Jeg har meget på samvittigheden. Jeg har personligt taget livet af adskillige høns, gæs, ænder og andet fjerkræ. Ofte med økse, men når lejligheden bød sig også med gevær.

På jagtture har jeg aflivet anskudt vildt – oftest harer - ved at brække nakken på dyret. Et håndkantslag i nakken, og det siger knæk.

Jeg har deltaget i meget af den slags, for det gør man, når man bor på landet. Som Tom Waits synger ”There’s always some killin’ to do around the farm”.

Og det er så sandt, som det er sagt.

Jeg tror til og med, at det har været sundt at deltage i. Bestemt ikke for de stakkels dyr, men for mig. Det har givet mig en bevidsthed, som jeg fornemmer, en del andre er foruden.

Nemlig at man som kødæder er nødt til at slå ihjel.

Bevares, man kan få andre til at gøre det beskidte arbejde for sig, men det ændrer ikke på, at man som kødspisende menneske har drabelige gerninger på samvittigheden.

Dårlig moral?

Alligevel er jeg ofte blevet beskyldt for at have en dårlig moral, når jeg har fortalt om mine gerninger. Vel at mærke af mennesker, der ikke selv har noget problem med at sætte tænderne i en saftig bøf.

Når det kan lade sig gøre, kan jeg ikke se det som andet end udtryk for fremmedgørelse.

Mange har en sød illusion om at den kødfars, de køber i supermarkedet, er et mere eller mindre syntetisk produkt, der aldrig har været levende.

Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men som det ligger der pakket ind i folie, ligner det ikke noget, der nogensinde har været levende.

For de fleste er tanken også ubehagelig og dermed let at skubbe fra sig.

I sig selv er det måske ikke så faretruende, at man kan spise hakkebøffer uden samtidig at føle et medansvar for et dyrs død.

Problemet er, at fremmedgørelsen, så vidt jeg kan se, gør sig gældende på andre områder også.

Et liv uden snavs på fingrene

Jeg har tit på fornemmelsen, at der hos mange er skabt en generel illusion om, at man kan leve livet uden at få snavs på fingrene.

At man kan leve uden nogensinde at anvende magt eller at gøre uret mod nogen eller noget. At man kan være god og uskyldig hele vejen igennem.

Mange bilder sig eksempelvis ind, at vi kan opretholde vores kultur, retssamfund og demokrati uden at være ”hårde” og afvisende overfor visse kulturer og religioner.

De gyser ved tanken om at skulle ekskludere nogen. Eksklusion er for dem en helt utidssvarende og ond magtanvendelse i en verden, der bør være harmonisk.

Er der problemer kulturerne imellem, må det bero på misforståelser, der skal bekæmpes med dialog.

På samme måde kan man spørge, om vi kan opretholde et stabilt og trygt samfund uden grænsekontrol?

Ja, siger de, der har glemt, at menneskelige relationer er karakteriseret af interessemodsætninger.

Nogle har interesse i at kunne fragte våben, narkotika og mennesker over grænserne, mens andre kæmper for det modsatte.

Og man kan fortsætte:

Mange - særligt vores kriminologer - er modstandere af at sætte kriminelle i fængsel. Og ender forbryderne alligevel bag tremmer, skal opholdet være så kort og behageligt som muligt.

For hvem ved – måske har voldsmanden selv haft en dårlig barndom, hvorved samfundet dårligt kan tillade sig at straffe ham yderligere. Risikoen for at komme til at gøre uret får os til slet ikke at gøre noget.

Illusionen om verden uden magt

Illusionen om en verden uden magt har også godt fat ved samfundets rod. I folkeskolen har lærerne gjort deres bedste for at eliminere den sidste flig af autoritet, de måtte have haft.

Tanken om, at voksne mennesker bestemmer over og kommanderer med børn, er for ubehagelig.

Og nu vi er ved skolen, så har afskaffelsen af historieundervisningen berøvet eleverne en mulighed for at lære af tidligere generationers tildragelser.

Historien er med sine krige og konflikter et langt vidnesbyrd om, at mennesker sjældent lever i harmoni med hinanden ret længe ad gangen.

Men den viden snydes danske elever for, hvilket selvfølgelig bidrager til den fælles illusion om fred og harmoni som en slags naturtilstand.

Det aktuelle eksempel med irakiske krigsfanger, der muligvis er blevet tortureret, er sigende:

Vi tror, vi kan føre krig uden at få snavs på fingrene – at vi kan føre krig på en blid, ukonfrontatorisk og human måde, så vores modstandere ikke lider overlast.

Det er og bliver en illusion.

Der er masser af eksempler på, at den kollektive bevidsthed om, hvad der skal til for at opretholde livet, er ude af trit med virkeligheden.

Væk fra illusionen

Men vil vi overleve – ikke bare som individer, men også som kultur og civilisation - må vi besinde os på virkeligheden, som den er.

Vi må væk fra illusionen om, at vi kan leve og forsvare de ting, vi sætter højt - og samtidigt være fuldstændigt uskyldsrene. Det er der ingen generationer før os, der har kunnet, og summen af menneskelige drifter og dårskab er stadig den samme.

Vi må besinde os på, at der er mennesker derude, som ikke vil os det godt, og at vi derfor af og til må sætte hårdt mod hårdt.

Det betyder også, at vi for vores egen overlevelses skyld vil blive tvunget til at generalisere, og at vi dermed vil komme til at gøre uret mod enkelte.

Det er betingelserne, og kan vi ikke acceptere dem, bliver det i det lange løb værst for os selv. Og for vores børn.