Der er grund til at nære den største respekt for Hans Rustad. Han har gennem adskillige år udført et kæmpearbejde. Han er en overlegen analytiker, en fremragende journalist og særdeles velskrivende. Desuden er han modig og vedholdende.

Når han har noget på hjerte, bør man lytte, overveje og udvise eftertænksomhed. Det fortjener han.

Men han fortjener også, at hans indlæg bliver behandlet med et så køligt overblik, som vi kan opbyde midt i en katastrofe- og paniksituation.

Rustads artikel her på Sappho handlede om to ganske forskellige fænomener. For det første ytringsfriheden. For det andet hvad man bør kunne sige om islam.

Hvilket miljø?

"Det er en forståelig refleks," skriver Rustad, "at man slår ring om nogen, der tilhører 'miljøet', men gør Fjordman det?"

Det kommer jo an på, hvilket miljø vi taler om. Er det det miljø, hvor man står vagt om ytringsfriheden og beskytter menneskers ret til at sige, hvad der ligger dem på sinde, eller det miljø, hvor man diskuterer og kritiserer islam og landenes opløsning i parallelsamfund?

De to er ikke kongruente. Ikke alle ytringsfrihedsforkæmpere er islamkritikere, og ikke alle islamkritikere går nødvendigvis ind for ytringsfriheden. Hvis de ikke gør det, kan de ikke blive medlemmer af Trykkefrihedsselskabet.

Det miljø, der ser det som sin opgave at forsvare ytringsfriheden, har plads til de mest forskellige anskuelser og trosretninger – nogle af dem ganske særprægede ud fra en dansk normalbetragtning.

Jeg har mødt amerikanere, der ville være med i kampen for at udbrede den amerikanske forfatnings vidtgående beskyttelse (i det første forfatningstillæg) af det frie ord, og som derudover mente, at universet er godt 6000 år gammelt, at mennesker og dinosaurer engang levede sammen på denne planet, og at udviklingslæren er en videnskabelig umulighed. For mig at se det rene vrøvl.

Men de skal have lov til at udbrede dette vrøvl. Det, de ikke skal have lov til, er at påtvinge andre deres vrøvl, f.eks. ved at knæsætte det som det eneste tilladte i skolerne.

Fjordman konkret

Hvad Fjordman angår – vi diskuterer stadig ytringsfrihed – er spørgsmålet, om han har skrevet noget, man ikke har lov at udtrykke inden for ytringsfrihedens lovgivningsmæssige begrænsninger.

Jeg har ikke hørt om noget. Jeg kan tage fejl og vil gerne retledes, men så må man være konkret. Her drejer det sig ikke om, hvorvidt Fjordman har skrevet noget, man er uenig i, eller har skrevet på en måde, man finder anstødelig eller forkastelig. Eller som en personlighedsforstyrret norsk galning har citeret.

Har Fjordman taget til orde for forbrydelser? Har han været med til at planlægge forbrydelser? Har han dækket over folk, som han vidste var ved at forberede forbrydelser?

Svarene kan vi roligt overlade til det norske politi, der har ransaget Fjordmans hjem, konfiskeret han computer, mobiltelefon, videokamera, papirer, bøger, klæder og andet indbo. Hvis der er noget, der forbinder ham med tempelridderen, vil det komme for en dag.

Hvad der ikke er forandret

"22/7 forandrer alt," skriver Hans Rustad. Jeg ved om to ting, der ikke er forandret: Ytringsfrihedens ukrænkelighed og den konstatering, at kun den er moralsk ansvarlig for en handling, som har taget til orde for den.

"Vi må erkende," skriver Hans Rustad, "at nogen er i stand til at trække ekstremt voldelige konsekvenser af den analyse et stort miljø har bidraget til."

Ganske rigtigt! Men erkendelsen er ingenlunde ny. Historien er én lang beretning om mennesker, der har draget ekstremt voldelige konsekvenser af snart sagt ethvert udsagn.

Og da den mulighed altid er til stede, kunne man overveje, om det overhovedet bør være tilladt at påstå noget om verdens beskaffenhed.

Netop det spørgsmål er fundamentalt for hele diskursen om ytringsfriheden, der har raset i den vestlige kulturkreds de seneste 400 år.

Det bedste værn

I vores kultur har vi efter mange bitre erfaringer besluttet, at det bedste værn mod ondskaben er ytringsfriheden, der tillader onde tanker og dårlige argumenter at bliver imødegået med gode tanker og gode argumenter.

Siden John Milton ved vi også, at hvis ytringer alene er en ret for magthaverne, er vi på en farlig kurs. For ingen sidder inde med en sikker viden om, hvordan verden i virkeligheden er beskaffen, eller hvad Guds plan med os kan være.

"Hvordan skal vi forhindre at andre udnytter 'vore' analyser og handler på vegne af en 'europæisk modstand'?” Sådan skriver Hans Rustad.

Svaret er, at det kan vi ikke forhindre. Det eneste middel, jeg kan komme på, er at lade være med at sige noget.

Og det er endda ikke noget sikkert middel. Ganske vist kan vi selv beslutte at holde mund, men det står ikke i vores magt at forhindre andre i at udtrykke deres tanker. Det eneste man opnår ved at begrænse ytringsfriheden er at gøre den til et monopol for dem, der på ethvert tidspunkt sidder på magten.

Den vestlige civilisation bygger på denne erkendelse.

Lad os derfor slå ring om ytringsfriheden.