Ofrenes forunderlige reaktioner

En bil i brand. En hvæsen i ansigtet. Ubudne gæster i haven. Indbrud. Private ting rodet igennem og besudlet. Ofre, der går i flyverskjul.

Hvordan reagerer man som menneske, når man oplever den slags? Det er der nok mange svar på, men et gennemgående træk er, at ofrene føler sig så intimiderede og skræmte, at de holder sig væk fra lyset og lever deres liv i tusmørket for ikke at påkalde sig opmærksomhed.

Ofrenes reaktioner har altid undret mig. Hvorfor løber de ikke efter bæsterne, tæver dem og stiller dem til regnskab? Eller hvorfor placerer de ikke en sigende spytklat mellem øjenbrynene på vandalen, hvis man altså har fat i krebsen på ham?

Jeg har selv været ude for, at nogle forsøgte at skræmme og intimidere mig. For snart mange år siden havde jeg en kulturberigende ungersvend stående på mit dørtrin, mens han skreg, at jeg bare kunne vente mig, for han ville slå mig ihjel. Det var ikke pænt af mig at grine ham op i hans åbne ansigt.

Om jeg var modig? Ikke det fjerneste, nærmere lidt dumdristig, for episoden skete på et tidspunkt, hvor det kun var trendsætterne, der slog døtre eller søstre ihjel i ærens navn.

Som om de ikke vidste …

For et par år siden var den helt gal på et debatsted, hvor jeg slog mine folder. Vist var jeg ikke blid ved de sarte, og vist må det have været ubehageligt at slå huller i luften af bare arrigskab.

Selvfølgelig fik jeg de sædvanlige mails i både den interne mail samt i den private om, at jeg skulle tage og pakke mig, for ”som om de ikke vidste, hvor de kunne finde mig”.

Jeg syntes, det var topunderholdning, men da jeg begyndte at få mærkelige telefonopkald på den private telefon, hvor opkalderen ikke lod sig identificere, syntes jeg ikke, det var rart, og det syntes jeg heller ikke de gange, hvor biler har kørt langsomt forbi mit domicil.

Da der en eftermiddag holdt en bil udenfor, og føreren havde travlt med at tage billeder af bygningen, hvor kun jeg bor, syntes jeg bestemt ikke, det var rart. Men nu er jeg altså så stædig, at jeg ikke lader mig skræmme ud af mit hjem, og skulle det ultimative ske, så forventer jeg en statsbegravelse med masser af kranse.

Hvad jeg har oplevet har kun været nålestik i sammenligning med, hvad andre har stået overfor.

Jeg læste for nogle år siden historien, hvor Farshad Kholgi fortalte, hvordan han blev passet op og truet. Han flyttede omgående fra en lejlighed, han var ved at sætte i stand.

Der var historien om Manu Sareen, der ikke skulle bilde sig ind at hjælpe indvandrerpiger til at komme væk fra familien. Han sagde sit job op.

Fra udlandet er der kommet mange historier om mennesker, der har sagt eller gjort noget, som muslimer ikke bryder sig om. Blandt de mange er historien om gymnasielæreren Robert Redeker, der fik ikke bare islamister men så sandelig også sine kolleger og hele den franske intellektuelle elite på nakken.

Kristen udrensning?

Fra de hjemlige cirkler var der jo Ulrich Vogel, der er sognepræst i Tingbjerg ved København. Han skulle ikke komme her og være kristen i et muslimsk område. At Vogel tilmed var bøsse gjorde kulturberigernes angreb endnu mere hadefuldt. Vogel endte med at have en længere sygeorlov og måtte flytte fra sin embedsbolig.

I Odense er der også en præst, der har måttet forføje sig. Det drejer sig om en konvertit, der er leder af en frikirke. Manden og hans familie har boet her i landet i mange år efterhånden, og hans døtre er vist født her.

Familien boede i Vollsmoses nyeste afdeling, og selv om de tæt-lave boliger er godt planlagt og velindrettede, så var noget helt galt. Døtrene, der jo som kristne piger, ikke er iført tørklæder eller slør, var pariaer på legepladsen, hvor de andre børn i høj grad var klædt efter islams påskrift.

Familiens bil blev stukket i brand, og den nye, der blev købt for erstatningen, fik knust ruderne, og manden fik besked på, at han ikke skulle køre ind i Vollsmose med et kors i bilen. Det endte med, at familien flyttede.

Jeg forstår det godt. Jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde børn. Fine principper og ædle motiver er ligegyldige, hvis ens børn kan være i fare. Jeg forstår også præsten fra Tingbjerg. Der er en grænse for, hvor meget chikane, intimidering og trusler, man magter at tage imod.

Ofrene prisgives

Jeg forstår dem alle sammen. Jeg forstår også hende, der gemmer sig i sin sofakrog og kun svarer sin telefon, når hun ved, hvem, der er i den anden ende af ledningen. Hun går også meget nødigt ud og kun i dagslys.

Jeg forstår godt, at hun efter en traumatisk oplevelse ikke magter at skulle forsvare sig mod en mur af mistro overfor, hvorfor hun inviterede en gammel bekendt med ind på et glas, om hun nu er sikker på, at hun ikke inviterede på lidt mere end et glas, og hvorfor inviterede hun nogen på et glas, hvis det ikke var en invitation.

På det personlige plan forstår jeg dem alle sammen. Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor vi andre lader stå til og accepterer, at der i vores midte findes mennesker, der knap tør svare deres telefon eller som lever et liv bag nedrullede gardiner.

Jeg sidder selvfølgelig ikke inde med det ultimative svar og verdens bedste løsning. Jeg vil bare opfordre til, at vi i fremtiden lader være med at prisgive ofrene og lade gerningsmændene gå fri.