Religion kommer før politik, skriver Blair i sine politiske erindringer, hvor Bush fremhæves som en leder med usædvanlig stor integritet, islam som reaktionær og politik som noget folk skal befries fra.Den normale
Tony Blair fremstår og beskriver sig selv i A Journey som et almindeligt eller normalt menneske. ”I am normal”, står der. Det er ikke koketteri. Han er det. Vi ville på dansk nok kalde ham en folkelig leder eller politiker. Hele hans mål var i og for sig en folkeliggørelse af Labour og af politik. Han er ikke anderledes end sine vælgere, og han ville forbinde parti med andre almindelige middelklassemennesker. Det lykkedes. Så kom Gordon Brown, og det gik forudsigeligt galt. For mig at se fortsætter snarere David Cameron Blairs politik.
Han fortæller, at han foretrækker et restaurationsbesøg med venner frem for en Wagner-opera og en thriller frem for en lærd bog. Blair begyndte jo også som popmusiker. Blair er kritisk over for intellektualisme og intellektuelles rolle i politik. Det kan man se f.eks. af hans kritik af Ed Balls; en af Browns støtter. Disse forstår ikke, siger han, begrebet ”aspiration”, dette middelklassebegreb, hvor det handler om selv at kæmpe sig frem i verden. Dette det almindelige forklarer hans nære forhold til George W. Bush, skønt han var uenig med ham, hvad politik angår. Blair gør opmærksom på Bushs ”simplicity” og hans ligefremhed. Bush er jævn og munter. Og man tager helt fejl, føjer Blair til, hvis man tror, at Bush er ubegavet. Han er det modsatte. Blair siger videre, at Bush er den af alle de statsmænd, han har mødt, der har mest integritet. Bush kunne kommunikere med folk.
Blairs insisteren på det normale, det enkle og det almindelige skal ses lidt i en engelsk kontekst også, hvor megen politik og kultur har været domineret af en noget dekadent, elitær venstreorienteret boheme-tradition – de såkaldte ”sun-children” - med udgangspunkt i Oxford og Cambridge. George Orwell gjorde op med denne tradition, og det kommer frem i udtrykket ”a return to decency”. Det gjorde man i 1950’erne. Blair ser jeg som endnu en repræsentant for denne ”decency”. Vi skal også medtænke hans skotske og irske rødder. Han kommer fra udkanten til centrum; et centrum han erobrer.
Bogen handler naturligvis meget om engelsk indenrigspolitik. Det vigtigste i den er for os ikke-englændere dog redegørelsen for beslutningen om at gå i krig i Irak. Der findes en detaljeret og nuanceret gennemgang af hele forløbet. Det er noget af det mest overbevisende, jeg har set. Hvis man læser disse kapitler, vil man ganske enkelt ikke mere kunne sige, som det er populært på venstrefløjen: at krigen var ulovlig, og invasionen baseret på en løgn. Blair lægger alt frem. Hans anliggende er dette ene: Jeg kan have ret. Det kan de andre også, medgiver han, men det er sjældent, nogen har lyttet til hans og George W. Bushs argumenter og ideer. Blair blev voldsomt upopulær og personligt isoleret på grund af beslutningen. Men det var faktisk noget andet, der var ved at vælte ham: indførelsen af ”tuition fees” – altså brugerbetaling på universiteterne. Det siger jo lidt om proportionerne.
Tonys rejse
A Journey er en meget selvbevidst skrevet bog. Den er skrevet i et enkelt og folkeligt sprog. Han foregiver ikke at være en tænker. Ofte spiller følelser (emotions) end større rollen end fornuft. Bogen handler også om Tony Blair set udefra af Tony Blair, som det er blevet sagt. Han skriver selv, at bogens genre er noget nyt. Den er ikke erindringer, apologi eller selvbiografi. Bogen er skrevet af en ”leader”. Sådan ser han sig selv. Den handler om rejsen, fra han blev leder af Labour, om hans forandring af Labour til New Labour og om hans afgang. Der er få afsløringer, ingen sladder, og selv hans fjende gennem alle årene, Gordon Brown, beskrives sobert og ordentligt. Blair forekommer at være et yderst sympatisk menneske. Det er en gennemhæderlig bog, der forsøger at give et andet billede af verden og Blair, end massemedierne samt højrefløjen og venstrefløjen har gjort.
