Udsigt fra et hul i jorden

Da gymnasielæreren Robert Redeker i september 2006 skrev en islamkritisk kronik i Le Figaro, opdagede det franske efterretningsvæsen dagen efter, at der på en krypteret internetside lå meget detaljerede instrukser om, hvordan man kunne finde ham og dræbe ham. Redeker måtte straks gå under jorden og er der den dag i dag. Han har fået at vide, at hans brøde aldrig vil blive tilgivet, så resten af livet må han leve i skjul. Men helt glemt er han ikke.

Redeker skriver fortsat i aviserne, optræder engang imellem i radioen, og sidste år var han i Danmark for at præsentere sin bog Man må prøve at leve i Trykkefrihedsselskabet. To franske efterretningsfolk fulgte ham overalt, og det bliver hans skæbne resten af livet. Hvordan ser man på verdens udvikling, når man lever i et hul i jorden? Svaret er: Skarpt. Meget skarpt. Det får man syn for sagn for i Redekers seneste bog Egobody, hvor han ikke lægger optimistiske fingre i mellem. Her er the opening lines fra forordet:

"Uden at nogen egentlig har lagt mærke til det, er der opstået et nyt menneske, der pø om pø har erstattet det menneske, vi hidtil har kendt. Dvs. det menneske, hvis gestalt siden Platon og helt op til det 20. århundrede er blevet tegnet af filosoffer som bl.a. Augustin og Descartes. Det nye menneske er ikke blevet udtænkt af nogen og er heller ikke en figur i nogens utopi. Intet horoskop har været smart nok til at forudse hans komme. Ingen meddelelse har ladet skinne igennem, at han var på vej. Han er kort sagt ikke opfyldelse af nogens forhåbninger, og ingen har glædet sig til hans fødsel. Alligevel er det ham, vi alle sammen er blevet til: et væsen hvor jeg'et er blevet overtaget af kroppen. Vi har døbt det Egobody."

Homo animalis

Det var så sagens kerne. Ikke nogen munter indgang til stoffet, må man sige, og det er heller ikke første gang, at dette dystre budskab er blevet forkyndt. En af venstrefløjens store guru-skíkkelser, Michel Foucault, skrev omtrent det samme i 1966 i et opsigtsvækkende værk med den forførende og - synes jeg - næsten magiske titel Les Mots et les Choses ("Ordene og tingene"), hvor han lancerede sin berømte tese om La mort de l´homme. Menneskets død. Hvad mente Foucault med det? Det forklarer Redeker på følgende måde - og her skal man holde på hat og briller.

Det betød, "at mennesket var blevet "en homo animalis”, et levende kadaver, en organisme, en bruger/forbruger, en vælger, en hooligan, en subsistensløs, en gallup-respondent med tilkoblede proteser som telefon, bærbar osv., et reservedepot af genetisk materiale, en levende organbank i Brasiliens slumkvarterer, en mand-kvinde, en rugemor, et menneske reduceret til dets forskellige funktioner (...) et levende kropsvæsen med samme behov for at blive reddet af de humanitære organisationer, som hvalerne eller babysæler for at blive reddet af Greenpeace. Her ligger vores nye frelse: en zoologisk frelse. En frelse for en levende ormesæk."

Ingen sjæl, kun vilje

Det er ikke ligefrem en fremtidsudsigt, der sætter en i godt humør, må man sige, men er det virkeligt så slemt? Nej, det er faktisk meget værre, siger Redeker i et senere kapitel med den ildevarslende overskrift "Internet og menneskets opløsning". Det vender vi senere tilbage til efter først at have set på Redekers syn på vores åndelige udvikling, som han siger, er foregået i tre faser.

I antikken var mennesket kendetegnet ved at have en sjæl. Men sjælen forsvandt, fordi ingen troede længere på dens eksistens, og sjælens afløser blev et "jeg" eller et "selv". Som nu også er på vej ud (hvis det ikke allerede er væk) efterladende en primitiv vilje, som Redeker kalder "le mental". Dette er et sportsudtryk, der bruges om viljen til sejr, og er ikke den samme vilje, Descartes talte om. For ham var viljen lig med frihed, siger Redeker, mens den dyreagtige "le mental" er lig med en blind ufrihed, der bare tromler frem. Det er vist også Schopenhauers syn på viljen som en vilje, vi ikke kan styre, og dette syn er ikke videre optimistisk.

Mennesket er blevet en tanketom homo consumericus, siger Redeker. Det lever kun for at forbruge og er derfor - ikke overraskende - blevet konformt. Dog ikke konformt på samme måde som de lidt farveløse borgerdyr i Flauberts Madame Bovary. Det moderne menneske, Egobody, er konformt bl.a. i sin politiske korrekthed. Han eller hun er ikke bange for at gøre grin med den katolske kirke (en ganske omkostningsfri fornøjelse), men islam gør Egobody ikke grin med.

Denne konformisme er bl.a. resultatet af de ophævede forskelle mellem folk. De gamle klassesamfund bestod af aristokrater, bedsteborgere og arbejdere, og det drejede sig ikke om udvendige etiketter men om noget identitetsgivende. Det frembragte folk, der var (væsens)forskellige fra mennesker i dag, hvor alle - fattige som rige - har de samme ting i hovedet: fodbold, sex og et endeløst forbrug af tomme tidsfordriv.

