En lang og kedsommelig enke
19. april Helle Merete Brix
Martin Amis: The Pregnant Widow. 470 sider, 2010, London, Jonathan Cape. Ca. 10 britiske pund på amazon.co.uk
Lad os begynde med længden. 463 sider lang er den berømte britiske forfatter Martin Amis´seneste bog. The Pregnant Widow, Amis´tolvte roman er er altså mere end dobbelt så lang som hans forrige bog, The Second Plane, en samling af essays og korte prosatekster. Den bog var kun på 209 sider. Men hvorfor nu denne sammenligning på sidetal? Er det ikke både vulgært og urimeligt? Måske, men det er tankevækkende, hvor meget man fik for pengene i den korte bog og hvor lidt man får for sin udholdenhed i den aktuelle udgivelse. Amis vil med The Pregnant Widow sige noget klogt om bagsiden af den seksuelle revolution, om feminismen og om alderens forfald. Men resultatet er overvejende kedsommeligt. Det er en skam, for emnet er interessant.
Men altså, til handlingen: Scenen er sat på et slot i Italien i sommeren 1970. Her er en gruppe af unge samlet. Vi følger hovedpersonen, den tyveårige britiske litteraturstuderende Keith Nearing - utvivsomt et portræt af Amis selv som ung - og ikke mindst hans famlende forsøg på at forstå, møde og erobre det modsatte køn. Og vi følger den gruppe af unge mænd og kvinder, der omgiver ham; ikke overraskende drikker de unge drinks og går i swimmingpoolen og fører endeløse og kedsommelige samtaler om bryster og balder, homosex og heterosex, hvem der går i seng med hvem, hvem der gerne ville gå i seng med hvem og hvem der har problemer med at gå i seng med hvem. Kort sagt, alt forekommer denne anmelder ret normalt, når man tager i betragtning at der er tale om unge, der er født i efterkrigstiden, formet af den seksuelle revolution, med alle mulige materielle goder og ingen krig truende forude.
Der er måske nok en særlig kynisme på spil. Som når Keith på et tidspunkt, for at kunne gå i seng med, ikke sin veninde Lily, der er en jævnt udseende jurastuderende, men med deres fælles veninde, den skønne Scheherazade, sniger sig til at dope førstnævnte, for at få frit spil om natten med sidstnævnte. Men et eller andet små-dramatisk skal der jo ske i bogen, har Amis måske tænkt. Og da bogen er præget af uendelig lidt handling, hilser man efterhånden som ingenting skrider frem, ethvert forsøg på at bryde tomgangen velkomment.
Det kvindelige begær
The Pregnant Widow handler som allerede antydet i høj grad om sex. Amis har sat sig for at beskrive en af feminismens største landvindinger: Cementeringen af kvinders ret til at have et seksuelt begær. I Amis´bog er kvinderne unge og usikre, og de har fået et værktøj i hånden, som de endnu ikke ved, hvordan de skal anvende. Resultatet er ligeså brutalt, som det er kejtet. Disse kvinder kan selvbevidst proklamere, at de er "boys". De kan udspy bidende bemærkninger om størrelsen på en mands lem, vel vidende at det nok er det værste man kan sige noget bidende om. Men de forstår endnu ikke, at man aldrig bør sige noget så ondskabsfuldt til en mand. De unge kvinder ved heller ikke, hvordan de tackler mødet med den explicitte, sydlandske machokultur, en kultur, der er i stand til at overleve enhver seksuel revolution, og som de møder i begyndelsen af bogen (i øvrigt strålende beskrevet fra Amis´hånd). De er bambier i harnisk.
Beskrivelsen af denne famlen rundt for både mænd og kvinder i en omskiftelig tid er delvist vellykket. Men som læser savner man, at persontegningen var tydeligere. Vi lærer ikke rigtigt nogen af de unge at kende. Her er ellers nok at tage af:
Scheherazade, der spadserer omkring på slottet eller ligger ved poolen som en nyudsprungen og ombejlet svane. Hendes eneste kritiker synes at være storbybøssen Whittakers muslimske ven, der har det vanskeligt med den kvindelige anatomi.
