Det kan synes fuldstændig ubegribeligt, at et land er parat til at frigive over 1000 fanger for at få frigivet en enkel kidnappet statsborger, som sidder i fangenskab hos landets farlige fjende.
Det er ikke desto mindre hvad Israel har gjort for ganske nylig i en fangeudvekslingsaftale med den islamisk-fascistiske terrororganisation Hamas, der har kontrolleret det palæstinensiske selvstyreområde Gaza siden magtovertagelsen i 2006.
Den israelske soldat Gilad Shalit blev kidnappet d. 25. juni 2006 af muslimske terrorister fra Gaza, som havde gravet en tunnel ved grænseovergangen Kerem Shalom mellem Israel og Gaza.
I det uprovokerede angreb på israelsk territorium blev to israelske soldater, Pavel Slutzker og Hanan Barak dræbt, fem andre soldater blev såret og soldaten Gilad Shalit blev kidnappet.
Trods flere forsøg på at lokalisere den tilfangetagne Shalit, lykkedes det ikke.
Knap fem et halvt år senere kom fangeudvekslingen så i stand med en skyhøj pris at betale for Israel. Skelet-tynd, bleg og afkræftet blev Gilad Shalit sluppet ud i friheden fra Hamas´ fangehul i bytte med åbenlyst velnærede, solbrændte palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.
Folkestemningen for en aftale
Skal man prøve at forstå baggrunden for, at israelerne var villige til at gå så langt som til at frigive 1027 palæstinensiske fanger, heraf hundredevis ansvarlige for blodige terrorangreb på civile israelere, så er der flere perspektiver, som muligvis kan belyse det svært moralske dilemma.
Overrabbiner Bent Lexner giver et fingerpeg, når han på religion.dk beskriver et princip i jødedommen, som suspenderer alle andre påbud:
”Jødedommens hovedsynspunkt er, at der, hvor der kan reddes liv, må mennesket gøre alt, hvad det er i stand til”.
Dertil skal man lægge folkestemningen og mentaliteten i Israel, som trods protester – bl.a. fra familier, som har mistet mange af deres kære i palæstinensiske terrorangreb, samt forældrene til Gilads Shalit, som har ført en årelang kampagne for at presse den israelske regering til at indgå en aftale med Hamas-islamisterne om en frigivelse af Shalit, var for en aftale.
Nærmere betegnet viste en måling i den israelske avis Yedioth Aharonoth, at næsten 80% af israelerne støttede fangeudvekslingen.
Netanyahu – livets ukrænkelighed
Israels premierminister Benyamin Netanyahu sagde i sin velkomsttale til Shalit, at hele den israelske nation var forenet i glæde og smerte.
Denne udvekslingsaftale var, sagde han, én af de sværeste beslutninger at træffe og advarede de frigivne terrorister mod at vende tilbage til løbebanen med terror.
Som leder slog Netanyahu fast, at når der hver dag sendes israelske soldater ud for at forsvare civile israelere, så er der et gensidigt ansvar, som ikke blot er et slogan, men én af grundpillerne for israelernes eksistens i Israel.
Der var to ufravigelige krav fra israelernes side til aftalen: Ingen Hamasledere skulle frigives og palæstinensiske mordere, som afsonede multible livstidsdomme skulle sendes til Gaza eller til udlandet.
”Israel er forskellig fra sine fjender. Her fejrer vi ikke løsladelsen af mordere. Her løfter vi ikke de mennesker op på vore skuldre, som har afskåret andre fra livet. I modsætning til det tror vi på livets ukrænkelighed. Vi helliggør liv. Det er en gammel tradition hos det jødiske folk” .
Terror er blevet til frihedskamp
Kontrasten var til at få øje på, når man i flere nyhedsudsendelser så modtagelsen af de palæstinensiske fanger på Vestbredden og Gaza. Både hos Hamas og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas blev de frigivne palæstinensiske fanger modtaget som folkehelte og Abbas kaldte dem sågar frihedskæmpere.
Flere folkemængder råbte på yderligere gidseltagninger af israelske soldater.
Den ”moderate” Abbas udtalte blandt andet til til den egyptiske kanal Dream2 TV d. 23/10, at han aldrig vil anerkende en jødisk stat, og at kidnapningen af Shalit var en god ting.
