Efter 22/7 blev der spurgt om mon ikke højrefløjen burde gå i seg selv og erkende den dragesæd den hadde sådd.
Den udiffrensierte kritik gjorde det vanskelig å ta beskyldningen inn over seg, men de fleste har nok likevel arbejdet med seg selv i sitt lønkammer.
Der finnes andre spørsmål, og andre svar enn de som de etablerte medier stiller.
Ett av dem heter Fjordman. Selv om vi nu vet at hans borgerlige navn er Peder Jensen, refererer jeg til ham ved hans bloggnavn. Det er hans merkevare.
Efter 22/7 er det blitt negativt. Den som velger å gå god for hans synspunkter, får en tung jobb.
Det er en forståelig refleks at man slår ring rundt noen der tilhører “miljøet”, men gør Fjordman det?
22/7 har brakt for dagen sprekker og forskeller, og der er nu mulig å skjelne to forskjellige veier: en militant som fortsetter i samme spor, uanfektet av 22/7, og en annen mer ettertenksom, som tenker før man skriver.
Den er ikke nødvendigvis mindre modig, men den erkender at noe er forandret. Fallhøyden er blitt større.
Den som kjenner ansvaret ved å snakke om de store ting, må ta hensyn til at offentligheten er i krise, og at den mediale elite legger skylden der den er lettest å plassere: på islam-kritikere i et lite bloggmiljø.
At disse få stemmer skulle ha kunnet påvirke hele samfunnsdebatten lyder spinnvilt. Man står likevel igjen med at Anders Behring Breivik siterede en rekke kjente navn i sitt manifest.
Man må ha noen svar på denne association by guilt, utover å avvise den.
Dissident
Det finnes trekk ved dagens situasjon som kan minne om dissidenternes i det gamle Sovjet. Hvordan bevare balansen når andre mister den?
I Norge blir islamofobi nå gjort til et objektivt begrep. Man glemmer å spørre hvordan man avgjør hvem og hva som er islamofob. Skal det veies i kilo eller måles i meter? Hvor er målestokken?
Dette er ekstremisme fra sentrum.
At de som styrer den offentlige samtalen er enige om å innføre slike begreper, øker trykket på de som nekter å oppgi sin fornuft. De forvandles til dissidenter, hvis de da ikke velger å dyrke sitt sinne, da kan også de bli ekstreme.
Ekstremismen er kommet for å bli, den ligger feks, i bagatelliseringen og bortforklaringen av opptøyene i Tottenham. Denne unnfallenheten forer sinnet “der ute”, men mediene vil aldri vedkjenne seg sitt ansvar. Det er der like fullt.
Svaret på ekstremisme kan ikke være ekstremisme.
Jeg mener Fjordmans står for en retorikk som vil eskalere motsetningene, og bekrefte main stream i deres skremmebilder av et ekstremhøyre. Det ville være å spille dem rett i hendene.
Før og efter
Det er ikke Daniel Pipes, Melanie Phillips, Robert Spencer, Bat Ye’or som er ansvarlig for 22/7. Men “vi” må vise i praksis at vi har forstått mer og tenkt lenger enn de som kritiserer “oss”. Svaret er ikke motangrep, men klokskap.
Hvis man mener at vi står midt oppe i en sivilisasjonskamp, så er det opp til oss å vise at vi forstår situasjonen.
22/7 forandrer alt: det viser potensialet for grenseløs vold fra europeisk side. På dette må vi ha noen svar.
Vi må erkjenne at noen er i stand til å trekke ekstremt voldelige konsekvenser av den analyse et stort miljø har bidratt til. Makthaverne vil selvfølgelig konstruere en direkte sammenheng. Vi må bevare hodet kaldt og hjertene ensomme og lyttende.
Det er ikke analysen som er feil, men noe av retorikken har vist usunne trekk.
