Bevis jeres værd, IMR
11. maj 2012
Klumme af Kit Louise Strand
Efter årtiers politisk korrekte udmeldinger er der bevægelse i Institut for Menneskerettigheder, men direktøren har stadig ikke forstået, hvad menneskerettigheder går ud på.
Der er grund til at glæde sig over, at Institut for Menneskerettigheder (IMR) med Jonas Christoffersen har fået en direktør, hvis verdensbillede er i bedre overensstemmelse med virkeligheden, end tilfældet var med hans forgænger, Morten Kjærum.
I sin seneste blog på Jyllands-Posten slår Christoffersen i meget forsigtige vendinger til lyd for, at politikerne genovervejer blasfemiparagraffen (straffelovens §140).
Trykkefrihedsselskabet, der kæmper for retten til det frie ord, kan kun kalde det et skridt i den rigtige retning at fjerne denne straffelovsparagraf, men beklage, at det ikke er sket for længst.
Lovens formulering lyder: "Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."
Som enhver ved sine fulde fem har kunnet forvisse sig om, så hører denne paragraf ingen steder hjemme hverken i Pakistan eller Afghanistan, hvor den bruges flittigt, men da slet, slet ikke i en retsstat.
Paragraffen er på direkte kollisionskurs med Grundloven, hvis §77 lyder: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
§77 må således også indebære, at man kan sætte tro og gudsdyrkelse til debat uden at risikere en fængselsstraf.
Krænkelse af islam – igen - igen
Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imram Shah, var ikke sen til at betegne Christoffersens forsigtige udmelding som endnu et tegn på, at muslimer udsættes for diskrimination. Til Jyllands-Posten sagde han: "Eftersom kristendommen ikke længere har den store betydning i dagligdagen, vil en afskaffelse af blasfemiparagraffen være lovgivning direkte vendt mod islam."
Ja, det kan man egentlig godt sige, når man påtænker med hvilken automatik mange muslimer føler sig krænkede. Men det kunne – og det burde – de jo blot vælge ikke at blive!
Jehovas Vidner, Scientology, Indre Mission og katolikkerne i Danmark har for længst hævet deres tolerancetærskel for hån, spot og latterliggørelse og kan sågar grine af sig selv.
Nu mangler vi simpelthen at opleve Islamisk Trossamfund gøre det samme. Og det kan kun gå for langsomt!
Som en logisk følge af en afskaffelse af blasfemiparagraffen må §266b gå samme vej. Den har heller intet at gøre i en retsstat.
En kritik af denne paragraf var dog ikke at finde hverken i Jonas Christoffersens blogindlæg i JP eller i den kronik, han skrev til Politiken. Her understregede han, at "menneskerettens formål" er (...) at beskytte mennesker og grupper, frem for tanker og ideer."
Han mener altså, at også grupper kan have menneskerettigheder, men forklarer ikke, hvordan en gruppe kan være et menneske.
Grupper skal ikke beskyttes, kun enkeltindivider!
Det er forstemmende, at vi over skattebilletten finansierer et menneskerettighedsinstitut, der forsvarer grupperettigheder, som den danske grundlov ikke kender til. Det burde gå foran og forsvare den oprindelige tanke bag menneskerettigheder som rettigheder, der alene tilhører enkeltindivider.
Sammenblandingen af klassiske menneskerettigheder og politisk korrekt beskyttelse af "udsatte grupper" indebærer et dilemma, der ofte overses, fordi man har travlt med at gå i brechen for minoriteter.
Hvem har mest krav på retlig og moralsk beskyttelse: den enkelte afghanske muslim, der springer ud som bøsse, eller gruppen af afghanske muslimer, der opponerer mod ham, fordi de med henvisning til deres religiøse lov betragter homoseksualitet som strafbart?
Eller den enkelte iranske asylansøger, der som kristen konvertit forulempes af gruppen af iranske asylansøgere, der med henvisning til islam betragter frafald som strafbart?
(Jeg hører gerne fra folk, der stadig hævder, at religiøse grupper har krav på særlig beskyttelse.)
Vilkårlighed og forskelsbehandling
I Danmark nyder indtil videre hele seks grupper særlig beskyttelse af §266b, der siger, at "Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år."
Hvis denne logik om beskyttelse af særligt udsatte grupper skulle følges, hvor er så det særlige hensyn til andre grupper som handicappede, impotente, rødhårede, ældre kvinder, skaldede mænd, DF’ere osv., osv.?
Og hvad er i virkeligheden truende, hånlig og nedværdigende tale - og dermed strafbart?
