Mest foruroligende
Østre Landsrets racismedom over Lars Hedegaard er formentlig det mest foruroligende attentat på ytringsfriheden, jeg har oplevet i mine 33 år som journalist.
Andre er også blev dømt for racisme gennem årene.
I pressekredse var mange af os bekymrede over følgerne af dommen i 1987 over tv-journalisten Jens Olaf Jersild i den såkaldte ”grønjakke-sag”, hvor Jersild blev dømt hele vejen op i Højesteret for at have viderebragt racistiske udtalelser.
Han fik i 1994 oprejsning ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der fastslog, at Jersilds ytringsfrihed var blevet krænket af det danske retsvæsen, da han ikke havde til hensigt at udbrede racisme, men blot passede sit arbejde som journalist.
Hedegaard kan selvfølgelig også vælge at gå videre til Menneskerettighedsdomstolen, men han skal nok ikke forvente den samme velvilje. Dels fordi sagerne ikke er analoge, dels – og først og fremmest – fordi tiderne har ændret sig.
Det allermest tankevækkende er nemlig, at dommen over Hedegaard føjer sig ind i et billede af tilsvarende indskrænkninger af ytringsfriheden, vi genfinder over hele Europa med udgangspunkter i racisme- og hate speech-love af forskellig art.
Totalitær karakter
Disse love er – som den danske paragraf 266b – af en særlig ondartet slags; love, der ikke burde forefindes i et ægte retssamfund, da selve deres karakter er totalitær. De er vagt definerede, og derfor kan hvem som helst mere eller mindre uforvarende snuble ind i en tiltale.
Uanset om man bliver frikendt eller ej, vil man blive trukket gennem et langt og yderst ubehageligt forløb, anklaget for det værste, man kan beskyldes for i vort samfund – måske bortset fra pædofili – nemlig racisme.
Det er en anklage, der kan ødelægge éns liv, koste én familie, venskaber og arbejde, ære og værdighed.
Denne form for elastiske, vagt og yderst generelt formulerede love, der i selve udgangspunktet er gennemsyret af ideologi – i dette tilfælde den herskende, multikulturelle diskurs – er karakteristiske for totalitære samfund.
Lovenes totalitære bøjelighed
Hvad der gør disse samfund totalitære, er netop ikke lovgivningens omfang og detaljerigdom som sådan, men tvært imod lovenes bøjelighed, hvilket gør dem til redskaber for en dømmende magt, der i vort samfund i stigende grad må opfattes som politiserende og aktivistisk.
At Hedegaard ikke engang har måttet føre sandhedsbevis for sine påstande om seksuelle overgreb i muslimske familier, afslører lovens karakter. Det handler ikke om, hvorvidt noget er sandt eller falskt, men alene om hvorvidt nogen føler sig krænket.
Det er denne følge af dommen, der så foruroligende; det, der gør den i slægt med lovpraksis i totalitære stater.
Sindelagskontrol
Dette gør disse love til effektive midler til sindelagskontrol; hellere vare sin mund og undlade at give sine meninger til kende, end risikere at krænke én eller anden, der efterfølgende melder én til politiet, og trækker en gennem rendestenen.
Og det er denne konsekvens, der bekymrer mig som journalist. Hvis ikke folk tør sige, hvad de virkelig mener, stivner samfundet, og forvandles til en parodi på et ægte folkestyre.
Journalistikkens fornemste rolle er at afspejle og beskrive virkeligheden – den virkelige virkelighed, som magthaverne og ejerne af den herskende diskurs måske ikke bryder sig om at stifte bekendtskab med, men som de skal tvinges til at forholde sig til.
En stor del af denne virkelighed handler i dag om det multikulturelle samfund og først og fremmest følgerne af islams indtog i vort og andre vestlige samfund.
Det er åbenlyst for enhver, at vi her står over for at kultursammenstød af kolossale dimensioner.
Sandheden er irrelevant, for den findes ikke
Det var én af disse mange og betændte bylder, Hedegaard kom for skade at røre ved, og som han nu er blevet straffet for at udtale sig om; måske ikke på den mest elegante måde, men virkeligheden er nu engang ikke en dannet konversation i PH-lampens skær.