En viss type mennesker oppsøker voldsomme konflikter. De dras til den som møllen til lyset. Det vet alle vi som deltok i 68-bevegelsen. Den gang var vi villig til å tilgi det “for sakens skyld”. La oss ikke gjøre samme feil om igjen.
Liksom 68-generasjonen tiltrakk seg ekstremister i det anti-autoritære opprør, gjør konflikten mellom Vesten og islam det. Hvordan skal vi forhindre at andre utnytter “våre” analyser og handler på vegne av en “europeisk motstand”? Verbalt eller aksjonsrettet?
Frykt
Vi befinner oss i en svært utsatt situasjon. Frykten har meldt sin ankomst. Man kan kjenne den slå inn i intellektuelle over hele verden. Selv en Martin Amis, Paul Berman og Ayaan Hirsi Ali merker den. Det er noe vi ikke har kunnet forestille oss.
22/7 forandrer alt, men på en helt annen måte enn kritikerne fra mainstream forestiller seg. Det er ikke analysen det er noe fejl med. Den har vært altfor riktig.
Men terroren og massakren viser hvilke krefter og farer der lurer. Demonen er ute av flasken.
Det hviler et stort ansvar på det miljø som forsvarer Vesten. Man skal gjøre mange ting på en gang: ikke la seg knekke av makthavernes press og skyldanklager, og ikke la seg friste til å gå i forsvar og bli låst i en posisjon.
Muligheterne for indre splittelse er stor.
Det er presset fra sivilisasjonskonflikten som truer også oss. Dens vekt er overveldende. Nå konsentreres denne vekten i form av skyld mot et lite miljø. Fristelsen til å trekke seg tilbake og ta avstand er stor. Men det er ingen løsning.
Å bære en byrde
Dissidenterne i Sovjet var i samme situasjon. Det var ikke fordi de var i mindretall og holdt uartige meninger at de ble forfulgt.
Det var fordi de symboliserte en sivilisasjon, noen verdier, at de fikk hele vekten av systemet over seg. Dette ansvaret var både en byrde og en stor kraft.
Noe lignende er i ferd med å skje i dag etter 22/7.
Skal “miljøet” overleve og fortsette kampen må det skaffe seg et indre rom: det må tro på seg selv, det må gjøre ensomheten til en styrke. Mange andre har opp gjennom historien befunnet seg i samme situasjon. Kunst, dikt og litteratur blir umåtelig viktig.
Bibelsks tekster, som ofte handler om å være ensom, stilt overfor umåtelige oppgaver. Jeg henter styrke fra Pia Tafdrups digte. Den jødiske ånd og erfaring er en stor inspirasjonskilde.
Det er ingen tilfeldighet at båndet til det jødiske og Israel spiller en stor rolle.
I mainstream-pressen heter det nå at de nye høyreekstreme ofte er pro-israelske og pro-sionistiske. Selv dette fortsøker de snu til noe ekstremt, og røper dermed at de er anti begge deler.
Hvis vi ikke bevarer en indre målestokk for hva der er rett og galt kan vi dras ned i det samme dragsuget.
Fjordman står for en retorikk som representerer en slik fare. Den minnet om marxisme-leninisme: den samme skråsikkerhet, samme ufeilbarlighet, og overbevisning om at man kjenner fremtiden. Den samme lettvinthet i omgang med krig og konflikt.
De fleste av oss er fylt med frykt og beven med tanke på hva der kan utspille seg i Europa. Vi trenger ikke utbasunere at det kan bli en krig med større tap enn annen verdenskrig. Slikt er hype.
Hemningene mangler, og med dem selvkritikken.
Når Fjordman stiller til avhør gjør han seg selv til offer. Han roper opp om politistatsmetoder, til tross for at politiet kun benyttet seg av sin rett til å ransake vitnets bopel av hensyn til tredjepart, som er Breivik.
Å benytte en slik term - politistatsmetoder - om etterforskningen om en av de verste politiske forbrytelser i vår tid, sier noe om en selvsentrerthet og mangel på perspektiv.
