Opgør med forfaldets Danmark

Selvbiografier er ofte kedsommelige - uden glød og engagement. Pæne, noble skildringer af hovedpersonens målbevidste færd ad nedtrådte stier.

David Gress' erindringer falder på enhver måde uden for den vanlige metervare. Nok er det en selvbiografi, men mest af alt er det et kampskrift.

Andet kunne næppe heller forventes af en forfatter, som allerede i forordet lader læserne vide, at hans Danmark ”er drømmen om et Danmark, som ikke overgav sig i Roskilde i 1658, som kæmpede imod og vandt”.

Det er et opgør med forfaldet i Danmark, hans andet hjemland, USA og den øvrige vestlige verden. Det er et opgør med vanetænkning og moderigtige meninger, hvis bagmænd er den udstrakte hær af tilpasningsduelige dydsmønstre i universitetsverdenen og kulturlivet med alt for mange politikere i rollen som klakører.

David Gress' helte strækker sig  fra Homer, Tocqueville, over Wagner til Tolkien, iblandet diverse science-fiction forfattere. Hvad denne særlige verden angår, tvinges nærværende anmelder til at trække sig tilbage, for her er ingen huller i min uvidenhed.

Men lad det være sagt med det samme: Vi har at gøre med en forfatter med en imponerende lærdom, evne til selvstændig tænkning og endnu vigtigere: en stærk karakter.

Faderløs

Elsa Gress mødte Davids far under et seminar på Schloss Leopoldskron i Salzburg.  Ægteskab blev det aldrig til, ja lå end ikke i luften. Juridisk er David med hans egne ord  et ”uægte barn”.

Hans stedfar kunne ikke udfylde savnet af den biologiske far, som han først mødte som voksen.

Igennem bogen strømmer en længsel efter denne far, som var en fremtrædende amerikansk litterat. Nu hjalp det nok heller ikke, at David aldrig fik et varmt forhold til stedfaderen, maleren Clifford Wright.

Hans første skole var reformpædagogerne på Bernadotteskolen. Det var ingen succes. ”Jeg læste, også engelsk, hurtigere end de andre, og det irriterede lærerinden.” I stedet kom han i den lokale kommuneskole i Glumsø, senere på Herlufsholm og Sorø Akademi.

Om en ”sort skole” har han ingen erindring og priser sig lykkelig for at have undsluppet reformpædagogikken, der – som han noterer - bærer ansvaret for, at de yngre generationer blev dårligere uddannet end de foregående.

Vaccineret mod marxismen

Hvor barndomshjemmet til en vis grad følte sig forbundet med marxismen, så tog David tidligt skarpt afstand fra denne ideologi.

Da han ankom til universitetet i 1970 – følte han sig ”effektivt vaccineret mod den mindste sympati for studenteroprøret” med tilhørende krav om, at studierne skulle være samfundsrelevante.

Heller ikke i dag kan han begribe, at en generation af unge, der i egen bevidsthed var mere oplyst og mere kritisk end nogen tidligere, kunne falde for ”en så umenneskelig og ødelæggende ideologi som marxismen”.

De var ”følgagtige flokdyr som marxister, de forblev følgagtige som bureaukrater, journalister, professorer og andet, de senere blev”. Selvstændig tænkning har aldrig tiltalt det store flertal. At floktænkning prægede ”flertallet af de angiveligt bedst uddannede, er en gåde og en skændsel”.

Gramscis genialitet

Gress omtaler den originale kommunistiske tænker Antonio Gramsci, der under er fængselsophold i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne udarbejdede en ny model for, hvordan kommunismen kunne sejre i et udviklet samfund.

Ifølge denne gamle kommunist var det afgørende at bemægtige sig de redskaber, hvormed holdninger og meninger dannes, udbredes og styrkes. Vigtigst er skoler, universiteter og medier .

Ifølge Gress bliver Gramsci virkelig genial, ”når han påpeger, at det ikke kun handler om at styre disse redskaber, altså placere personale, hvor de kan formulere pensum eller diktere avisernes redaktioner, men om selve retten til at diktere, hvordan politiske, økonomiske eller andre spørgsmål overhovedet skal stilles.

