Antiracismen lever ikke stille. Den har sine højmesser og sine koncerter med efterfølgende sociale begivenheder, der sikrer alle deltagerne et fripas til fjernsyn og festivitas.

Antiracismen er blevet til noget, der fejres, men den fejres på en måde, der har meget lidt med moral at gøre. Den oprindelige politiske og moralske grundholdning er udvandet til blot at være et påskud til at holde fest.

Parodi på moral og politik

Og heri i ligger der en dobbeltparodi; en parodi på både moral og politik. Det minder om de “demonstrationer”, man oplevede i maj 1968 og de følgende år.  Man så en generation, der gerne ville opleve historiens vingesus ved at lege krig uden at acceptere krigens risici.

Disse demonstrationer var en parodi på den Franske Revolution. Antiracisternes fejring af deres projekt er en parodi på samme måde. Men denne gang er det en parodi på moral og politik.

Og det tegner ikke godt.

Ikke blot er vores daglige liv blevet opslugt af “reality tv”, men virkeligheden selv er blevet opædt af fjernsynets virtuelle univers, selv om det nok er mere præcist at sige, at virkeligheden er smuldret væk mellem fingrene på os, og dens sidste krummer opslugt af det altædende underholdningsunivers.

Der er nemlig sket et paradigmeskift. For filosoffen Blaise Pascal – forfatteren til Pensées - var underholdning en flugt fra den metafysiske virkelighed.

Men det vi er vidne til nu er, at underholdningen i dens moderne form er ved at udarte til noget ganske andet, der nærmest er det modsatte.

Erstatningsvirkelighed

Nu sker der det, at den moderne underholdningsindustri opsluger og fordøjer virkeligheden, hvorefter den spytter den ud igen som en erstatnings-virkelighed, hvor alt er kunstigt.

Det er en verden af fordrejning og forstillelse, hvor alting har ændret sig, og hvor vi har ændret os tilsvarende.

Middelalderens sjæl fandt sit udtryk i kirkerne, mens det 19. århundredes sjæl lå i fabrikkerne. Vor tids sjæl (hvis den eksisterer) er mest nærværende i Tivoli. I de kulørte happenings.

Her fejrer antiracismen sine aktører; en øverste kaste af kändisser fra tv- sports- og underholdningsverdenen bestående af, hvad Philippe Murray rammende kalder “rebellokrater”.

Folk, der er kendte for at være kendte og som ideligt fejrer sig selv

Interessant nok er arbejderklassen, der engang var venstrefløjens spydspids, revnende ligeglad med anti-racismen og frembringer ingen større socialmobilisering på den konto.

I 50erne handlede den mod sin egen materielle interesse ved at støtte fred og bekæmpe imperialismen.

Den handlede med andre ord af politiske grunde, så det er ikke så mærkeligt, at et facadefænomen som antiracismen ikke har dens store interesse

Den har sikkert også indset, at antiracismen er på magthavernes side, og at resultatet meget vel kan blive, som Renaud Camus skriver, at oprindelige folk bliver fortrængt og erstattet af andre i den store udskiftning.

Men den tanke er ikke noget, der anfægter den øverste kaste, der mest er interesseret i at fejre sin egen godhed og vise, hvor gavmild og viis den er.

Den føler, at den har ret til et åndeligt herredømme over andre, og at denne ret medfører tilladelse til at markedsføre kommercielle kulturprodukter i butikker og supermarkeder.

De bruger kort sagt antiracismen som en vinduesudstilling, der viser deres varer frem, og opfindsomheden er stor.

Der er tv-ceremonier, der minder om Oscar-uddelinger, hvor aktørerne altid er de samme.

Alle tropper gladeligt op til happenings og lykønsker hinanden med en selvtilfredshed, der vel at mærke ikke er en intellektuel selvtilfredshed – det er uden for deres rækkevidde – men en moralsk selvtilfredshed, der viser, at det eneste, de tager alvorligt, er deres egen rolle som politiske moralister.

Denne kaste af fjernsynsfrembragte opkomlinge har overtaget samfundets rolle som åndelige vejledere, med det resultat, at hvad der før hørte ind under religion og filosofi, nu er overladt til underholdningsindustriens og dens mange medløbere.