Bombesprængninger af vilkårlige civile israelere på pizzariaer, i busser, nedskydning af børn og voksne i privatbiler og knivdrab er åbenbart i visse palæstinenseres surrealistiske logik at betragte som frihedskamp.
Jo, George Orwell har vist ikke levet forgæves. Terror er blevet til frihedskamp. Eller som vor hjemlige folkesocialist, formand for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening og tidligere såkaldt brobygger i Mellemøsten for udenrigsministeriet, Fathi El-Abed, så smagfuldt udtalte det i forbindelse med fangeudvekslingen 18/10:
”Nu er det heldigvis ikke israelerne, der bestemmer, hvem der er terrorister, og hvem der ikke er. For hvis de løsladte virkelig kan kaldes terrorister, er der også tusinder af israelske soldater, der kan stilles til ansvar”.
Tag den Israel. Således siger en såkaldt Mellemøstbrobygger i Danmark anno 2011.
Blodtørstige terrorister
Lad os se lidt nærmere på hvem nogle af de løsladte palæstinensiske fanger egentlig er. Af fangelisten fremgår det, at der er 27 kvinder og 1000 mænd, som sammenlagt er ansvarlige for at have myrdet 569 israelere.
Wafa Samir al-Biss, den kvindelige wannabe selvmordsterrorist, var blevet behandlet på et israelsk hospital, og som ”tak” ville hun sprænge læger og sygeplejersker i luften i forbindelse med et ambulant besøg på hospitalet i Beersheva.
I 2005 blev hun taget på fersk gerning på en grænseovergang mellem Gaza og Israel med et bombebælte om livet. Efter frigivelsen sagde al-Biss til en gruppe skolebørn:
”Jeg håber, at I vil vælge den samme vej som mig, og hvis Allah vil det, så vil nogle af jer blive martyrer."
Ahlam Tamimi var udklædt som jødisk turist, da hun eskorterede den palæstinensiske selvmordsterrorist, Izz al-Din Shuheil al-Masri, til Sbarro pizzaria i Jerusalem i 2001, hvor 15 israelere blev dræbt og 130 såret.
Efter frigivelsen gav hun interview og på spørgsmålet om hun ville medvirke til et lignende terrorangreb igen, hvis hun kunne skrue tiden tilbage, svarede Tamimi:
”Selvfølgelig. Jeg fortryder ikke det, der skete. Overhovedet ikke. Det er den vej, som jeg har dedikeret til jihad for Allahs skyld og Allah har givet mig succes.....”.
Mona Jaud Awana som via et chatroom i 2001 lokkede den 16-årige skoleelev Ofir Rahum til et ”romantisk” møde, kørte ham til Vestbredden, hvor tre palæstinensiske terrorister likviderede ham med 15 skud i bilen.
Awana fortalte, at hun var til stede under den berygtede Ramallah-lynching, hvor hun besluttede sig for at ville bortføre en israeler og myrde ham.
Abd al-Aziz Yussuf Mustafa Salehi, som stolt fremviste sine blodige hænder på det berygtede foto fra politistationen i Ramallah i The 2000 Ramallah lynching. To israelske reservister, Vadim Nurzhitz og Yossi Avrahami, var ved en fejltagelse kørt ind i Ramallah på Vestbredden.
De blev tæsket på politistationen af en indtrængende pøbel, som smed den ene israeler ud af vinduet, og begge israelere blev efterfølgende på barbarisk vis maltrakteret og myrdet af en palæstinensisk pøbel, hvorefter ligene blev trukket gennem gaderne.
Abd al-Hadi Rafa Ghanim, som angreb en propfuld bus på vej fra Tel Aviv til Jerusalem i 1989, styrede bussen ned i en slugt, hvorefter bussen brød i brand og 16 israelere, som ikke kunne komme ud, blev brændt levende og 27 blev kvæstede.
Ahmed Jibril Othman al-Takruri, smed en brandbombe ind i en offentlig bus i Jeriko i 1988, hvor en israelsk mor, hendes tre børn og en soldat, som forsøgte at redde dem, blev dræbt.
Listen er ligeså lang som de palæstinensiske terrorangreb er blodige. Man noterer sig en ekstrem grad af ondskab og de ubegribelige bestræbelser på, at dræbe så mange israelere som muligt.
