I 1956 udarbejdede Arbejds- og Socialministeriet et notat om den danske velfærdsstats forløb indtil da. En række advarsler om en storstilet udbygning af velfærden fulgte med og lød i kort form således:

a) at den svækker bistandsmodtagernes ansvarsbevidsthed,

b) at den svækker de virkelystnes initiativ og opsparingsvilje,

c) at staten ved at tage med den ene hånd og give med den anden optræder som formynder,

d) at betoningen af materiel tryghed svækker interessen for kulturelle og åndelige værdier,

e) at trygheden i sig selv gør folk apatiske og sløve og endelig f) at fornemmelsen af personligt ansvar og omsorg undergraves.

Velfærdsprojekt ved vejs ende

Det tør antydes, at danske politikere fra næsten hele spekteret havde gjort klogt i at lytte til den sobre embedsmand, der havde forfattet indvendingerne.

Det gjorde de som bekendt ikke, og skal man sige noget godt om det – og det er svært – er det, at vi formentlig står ved vejs ende for det velfærdsprojekt, der skulle blive den store sutteklud efter de to verdenskrige, som først og fremmest var europæiske borgerkrige.

Ganske vist hævdede Mogens Lykketoft for snart en del år siden, at velfærdsstaten var som humlebien, som egentlig ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel, men den cocktail, der er beredt for den danske og de europæiske velfærdsstater generelt, er terra incognita - prøvelser, som sandsynligvis ikke kan overvindes.

Mere om disse prøvelser til sidst.

Filantropiens betydning

Henrik Gade Jensen har skrevet en udmærket bog, Menneskekærlighedens værk – det danske civilsamfund før velfærdsstaten. Bogen er mere end almindeligt informationsmættet med tal én masse.

Det har nok været nødvendigt for at dokumentere, i hvor høj grad filantropi gennem civilsamfundet – der, hvor statsmagten skal holde fingrene af fadet – kunne afhjælpe onder som uforskyldt fattigdom, sygdom (især tuberkulosens svøbe) og adgang til kirker, ikke mindst i det København, der som følge af industrialiseringen svulmede op i sidste halvdel af 1800-tallet.

Henrik Gade Jensen har sat sig for at vise, at privat godgørenhed langt hen ad vejen kan fungere i stedet for den mere og mere omsiggribende stat, der som en molok æder sig ind på alt og alle og ikke tåler nogen ved sin side.

Skattetrykket er et effektivt middel at få konkurrenterne til at strække våben. Med en personbeskatning omkring 50 procent – og en del mere af den sidst tjente krone, som er den, der eventuelt bruges på velgørenhed – er det selvfølgelig begrænset, hvad der kan og vil blive ydet.

Størst ros skal Henrik Gade Jensen have for at genintroducere begrebet uværdigt trængende som betegnelse for dem, der ikke reelt ønsker at gøre en indsats for at trække sig selv op af dyndet.

Under den nyligt overståede valgkamp hørte denne anmelder en socialdemokratisk folketingskandidat i fuld alvor udtale, at han aldrig havde mødt en overførselsmodtager, der ikke ønskede et arbejde.

Det passer naturligvis ikke, og at man kan slippe af sted med at sige den slags offentligt uden at få en skoggerlatter rettet mod sig øjeblikkeligt, fortæller ikke så lidt om, hvor vi indtil videre er havnet.

Nemlig dér, hvor forståelsen af, hvad mennesket er, er så løsrevet fra den farlige virkelighed, at det må få mærkbare konsekvenser.

De uværdigt trængende var for hundrede år siden dem, der nok led nød, men hvor det med føje kunne siges, at nøden langt hen ad vejen var selvforskyldt.

Der var tale om mennesker, der savnede karakter, for nu at bruge et andet desværre bedaget udtryk. At give karakterløse mennesker penge uden modydelse bekræfter dem kun i, at de har valgt en levevej, hvor de kan snylte sig gennem tilværelsen.

Det var sandt den gang, og det er sandt i dag. Ikke nok så megen social ingeniørkunst kan ændre på den kendsgerning. Karina Pedersen fik for godt to år siden nogen spalteplads, fordi hun – opvokset i et underklassehjem – udtalte, at ”underklassen mangler moral – ikke penge”.

Med et blik, der ikke var ødelagt af falsk konsensus, kunne hun se, at problemet for de mange hundredetusinder på permanent overførselsindkomst mildt sagt ikke er for lave ydelser.