Der er 22 kapitler, og der er en vis kronologi, men ellers er kapitlerne tematiske. Et handler om freden i Nordirland, et om Prinsesse Diana. Ellers er bogen udtryk for en ny tendens, som vi også finder i skønlitteraturen. Forholdet mellem det private og det offentlige er ophævet. Vi får en del at vide om privatmennesket Blair – på nær om hans tro. Han er jo i dag katolik. Han er meget britisk, siger han, fordi han gerne ville sidde længe på toilettet. Han synes også, at han drikker for meget.
Religion først
Tony Blair kommer et sted med en overraskende betragtning om forholdet mellem religion og politik. Betragtningen kommer henkastet og fremhæves ikke særligt. Den står midt i et langt afsnit om Blairs vej eller rejse mod magten i Labour og hans forsøg på at skabe New Labour. Det er let at overse det, fordi afsnittet både handler om at få gamle, socialistiske ideer skrottet og om kampen mod Gordon Brown. Bl.a. er der en lille morsom episode, hvor Brown blive låst inde på et toilet.
Blair bruger værdibegrebet, hvilket ikke er nyt. Alle taler om værdipolitik. Det opsigtsvækkende er, at han knytter værdier til religion – dvs. anglo-katolsk kristendom (han siger blot religion) – og ikke til politik. Han siger, at for ham kommer religion altid først og politik derefter. Sådan er rækkefølgen. Verden ser helt anderledes ud, hvis man begynder med religion, der handler om et menneskesyn (a view of humankind), end hvis man begynder med politik.
Politik handler om at undersøge samfundet og forandre det. ”The politics is secondary”, føjer han til. De fleste politikere siger jo, at politik handler om menneskesyn. Det gør Blair ikke.
Det kommer frem, at Blair bl.a. var inspireret af den i dag ukendte skotske religionsfilosof John Macmurray. Sammen med venner besøgte han den gamle Macmurray, men Blair stod udenfor og gik ikke med ind. I England har de også haft sager med socialdemokraters børn i private endog katolske skoler. Blairs børn kom i en sådan. En af hans ministre sendte sit barn i en privatskole.
Når det er sagt, skal det tilføjes, at der næsten ikke står noget om tro og religion i bogen. Det kan godt undre, når han sætter religion først. Vi hører heller intet om hans rejse mod katolicismen – romersk-katolsk. (En katolik kan ikke blive premierminister i England.) Og intet om CSM – Christian Socialist Movement - som han også var med i. Måske fordi han ganske enkelt ikke er socialist – længere.
Modernisering
Hans selvopfattelse er den, at han moderniserede Labour. ”I was the moderniser”, lyder det igen og igen. Det har han nok ret i. Han omdefinerer socialisme fra at handle om nationalisering af industrien til at handle om ”community” – fællesskab. Det er derfor rigtigt at kalde ham – og hans samtidige Bill Clinton – for kommunitarist. Et ord som han ikke selv bruger. Han kalder også Clinton en ”moderniser”. Det samme er Bush. Blair advarede Bush mod de neokonservative, fordi de er ideologer. Det handlede for Blair om at modernisere Irak. Det spændende ved hans modernisme er, at den er fri for ideologi. Blair er uideologisk. Han realiserer reelt Paul Schlüters berømte og sande ord om, at ideologi er noget bras. At modernisere er at afideologisere.
Hvordan moderniserede han partiet? Han ville genoprette kontakten mellem befolkning og parti og gjorde det. ”Connect” er et yndlingsudtryk. Man kunne overveje, om han har det fra E.M. Forsters roman Howards End (1910). Den handlede om at forene kultur med økonomi og skabe enhed i landet. Romanens motto er ”only connect”.
Konservativt hoved, progressivt hjerte
Blair ville også hinsides skellet mellem højre og venstre. Han ophørte med at tænke i klasser – han finder ordet ”working class” underligt. Han ville ophæve modsætningen mellem stat og marked. Han ville begrænse statens magt. Han argumenterer til slut for, at det ikke er markedet, der er noget galt med i forbindelse med finanskrisen. Det er det, der kaldes ”den tredje vej”. Tankevækkende nok nævnes ikke sociologen Anthony Giddens, der skrev en hel bog om den tredje vej. Jeg troede faktisk, at han havde påvirket Blair.