Er det tale, der pirker til et tabu eller afdækker den prekære, men skinbarlige virkelighed?
Nej, en sådan omstændighed kan dybest set være sagen fuldstændigt uvedkommende, da der ikke må føres sandhedsbevis ved retssager efter §266b.
Med henvisning til denne paragraf kan alle småborgerligt forargede, let fornærmelige og sarte sjæle søge hævn over andre borgeres politisk ukorrekte synspunkter, friskfyragtige bemærkninger og/eller relevante påpegning af vigtige, men prekære samfundsemner.
Samme dag, som en enig Højesteret frifandt Lars Hedegaard for overtrædelse af §266b, hævdede den liberale Ole Birk Olesen i Jyllands-Posten, at han var en arg modstander af paragraffen. I 2009 brugte den samme liberalist Hedegaard-sagen til at udstille sine private idiosynkrasier, og ikke som anledning til et angreb på §266b.
Religionsfrihed overflødiggør særlig beskyttelse
§266b fremmer forskelsbehandling i vores demokratiske samfund, hvor medlemmer af mindretal nyder samme individuelle rettigheder som alle andre. Og hvorfor denne særlige beskyttelse af religiøse grupper i et samfund, hvor man kan dyrke en hvilken som helst religion?
Vilkårligheden udstilles af, at mens visse grupper nyder en særlig bevågenhed, må andre tåle knubsene: Katolikkerne i Danmark tæller blot 35.000 – og gruppen af katolske præster nogle ganske få – men dette mindretal nød ikke denne særlige omsorg fra behjertede personer, der ønskede dem beskyttet af §266b i forbindelse med sagerne om enkelte pædofile præsters overgreb.
Her kunne sarte mimoser som Zenia Stampe ellers alene ud fra bl.a. journalisters generaliseringer få indtryk af, at samtlige katolske præster var pædofile. Det ved vi andre naturligvis godt, at de ikke er. Ligesom vi alle i øvrigt var fuldstændig klar over, at tidl. drabschef Ove Dahl ikke regnede samtlige rumænere for kyniske forbrydere, men alene sigtede til et mindretal af særligt forhærdede kriminelle. Dog ikke den føromtalte radikale politiker, der netop anmeldte Ove Dahl.
Udover forskelsbehandling og vilkårlighed resulterer §266b i en orwellsk overvågning og en nidkær vogten på hinanden. Det var næppe hensigten, men er blevet resultatet.
Folk, der blander sig i den offentlige debat, bør være klar til verbale øretæver. Det er spillereglerne i et velfungerende demokrati. Derimod at lukke munden på dem med en sigtelse/retssag og at straffe dem med "bøde eller fængsel indtil 2 år”, fordi de enten har politisk ukorrekte holdninger, sætter prekære emner til debat, eller – med en sløset formulering – kommer lidt uheldigt af sted, er både utilstedeligt og totalitært.
Og at Institut for Menneskerettigheder i sine første 25 år ikke for længst har kastet sig over disse åbenlyse absurditeter bekræfter desværre blot instituttets overflødighed, trods den nuværende direktørs seneste positive udmeldinger.
Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse.
Kommentarer
Sådan skal det skrives, Kit Louise Strand
11. maj 2012 - Anette Margie Nielsen
Kære Kit Louise Strand
Hvor var det en nydelse at læse din klumme. Velformuleret, præcis og tydelig i forklaringer af bl.a. paragrafferne og ikke mindst argumenter, som tydeligt forklarer, hvordan dette vores demokrati er på kollisionskurs.
Jeg kan derfor kun give dig ret i, at Institut for Menneskerettigheder er ganske overflødig.
Det er endnu et eksempel på, hvordan man kan holde mennesker beskæftigede i et såkaldt politisk korrekt system. Ubegribeligt, hvordan voksne mennesker er blevet så hjernevaskede!
Klar og letfattelig tale
11. maj 2012 - Lars Brygger
Det er fuldstændigt rigtigt formuleret.
Vi skal ikke udvise særpleje for nogensomhelst religion - og da slet ikke en krigerisk og ødelæggende af slagsen - som Islam..
Tak for dit skarpe indlæg
11. maj 2012 - Torben Jensne
Kære Kit Louise Strand. Tak for dit indlæg. Hvor er det godt skrevet, og hvor er jeg enig med dig. I dagens Danmark tror jeg, at kampen for retten til det frie ord er tabt - desværre. Jeg har i alle tilfælde resigneret. De fleste danskere er kun interesseret i velfærd og ikke vor nations overlevelse.