Det handler ikke blot om den konkrete magt på redaktioner eller fakulteter, men om magten til at sætte alle dagsordenerne”.

Selv for en person uden videre kendskab til Gramsci, forekommer Gress' dom at være korrekt: ”Ingen kommunistisk strateg har nogen sinde fået så meget ret som Antonio Gramsci. Ved siden af ham er Karl Marx en ren fallent”.

Man behøver blot at følge dagligdagen på universiteterne og i medierne. Vel er der  formelle styrelser, men hvem har  magten på de to public service-kanaler,  Danmarks Radio og TV2?  Hvem styrer ansættelsespolitikken på universiteteterne?

Hvad kom der ud af den såkaldte professionalisering af journalistuddannelsen? I hvert fald ikke journalister med evne til kritisk, selvstændig tænkning.

Næsten til bevidstløshed lykkes det, ifølge Gress, medierne at dokumentere, at unge, der skulle være kritiske, aldrig har ”været mindre kritiske over for herskende meninger”, især de dominerende i omgangskredsen, og som fremsættes af personer med autoritet.

Møde med kristendommen

Som ung blev agnostikeren David Gress optaget af kristendommen. Da han læste i Cambridge, blev han døbt.

Udførligt gennemgår han sin forvandling til katolik. Det var ikke en åbenbaring, nok så meget en intellektuel proces. Siden 1970'erne har han bevæget sig mellem de to poler: troen og rationalismen.

Den største udfordring var ikke dogmerne, men liturgien. Han vil  fastholde de gamle ritualer og  latinen. Samme holdning havde en anden katolik, Victor Andreasen, min forgænger som Ekstra Bladets redaktør.

Jeg erindrer, hvordan han skummede i telefonen efter en tidlig søndag morgen at have begivet sig fra Sydsjælland til messe i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade, fordi man ikke brugte den liturgi, han kendte fra sin barndom som messedreng i Silkeborg.

Prisværdigt gør Gress op med den forlorne idé økumenismen. Som han præcist skildrer denne sammenstuvede ret:

”Generationer af prælater fra mange trossamfund har i årtierne siden koncilet (i begyndelsen af 1960'erne) deltaget i talrige konferencer og udstedt højtravende bekendelser af fælles tro og kaldt til fælles kamp mod alverdens onder, sult, fattigdom, krig og undertrykkelse.

Det får deltagerne til at føle sig gode, men har intet med kristendom at gøre.” Skal man tro Gress og det gør man klogt i - gør de velklingende bekendelser formentlig mere skade end gavn, ja selv for de mennesker, man så gerne vil hjælpe.

Voksende EU-skepsis

Han startede med at være tilhænger af EF. I dag er han dybt skeptisk over for”det selvudnævnte og selvherlige magtsystem” EU. Generelt tilslutter han sig den afdøde britiske konservative og EF-modstander Enoch Powells definition på statsmandskunnen: ”At søge at afbøde forudsigelige farer”.

Powell var formentlig det bedst begavede medlem af Underhuset i begyndelsen af 1970'erne, mener han.

Selv oplevede jeg den klassiske filolog og politiker et par gange, især under en længere togrejse, hvor jeg interviewede ham.

Også og måske især, hvor jeg var uenig med ham, for eksempel om fordelene ved at føre en monetaristisk økonomisk politik, gjorde han indtryk, næsten ligesom Glistrup nogle år senere. Spændvidden, formuleringsevnen, intensiteten i hans øjne.

Få år tidligere havde Powell som den første fremtrædende politiker advaret imod konsekvenserne af den liberale indvandringspolitik i Storbritannien. Han blev naturligvis jordet af de ”anstændige” i det konservative parti.

En farlig illusion

At Gress er betænkelig ved konsekvenserne af multikulturalismen, siger sig selv. Det gælder ikke bare i Danmark, men for eksempel også i hans andet hjemland, USA, og Storbritannien. ”En farlig og romantisk illusion” kalder han det multikulturalistiske samfund.

