Bør oversættes

Mennesker er født politisk og etisk ligeværdige. Det er ikke en påstand, men kan bevises logisk.

Heraf følger, at demokratiet, som ene af alle politiske former anerkender menneskers politiske ligeværd, har en såvel logisk som etisk begrundelse, og at mennesker har pligt til at bruge deres fornuft til at opretholde og styrke det. Det betyder i praksis at være opmærksom på de farer, der truer demokratiet og hvorfor.

Det er kernen i det argument, Kai Sørlander ønsker at bevise i sin nye bog. Med den bekræfter Kai Sørlander sit velfortjente ry som Danmarks absolut førende politiske filosof nogensinde.

Ingen tidligere danske værker om demokratiets væsen og dets begrundelse  - heller ikke Alf Ross’ og Hal Kochs stærkt overvurderede skrifter fra 1940’erne – når Sørlanders rolige, knivskarpe, tydelige og gennemført grundige argumentation til sokkeholderne.

Heller ikke i det store udland har vi i adskillige årtier set ret mange værker, der kan måle sig med Sørlanders sidste. Om overhovedet muligt bør bogen oversættes til de europæiske hovedsprog, og det af filosofisk trænede fagfolk.

Den vil uden enhver tvivl give stort genlyd.

Fornuften gør mennesket til menneske

”Den politiske forpligtelse” afslutter en argumentation, der allerede har fyldt flere værker. Det gjaldt for Sørlander først at bevise hinsides al fornuftsbaseret kritik, at fornuften er i stand til at erkende virkeligheden og er den eneste måde at erkende virkeligheden.

Fornuften og dens brug er, hvad der gør mennesker til mennesker.  Dermed satte Sørlander sig i modsætning til magtfulde strømninger inden for såvel filosofi som politik.

Filosofisk gik han op imod selveste Immanuel Kant, som hævdede, at vi kun kan kende det, der er i vore tanker, men vi kan ikke vide, om disse tanker afspejler en faktisk virkelighed.

Politisk går han i det nærværende værk op imod alle dem, der vil basere politik på gode følelser eller forsvare demokratiet rent utilitaristisk eller moralsk. Demokratiet er ikke etisk nødvendigt, fordi det er nyttigt.

Det skal have en holdbar etisk begrundelse hinsides nyttelogik og gode følelser, og som kan forsvares rationelt.

Konsistenskravet

Eftersom fornuften er det, der gør os til mennesker, vil Sørlander vise, at vi har pligt til at bruge den.  Gør vi det, vil vi erkende, at demokratiet er den eneste rationelt forsvarlige og forklarlige ramme for politisk aktivitet.

Demokratiet er i en meget dyb og rationelt forsvarlig forstand den rette politiske livs- og samfundsform for mennesker. Det er et argument, som mange stærke tænkere har søgt at bevise. Sørlander kan vise, hvor de førende af dem har fejlet og dermed levere et stærkere bevis.

Dets grundlag er ”det etiske konsistenskrav, som fordrer, at vi hver især bør handle i konsistens med, at vi alle kan leve som personer”, altså fornuftsvæsener med bestemte fysiske og sociale behov.

Politisk ligeværd

Konsistenskravet medfører, at alle i princippet er politisk ligeværdige, og demokratiet bliver dermed såvel logisk som etisk nødvendigt.

Kravet medfører en yderligere række betingelser for demokratiet, at det skal være verdsligt, altså ikke underlagt nogen religion, at det skal garantere fuld ytrings- og tankefrihed, at der skal herske religionsfrihed, og at flertallet respekterer den etiske begrundelse nok til aldrig at afskaffe demokratiet.

Efter den logiske udledning af demokratiets etiske berettigelse går Sørlander i bogens længste del over til at behandle de vigtigste historiske og aktuelle vilkår, ”som nutidens demokratier rent faktisk må kæmpe med for at sikre deres egen opretholdelse”.

Kristendom og demokrati

Blandt disse spiller religion den måske vigtigste rolle, og det i to henseender.  Først i diskussionen om forholdet mellem kristendom og demokrati.

Sørlander citerer den danske filosof David Favrholdt, som i lighed med mange andre anser kristendommen som lige så irrationel som enhver anden tro og derfor i strid med demokratiets grundregler.

For Favrholdt ligesom for Sørlander er demokratiets kendetegn, at det hvilket på og honorerer rationalitet. Deres veje deles imidlertid radikalt, når vi spørger, hvor denne rationalitet selv kommer fra.