Samme aggressive selvhevdelse hadde maoistene på 60-70-tallet.
Men denne gang handler det ikke om forsvar for en ideologi og et system som var realisert langt unna, til en blodig pris, som man trygt kunne ignorere, selv når noen brøt ut og tydde til terror.
RAF og Røde Brigader lyktes aldri å ryste samfunnet til grunnen.
Denne gang er det annerledes.
Det handler om dyptgående konflikter i våre egne samfunn. Derav skrekken. Derfor henger også feelgood-samholdet som det offisielle Norge har proklamert i luften. Breiviks handlinger kaster lange skygger.
Hvis man velger å påberope seg offerrollen når man havner midt opp i en av tidens verste terrorhandlinger, slik Fjordman gjorde, har man demonstrert at man ikke forstår noen ting hverken av konflikten eller sin egen rolle.
Ydmykhet
Situasjonen roper på ydmykhet. Ikke fordi vi har gjort “feil” og brukt ord og uttrykk vi aldri skulle brukt. Men fordi vi nå settes under et press som vi måtte forvente.
Vi trodde det var makthavnerne, eliten, som skulle komme under press når den islamistiske terror kom til våre land. I stedet var det en av “oss” som krysset grensen til politisk vold i stor skala.
Hva kan vi gjøre? Hvordan kan vi hindre at vår samvittighet hjemsøkes?
Mainstream-eliten kan peke på syndebukker. Vi må leve med vissheten om at det ikke lar seg fullt ut tilbakevise, dvs. det kan kun gjøres i praksis, ved å vise at man har forstått. Det er derfor det ikke går an å leve som før, si de samme tingene. Noe er forandret.
Vi må forsvare ratio, den kritiske fornuft, og på den annen siden ha et stort rom av indre frihet, av stoisk ro.
Det er en ensom kamp. Eliten har gått i selvspinn etter 22/7. Det var ikke annet å forvente.
Vårt blikk må rettes langt fremover. Vi må være der også for dagens motstandere, den dagen de trenger “oss”.
Faren er stor for at vi lar oss forvirre og provosere og senker oss ned til samme konfronterende nivå, der vi føler oss ustanselig angrepet, og tror bildet de fremestiller av oss er sant.
Slike angrep er the order of the day, naturlig ut fra situasjonen. Det det kommer an på er den nødvendige moralske styrke, det store overblikk.
Det forutsetter en stor grad av ensomhet, og en omhyggelig rasjonering av tid, krefter, hvem man velger å gå i clinch med, hvilke kamper man vil kjempe, hvilke man lar fare, og ikke minst: en sans for menneskene rundt en og livet i hverdagen.
Hvert skritt teller.
Hans Rustad er redaktør for document.no
Læs Lars Hedegaards replik til Rustad i morgen
Kommentarer
Er vist enig
10. august 2011 - Bent Christensen
Jeg vist enig. Et er vore modstanderes skamløse forsøg på at slå plat på den norske tragedie, noget andet er, at vi på vor side nu må se os stående i en kamp på tre fronter, hvor den nye er fronten mod "højreekstremismen" (jeg ville gerne finde et andet ord). Det er absolut nødvendigt, at vi, som er indvandrings- og islam- og islamisme-kritiske, højlydt erklærer, at vi ikke vil andet end bekæmpe disse syge mennesker. Alt andet ville svare til, at der jo var nogle, der så Hitler og hans nazister som et våben mod kommunisterne (der jo også kunne have taget magten i Tyskland m.m.). Og denne sammenligning viser, at det ikke kun drejer sig om den jo helt overordnede moralske stillingtagen; det drejer sig også om, at vi absolut ikke vil have vort samfund bare lidt præget af disse mennesker. Og så er der de to gamle fronter, nemlig den mod indvandringen (befolkningsudskiftningen), islam og islamismen og den mod hele