Der gik kun én dag efter fangeudvekslingen, inden en palæstinensisk terrorist var i aktion igen. Denne gang var det en palæstinensisk kvinde, som trak en kniv mod en civil israeler ved et busstoppested, medens hun råbte Allah u Akbar og død over jøder. Tre dage senere blev en 17 årig israelsk teenager stukket ned af en palæstinenser i bydelen Ramot i Jerusalem.
SF og Fathi el-Abed
Det har været interessant at følge diverse udtalelser i de hjemlige medier i kølvandet på den disproportionale udvekslingsaftale af fanger. Vor udenrigsminister Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti mente, at vi skulle glæde os ubetinget over aftalen, og sagde:
”Det er en rigtig god nyhed, og jeg glæder mig over, at aftalen ud over sit umiddelbare indhold også kan ses som et vigtigt tillidsskabende skridt fra den israelske regerings side i forhold til fredsprocessen generelt”.
Det synes nu en anelse vanskeligt at glæde sig ubetinget over aftalen med bevidstheden om, dels smerten hos de efterladte til terrorofre, dels løsladelsen af en masse palæstinensiske terrorister, hvoraf flere ytrer ønske om at fortsætte jihadterroren mod civile israelere.
Man kan heller ikke lade være med at tænke på, hvorfor det mon er Israel, som ifølge Søvndal skal tage tillidsskabende skridt.
Skal palæstinenserne ikke tage tillidsskabende skridt ved som udgangspunkt at lade være med at sende terrorister ind i Israel samt stoppe med uophørligt at fyre granater og raketter ind over Israel?
Hvorfor påtaler vor udenrigsminister ikke disse angreb, som kunne minde om konstante krigserklæringer fra Hamas´ side?
Hvorfor kritiserer Søvndal ikke Abbas´ udtalelser om, at han ”aldrig vil anerkende en jødisk stat”?
Hvordan har man tænkt sig at Israel skal forhandle fred med en modpart, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere? Svar udbedes, hr. udenrigsminister!
Søvndals partifælle, Fathi el-Abed, som også er formand for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening har været nærmest euforisk i forbindelse med frigivelsen af de mange palæstinensiske mordere. Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser følgende ord af el-Abed:
”Jo, der er mange af de løsladte palæstinensere, som er slemme set med israelske øjne. Men husk på, at israelske soldater også har slået mange palæstinensere ihjel gennem tiden”.
Er mange af de palæstinensiske terrorister mon ikke slemme set med el-Abeds øjne?
El-Abed går så vidt som til at kalde de palæstinensiske fanger for ”politiske fanger” - vel sagtens for, at man skal få den association, at de palæstinensiske fanger er uretmæssigt fængslet
El-Abeds udtalelser følger op på en ”perlerække” af udfald såsom:
”Israel er en paranoiastat, Israel er den eneste aggressor i Mellemøsten og Israels evige krigsglæde”, tangerer palæstinensisk propaganda af værste skuffe.
Det hænger mægtig godt sammen med, at Socialistisk Folkeparti indtil for ganske nylig som parti støttede det temmelig enøjede foretagende, der går under navnet ”Boykot Israel”.
Nazismens skygge
Det er tankevækkende, hvorledes en overvejende del af den danske befolkning har flyttet sig fra at støtte jøderne under 2. verdenskrig til nu overvejende at støtte kræfter, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere.
Man støtter de selv samme tanker om jøderne, som man engang reddede de danske jøder fra. Under venstrefløjens godhedsfaner.
Det synes paradoksalt, al den stund at europæerne stadig er tynget af at leve i nazismens skygge.
Kommentarer
Arabere
04. november 2011 - Nielsen
Kun en idiot giver en araber noget.
De vil kun ødelægge.
Det arabiske problem bliver vores
04. november 2011 - Niels Jørgensen
Et citat fra Nicolai sennels seneste blogindlæg:
64 procent af alle skolebørn med arabisk baggrund, er funktionelle analfabeter efter ni år i den danske folkeskole. Samme tendens ses i fag som matematik og naturvidenskab.
Og ifølge Sarazins bog: "Deutchland Chaft sich ab" beskriver han resultatet af de intelligenstests, som man laver i Tyskland. De tyrkiske og arabiske elever har en mindre IQ end de tyske elever.