Han har, siger han, et konservativt hoved, hvad økonomi angår. Et progressivt hjerte og en rebelsk sjæl. Det progressive har således med følelser at gøre. Han identificerer sig med Prinsesse Diana og ser paralleller mellem hende og sig selv. Hendes modernisering af monarkiet svarer til Blairs af Labour. Det var Blair, der kaldte hende folkets prinsesse. På samme måde er Blair folkets leder.
Ganske tidligt indser han, at det var godt og nødvendigt at gøre, hvad Margaret Thatcher gjorde. Han kom ikke til magten ved et opgør med hende. Ikke noget med blå blok og rød blok.
Derfor er han også sammen med John Major og Gordon Brown blevet kaldt en af Thatchers sønner. Thatcher ville også modernisere England, men forskellen mellem hende og ham er, at hun var ideologisk, og det er det, Blair ikke er. Det er det særegne ved ham.
”Change without ideology” – eller manden uden en skygge. Sådan har det lydt. Det interessante er, at ideologi nu også er ved at blive et skældsord også i dansk politik. Alle taler nu om forandring, men den er uideologisk.
Romantisk modernisme
Der er utallige måder, hvorpå Anders Fogh Rasmussens modernisering af Venstre og Frederik Reinfeldts modernisering af Moderaterne – jf. De nya Moderaterne - ligner Blairs. Det svenske er det nye arbejderparti. Det var netop den modernisering, som Nyrup ikke igangsatte. Det er muligt, at Helle Thorning-Schmidt vil modernisere, men der er en afgørende forskel mellem hende og Blair, og der er en lille lighed. Ingen af dem er født ind i socialdemokratiet. Men forskellen er frapperende. Thorning-Schmidt er ikke folkelig som Blair – hendes folkelighed er påtaget.
Jeg vil karakterisere Blairs modernisme som romantisk modernisme. Det er i bedste engelske tradition. Blair vil bevare monarkiet, fortrød forbudet mod rævejagt med hunde, vil ikke ophæve House of Lords, har nostalgiske følelser for det britiske imperium og støtter religiøse skoler. Det minder om de engelske modernister – digtere og malere – der fortsatte med at længes efter fortidens landlige, ægte England – en slags Heimat-modernisme. Modernisering er således ikke anti-traditionalisme.
Kapitel 12 og fremefter handler om tiden efter 9/11. Ideologernes tid er ovre. Vi står i en ny kamp om kultur og religion – ”more than politics” (365). Her ser man igen, at der kommer noget før politik. Han har et herligt forsvar for vesten, som han ved foragtes af resten. Han har en enkel (simple) test på om et land er godt eller ej. Prøver folk at komme ud af det eller ind i det. Kan det siges bedre?
Situationen efter 11. september krævede, siger han, revolutionær politik. I modsætning til ”a policy of management”. Han tænker her som Bush. Man kan ikke snakke og vente. Situationen krævede en revolution, men igen: ikke en ideologisk. Herefter følger omkring 100 sider, som jeg ikke kan gengive om Irak-krigen og alle resolutionerne med udførlige kommentarer. Men han er en god sagfører.
Irak-krigen
Her kommer Blairs ærlighed – hans ethos - frem. Han vil ikke overbevise nogen om, at det, han gjorde, var det rigtige, men kun overbevise andre om, at han kan have haft ret. Han har selv tænkt på, om han havde ret. Han er ikke skråsikker, sådan som kritikerne af krigen er. Han beder kun folk tænke over ”as to whether I may have been right (374).”
Og så kommer et af Blairs retorisk set underspillede argumenter. Det kan godt være, at Saddam, hvis vi ikke havde grebet ind i (failed to act) i 2003, ikke ville være blevet styrket, at han ikke ville være blevet en konkurrent til Iran både hvad masseødelæggelsesvåben angår og med hensyn til at støtte terrorismen. Det var jo det Blair mente, at han ville, hvis man ikke handlede. Men det er vel ligeså sandsynligt som det modsatte synspunkt, der går ud på, at hvis Saddam var blevet siddende, ville han være sunket tilbage i behagelig, ikke-truende ubemærkethed og alderdom, samt at hans to sønner, som han havde opdraget, ville have ændret sig og reformeret samfundet. Jeg mener, det er en fantastisk måde at sige det på og til at spørge modstanderne: hvad tror I, der ville være sket, hvis Saddam var blevet siddende. Det svar, har vi aldrig fået.