konglomeratet af indvandringstilhængere og multikulturalister (marxister, kulturradikale og "borgerligt anstændige" (eller erhvervsmæssigt og geopolitisk kortsigtet kyniske)). Her må kampen fortsætte som hidtil. Naturligvis inden for den ordentlige og demokratiske normalitet. Og jeg vil i den forbindelse godt være med til at sige, man skal passe på "tonen" (jeg har aldrig selv haft dårlig tone). Der er moralske grunde til, at vi skal tale ordentligt om alle vore medmennesker (skabt i Guds billede som vi selv). Men desuden er det torskedumt at tale på en sådan måde, at "de hellige" (min foretrukne samlebetegnelse) får noget at hænge deres hat på. Jeg forstår sådan set godt, at nogle i deres frustration og vrede tyr til skældsordene. Men lad være med det! Kan I ikke forstå det på anden måde, kan I vel forstå, at det kun skader vor sag. Det vigtigste, vi skal sige til vore modstandere er: Hvornår skal vi efter jeres mening være i mindretal i vort eget land? Og hvor megen indflydelse synes I islam skal have i vort land? Det må vi tvinge dem til at svare på. Og så må vælgerne på valgdagen træffe deres afgørelse om, hvem de vil stemme på. På langt sigt frygter jeg ikke vælgernes afgørelse. Men det gør vore modstandere. Det er nok det, der er forklaringen på deres, ikke mindst i forhold til de norske ofre, usmagelige slåen plat.
Logik, ja tak
10. august 2011 - Tommy Jørgart
Skærende kontrast:
1) Når islamisk terror rammer, vil meningsmagerne i et væk lade os høre om alle de fredelige muslimer, der passer deres daglige dont.
2) Når anti-muslimsk terror rammer, burde den samme kreds af meningsmagere gøre sig umage med deres egen logik og påpege, at det store flertal af anti-muslimer også er fredelige. Er der mere end een undtagelse?
Men nej, disse meningsmagere kan ikke acceptere andet end kollektivt ansvar, der hviler på dem, der giver udtryk for modstand imod muslimsk masseindvandring og religionsudøvelse i vor verdensdel.
Hvordan er det kommet dertil, at inkonsekvente mennesker uden evne til selvstændig tænkning har skaffet sig mandat til at retlede os og handle på vore vegne?
Skulle jeg komme med en vurdering af, hvilken af de to modstillede grupper, der rent faktisk rummer den største fare, vil jeg være tilbøjelig til at hæfte mig ved, at et religiøst dokument har meget større potentiale til at samle krigeriske masser til kamp end uorganiseret blog-virksomhed. Var det forsigtigt nok for din smag, Hans?
Ingen i Norge taler offentligt om GUD.
10. august 2011 - Kirsten Iskov
Kære Hans Rustad.
Roserne græder, sagde Norges Socialdemokratiske Regeringsmand, og han tager virkelig hele Norge med ind i OFFERROLLEN. Vel nok fordi Terrorristen Anders har Højre-radikale -idiologier.
INGEN MÅ BILDE SIG SELV OG ANDRE IND,AT VORES PARTI - MANIFEST ( Tempelridder - ordenens idier )BØR / SKAL ERSTATTE GUD SELV.
GUD ER ÅND, ÅNDELIG og bør tilbedes i ÅND og i SANDHED.
Socialisterne er pro-Palæstinensere ( og lyver for verden om, at Israel er en TERRORRIST STAT ),og vi konservative / højrefolk må så være DE MEDSKYLDIGE i den unge Anders terrorhandling, fordi vi ofte er pro-Israelere / Jøder ( som han var/ er det ).
Sådan må verden åbenbart være delt op igennem hundrede af år, men vi ved jo GODT , at DETTE IKKE er hele sandheden om Venstre og højrepolittikere.
Desværre har vi IKKE på noget tidspunkt hørt om vor traditionelle Kristelige TRO / Gud - Den Treenige Guds navn blive nævnt af nogen polittikere overhovedet, heller ikke i DK.