Heri ligger måske miseren i Mellemøsten, såvel som i Danmark: Når man ikke selv kan finde ud af det, så kan man i hvert fald ødelægge det for de andre.
Dette er ikke ment racistisk; men hvis ikke man på påpege problemets rod, hvordan skal man så kunne finde en løsning.
Venstrefløjen har IKKE kunnet anvise hvorledes disse (Sarazin-begreb) Bildungs- und Kulturferne mennsker skal kunne integreres i Vesten. Se igen Sennels Blog.
Den, som ikke er en del af løsningen, er en del af problemet!
Definitionen på terror
04. november 2011 - Jette Plesner Dali
Fatih El-Abed nægter som bekendt at tage afstand fra vold.
Måske man burde minde ham om definitionen på terror:
"En civil gruppes planlagte brug af uforudsigelig vold mod regeringer, offentligheder eller individer med et politisk formål".
Jf. Birthe Hansen, som bl.a. har behandlet religiøs-fundamentalistisk terror (som hos palæstinensere.
Ved et møde i Fællessalen på Christiansborg spurgte jeg Fatih, om han mente Hamas er god for palæstinenserne? Han vævede længe planløst rundt, men endte op med de berømte/berygtede ord:
"Kom ikke og be' mig tage afstand fra vold". Sagt altså af en mand, der har stillet op til EU-Parlamentet for SF, været folketingskandidat for samme parti samt nuværende formand for en såkaldt "venskabsforening".
Fatih El-Abed forsvarer terror. I hvert fald så længe den kommer fra palæstinenserne. Så enkelte er det.
Bravo.
04. november 2011 - Jan Schiermacher
Igen igen, og gudskelov da for at vi har kilder som sappho og en del private bloggs her i DK der kan sætte de etablerede mediers løgne og udeladelser godt i relief.
Danmark er på vej udover skråplanet, og de røde terrorist sympatisører i SF,EHL hjælper så "glimrende" med dertil. 30 års intens manipulering og propaganda via det ræverøde (D)DR har virkelig båret frugt med at fordumme befolkningen i og omkring Israels situation, ikke fordi Tv2 er meget bedre snart ...Suk.
Statens eksistens
05. november 2011 - Karl Erik Jensen
Israel svigter ikke de borgere, der kæmper for landets eksistens. I modsætning til andre lande, hvor borgere, der tager landes eksistens alvorlig, bl.a ved at kæmpe for en begrænsning af Islams indflydelse, forfølges, stemples som "fremmedfjendske" og af og til retsforfølges for ikke at udtrykke det "rigtige" om landets spirende besættelsesmagt.
Ikke alle har samme værdi
05. november 2011 - Frank Hansen
Det er forbavsende, at Hamas med denne aftale indrømmer, at der skal 1027 palæstinensere til at opveje en israelsk soldat. Det viser noget om palæstinensernes mangel på selvværd.
Hvis palæstinenserne nedlagde våbene?
05. november 2011 - Eyvind Dk
Pat Condell udtrykker en trivialitet i sin videoklumme på Snaphanen: Hvis palæstinenserne nedlagde våbene idag ville de ha' fred imorgen - hvis israelerne nedlagde sine våben idag ville de være udryddet imorgen.
Sigende og slående faktum!!!
Primitivisme
05. november 2011 - Carsten Bengt-Pedersen
Forholdet i fangeudvekslingen siger jo alt om henholdsvis Hamas, må jeg tillade mig at sige arabernernes, og jødernes opfattelse af menneskeværd.
Jeg er - uden at være jøde, men nok meget proisraelsk og philosemitisk - særdeles stolt af, at mit yngste barnebarn, der har tilbragt en del af sine skoleår i Israel og taler flydende ivrit. Han er nemlig fornylig er vendt hjem til DK som sergent i de israelske specialkamptropper efter frivilligt at have aftjent frivillig værnepligt, med sin oberst baret somtrofæ, som den bedste på sit hold.
To-statsløsning
06. november 2011 - C. Halvorsen
Men vi kan jo håbe på, at fangeudvekslingen kan bidrage til den to-statsløsning, som alle ønsker.