Blasfemiparagraffen tilhører islam
12. maj 2012 - Niels Thyge Riisgård
Islam har stadig let spil i Danmark, al den stund danskerne aldrig gik massivt til modstand. De synes overvejende ligeglade i al deres afkristnede og afnationaliserede tro på moderne tider. Islamisk Trossamfund har ganske ret, når det påstår, at ophævelse af blasfemiparagraffen kan tolkes som rettet direkte mod islam. Imram Shah, den snu rad, ved imidlertid godt, at den berygtede §266b i straffeloven, den såkaldte racismeparagraf, er Allahs eget beskyttende værk og derfor ikke i sit indhold står til at ændre. EU og Institut for Menneskerettigheder (IMR) vil nemlig nidkært afvise ethvert anslag mod racismeparagraffen som ren blasfemi mod troen på det egalitære multikulturelle samfund. Alt det ved den snu Imram Shah. Men en forpost i form af en erklæret blasfemiparagraf er ikke at foragte og må derfor bemandes og jihad banneret plantes.
Er det ikke paa hoeje tid til at bringe den Danske stat og Folketinget for demokratiets tredje magt, Hoejesteret for brud paa Grundlovens §77
12. maj 2012 - Pedram Kazemi-Esfarjani
Tak for det meget oplysende juridiske gennemgang og forsvar af ytrings- og trykkefriheden, der er Trykkefrihedsselskabet og det frie Danske folk vaerdig, kaere Kit Louise Strand :) Jeg vurderer, at formand Lars Hedegaards juridiske selv-forsvar med god hjaelp fra hans fantastiske advokat beviste, at tiden er inde og Hoejesteretten inviterer, at vi organiserer og financierer en retssag til forsvar af den Danske Grundlov. Hvad synes I?
Bravo
12. maj 2012 - Geoffrey Cain
Godt gået, Kit.
DEMOKRATI, RELIGIONSFRIHED OG BLASFEMI
12. maj 2012 - Jan Aage Jeppesen
Rent principielt er der hverken brug for religionsfrihed eller en særlig beskyttelse af religiøse følelser - blasfemibestemmelser.
Rent principielt kunne vi blot lade religionsfriheden være en implicit konsekvens af ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden.
I og med at ytringsfriheden indebærer retten til at tage fejl, så indebærer den gså retten til at være irrationel. Derfor giver ytringsfriheden udmærket plads til, at de religiøse kan ytre deres meninger og fremføre deres synspunkter. Samtidig med at de kan modsiges af andre, som er uenige med dem.
Således behøver man ikke give religionsfriheden nogen særlig plads i forfatningen eller i menneskeretighederne; men kunne nøjes med at lade den være en del af den frihed, som vi i øvrigt hver især har til at kunne leve vort eget liv. Det er en mulig og rationel position.
Men det er ikke således vi faktisk gør. I stedet har vi tilskrevet religionsfriheden en særstilling, og den har fået en fremtrædende placering i alle menneskerettighedserklæringer. Det skyldes historiske forhold. De er en konsekvens af den betydning, som religionen rent historisk har haft, og som den på forskellig vis stadig har.
Når vi nu har tilskrevet religionsfriheden en særstilling så bør vi dog samtidig holde hobedet koldt. Især er det vigtigt at forstå, at en demokratisk orden kun kan sikre religionsfrihed, såfremt borgerne reelt er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse forpligtelse.
Religionsfriheden indebærer, at man har ret til at bekende sig til en hvilken som helst religion, eller til ingen religion overhovedet. g når man bekender sig til en religion, så indebærer det umiddelbart, at man underkaster sig denne religions særlige lovbud - for så vidt den har nogen. Friheden til ikke at bekende sig til en religion indbefatter altså friheden fra at være underkastet denne religions særlige lovbud. I og med at man får religionsfrihed for sig selv, skal man samtidig også anerkende, at andre får samme religionsfrihed - og at de altså har ret til ikke at være underkastet ens egen religions lovbud.
Men det betyder, at man kun anerkender andre personers religionsfrihed, hvis man også anerkender, at man i den demokratiske debat ikke bør bruge en henvisning til sin egen religion som begrundelse for, hvorledes man vil have, at de love, som skal gælde for alle uanset religion, skal være. Man kan simpelt hen ikke forsikre, at man anerkender de andres religionsfrihed, hvis man ikke samtidig forstår, at man argumenterer uden vægt for de andre, hvis man argumenterer ud fra sin personlige religiøse tro. Og at bruge argumenter, som man selv ved må være uden vægt for de andre, er irrationelt. Det er imod den demokratiske ligeværdigheds logik.