På trods af at KRISTENDOMMEN igennem 1.000 af år har / er vort Nordiske samfunds HOVEDHJØRNESTEN.
Dette er jeg utroligt skuffet over at være vidner til nu her efter d.22/7, fordi ingen " Roser har en dyrebar sjæl der kan græde af sorg og smerte".
Kun vi mennesker der`er skab af Gud med i Guds billed med" En Gudgiven samvittighed " kan gøre dette ( hvis personen er Gudfrygtig ).
Den unge vrede nordmand Anderes har opgivet SIN EGEN SAMVITTIGHED til fordel for " Et Manifest der`er højreorienteret ". Men i bund og grund er han blot kriminel, og OKULT i sin tankegang.
I Bibelen står der bla.: Du vælger SELV, vælg LIVET eller DØDEN ?
Denne unge Anders valgt sin gode samvittighed fra, og dermed det sted hvor Gud kunne nå ham og stoppe hans vanvid, og valgte DØDEN til, som bragt død,smerte og sorg til " De unge ", og SKAM over sin familie og sit Fædreland.
I england ser vi i disse dage her HELT HELT unge mænd / børn vælge VREDEN-KRIMINALITETEN-HÅBLØSHEDEN og VOLDEN til i deres unge liv.
Det må både " De unge selv " deres egen familie og samfundet se at få gjort noget ved, ellers vil vi SE, at der`vil blive " BORGERKRIGSLIGNENDE TILSTANDE " her i Vesten, og " De Nordiske lande " med.
Det virker som om DET / VOLDEN og HADET SMITTER helt nede fra Israel og Palæstinenserene og her op til os.
Og det er UNGDOMMEN der går foran i deres unge VREDE imod ALT og ALLE, ikke mindst imod DEM / SIG SELV med ET STORT SELVHAD. K.Iskov.
Tak for en meget god analyse og reflektion. Vi humane Islam-kritikere er ikke ensomme. 25-86% af befolkningen er lige saa Islam-kritisk i Europa.
10. august 2011 - Pedram Kazemi-Esfarjani
Vi humane Islam-kritikere er ikke ensomme. Vi taler og skriver, kommunikerer, stiller op til valg eller vaelger de rigitige demokratiske repraesentanter, danner aabne foreninger og aabne blogs, med aaben ansigt mod offentligheden, trodse angsten for aabenhed og trodse forsoeg paa censur og latterliggoerelse af fri debat. Det er Breivik-typer og hemmlige blogs, der holde sig isoleret fra omgivende demokratiske offentlighed, mistaenkeliggoer flertallet i samfundet, bliver paranoide, fanatiske og ultra-voldelige. For alle os andre, der rammes af den menneskelig sorg, efter Breivik-typers folkemord, vaere sig Islamisk folkemord eller Eurofascist-folkemord paa boern og ungdom, bombeattentater mod hjertet af vores demokratier, er ensomhedsfoelelsen en del af en sund og naturlig sorg-proces. Derfor er det vigtig med den igangvaerende dialog i Sappho, udveksling af frie ord og tanker, og medmenneskelige foelelser. Og ja tak, arbejde og dagligdag fortaetter, og er livslinjen for ethvert individ og for hele samfundet af mennesker. Men Islam-kritiken er ikke ensomme intellektuelles ide, den har folkelige dimensioner. Schweizisk folkeafstemning mod nye minareter bevidner det. Minrat-forbud er nu en del af Schweiz' Grundlov. Burka-forbud i Frankrig og Belgien er andre eksempler. 78% nej til stormoskeer i Danmark bevidner det. Det var resultatet af 3000 sms-afstemningssvar til Danmarks Radios meningsmaaling om stormoskeer. Man skal ikke underestimere den brede, fredelige folkelige modstand mod Islamisk Imperialisme fra folk, der goer lige saa staedig modstand mod typer som Breivik, nyNazister, Svenske VAM og lignende anti-demokratiske, inhumane Eurofacister. Under Muhammad-krisen, Sky News poll viste 86% af adspurgte ville have de Danske Islam-kritiske avistegninge publiceret i Storbritannien og samme andel udtrykte, at de ikke mener Islam kan ikke forenes med Britiske love og levevis. Sky News var dengang og er Storbritanniens stoerste TV-nyhedskanal. Millioner af seere til den Britiske Channel Four "Dispatchers" Undercover Mosque, Undercover Mosque - the Return, Britain's Islamic Republic, og sidst ikke mindst Lessons of Hate and Violence, alle staerkt Islam-kritiske maanedlange undercover efterforskninger ved Storbritanniens bedste granskende journalister inkl. dem af Muslimsk afstamning, viser, at Islam-kritikken er ikke ensomme unge maends vaerk, men folkelig, demokratisk, og fredelig modstand. Ogsaa i store, mainstream medier i Europa. Channel Four er mainstream. Menneskelig kommunikation, samtale, frihed har vi endnu, og Breivik satte sig ude af denne kommunikation og valgte ultravolden, som den kriminelle sind han er.