Dybest set er dommen udtryk for den herskende postmoderne, socialkonstruktivistiske ideologi, hvis rådne kerne er, at virkeligheden er noget, man ”italesætter”:
Om noget er sandt eller falskt, om man kan føre sandhedsbevis eller ej, er lige meget; man må ikke fornærme eller krænke nogen – især ikke muslimer, for så ”italesætter” man virkeligheden på en måde, der ikke passer den herskende diskurs.
Det er ærligt talt skræmmende.
Det rækker langt videre, end nogle jurister i Østre Landsret kan forestille sig.
Det kan ikke undgå at lægge en klam hånd over den offentlige debat – og det er nogenlunde det sidste, vi har brug for i den situation, vort samfund befinder sig i.
Poul Osmundsen er journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern
Kommentarer
Kun et vadested
05. maj 2011 - Maria Due
Du har ret, det er skræmmende og på flere måder.
Heldigvis er Niels-Erik Hansen og hans center i en kategori for sig, men problemet er jo i høj grad den dæmper, der forsøges lagt på en fri meningsudveksling. Om det virker, er for tidligt at sige, jeg har ikke i sinde at ændre min stil, og jeg tror, at mange har det på samme måde.
Det er mig ubegribeligt, at de ansvarlige ikke har taget højde for, hvilke negative holdninger ja med tiden sikkert også had, der kan opbygges, når alt forsøges klemt ind i en kunstig pænhed, som der ikke er dækning for. Det ender givetvis galt, medmindre folk nægter at bøje sig for dette pres. De holder jo ikke op med at mene noget bestemt, fordi de risikerer at få en bøde. Nej, de finder andre veje at afreagere ad, hvis det er det, de har behov for, og tryk avler som bekendt modtryk.
Jeg synes, at du overdriver indholdet af begrebet racisme. Jeg kan da finde mange ting, det er langt værre at blive dømt for, fx mord, bedrageri og svigt af mange art.
Da vi åbenbart en stund må leve med Niels-Erik Hanseners nidkærhed, er det klogeste man kan gøre at reagere som Jesper Langballe. Erklære sig skyldig, selv om man finder det idiotisk og derfor ikke føler skyld eller ændrer holdning, betale bøden og blæse det hele et langt stykke. At blive erklæret for racist under de nuværende forhold kan på ingen måde sammenlignes med det, som begrebet tidligere dækkede,og det er politikerne og retssystemet, der har omdefineret det.
Trykkefrihedsselskabet er blev bebrejdet, at det hele handler om muslimer, og man har forsvaret sig med, at det er fordi, man anser islam for at være det mest presserende problem. Ressourcerne er selvfølgelig begrænsede, man kan ikke ansætte en masse mennesker til at arbejde med forskellige vinkler på ytringsfrihed, men jeg synes nu alligevel, at man skulle have lyttet mere til andre. For det er jo ikke muslimer, der har trukket denne sygelige politiske korrekthed ned over os, det er etniske danskere og europæere, og det er dem, der skal bearbejdes, så at vi får luftet ud i al denne beklumrethed, som kun Niels-Erik Hansen og hans lige trives i.
Denne udvikling er ikke til gavn for muslimer, og når det kommer til stykket, er det heller ikke selskabets opgave at redde den islamiske kvindeverden. Det gider end ikke feministerne investere i, bort set fra nogle få stykker. Vi har faktisk nok at gøre med at redde vor egen kultur, og jeg tror ikke, at vi kan ændre andres, det skal komme fra dem selv, hvis noget skal ændres, og fra politiske krav, som de enten må bøje sig for eller forlade landet pga.
Situationen er i den grad uholdbar, for hvis folk vil, kan de jo nu gå til angreb på det talte og skrevne ord af enhver art, og det kan fx blive umuligt at udgive litteratur og aviser som i dag, fordi alt skal igennem en intern juridisk censur og kulegraves for alt, der kan misforstås og krænke, hvilket nærmest er umuligt. Der bliver ikke meget tilbage bortset fra få kønsløse og ligegyldige facts i telegramstil.