Den særlige religionsfrihed indebærer derfor, at den enkelte borger så vidt muligt bør adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse forpligtelse. Kun således anerkender borgerne gensidigt hinandens religionsfrihed. Og kun således kan et demokratisk samfund som helhed sikre religionsfrihed. Det er et rent rationelt krav. Skal man have en særlig religionsfrihed, så følger rent logisk, at selv et demokratisk flertal bør undlade at bruge deres religiøse overbevisning som argument for, hvorledes lovene skal være. For også etsådant flertal bryder mindretallets religionsfrihed, hvis det vil tvinge mindretallet ind under lovbud fra en religion, som de har frihed til ikke at bekende sig til.
Hvis man ikke forstår, at en særlig religionsfrihed implicerer, at man bør adskille religion og politik, så bliver en sådan særlig frihed farlig, for så betyder den i realiteten, at irrationaliteten får positiv særbehandling. Og at give irrationaliteten en positiv særbehandling i en rationel demokratisk samfundsorden er selmodsigende - og dermed selvopløsende.
På samme måde er det farligt, hvis man tror, at religionsfrihed betyder, at religion kræver en særlig beskyttelse, og at der uden videre skal tages særligt hensyn til religiøse følelser - til forskel fra andre ideologier og de følelser, der knytter sig tl dem. Tværimod betyder religionsfrihed - konsekvent gennemtænkt - noget nær det modsatte.
Det følger af, at vi alle skal anerkende, at andre har ganske en samme reliionsfrihed som vi selv. Det vil sige, at man skal anerkende, at de har ret til at forkaste ens religion og til at udtrykke, at de forkaster den. Derfor kan ma ikke med religionsfriheden i hånd kræve, at andre undlader at kalde ens religion tåbelig overtro, og at de undlader at vise, at de mener, at ens religiøse forbillede er en middelmådig charlatan. Ligegyldigt hvor meget det end krænker ens "religiøse følelser". Man kan kun kræve frihed til at tro, hvad man tror - og til at give udtryk for, at man tror det. Man kan ikke kræve, at andre undlader at krænke ens religiøse følelser; for så krænker man deres reigions- og ytringsfrihed.
Den principielle analyse når således til samme resultat som Kit Louise Strand i hendes velskrevne kommentar. Og som også IMR når frem til efter for første gang at have taget blasfemiparagraffen under kritisk behandling. Det hjælper dog altsammen ikke stort så længe trosfællesskaber er omfattet af en særlig gruppebeskyttelse i § 266 b. Det problem bør IMR også tage fat på. Så vidt jeg husker var det ikke et krav i FN's racismekonvention at tro skulle være omfattet af konventionen. Ved ratifikationen i 1971 valgte folketinget at bibeholde tro, der var indeholdt i den første version af § 266 b fra foråret 1939. Til gengæld fjernede lovgiver i 1971 muligheden for at blive frikendt ved at føre sandhedsbevis, hvilket yderligere undergravede ytringsfriheden.
Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti bør roses for deres utrættelige kamp for at få fjernet blasfemi- og racismeparagrafferne i straffeloven. En kamp så nu ser ud til at bære frugt.
Glæden er til at overse
12. maj 2012 - Hugo Pieterse
"Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti bør roses for deres utrættelige kamp for at få fjernet blasfemi- og racismeparagrafferne i straffeloven. <b>En kamp så nu ser ud til at bære frugt.</b>
Hvis frugten af denne kamp er, at vi får strøget blasfemiparagraffen som hvis jeg husker rigtigt kun er blevet brugt nogle få gange er glæden til at overse.
Og racismeparagraffen får vi ikke afskaffet før Dansk Folkeparti får et folketingsflertal. Det skal institut for umenneskesrettigheder nok sørge for, sammen med resten af paranasset inklusiv journalistisk venstreparti.
Den usynlige streg ..
13. maj 2012 - Jette Plesner Dali
Min bestyrelseskollega, Kit Louise Strand sætter fingeren på det ømme punkt, når hun spørger, hvorvidt "grupper" kan have større / mere menneskeret fremfor individer.
Blev noget chokeret da jeg fornylig læste lederen i "Journalisten" nr. 5, skrevet af redaktør Øjvind Hesselager. Han skriver bl.a.: "Min personlige holdning er, at det på den ene side er godt, hvis dansk presse er ramt af en efterrefleksion, hvor retten til at ytre sig går hånd i hånd med retten til at tænke sig om ... - vi behøver ikke håne andre kulturer for at demonstrere, at vi selv bestemmer, hvordan vi ytrer os. Retten til at redigere er en del af ytringsfriheden.