Dertil kommer, at det nye menneske, Egobody, er også det globale menneske (l'homme planétaire), der ligner alle andre Egobody'er, og denne iagttagelse gjorde den franske adelsmand de Tocqueville pudsigt nok allerede i USA i 1835, skriver Redeker, der citerer fra de Tocquevilles Demokratiet i Amerika:

"Jeg ser en talløs mængde af mennesker, der ligner hinanden og er lig med hinanden og som ustandselig er optaget af sig selv på jagt efter dumme fornøjelser".

Sund og smertefri

Så Egobody har været længe undervejs. I dag lever han som sagt i kroppens og ungdommens tidsalder med masser af rynkecreme og en higen efter evigt liv i fuldt vigør, ("Døden er livstruet" er den drilske titel på en af Redekers artikler i Le Monde), og ikke overraskende falder denne dyriske måde at være til på sammen med kyskhedens forsvinden. I dag er der ingen, der kunne drømme om at tage kyskheden alvorligt, skriver Redeker, og alle som én er vi underkastet et samfundspres, der gerne vil "soumettre les viellards à l'obligation sexuelle jusqu' au bord du cercueil" (underkaste ældre mennesker deres sexuelle pligt helt op til kistekanten).

Den tabte kristne tro, har nemlig medført en anden måde at begå sig i verden. I modsætning til kristendom, der stiller mennesket et evigt liv i udsigt post mortem, er vi i vores Egobody på jagt efter et evigt liv ante mortem. Ikke alene vil vi afskaffe døden, men vi vil også afskaffe smerten. Hvilket umiddelbart lyder positivt, men ikke er så godt på længere sigt, siger Redeker, for smerten er menneskets adelsmærke. Kristus er ikke kommet for at lide, men for at føle smerte (!) - og derved blive menneske. Men nu bedøves smerten væk, samtidig med at alle de gamle dyder og idealer er havnet på lossepladsen. Vi tror ikke længere på, at vi kan ændre verden - eller mennesket - eller os selv. Vi ønsker kun at være sunde og smertefrie.

Det nye politikområde: Sundhed

Så det er ikke så mærkeligt, at sundhed er blevet det vigtigste politiske område og har fortrængt alle andre. Det havde de gamle tænkere - Aristoteles, Machiavelli, Montesquieu, Rousseau, Marx - godt nok aldrig forestillet sig, skriver Redeker. Deres verden har forandret sig totalt. Nu er politiske aspirationer som erobring, overlegenhed, retfærdighed og frihed ikke længere interessante. Nu er det private trængt ind i det politiske. Siden 1945 har demokratiet udviklet sig til et meningsdemokrati - som Redeker kalder et doxokrati (fra græsk: doxa, mening) og derfra til et bio-doxokrati (!), der så vidt jeg kan forstå, må betyde, at det fysiske betyder alt, mens resten ikke betyder ret meget.

Alt dette hænger godt sammen med idéen om mennesket som ren og skær krop. Men i det føromtalte kapitel 14, der har den foruroligende overskrift "Internet et la destruction de l´homme", kommer der en vis modsigelse, idet Redeker siger, at også kroppen forsvinder, når vi tænder for vores pc. Internet, Facebook og Twitter er mere end blot værktøj, det er et net, der består af os selv, og hvor vi - lige som engle - ikke har nogen kropslig eksistens. ("Engle" er Redekers ord. Jeg kom selv til at tænke på koraller i et koralrev eller bakterier i en bakteriekoloni).

Dette fører naturligvis til, at vi kun eksisterer i kraft af nettet, og så snart pc' en er slukket, ja, så er vi der ikke mere. Pc' en er vores livsnerve og guide. Det er ikke længere det gammeltestamentlige "du må ikke", der styrer os og heller ikke vor samvittighed. Det er skærmen, der fortæller os, hvad vi må og ikke må. Den er robotten Hal i Kubricks film Rumrejsen år 2001. Vores nye øverste instans.

Måske modsiger denne interessante tanke om menneskets totale forsvinden bogens Leitmotiv: at sjælen og selvet gennem årene langsomt er sivet ud af os og har efterladt os som lutter krop. Eller er der alligevel ikke nogen modsætning i, at foran skærmen er vi ikke engang det. Kun kommunikerende bip i et net?

Hæsblæsende og poetisk bog

Det tør jeg ikke svare på, og jeg er også langt fra overbevist om, at jeg har forstået alle nuancerne i denne hæsblæsende og poetiske bog, der stiller store krav til en læser, der ikke kender meget til franske filosoffers særlige måde at skrive på. Stilen er meget elegant, og nogle gange kan Redeker synes at være forført af sin egen veltalenhed. Han er oven i købet ekstremt belæst og ryster henvisninger og citater ud af ærmet fra de fjerneste kilder. Et sjovt eksempel er Senecas tilfredshed med at være vokset fra seksualdriften og hans deraf naturligt opståede kyskhed. Det er nedfældet i hans 26. brev til Lucilius, får vi at vide, en bog, man formoder, de færreste har liggende på deres natbord.

Til slut: Egobody, skrevet i et hul under jorden, er fyldt med tanker undfanget i smerte og skrevet i forfatterens hjerteblod. Her taler et menneske, der bestemt ikke er blevet til nogen Egobody og som en passant sagt er den absolutte modsætning til Danmarks politisk korrekte prima-donna-og-Karen-Blixen-efteraber, der ifører sig en kæmpe parasolhat blot for at sige ingenting på en meget ubehagelig måde.

Måske skulle hun prøve at leve lige som Redeker. Måske ville der komme noget ægte ud af det? Man har lov til at håbe.

Robert Redeker sidder i Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ, TFS-rådet