Det er krigsmodstanderne, der vil en managementpolitik, men Blair og Bush ville en revolutionær. En evolution er umulig i Mellemøsten, siger han (388). Han fejer også olie-argumentet af bordet. Mange mente, krigen handlede om olie. Men hvis det havde været et spørgsmål om olie, kunne man have fået en aftale med Saddam på et øjeblik. Han ville gerne give olie for at blive fri for våbeninspektører. I dag, skriver Blair, bruges oliepengene faktisk til at genopbygge infrastrukturen. Og hvorfor skulle han og Bush lyve? Så snart Saddam var fjernet, ville det jo komme frem. De handlede i god tro som alle andre.
For Blair var Irak også et spørgsmål om at modernisere og normalisere. Det var en kamp på liv og død mellem modernister og reaktionære, og islam er reaktionært. Anti-modernister lader sig ikke overtale.
Blair gør også opmærksom på, at Irak-krigen var den først landkrig udkæmpet i en ny ”era of transparency” – gennemsigtighed og åbenhed – og 24-timers mediedækning. De sidste gjorde i løbet af et øjeblik spekulationer til hårde facts. Medierne fortalte, at Blair og Bush i 2002 allerede havde besluttet at gå i krig. Bush ringer til Blair, der er på ferie i Frankrig – og var irriteret. For ingen af dem havde besluttet det.
Blair erkender det problem, at fjenden havde en ideologi. Han og Bush handlede ikke af ideologiske grunde. Derfor var de selv tvunget til at handle mere end militært; de var tvunget til at tale om ideer. Fjenden er ideologi; midlet er demokrati og frihed. Blair advarede Bush mod selv at blive indfanget af neokonservativ ideologi, fordi det gjorde krigen til en højre/venstre ting. Derved kom den til at splitte i stedet for at samle. Vi kender det herhjemmefra også. Danmarks deltagelse var uideologisk, men det endte med at blive et ideologisk opgør – og derfor et opgør om noget helt andet.
Ene men stærk
Bogens sidste cirka 200 sider handler om, hvordan Blair afgiver magten, hvad han ikke har haft noget imod. Det er derfor slet ikke en tragisk bog. Den handler ikke om ’the rise and fall’, men netop om en rejse fra et sted til et andet. Det er meget tankevækkende at læse om, hvor isoleret han var under Irak-krigen selv i regeringen. Det letteste for ham ville være at gøre som tyskerne og franskmændene. Han vandt intet personligt ved det. Men han mener, at englænderne dybest set ser op til en leder, der står stærkt. Han er på et tidspunkt en folkefjende, fordi han står ene, men stærk. Jeg tænker her på Ibsens skuespil, En Folkefiende. Først hyldes Blair og genvælges. Han er den, der har siddet længst. Og samtidig er han hadet den dag i dag. Mens en million protesterede imod krigen, traf han sin beslutning. Han gjorde det også for Storbritannien. Han gjorde ene mand med den beslutning landet stærkere – der er lidt rule Britannia over beslutningen. Englænderne har trods alt en lang historie, der har involveret Afghanistan og Irak. Irak er på sin måde en engelsk opfindelse, idet englænderne skabte området ved at kombinere tre provinser i Det osmanniske imperium. Men dette er ikke noget Blair siger noget om.
Bogen slutter med en betragtning igen om det politiske. Politik spiller ikke nogen stor rolle for Blair, som det er fremgået. Han er bekymret for den stærke stat, der nu vender tilbage. Han vil lade markedet klare så meget som muligt.
Det er ikke politik, der skal befri folk, men folk der skal befries fra politik. Det mente Bertel Haarder også engang. A Journey har dermed handlet om enten en persons kamp mod politik eller om det politiskes magt over en person.
Tony Blair: A Journey. My Political Life, Hutchinson, London: 2010. 19,85 pund