Dette bliver slet ikke til at have med at gøre, og derfor tror jeg også, at vi blot befinder os i et vadested, som politikerne før eller senere forstår, at de er nødt til at hive os op fra. Der er jo ikke grænser for, hvad folk kan blive fornærmede over, og retssystemet bryder sammen, hvis det skal tackle det hele.
Så frisk mod og træk på skuldrene af racismeanklager. Bøden er overkommelig.
vanetænkning og ansvar
05. maj 2011 - Poul Leo Nielsen
Efter min opfattelse er det en korrekt analyse og vurdering - vi her bliver præsenteret for - af journalist Poul Osmundsen. Dommen over Lars Hedegaard efter paragraf 266b - vil også ramme journalisters ytringsfrihed - hvilket journalister måske bør tæmke lidt nærmere over.Især de journalister der ømsker at præsentere den danske befolkning for sandheden om islams kvindekultur. Nu er 266b indført i 1971 - og har i år 40 års jubilæum. Derfor vil en normal begavet journalist gennemgå de 40 år - hvor 266b har eksisteret - for at se - hvor mange der er blevet dømt efter Paragraf 266b igennem de 40 år - som 266b har eksisteret - for at bedømme - om 266b - har til formål at udelukke enhver sandhed om islams kultur. Det er muligt at vanetænkning gør - at 266b er noget - der ikke kan fjernes fra dansk lovgivning.
Vore danske politikere har indført 266b i dansk lovgivning - og politikere kan fjerne 266b fra dansk lovgivning igen - hvis 266b - ikke længere tjener sit oprindelige formål. Hvorfor kan en tro - i en religion kaldes for en race ?
Politikerne i vores danske folketing - har et ansvar for - virkningerne af 266b - og dens virkninger for - om danmark forsat vil bestå - og jeg håber her i 2011 - at fremtidens generationer vil bemærke - om vore nuværende Politikere - vil opføre sig som ansvarlige lovgivere og fjerne 266b fra dansk lovgivning - eller om vore folketings-politikere - vil tale tavshedens sprog - og intet foretage sig angående paragraf 266b.
Jeg vil iøvrigt anbefale de unge - fremtidens skatteydere - at læse denne bog som - Flemming Rose - har skrevet - som bærer titlen - TAVSHEDENS TYRANNI. Vanetænkning fratager ikke vores Folketings-politikere - fra deres ansvar - over for de kommende generationer. Med venlig hilsen.
Svaret er at vi skal udvikle haard hud og ikke lade os terrorisere af Inquisitionen
07. maj 2011 - Pedram Kazemi-Esfarjani
Svaret er at vi skal udvikle haard hud og ikke lade os terrorisere af Inquisitionen. Tak for advarslen til den Danske Stat, men jeg tror, at jeg ved svaret paa frygten som formuleret af aerede skribent: "Det er en anklage, der kan ødelægge éns liv, koste én familie, venskaber og arbejde, ære og værdighed." I mine oejne og mange andre i Danmark og blandt mange venner internationalt er Lars Hedegaards aere og vaerdighed ganske intakt uanset hvad den Danske Statsapparats Islamiske Inquisition siger og skriver. Saavidt jeg kender Lars Hedegaard fra moeder i Trykkefrihedsselskabet og fra de venner paa internationalt og natialt plan, som Lars Hedegaard velfortjent har skabt et meget staerkt netvaerk med, mener jeg heller ikke, at venskaber vil lide under de Kafka'ske domme. Kafka's og Goerge Orwell's laesere vil gennemskue dommen og staten bag denne. Den almindelige befolkning, vigtigst af alle, vil ikke forelske sig med Islam blot fordi tre dommere siger, at de skal. Vedr. familien er jeg ligeledes fortroestningsfuld, at der altid er nogle i familien, der rykker endnu taettere sammen og kommer staerkere ud af totalitaere staters overgreb, se blot paa overlevende fra vores nabolands totalitaere fortid, Holocaust-overlevere og deres familier.
Konklusion: jo mere inquisition jo staerkere vil Europaeiske befolkninger kommer tilbage med deres stemme, ved valgurnene, i pressen og ude paa gader og straeder. Saadan virker Folkestyret og dets graesroedder.