For Favrholdt kommer den af kritikken af kristendommen, som bør miste enhver særstilling i et sandt demokrati. ”Her synes Favrholdt helt ureflekteret at gå ud fra, at hvis den protestantiske kristendom ikke havde fyldt folks hoveder, så ville de i stedet have været rationelt oplyste demokrater.  Men det er ren ønsketænkning”.

Kristendomsfjendsk liberalisme

Sørlander gendriver historisk og logisk denne udbredte, kristendomsfjendtlige liberalisme. Det moderne demokrati opstod først i kristne lande.  Det er intet modbevis, at det tog lang tid, for i andre religioner skete det netop aldrig.

Sørlander ser i kristendommen, især den protestantiske, den afgørende betingelse for, at visse samfund tog skridtet mod demokratisering.  Protestantismen lærer, at præster ikke må lege politik.

Det gjorde de godt nok selv, men de kunne ikke gendrive argumentet, når det efter Oplysningstiden blev taget op, herhjemme eksempelvis af N.F.S. Grundtvig.

Protestantismen er i Sørlanders meget venlige – måske undertiden for venlige – argumentation grundlag netop for det religionsfri, sekulære demokrati.

Men fordi kristendommen er et uundværligt fundament for demokrati, forbliver den og demokratiet sammenvævet på måder, der ligger før politik.

Derfor er det en fejl, når visse liberale enten som Favrholdt afviser kristendommen som demokratifjendtlig eller som mange af dagens politikere mener, at vi bør have absolut religionslighed i Danmark, for den ene tro er lige så god eller skadelig for demokratiet end enhver anden.

Islam og demokrati

Det liberale og marxistiske dogme om alle religioners ligeartethed – eller endog ondartethed – blokerer for erkendelse af, at religioner netop ikke er lige, og at islam eksempelvis er meget svært forenelig med demokrati.

Den islamiske orden forudsætter islams herredømme og sætter den islamiske lov over den verdslige. Kristendommen har for længst opgivet sine egne krav om direkte styring af politikken og er derfor i dag en garant for og ikke nogen trussel mod demokratiet.

Sørlander går også i kødet på dem, der vil reducere menneskelig adfærd til at skyldes rent materielle, økonomiske motiver, og som mener, at økonomien kan forklare alt.

Den aktuelle krise har lært de opmærksomme at skelne mellem falske penge, der består af varm luft, og rigtige værdier, som produceres og handles på et frit marked. Total (finans)økonomisk frihed fører til socialt skadelig adfærd, hvorfor demokratiet er berettiget logisk som etisk til at begrænse denne frihed.

Materialistisk fordom

Her kan man måske komme med endnu en lille kritik af Sørlander. På den ene side tillægger han mennesket etiske evner og kvaliteter, som begrunder politisk ligeværdighed og demokrati.

På den anden forfalder han selv til den materialistiske fordom, når han frejdigt går ud fra, at selvisk adfærd karakteriserer mennesket. En fornuftig liberal vil foretrække at tale om produktiv adfærd drevet af egne behov, men som fører til øget almen velstand, idet ingen kan leve uden først at sælge sin arbejdskraft, som derfor må efterspørges.

Problematiske overvejelser

Sørlander vikler sig imidlertid ind i problematiske overvejelser om, at et demokratisk flertal har ret eller endog pligt til at begrænse grådighed, herunder ved at disponere over indkomstfordelingen.

At grådighed er en dødssynd, kan vi enes om; at det er demokratiske politikeres opgave at påtage sig at vide, hvornår den bør begrænses af staten, er en ganske anden snak.

Danmarks demokratiske problem er ikke materiel ulighed, men velmenende demokraters magtbrynde, formynderi og herskesyge.

Kunstnerens rolle i demokratiet

Der er meget andet berigende i bogen, herunder nogle meget kloge bemærkninger om kunst og kulturliv i et demokrati.

Hvor kunstnere i den klassiske europæiske epoke, der stort set i denne sammenhæng slutter med Leo Tolstoj, med rette kunne og ville agere som samfundenes samvittighed i kraft af deres dybere og finere indsigt i menneskelivet, har de siden senest omkring 1970 skrevet sig ud af den berettigelse ved at gøre normbrud og evig provokation til kunstens hovedkriterium.

Derfor kan den frie kunst og kultur ikke bære demokratiet.  Det kan kun det ovenfor skitserede etiske ræsonnement og de pligter, det påbyder.

Som Sørlander selv foreslår, kan de praktiske kapitler læses i næsten vilkårlig rækkefølge, hvorefter man kan vende tilbage til de første to kapitlers rene filosofi med bedre forudsætninger for at forstå dem.

Kai Sørlander, Den politiske forpligtelse. Det filosofiske fundament for demokratisk. Informations forlag. 280 sider, kr. 299.