde sig til alle hr. Ochsners besynderligheder. Men lad mig tage fat på hans syn på religionerne.

Jeg gør i bogen noget ud af at karakterisere islams kvindesyn i modsætning til kristendommens. Med islams kvindesyn mener jeg det kvindesyn, der kan udledes af islams helligskrifter.

Og med kristendommens kvindesyn mener det det

kvindesyn, der kan udledes af Det Nye Testamente.

For yderligere at præcisere: Er der noget i det, som Jesus er citeret for at have sagt eller gjort, som hans tilhængere kan tage til indtægt for kvindeundertrykkelse eller kvindemishandling?

Jeg kan ikke finde noget. Er der noget, der berettes om Muhammeds gøren og laden, som muslimske kvindeundertrykkere kan hænge deres hat på? Masser.

Det er den forskel, jeg har prøvet at redegøre for i min bog, men Knud Ochsner synes ikke, det er interessant.

Det kan skyldes, at han er teolog og derfor lægger vægt på helt andre omstændigheder, mens jeg er almindelig rugbrødshistoriker og derfor ikke udtrykker mig mystisk nok.

Historikere har det jo med at søge det konkrete (hvem sagde eller gjorde hvad, hvornår?), mens jeg forstår, at moderne teologer bevæger sig i en sfære, hvor alt flyder sammen i en højere enhed, og hvor der derfor ikke findes forskelle.

Præstebladets anmelder medgiver, at jeg kan have ret i, at visse muslimer op gennem har udsat deres kvinder for en skidt behandling, men tilhængere af andre religioner har heller ikke opført sig pænt.

Og så er der ikke mere at sige om den sag, mener han – bortset fra, at mine forsøg på konkretisering får ham til at anklage mig for at generalisere.

I hans teologiske univers bliver det konkrete generelt, mens det generelle unddrager sig enhver nærmere bestemmelse.

Jeg forstår, at anmelderen har en fortid som missionær i Afrika. Gad vidst, hvad han har fortalt de måbende indfødte. Han har måske sagt, at eftersom der er meget skidt at sige om alle religioner, kunne de lige så godt gå over til Jesus.

Problemet med at være historiker er, at man gentagne gange kommer til at lave fejl, netop fordi man prøver at være konkret. Teologer af den moderne dialogtype laver derimod ingen fejl, fordi de aldrig siger noget konkret, der kan falsificeres.

Den græske kulturarv

Således ærgrer det mig, at Ochsner har anholdt mig for i "Muhammeds piger" at have skrevet, at kalif Omar afbrændte Alexandrias bibliotek i 641. Ganske vist kan jeg støtte denne påstand på flere arabiske kilder, men jeg må erkende, at de er sene og derfor af dubiøs udsagnskraft.

Andre kilder nævner andre årstal og andre gerningsmænd. Ochsner mener, at det skete i 274, og da han måske ved mere om det end jeg, bøjer jeg mig. Jeg skulle have undersøgt det bedre.

Derimod vil jeg ikke bøje mig for hans påstand om, at det var arabiske oversættere, der reddede den græske kulturarv.

Efter en telefonsamtale med den ansvarshavende redaktør Jakob Brønnum forstår jeg, at det ikke bare er Knud Ochsner, der mener, at muslimerne reddede den klassiske kulturarv, men at det er den kanoniserede opfattelse i foreningen.

Og man vil ikke høre på indvendinger, for jeg kunne ikke få nogen teolog eller humanist til at tro noget andet, meddelte Brønnum mig, før jeg hastigt afsluttede vores ufrugtbare samtale.

Det ikke noget hovedpunkt i min bog, der handler om noget helt andet, men når nu Ochsner bringer sagen på bane i et forsøg på at fremstille mig som useriøs, vil jeg da lige citere, hvad Ochsner skriver:

"Han [altså Hedegaard] benægter derved, at kristne og muslimer samarbejdede i Bagdad for at oversætte Platon og Aristoteles m.fl., og at man fra det kristne Europa velfartede til den muslimske del af Spanien for bl.a. at studere de hidtil ukendte skrifter af Aristoleles, som nu blev oversat fra arabisk til latin."

Det har jeg aldeles ikke benægtet, for det har jeg vidst i mange år. Og hvis Ochsner ikke tror på det, kan han slå op på side 386 i Ibn Warraqs bog Derfor er jeg ikke muslim", som jeg oversatte til dansk, og som udkom i 2004.

Warraq meddeler ganske vist, at de fleste af oversætterne i Beit al-Hikma (Visdommens Hus) i Bagdad var arabisk-talende kristne, men pyt.

Det ligger mig også fjernt at bestride, at arabiske oversættelser af klassiske græske skrifter (som så igen var blevet oversat til latin) blev ivrigt studeret af middelalderens kristne skolarer, som også kastede sig over arabiske originalværker om teologi, filosofi og videnskab.