Miséren kommer af, at store dele af underklassen har vist sig overordentlig tilpasningsdygtige til et miljø, der fortæller dem, at de er ofre, der skal hjælpes. Og konsekvensen bliver naturligvis, at dele af underklassen indkasserer alt det, den kan få .

Meget ville derfor være vundet, hvis betegnelsen uværdigt trængende blev genindført som en legitim del af sproget. Om det skal ske primært ved privat velgørenhed, er jeg ikke sikker på. Dertil er et moderne samfund med dets høj- og lavkonjunkturer nok for omskifteligt.

En omlægning af det sociale system og af dele af arbejdsmarkedet bør derfor snarere bestå i, at forskellen mellem arbejds- og overførselsindkomst gøres markant større, og at mindstelønnen sænkes betydeligt, så også de lavt kvalificerede kan finde arbejde.

”Resten” kunne så overlades til filantropien, der kunne træde til dér, hvor der var vitterlige, uforskyldte behov, som modtageren af hjælp ikke selv kunne honorere.

Tredobbelt udfordring

Og så til den ”perfekte storm” (for at bruge en fordansket udgave af det engelske udtryk ”a perfect storm”), der blev lovet indledningsvis.

Den danske – og de europæiske – velfærdsstater vil i de kommende år stå over for en tredobbelt udfordring, der med stor sandsynlighed vil lægge den og dem i graven:

a) et gældsbjerg af usete dimensioner, når der ses bort fra gæld optaget i krigstid, b) en ældrebyrde, der vil ramme tungt over de næste mindst to årtier, fordi europæerne som en ekstremt uheldig bivirkning af den øgede velstand ikke finder det ulejligheden værd at sætte tilstrækkeligt med børn i verden og

c) en indvandring fra den ikke-vestlige verden, der ikke afhjælper, men forværrer de økonomiske vanskeligheder af den simple grund, at den ikke-vestlige indvandrer (og efterkommer) gennemsnitligt ikke er i nærheden af at yde det, som den gennemsnitlige europæer kan.

Der er tale om en ABC af stigende rædsel. Gælden kan enten betales tilbage, eller de hårdest ramte lande kan erklære sig insolvente. Ikke at det er muntert at gå statsbankerot.

Pensioner – som for en dels vedkommende står bogført som statsobligationer – kan risikere at blive langt mindre værd, og den konkursramte stat kan i værste fald igennem flere år ikke svare sine forpligtelser over for borgerne, herunder de offentligt ansatte.

Men derefter kan der begyndes på en frisk, fordi landets valuta er devalueret ned til et realistisk niveau, hvor landets produkter kan finde et marked.

Ældrebyrden er notorisk ubehagelig. Der sker en relativ forskydning mellem de arbejdende og de forsørgede. Det betyder mindre velstand, og det vil sætte den statslige velfærd under et uhyre stort pres.

Japan er et godt eksempel på et land, der vil blive ramt på grund af en alt for lav fertilitet. Japanerne vil dog i tidens fylde finde ud af, at flere børn er vejen frem. Den erkendelse vil følge logisk af den relativt faldende velstand.

Under alle omstændigheder kan en dygtig befolkning se fremtiden i møde med rimelig fortrøstning, også selv om der i en periode sker uheldige demografiske forskydninger.

Anderledes er det med indvandringen til den vestlige verden. En diskussion om velstand og velfærd kan ikke føres uden denne viden.

Den ikke-vestlige indvandring – hvad enten den er primært muslimsk til Europa, eller den er mest latinamerikansk til USA – lægger for hvert år, der går, byrder på den vestlige økonomi.

Uddannelsestal viser dette, beskæftigelsestal det samme. Den ikke-vestlige indvandring gør for alvor den vestlige verden fattig, og dén indvandring vil med garanti få de europæiske velfærdsstater til at falde sammen.

Antallet af permanente overførselsmodtagere vil som del af befolkningen vokse uimodståeligt, og selv ikke Mette Frederiksen vil kunne forhindre dette.

Således vil vi inden alt for længe nå dertil, hvor den private velfærd atter må tage over.

Virkeligheden vil se en del anderledes ud, end den gjorde i Danmark i bl.a. slutningen af 1800-tallet, hvor filantropien fejrede triumfer, men det er en anden historie, godt fortalt af Henrik Gade Jensen. Hans bog hermed være anbefalet.

Henrik Gade Jensen præsenterer sin bog ved et arrangement i CEPOS kl. 17.00 i dag, hvor også professor Jørn Henrik Pedersen og sognepræst Claus Thomas Nielsen holder oplæg.