Vi lader den lige stå et øjeblik.
Betænk engang, at dette er altså fagbladet for Danmarks frie presse!
Hesselager stopper da heller ikke her, men går et skridt videre: "Kald det bare opdragelse eller opfordring til selvcensur."
Som med Jonas Christoffersen ville det ikke være helt så grotesk, hvis d'herrer debattører forholdt sig til det faktum, at nogle af de såkaldt "forhånede grupper" (også i Danmark) støtter op om en blasfemiparagraf i f.eks. pakistansk kontekst - ikke dansk!
Med andre ord: Visse herboende muslimer er af den opfattelse, at det er helt i orden at bruge vold mod de, som enten tegner en tegning, de ikke bryder sig om. Eller kritiserer f.eks. visse ekstremt kvindefjendske normer, som synes alment udbredt blandt mange også såkaldt "moderate" muslimer ..
Og de nøjes ikke med at synes det, nogle af dem støtter også op om og promoverer holdninger til blasfemi, som har sit udspring i f.eks. Pakistan.
Med andre ord: Det er OK at slå de formastelige ihjel, som tegner eller siger noget, man ikke "tåler".
Eller - som i tilfældet Lars Hedegaard - slæbe dem for retten.
Jeg savner såvel hos Christoffersen som Hesselager en vilje til OGSÅ at forholde sig til de grupper af "forhånede", som støtter ideologien om, at det da er helt i orden at dræbe.
Ikke bare det frie ord, men også tegnere og samfundsdebattører.
Med venlig hilsen
Jette Plesner Dali, bestyrelsesmedlem TFS
… for lige at forstå dig rigtigt
15. maj 2012 - Peter Wang
Kære Kit Louise Strand!
… blot for lige at forstå dig rigtigt:
Skal det også være tilladt offentligt at drive spot med eller forhåne jødedommen?
med venlig hilsen
Peter Wang
fhv. medlem af Trykkefrihedsselskabet
Alle religioner må stilles lige
15. maj 2012 - Kit Louise Strand
Kære Peter Wang
For mig at se må alle - alle - religioner både tåle at blive gjort til grin fra tid til anden og at få deres religiøse praksis og trosindhold sat til debat - naturligvis også jødedommen.
Den katolske kirke oplever jævnligt at blive genstand for kritik bl.a. for deres krav om præsters cølibat og deres modstand mod kvindelige præster.
Kravet om omskæring - indenfor både jødedom og islam - burde i mine øjne blive diskuteret mere energisk, især i lyset af den (absolut rimelige) forargelse, der præger debatten om kvindelig omskæring. Jeg skrev selv om emnet i Information for nogle år siden. Læs evt.: http://www.information.dk/139352
Det forekommer mig, at du med dit spørgsmål indikerer, at jeg/vi skulle ønske at frede jøder for kritik? Hvorfor dog det?
Debatten foregår allerede i jødiske kredse og ikke mindst i Israel, hvor ordet som bekendt er frit :o)
Jeg vil godt understrege, at for mig er hån, spot og latterliggørelse ikke nødvendigvis et mål i sig selv. Det kan dog ikke undgås (det foregår hver dag, tænk på hvad, politikere må tåle), det kan være på sin plads og det kan være ret underholdende! Under alle omstændigheder skal hån, spot og latterliggørelse ud fra stærkt subjektive (sarte) kriterier ikke straffes i en retsstat. Folk må i et demokrati tolerere at blive udfordret en gang imellem - og evt. svare igen.
… et lidt luftigt svar
16. maj 2012 - Peter Wang
Kære Kit Louise Strand
Af historiske grunde, vi alle kender, indtager den jødiske religion en særstilling med hensyn til offentlig spot og forhånelse. Man kan formode, at denne særstilling danner en vis barriere for ændring af straffelovens §§ 140 og 266b.
Da din klumme handler om dansk lovgivning, har jeg kun haft danske og tildels europæiske forhold i tankerne – ikke israelske. På det aktuelle område er Danmark jo også underlagt et ikke ubetydeligt pres fra EU.
Det ville da også være mere relevant, hvis den interessante diskussion om omskæring, som du henviser til, foregik i Danmark – eksempelvis i form af et lovforslag – og ikke i Israel.
Jeg synes derfor, at dit svar svæver en smule i den varme luft.
med venlig hilsen
Peter Wang