Må man bruge ordet muslim, som skældsord?
07. maj 2011 - Kenneth Hansen
Det er vel egentlig ikke så svært at forstå. Man må ikke sige sandheden om muslimer. De bliver krænket og som følge af det, er man racist.
Hvis man kalder en muslim for 'perker' er man racist, desuagtet han kommer fra Iran.
Derfor må det vel være oplagt, at man nøjes med at kalde ham for muslim.
Er det nedsættende? Tja, det går den vej.
Det er lovsjusk af værste skuffe, når domstolene skal afgøre, om muslimer føler sig krænket eller hetzet. Hvor ved domstolene det fra?
Skal juraembedseksamen udvides med et par semestre, hvor Sharia, Koran og Hadith studeres og eksamineres?
Ellers er dommerne vel lægmænd og uden forstand på, hvad muslimerne forstår og føler.
I princippet kan rigtig mange danskere påberåbe sig ærekrænkelse og forfølgelse af en muslimsk majoritet, men det gør ikke noget, når DRC skal vurdere tilstanden. Vi kan tåle det og muslimerne har en hadeideologi, som fordrer af dem, at være imod os.
Domstolene bør afvise sager om racisme, der tydeligvis ikke har racisme at gøre. Det er vel tilladt for dommerstanden, at tænke selv og følge lidt med i virkeligheden.
Skal en dommers datter voldtages af islams lystige svende før end de fatter, hvad befolkningen prøver at tale frem i lyset.
Det kan ikke være retsalens ærinde, at negligere sandheden og subjektivt vurdere, om fremmede kulturer 'føler' sig krænket.
Afskaf §266b. Længe leve ytringsfriheden.
Injurier og falsk vidnesbyrd er omfattet af straffeloven. Det rækker så rigeligt.
Glimrende set af Poul Osmundsen
07. maj 2011 - Tim Pallis
Det er glimrende set af Poul Osmundsen, at denne dom er en konsekvens af den herskende postmoderne socialkonstruktivistiske ideologi. Jurastudiet på næsten alle universiteter i den vestlige verden er gennemsyret af denne tankegang, som står på skuldrene af Frankfurterskolens kritiske teori. Nu er det altså kommet så vidt, at den dømmende magt ligesom den fjerde magt (pressen) og de humanistiske videnskaber også er dybt politisk og aktivistisk. Kan man ikke gøre noget ved, at vore officielle institutioner efterhånden er blevet kultur-marxistiske propaganda-centraler?
underkuelse!
07. maj 2011 - Karl Erik Jensen
"Man binder os på mund og hånd", skrev PH for mange år siden i andledning af besættelsesmagtens censur overfor danskerne. Sangen er relevant igen i dag. ".. men man kan ikke binde ånd", hedder det videre i sangen. Noget tyder på, at PH ikke har haft fantasi til at forestille sig den udvikling, vi for tiden er vidne til, da det netop forsøges fra magthavernes side at binde ånden i form af forbud mod omtale af primitive kultures omgang med kvinder og børn.
Det næste bliver vel, at vi tvinges til at acceptere de fremmedes barbariske skikke her i landet af hensyn til "tolerancen", og for at undgå klager til diverse internationale oragnisationer over "racisme".
Det er modigt af Lars Hedegaard at føre den kamp vi alle burde tage del i for at undgå at vores dyrt indvundne friheder undergraves af noger, der mere og mere ligner en besættelsesmagt.
Han har jo ret
08. maj 2011 - Annelise Rasmussen
Lars Hedegaard har jo ret.
Familier hjælper med voldtægt af tvangsgiftede piger
http://www.bt.dk/danmark/familier-hjaelper-med-voldtaegt-af-tvangsgiftede-piger
Vh
Annelise Rasmussen
http://www.borgerdebat.dk
Tak.
11. maj 2011 - Allan Hansen
Kære Poul Osmundsen.
Tak for en god klumme også tak til Maria Due og Kenneth Hansen etc.
for fremragende indlæg i debatten.
P.s jeg håber at folk som jer alle er medlemmer af Trykkefrihedsselskabet?
mvh. Allan Hansen.