Det, sagen gælder, er imidlertid ikke, om araberne har oversat klassiske værker, men om disse værker ville være forblevet ukendte, hvis de ikke havde gjort det – altså om arabisk oversættervirksomhed under venlig opmuntring af muslimske herskere har reddet Platon, Aristoteles m.fl. fra evig forglemmelse.

Det er ikke tilfældet. Lad mig citere fra Robert Irwins velanmeldte værk "For Lust of Knowing: The Orientalists and their Enemies" (Penguin-udgaven,2007):

"Sandt at sige var der ikke ret meget klassisk lærdom, som udelukkende var blevet bevaret på arabisk. ..." Jo, der var lige bind 5, 6 og 7 af den græske matematiker Apollonius af Pergas værk om keglesnit, der blev opdaget i en arabisk oversættelse i begyndelsen af det 17. århundrede, og som supplerede de fire første bind, der havde overlevet i deres oprindelige græske form.

"Men genopdagelsen af dele af Apollonius' værk på arabisk var et undtagelsestilfælde. ..." (side 56).

Og for nu at Ochsner og hans backing-gruppe i Præsteforeningen ikke skal komme og sige, at Robert Irwin er en letvægter, som man ikke skal tage alvorligt, iler jeg med at oplyse, at han er fellow ved det britiske Royal Society of Literature, Royal Asiatic Society og Society of Antiquaries, og at han er seniorforsker ved School of Oriental and African Studies i London.

Han har desuden undervist i arabisk og mellemøstlig historie i Oxford, Cambridge og London. Den omtalte bog er udkommet på dansk på Forlaget Vandkunsten.

Irwin benægter ingenlunde, at arabiske oversættelser af græske skrifter øvede en betydelig indflydelse på middelalderens intellektuelle liv i Europa.

Men, skriver han, "det er værd at overveje, om meget af det, der blev oversat, overhovedet havde nogen værdi". (s. 30). Hvad angår specielt Aristoteles, bemærker Irwin, at de arabiske oversættere var dårligt udrustet til at afgøre, hvad der faktisk var skrevet af Aristoteles, og hvad der ikke var.

Blandt de påståede værker af Aristoteles, der længe havde cirkuleret på arabisk, før det blev oversat til latin, var "Secreta Secretorum" (Hemmelighedernes hemmelighed), som fik stor indflydelse og vandt stor udbredelse i det kristne Europa, og mere end 200 manuskripter på latin har overlevet.

Ulykkeligvis havde værket, hvori man bl.a. kunne læse om okkulte egenskaber ved planter og sten, intet med Aristoteles at gøre. (s. 31).

Efterhånden mistede de arabisk transmitterede udgaver af græske skrifter deres anseelse i Europa.

I det 15. århundrede begyndte førende europæiske humanister at udtrykke deres tvivl, om det overhovedet havde nogen værdi at studere græsk filosofi via de normalt klodsede og unøjagtige arabiske oversættelser. (Irwin, s. 36).

Renæssancen var først og fremmest et forsøg på at opspore og nærlæse de originale græske og latinske skrifter og således genopdage antikkens litteratur og humanistiske kultur – som man altså ikke kunne via arabiske oversættelser.

Og, som Robert Irwin bemærker, "efterhånden som flere forskere skaffede sig direkte adgang til græske tekster, blev man klar over, hvor vildledende de arabiske versioner af de græske originaler kunne være". (Irwin, s. 54).

Renæssancens humanister startede derfor en jagt på græske originalmanuskripter, som de fandt i klosterbiblioteker og andre steder.

Nogle af dem rejste til Mellemøsten for at lede efter originaler, kopiere inskriptioner og nedfælde oplysninger om klassiske ruiner. (Irwin, s. 56).

Og det var jo ikke så overraskende i betragtning af, at netop Mellemøsten, før den islamiske erobring, havde været en af den antikke kulturs højborge.

Bekymrende kirke

Jeg stopper her. Meget kunne siges om det vidunderlige muslimske Spanien, om stormogul Akbar og om Indonesien, som Knud Ochsner også bruger som ammunition i sin bandbulle. Det må vente til en anden gang.

Tilbage står min bekymring for en folkekirke, hvis fastlønnede prædikanter har aflagt et præsteløfte, der forpligter dem til at bekæmpe "muhammedanismen", men som finder det mere påtrængende at bekæmpe dem, der prøver at påvise samme muhammedanismes virkningshistorie.

Og som tydeligvis ikke anfægtes af den skæbne, der er blevet muhammedanismens ofre – in casu pigerne – til del.

Gud ved, hvad Jesus ville have sagt til det. Det var ham, hvis nogen skulle have glemt det, der reddede en falden kvinde fra at blive stenet.

Muhammed derimod, manden, som Folkekirkepræsterne vil frede for kritik, deltog med iver i steningen af en mand og en kvinde, der havde begået hor.

Jeg beklager generaliseringen.