Forfatter og debattør Lars Olsen skal ikke have utak for at blande sig i debatten om det danske uddannelsesvæsen på det primære og det sekundære niveau, folkeskole og ungdomsuddannelse.

Behovet er stort, og ethvert indspark, der kan reducere de mange kulturnihilistiske tiltag, der har fundet sted siden 1968 eller deromkring, er velkomment.

Blandet smag

Alligevel sidder denne anmelder tilbage med en temmelig blandet smag i munden. Det gør jeg, fordi jeg på en række punkter er enig i Lars Olsens analyse af en række af dårligdommene i skolevæsnet, men så også må konstatere, at jeg er mildest talt uenig på andre væsentlige områder.

Det gælder både med hensyn til Lars Olsens ureflekterede overtagen af adskillige af de positioner, han vist forestiller at skulle være imod, og det gælder måske især dér, hvor Lars Olsen går rundt om den varme grød i stedet for at kalde tingene ved rette navn.

Lad os begynde fra en ende af med det positive og derpå gå over til kritikken.

Lars Olsen gør ret i at pege på, at den hidtidige politik med hensyn til, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, er forfejlet, for ikke at sige katastrofal.

I en efterhånden længere årrække har det mere eller mindre heddet, at Asien – især Kina – kunne tage sig af produktionen af forbrugsgoder.

Det sker i højt tempo gennem den såkaldte outsourcing, hvor produktionen flyttes ud af Danmark, i første række måske til Polen, men snarere, som følge af det lavere lønniveau, til f.eks. Kina.

Det har vi fået at vide ikke er noget problem, fordi vi så bare kunne leve af design og markedsføring. Dét er stupid selvovervurdering, hvis noget er.

Bilder man sig ind, at kineserne ikke selv er i stand til at udtænke og reklamere for industrielle produkter, så er man født i går.

Det er Lars Olsen ikke.

Han ved godt, at det pine død er nødvendigt at have en stærk industriel base, der rent faktisk producerer varerne. Af denne grund er det nødvendigt at råde over dygtige faglærte; maskinarbejdere, smede, elektrikere og fortsæt selv.

Uden denne basis vil Danmark forvandle sig til et fattigere land helt ved egen hjælp. Styrk derfor erhvervsuddannelserne for dygtige unge, om det vil jeg synge i kor med Lars Olsen.

Af samme grund har Lars Olsen også ret i, at flere unge bør fravælge det almene gymnasium og i stedet gå til handelsgymnasiet og det tekniske gymnasium, hvor det umiddelbart erhvervsrettede er mere i centrum end i det almene gymnasium, hvor teori og metode fylder langt mere.

Opgør med ”ansvar for egen læring”

Lars Olsen tager med mere end fuld ret fat i den absurde forestilling om ”ansvar for egen læring”, fuldbringelsen af 68-oprørets vanvid, hvorefter en skolelærer ikke kunne være en autoritet, men højst en vejleder, som den fuldvoksne elev kunne henvende sig til, hvis der var noget, han eller hun lige ville vende med ligemanden, læreren.

Netop her får Lars Olsen sat fingeren på det ømmeste punkt, fordi det er så åbenlyst, at der er tale om vrøvl på stylter. Kast enhver hæderlighed over bord og bild eleven ind, at han eller hun er en jævnbyrdig.

Som om reformpædagogerne nogensinde selv har troet på det.

Fjernelsen af autoriteten i klasselokalet har kun ført til nye autoriteter, denne gang blot mere skjulte, som dem, der i kraft af en særlig progressiv forståelse kunne hamre løs på samtlige bastioner lært siden de gamle grækere. Rousseau har i sandhed ikke levet forgæves.

Lars Olsen giver i tilknytning hertil et eksempel på eksaminatorer, der vægter frigjorthed højere end faglig kunnen, og guderne må sig forbarme.

Lighedsmagerens illusion

Så er det slut med roserne, eller rettere, der kommer nu nogle alvorlige torne. Lars Olsen påpeger korrekt, at politikere fra både rød og blå blok insisterer på, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Lars Olsen bruger derefter megen tid og spalteplads på at sandsynliggøre det umulige, nemlig at 95 procent af en ungdomsårgang også faktisk tager denne ungdomsuddannelse.

Jeg skal gerne stave det, så det står helt klart: Målet om de 95 procent er urealistisk, og det vil forblive urealistisk. Punktum. Sådan er det, og ikke nok så mange Lars Olesener kan ophæve den kendsgerning.

Evner er ulige fordelt.

Det er muligvis kedeligt at sande for lighedsmagere, men det bliver det ikke mindre rigtigt af. Udfordringen består derfor i at skabe et arbejdsmarked, hvor også de ca. 20 procent, der ikke tager, eller ikke har gavn af, en ungdomsuddannelse, får noget fornuftigt at lave.

Det gøres kun på én måde, og det sker gennem en sænkning af mindstelønnen ned til det niveau, hvor deres arbejdskraft bliver efterspurgt.

Deres skatteindbetalinger bør naturligvis reduceres tilsvarende, så vi ikke får arbejdende fattige, som de muntrer sig med i USA, hvor mindstelønnen kan være 30 kr. i timen uden tilsvarende kompensation, som også kan være negativ skat.

Hvis Lars Olsen bilder sig ind, at han kan uddanne snart sagt alle unge (95 procent?) til en løn, der kan bære det nuværende danske arbejdsmarked, er Lars Olesen meget naiv.

Ingen sammenlignelige lande er i stand til noget tilsvarende, så hvorfor lige Danmark?

De mange ”intelligenser”

Jeg må hellere nævne det mest pinlige postulat, inden jeg lægger an til landing, nemlig det om Howard Gardners ”mange intelligenser”. Howard Gardner er en svindler på et højt og sofistikeret niveau.

Manden er blevet mangemillionær ved at appellere til følelsen af, at vi vel alle er gode til et eller andet.

Vi skal bare lige opdage, hvor det er, nobelprismaterialet ligger. Det er rent ævl, slet og ret. Howard Gardners ”teori” er helt og aldeles uverificerbar. Ikke så meget som én forsker har været i stand til at kvantificere Howard Gardners sludder om evnemæssig ligeværdighed, blot på forskellige områder.

Det er faktisk fuldt ud muligt – og bekræftes af helt almindelige erfaringer – at være enten god eller dårlig til en række opgaver, på samme tid vel at mærke.

At Lars Olsen tager Howard Gardners latterlige ”teori” til indtægt for sit projekt, fortæller muligvis højst ufordelagtigt om Lars Olsens muligheder for at trænge igennem noget som helst.

Mest afslørende er vel, at Lars Olsen ikke gengiver resultaterne fra PISA Etnisk, der viser, at mindst 35 procent af efterkommerne af indvandrerne – født og opvokset i Danmark – ikke kan læse og skrive et dansk, der gør dem i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Anmelderens løsningsforslag

Der fordres næsten nogle løsningsforslag af anmelderen efter denne svada.

De kommer her: a) del eleverne i folkeskolen efter femte klasse i erkendelse af, at elever kan forskellige ting, tydeligere jo ældre, de er og b) sænk mindstelønnen til f.eks. 70 kr., så også de ikke-skoleegnede kan få et arbejde.

Herefter kan vi diskutere kvaliteten af Lars Olsens øvrige forslag.

Som det er nu, står vi tilbage med en bog, der vil det umulige, alle gode hensigter til trods.

Lars Olsen: ”Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution”, Gyldendal, 181 sider, 149 kr.