Korrektion: Islam kunne IKKE forenes med Britiske love og levevis, mente de mange, der besvarede Sky News poll 2006
11. august 2011 - Pedram Kazemi=Esfarjani
Sky News poll viste 86% af adspurgte ville have de Danske Islam-kritiske avistegninger publiceret i Storbritannien og samme andel udtrykte, at de IKKE mente Islam kunne forenes med Britiske love og levevis.
nytteløs jammer
11. august 2011 - Torben Snarup Hansen
Rustads refleksioner over "tonen" kører i selvsving. Indlægget er fyldt med gentagelser og kører i ring. At han nu distancerersig fra Fjordman rokker ikke en millimeter ved indvandringsekstremisternes og multikulti-ideologernes overbevisning om egen hellighed og islamkritikernes skyld i alle ulykker. De er udenfor rækkevidde af ETHVERT argument, hvor rationelt og faktabaseret det end måtte være.
Vesten er splittet i to fløje, og der foregår ingen samtale eller forhandling mellem dem. Rustad opnår ingen points som 75 procent angrende synder. Det samme gælder Siv Jensen. Det er forståeligt, at de i dagens Norge føler et kolossalt pres, men hvad forventer de at opnå fra den herskende klasse og glossokraternes side til gengæøld for deres forblommede undskyldninger? Efter evakueringen fra Dunkerque i sommeren 1940 understregede Churcill i parlamentet, at "it is not our duty to avoid defeat, but to inflict it!"
Plat
11. august 2011 - Bitten-Kirsti Nielsen
Er der nu også et "højreekstremistisk netværk"? Tænk, jeg har mine tvivl. For det er vel et spørgsmål om, hvordan man betragter diverse små, spredte grupper med det tilfælles, at de afviser Islam i Danmark. Og hvor nemt er det ikke at give den en ekstra tak og påstå, at disse grupper vil rense landet for indvandrere. Nej, jeg tror det ikke!
Min første tanke var derfor, at der nu hos den gruppe, som Politiken har valgt at være talerør for, var et ønske om at finde en hurtig pendant til begivenhederne i England - bare med omvendt fortegn - som gjaldt det om at holde Breivik-forskrækkelsen ved lige.
Men ved at gøre det, bærer de jo selv ved til det hadets bål, som de så skammeligt beskylder deres modstandere - DF oa. - for at have stiftet.
Selvgransking, ikke anger
12. august 2011 - hans rustad
Jeg er en smule forbauset over Torben Hansens avvisning av mine tanker som forsøk på anger for å innynde seg hos den herskende klasse. "Forblommede unnskyldninger" er ikke akkurat noe kompliment. Ikke at jeg trenger noen, men det vitner ret og slet om mangel på forståelse.