Soergeligt og skraemmende
14. november 2011 - Lisbet
Det er meget soergeligt at Danmark ikke stoetter Israel i en lang hoejere grad end som tilfaeldet er. Hvad er der sket med danskernes moral? Hvordan kan almindelige danskere virkeligt lade vaere med at tage afstand fra terrorismen der kommer isaer fra Hamas og hvordan kan danskerne ignorere Abbas' deklaration at Israel ikke skulle have lov til at eksistere. Hvad saa end Israel bliver haengt ud for, saa overvej lige hvad deres alternativ er og hvad de kaemper for. Retten til at eksistere. Et ENESTE demokratisk land i midten af en hvepserede af regimer der er i en rigtig farlig situation lige nu. Nu falder de forhaabningsfulde tidligere enevaelder i haenderne paaVerden, beruset af "Det arabiske foraar" er allerede ved at vaagne op med toemmermaend. Der bliver ikke demokrati i Libyen, Syrien, Egypten osv. i den forstand vi har af et demokrati - det er KUN Israel der har et tilsvarende. Og at Danmark ikke staar op for frihedens eller joedernes ret til et hjemland i FRED, er ikke til at begribe. De er villige til en 2-stats loesning. Det er Abbas IKKE. Med hensyn til danskernes apati overfor hvad ret er, saa er det baade paa indenrigsplan, i jeres forhold til Israel, og ikke mindst som I stemmer, eller afholder at stemme ved de forenede nationers generalforsamling da det drejede sig om at inkludere "Palestina" som en nation. Palestinenserne vil jo ikke engang sidde ned og forhandle fred med Israel. Hvergang en haand er blevet rakt frem er den blevet ignoreret. Hvordan kan den danske presse ikke berette sandheden - den hele sandhed. Det er saa urimeligt. Nu har en Saudi prins lige udsagt en dusoer til hvem som kan tage endnu en Israelsk soldat til fange saa de kan gentage dende fange-udveksling - en soldat for 1000 forbrydere af alle internationale aftaler. Saa de kan bruge ham (eller hende) til at forhandle om at frigive flere mordere og terrorister. De har ingen skrupler hvem de retter terrorismen efter. Familier, boern, unge, kvinder, babyer og gamle. Civil eller soldat er ens for dem og de er villige til at bruge deres egne boern og unge som menneskelige forsvarsskjold. De bruger ambulancer til deres terror, og de vil angribe skolebusser uden fortrydelse. Og i verdenspressen og i danmarks presse saa er det Israel der er en "apartheit stat"? De som ikke tager afstand fra denne dobbeltmoral - eller rettere absolut mangel paa moral er enten ikke ordentligt informerede; det gaelder alle idealisterne der virkeligt tror paa pressens udgave af tingenes sammenhaeng. Og de som bygger disse loegne, de som arrangerer flotillaer og de som leder denne hetz paa Israel, ja, det er antisemitisme i fuld grad. Der er mange som beskytter sig bag navnet "anti-zionist" - og dermed foeler sig i fuld ret til at tage afstand fra Israel. Til syvende og sidst kan det ikke forsvares. Jeg er meget stolt af Netanyahu og hans standpunkt i baade de forhandlinger og i de taler han holdt ved FN moedet hvor had BEDTE om at genoptage fredsforhandlingerne. Desvaerre blev de ikke gengivet i de fleste presser verden over, inkluderet Danmark, andet end i et meget kort format hvorimod Abbas blev modtaget med aabne arme. Sikke dog en grim verden, og taenk at Danmark er med til det... Hvis pressen havde vaeret regulaer i deres daekning, saa KAN det jo godt vaere at der var nok sund fornuft og god moral tilbage i verden og i Danmark til at staa op for Israel. Spoerg jer selv i hvilken verden I ville helst leve? I en hvor Islam regerer eller hvor de joediske principper som jo ogsaa er de kristne og vestlige principper holdes op. Taenk, Danmark, taenk! Lad maere med at hoppe paa den vaerste.
Troværdighed?!
18. november 2011 - Peter Wang
Jeg skal ikke kommentere Rachel Adelberg Johansen klumme yderligere. Jeg er enig i noget, uenig i andet. Men jeg ser det som et problem, at Sappho bringer hendes klumme, da den jo intet har at gøre med krænkelse af trykke- og ytringsfrihed. Klummen er slet og ret et partsindlæg i en kompliceret storpolitisk problemstilling.
