Hjemmet i Randers

Mogens Camre har udgivet sine erindringer. Det er blevet til et åbent og ærligt billede af den begavede og energiske ungersvend fra Randers.

Vokset op i et velstillet, karakterfast og nationalt sindet hjem. Faderen var frihedskæmper under besættelsen og sad i Frøslev lejren de sidste måneder af krigen.

Camres sidekammerat i gymnasiet var den iderige og nu verdensberømte tegner Kurt Westergaard. De to sidekammerater kan igen tage hinanden i hånden her i deres modne år.

Kampmanns indflydelse

”Knus Tyrannerne” er ikke kun Camres, men hele Danmarks historie i det halve århundrede, Mogens Camre har rumsteret i offentligheden.

Det var især statsminister Viggo Kampmann, der gjorde den borgerligt opdragne Mogens Camre til socialdemokrat. Den påvirkning genkender anmelderen fra mange af sine jævnaldrende.

Viggo Kampmanns begavelse og fremsyn var så enestående, at selv unge, der af opdragelse var forudbestemt til at blive konservative, stemte socialdemokratisk omkring 1960.

Selvstændig indsigt

Camre hører til den slags mennesker, der ikke kan lade være med at skaffe sig selvstændig indsigt og opfattelse og engagere sig, når de går ind i et foretagende.

Så Camre blev hurtigt formand for de socialdemokratiske studerende, Frit Forum. I Folketinget kom han i en ung alder, især takket være sit modige forsvar for det græske demokrati, der var blevet voldtaget af en gruppe stupide oberster.

Men mens jævnaldrende politikere som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Poul Nilson, Ole Espersen hurtigt steg til vejrs i Socialdemokratiet, gik Camres karriere langsomt.

Han måtte se mange, der ikke besad hans evner, indtage ministerposter. F.eks. Carl Hjortnæs og Svend Jacobsen.

Det skyldtes nok mest, at han var enig i det, en klog sekretær i Socialdemokratiet sagde, ”det gik galt i Danmark, da forbindelsen mellem det, et menneske yder, og det, den pågældende får til gengæld, blev klippet over.”

Slesk underkastelse

Mogens Camre var imod de kulturradikales magtovertagelse af Socialdemokratiet, som den f.eks. kom til udfoldelse i radiorådsformændene, Birte Weiss’ og Ole Espersens sleske underkastelse under de røde lejesvendes tyranni i Danmarks Radio.

Og han var imod den uansvarlige økonomiske politik, Anker og Knud Heinesen førte i 1970’erne.

Han frikender dog Knud Heinesen – på et noget spinkelt grundlag. Til gengæld får Anker, så hatten passer.

Camre undlader dog ikke at skrive, at hovedansvaret for Ankers og Heinesens gælds-politik var LO-formand Thomas Nielsens. Hverken Anker eller Heinesen turde tage opgøret med den hadske og hysteriske LO-formand.

Da Erhard Jakobsen op til jordskredsvalget i 72 kritiserer Anker, svarer Anker ham i folketingsgruppen med ordene: ”Efter min mening er du et dumt svin.”

Den slags upolerede udbrud er ikke helt sjældne i politik, og de forklarer tit politik bedre end lange analyser. Camre er, som vi havde ventet og håbet, ikke karrig med dem.

Upolerede udbrud

Om Auken: ”Venstrefløjen i folketingsgruppen, anført af Svend Auken og Risgaard Knudsen, arbejdede for LO’s interesser. Risgaard Knudsen åbent, Svend Auken spillede dobbeltspil. ”

Om kong Konstantin: ”Konstantin var opdraget i en kultur, der var et par århundreder bagud for den europæiske udvikling.”

Om Belgien: Det land kaldes i EU for Kongo Nord.

Om S’s og LO’s omfattende socialiseringsplan i 70’erne, ØD: ”Var modellen blevet realiseret, havde den formentlig fået produktivitet og vækst til at minde om DDR’s.”

Vigtigt dokument

”Knud Tyrannerne” rummer også forklaringen på, hvorfor Camre skifter parti, til DF.

Bogen er et af de vigtigste dokumenter til forståelse af dansk politik fra 1960 til i dag.

Ikke ondskabsfuld mod modstandere, men grundig og fair i fremstillingen af sin egen politik. Og ærlig i en grad, som er sjælden i fremtrædende personers biografier.