Han advarer imod konsekvenserne af en politik, hvor ”en selvbestaltet klike af magthavere i politik, medier og på læreanstalter systematisk og med stort held har sat en udvikling i gang, der, hvis den ikke standses, må ende med at erstatte den indfødte befolkning med en anden.”

Lakonisk tilføjer han: ”Det fortjener intet folk, heller ikke det danske.”

Politiker-foragt

Næppe overraskende er han uhyre kritisk over for de 3 x Rasmussen, som har styret Danmark i de sidste 20 år. Hans karakteristisk af danske politikere fortjener at blive citeret nogenlunde i sin fulde udstrækning:

”De er så små mennesker, at de ikke engang kan måles i et elektronmikroskop. Jeg tænkte ofte, kan disse mennesker sove om natten. Jeg må konkludere, at det kan de fint, fordi de er så selvoptagede, at de er fuldstændig ligeglade med følgerne af deres fejhed og uvidenhed for fremtidige slægtled.

Deres skatteyderbetalte løn og pension er jo sikret, så længe de lever. Folk af den usle art fortjener værdige menneskers foragt.”

Velfærdspolitikken kan han naturligvis kun have foragt for og citerer Alexis de Toquevilles advarsel imod et skindemokrati af tryghedssøgende statsslaver.

Velfærdsstaten er gået fra ”at udligne formue og indkomst til at udligne adfærd i kraft af magthaveres angiveligt højere indsigt i, hvad folk har godt af at gøre, tænke og ønske”.

”Sund skepsis over for magthaveres motiver, taktikker, påstande og handlinger” er for ham at se  ”demokratiets væsentligste grundpille”. Her er han på linje med Viggo Hørup, der advarede imod at lægge en ukontrolleret myndighed i en mands hånd og tro, at han ikke misbruger den.

David Gress omtaler da også smukt sin gamle ven, frihedselskeren og den så ofte besværlige Henrik Stangerup. Har man kendt Stangerup, kan man kun sige ja og amen. Tvivlere gør klogt i at læse romanen ”Fjenden i forkøbet”.

I den svenske rocksanger og poet, Ulf Lundell, mener Gress at finde et slægtskab med Stangerup: ”Samme udkrængede sjæl, samme krav på en kvindes opmærksomhed og omsorg, samme klodsede forvirring, når kvinden af egne og for manden uudgrundelige årsager bliver væk.”

Måske er det årsagen til, at Stangerup og Lundell ind imellem sloges med det samme problem: alkoholen.

Uformelt Berufsverbot

”Egne veje” kalder Gress sit kampskrift. Og han er unægtelig gået sine egne veje. Svaret fra universiteter og forskningsinstitutioner har været et uformelt, men effektivt Berufsverbot.

Ustraffet stiller ingen sig i opposition til magthavere, hvis livsbane med de altid politisk korrekte meninger blev dikteret af de åbenbaringer, de modtog i 68.

Midt i alvoren og den forståelige vrede (karakteristisk nok ikke bitterhed) har David Gress blik for andre værdier. Som når der for eksempel i en landsby i omegnen af Cambridge er original ”real ale”.

Som den gode planlægger finder han ud af, at han kan nå frem til de gyldne dråber med en bus og komme tilbage to timere senere. Fanatisme? Nej, sans for de ægte værdier.

Liberalt, konservativt fyrtårn

Behovet for viden og indsigt har gang på gang fået David Gress til at dreje ned ad biveje – filologisk, filosofisk, religiøst og politisk. Men hvorfor skulle han fortryde det, når netop her ventede de største oplevelser.

At så omverdenen konsekvent har besluttet at behandle denne polyhistor som en outsider, kan næppe overraske. Stort set oplevede hans mor næsten det samme.

En fri tænker, et liberalt, konservativt fyrtårn som David Gress falder uden for den homogeniserede og standardiserede almindelighed .

Så meget desto mere er der grund til at fryde sig over, at han har ladet sig overtale til at skrive dette kampskrift. Men selvfølgelig er han heller ikke for ingenting sin mors søn. Sådanne mennesker kan kun være frie fugle.

David Gress. Egne veje. 460 sider. 198 kr. Forlaget Cepos

I anledning af bogen afholder Cepos et debatarrangement mandag kl. 17. Læs mere