Når Trykkefrihedsselskabet ser det som sin opgave at bringe et sådant partsindlæg, forpligter det sig eo ipso til åbenhed overfor modsatrettede partsindlæg; og intet tyder på, at Trykkefrihedsselskabet besidder denne åbenhed – tværtimod. Det ser snarere ud, som om Trykkefrihedsselskabet har et skjult sæt af ”politisk korrekte” værdinormer, der styrer og begrænser dets åbenhed.
In casu får man en stærk fornemmelse af, at Trykkefrihedsselskabet betragter bestemte positive meninger om zionismen og staten Israel som lakmusprøven på trykke- og ytringsfrihed; eller vendt lidt anderledes: At der er spørgsmål vedrørende zionismens og staten Israel, man ikke ønsker drøftet, fordi man på forhånd kun anerkender ét svar som det indiskutabelt korrekte.
En slags bekræftelse på denne antagelse finder man både i selskabets vedtægter og i formanden, Lars Hedegaards, selvbiografi. Man finder den også i, at en ikke ubetydelig del af Trykkefrihedsselskabets udenlandske venner synes at have meget tætte forbindelser til organisationer, der ikke ligefrem er kendte for åben debat om visse spørgsmål, eksempelvis Anti Defamation League (ADL), der er lige så hurtigt til at trække antisemitisme-kortet, som Anita Bay Bundegaard er til at trække nazi-kortet – spørg bare Norman Finkelstein.
Jeg hører ikke til dem, der mener, at jøderne og europæerne er skyldige i hele den islamiske misère – den er islam selvfølgelig selv skyld i. Jeg hører heller ikke til dem, der nægter staten Israels ret til at eksistere og til at forsvare sig selv. Men jeg ser dog et problem – som ikke bør fejes ind under gulvtæppet – i, at én nation (den britiske) skænker en anden nation (den jødiske) et landområde, der tilhører en tredje nation (den jordanske), hvis ejerskab til landområdet, man tilmed har garanteret; og dette tilmed på basis at en 2000 år gammel, religiøst baseret fordring. Hvis man – i overensstemmelse med Kants berømte maxime – ville ophæve denne ratio til geopolitisk paradigme, ville verden hurtigt forvandle sig til et større kaos, end den allerede er.
Hvis man anser denne fremstilling for forenklet, skulle man opfordre Geoffrey Cain til at skrive en lige så fordomsfri klumme om staten Israels opståen, som den han skrev om oprettelse af en eventuel palæstinensisk stat.
Men – hvis jeg et øjeblik må vende konkluderende tilbage til Rachel Adelberg Johansens klumme – så efterlader den et indtryk af, at Trykkefrihedsselskabet er mere interesseret i at varetage zionistiske interesser, end i at varetage egentlig trykke- og ytringsfrihed.
Jeg nærer ingen former for racistiske følelser eller tilbøjeligheder, overfor hverken jøder, horsensianere, svenskere, tyskere, arabere eller somaliere; alligevel fornemmer jeg, hvordan antisemitisme-kortet er ved at blive trukket op af diverse jakkelommer overfor min stakkels person blot på basis af ovenstående harmløse betragtninger.
Men på bundlinien handler de dog ikke om andet, end at Trykkefrihedsselskabet ved at lægge spalteplads til én-dimensionale politiske partsindlæg sælger ud af sin egen troværdighed. Hvis selskabet skal gøre sig gældende i den offentlige debat – sådan som det gjorde i de første år, hvor jeg selv var medlem – er det utrolig vigtigt, at det ikke putter sig med skjulte, ikke-bevidstgjorte ytringsfrihedsbegrænsende fordomme; for i så fald er der ingen, der gider at lytte til selskabets udgydelser.
Det skulle jo gerne være sådan, at det var Lars Hedegaard, Deadline inviterede, når Charlie Hebdo angribes af vrede muslimer, og ikke Anders Jerichow, hvis slattenhed under Muhammed-krisen var så åbenlys. Ganske vist skal man jo ikke forvente hverken åbenhed eller fordomsfrihed af Deadline, men hvis Trykkefrihedsselskabet var lidt mere klart og kontant i spyttet, var der måske en mulighed for at det ikke ville miste mere af sin gennemslagskraft, end det allerede har sat over styr.
Det var det hele.