Den jaloux Lily er ulykkelig over, at hun er mere intellekt end skønhed. Keith mumler trøstende ord om at hendes skønhed er på vej, samtidig med at han afviser hendes konstante udfritten om, hvorvidt han er interesseret i Scheherazade. Det er selvfølgelig en grov løgn, for når man er 20 år og hormononerne kører rundt i kroppen, er det sjældent intellekt, men Scheherazaderne med de fantastiske bryster, man vil have. Hen mod slutningen af bogen får vi dog at vide, at Lily faktisk bliver Keiths kone nummer to. Men ikke nummer tre.
Vi får også et rids af Gloria Beatyman, født muslim, viser det sig, handlekraftig og yppig. Og af Adriano med de mange penge og biler, der døjer med at han, for at udtrykke det diplomatisk, er uendelig lidt høj.
Revolutionens spektakulære offer?
Et kvindeligt spøgelse er ligeledes med i bogen: Keiths søster Violet. Hun optræder i breve hjemmefra, i spredte tanker og samtaler. I sidste del af bogen, hvor Amis fortæller om udviklingen i personernes liv helt frem til nutiden, forstår vi at Violets tragiske liv får et tragisk endeligt. Man skal vide noget om Amis´personlige liv for at kunne afkode, at der er tale om et portræt af søsteren Sally, der døde i 2000. Sally blev 46 år gammel, hun led af depression og hun var alkoholiker. Amis har beskrevet hende som "patologisk promiskuøs". Sådan er også bogens Violet beskrevet; som en kvinde med et ulykkeligt talent for at bruge sin frihed til at vælge voldelige og/eller følelseskolde mænd og mange af dem. Men hvorfor?
Ligesom jeg ikke godtager Amis´beskrivelse af sin søster som "en af revolutionens mest spetakulære ofre", godtager jeg som læser ikke det vage rids af Keiths søster Violet og hendes ulykkelige liv. Fint nok at sætte en personlig skæbne ind i en større historisk ramme. Men hvad er det i personens personlige liv, i hendes karakter, der driver hende i den selvdestruktive retning? Her viser Amis sin svaghed som fiktionsforfatter: For Amis er moralist, og moralister bør ikke skrive fiktion men debatbøger.
Amis, der er født i 1949, vil også gerne sige noget om død og forfald. I indlagte afsnit beskrives Keiths liv som moden mand og hans besvær med at blive ældre; Den modne Keith lever dårligt med, at spejle ikke er, hvad de har været. Døden forekommer øjensynligt kun at være udslettelse og tab, alderdommen en rejse ind i fjendeland. At blive ældre og gammel forbindes udelukkende med tab af seksuel tiltrækningskraft, ikke med visdom eller psykologisk sikkerhed. Det er trist, men vel også et ganske realistisk billede af bagsiden af nutidens vestlige kultur.
Hen mod slutningen af bogen fremsættes udtalelser, der er interessante, men som forekommer påklistrede, fordi dette er fiktion. En af bogens figurer peger for eksempel indirekte på bagsiden af den seksuelle revolution. Måske fik man overdrevet sagerne lidt, og står derfor nu med et ikke uvæsentligt problem: En kultur, der ikke kan reproducere sig selv. Det kan til gengæld den selvbevidste muslimske, machokultur. Kvindens frigørelse kan ende med at have banet vejen for sharia og tildækning. Igen: Skriv en debatbog om det, Amis.
Amis er berømt for at skrive om sex, med en mands blik på kvinder, som det så fint hedder. Det er måske ikke overraskende, da Amis er mand og hetero. Men dette blik virker, må man konkludere efter endt læsning, ærlig talt lidt tåget. Og når Amis´virkemidler ofte er det groft karikerede og manieret-humoristiske, er det måske fordi Amis, der fylder 61 til august, stadig opfatter kvinders seksualitet som noget ubeskriveligt, som et mysterium, fuldstændig som den unge Keith Nearing gør.
Amis´far, forfatteren Kingsley Amis, udtalte engang om sin søns forsøg på at beskrive sex, at det er "sværere end han tror. Ingen siger, at fiktion skulle være i stand til at diskutere alt; han tror han kan, men jeg er ikke sikker på, at han kan".
Det er jeg heller ikke. Og da det er omdrejningspunktet i The Pregnant Widow er det en skam. Nu vil rygtet vide, at Amis arbejder på en fortsættelse af The Pregnant Widow, der skal have den pompøse titel State of England. Måtte den blive enten halvt så kedelig eller halvt så lang.