Norge har gjennomlevet en rystelse som vil vedvare i lang tid, de har møtt sitt 9/11. Demokratiet blir satt på en stor prøve. vil det makte å finne ut hvorfor? Vil det våge å være ærlig? Hvis det skal være ærlig må det våge å se på hvordan tanker har vokst og blitt dominerende og fortrengt motforestillinger. En sosial utopi under oljerikdommens palmer. Norge har rikdommen som ingen andre land, men det er like fullt en utopi. Det er en stor oppgave å fortelle nordmenn at det er noe rotten med deres samfunn. Da hjelper det ikke å sette seg på sin høye hest. Man må ta virkeligheten inn over seg. Politikk handler om mennesker. Hvis man ikke lever i sin samtid når man ikke langt. 22/7 gjør at nordmenn redefinerer seg selv. Vi må leve i dette, ikke stå på siden. Jeg forsøkte å skissere at dette har en metafysisk dimensjon. Jens Stoltenberg synker ned i sorgen. Bare sannheten kan frigjøre. Og den er tung.
Ytringsfriheden, Rustad og Fjordman
14. august 2011 - Helle Merete Brix
Tak til Hans Rustad for et fint indlæg. Naturligvis må man mene det samme om ytringsfriheden før 22. juli som efter. Men at reflektere er ikke det samme som at lefle for "den herskende klasse";, som historikeren Torben Hansen, der almindeligvis er et nobelt og klogt menneske, så groft påstår det i en kommentar.
Hvad Fjordman angår: Der er tre væsentlige elementer på spil. Der er spørgsmålet om Fjordmans sikkerhed, som kan bekymre, nu han ikke længere er anonym blogger. Her må man slå ring om ham.
Der er spørgsmålet om, hvorvidt politiet har overtrådt deres beføjelser ved at beslaglægge hans computer med mere. Hvis de har, må hans advokat tage affære. Hvis ikke de har det, burde Fjordman ikke profilere sig som et offer.
Der er tilsidst også spørgsmålet om at "undsige"; Fjordman. Man kan ikke undsige en debattør, man aldrig har følt sig beslægtet med. Rustad har formentlig aldrig følt sig beslægtet med ham? Ej heller har undertegnede. Jeg anerkender Fjordmans ytringsfrihed, men også min ret til ikke at bryde sig om det, han skriver. Fjordman tilhører, såvidt jeg kan bedømme, den dystopisk-aggressive (på skrift) fløj af islamkritikerne, som sjældent får andre end deres menighed i tale.
Mildt sagt uklart budskab fra Hans Rustad
14. august 2011 - Torben Snarup Hansen
Kære Hans og Helle.
Hvad skal jeg stille op med følgende formulering? - "Situasjonen roper på ydmykhet. Ikke fordi vi har gjort “feil” og brukt ord og uttrykk vi aldri skulle brukt. Men fordi vi nå settes under et press som vi måtte forvente.
Vi trodde det var makthavnerne, eliten, som skulle komme under press når den islamistiske terror kom til våre land. I stedet var det en av “oss” som krysset grensen til politisk vold i stor skala."
Jeg kan kun betegne denne ytring som forblommet, uklar og malplaceret. Den morderiske psykopat, som i øvrigt også henviser til Naomi Klein, har intetsomhelst med os at gøre. Intet!
Qui s'excuse, s'accuse!
Fjordman
15. august 2011 - Vivi Andersen
Nå tak - så Fjordman er ikke sådan rigtigt person grata ?
Jeg har godt nok fundet behag ved det jeg har læst fra hans pen.
Men jeg er heller ikke videre politisk anlagt - for at sige det mildt.
Så jeg har stort set fundet hans artikler vel gennem tænkte og vel skrevet og har i det store og hele været enig med ham.
Måske jeg burde revidere min opfattelse af egen opfattelseevne og evne til at begribe --- jeg er nok ikke så kløgtig, som jeg troede.
+1
30. oktober 2011 - infemannofese
Takk for en interessant blogg