Underholdning vandt over viden

De udgør, hvad positivismens fader Auguste Comte kaldte le pouvoir spirituel et åndens parnas og moralsk instans som intet samfund kan undvære.

Ifølge Comte må denne moralske og åndelige instans være uafhængig af den verdslige magt. Den skal virke som modgift mod moderne menneskers åndelige rådvildhed og genoprette en moralsk orden, der kan føre de fortabte får tilbage til folden.

Sådan så Auguste Comte de intellektuelles rolle i samfundet. Men i vore dage har de intellektuelle tabt terræn til underholdningsindustrien, der kun bidrager til at øge rådvildheden i stedet for at råde bod på den.

Underholdningsbranchen har altid været imod den akademiske højkultur og den har altid været imod at give søgende sjæle fast grund under fødderne.

Derfor har den altid latterliggjort akademisk lærdom og i stedet fremhævet spil og leg som værende meget vigtigere for samfundsborgernes åndelige velbefindende.

Og det var egentlig krigen mod skolen, der afgjorde udfaldet af denne kamp om magten. Den lod underholdningsindustrien vinde den ved at benytte en brændt jord-taktik. Der sikrede underholdningsbranchen fuld åndelig kontrol.

De få lærere der i 60erne stadigvæk kunne noget, blev fuldstændig knock-outet af fjernsynets nye hårdtslående mediestjerner, hvis åndelige budskab lød: Prøv at ligne os, så meget I kan. Vær som os!

Se, hvor venlige og fordomsfrie vi er. Vi er farveblinde. Vi er gode. Vi er dydige i nøje overensstemmelse med fjernsynets nydefinition af dyd. Vi er smukke, vi er rige og vi er kendte. Vi går med Rolex-ure og vi holder ferie i vores villaer på Korsika. Vi er antiracismens evangelister.

Tidligere lå den åndelige magt hos stærke institutioner som kirken og dens rival og spejlbillede skolen. Men det var dengang. Nu er disse institutioner reduceret til noget andenrangs langt væk fra nogen reel indflydelse.

I stedet for at forblive tro overfor deres kald flakker de intellektuelle nu desorienterede rundt i hælene på underholdningsverdenen.

De vil mægtig gerne flyde sammen med den og helst optræde i små klip, som kan vises i det store underholdnings-show, som livet nu er blevet til. Lad os tage et nærliggende eksempel: pædofilisagerne.

Dem bruger underholdsverden i en idelig kampagne rettet mod den katolske kirkes cølibatordning, som er noget af det mest ophøjede den har.

“Show-mennesket er vor tids nøgleperson”, skriver den tjekkiske filosof Karel Kosic.  “Hans indtræden på verdensscenen er ensbetydende med verdens endeligt.”

Gennem århundreder var det kulturen - filosofi, teologi og litteratur - og den åndelige magt, der var fælles om at kendetegne den europæiske civilisation.

Sammen udgjorde de en helhed og denne helhed er faktisk en god definition på civilisation. I dag er den åndelige magt i hænderne på showmennesker fra enten fjernsyns- sang- sports- eller filmverdenen.

De er en pseudo-elite, der i spotlightens skær uafladeligt holder moralske prædikener om en antiracisme, der har rod i åndens og moralens proletarisering.

Proletarisering

Jeg bruger ordet proletarisering i den betydning, Renaud Camus gav det: En omvæltning af idealerne, hvor det, der før var toppen, nu bliver bunden. Og omvendt.

Modellen er noget, man kopierer, mens idealet er noget, man stræber efter.

De fleste medlemmer af den såkaldte elite er fjernsynsplattenslagere og popsangere af den lette slags. De er gode til at fetere hinanden og udnævne hinanden til kunstnere, og de udtrykker sig i et sjusket sprog uden præcision, korrekt syntaks og udtale.

Dette sprog har spredt sig til hele samfundet.

Antiracismen er gået i ét med fjernsyn og underholdningsindustrien.

Sidstnævntes privilegerede jet set bestående af sportsidoler, sangere, filmstjerner og tv-værter spreder det glade budskab og resultatet af denne uskønne sammensmeltning er en parodi på politik og en parodi på moral.

Man behøver blot overvære en af antiracismens mange fjernssyns-shows for at se, hvad den virkelig er: underholdning og selvpromovering. Eller kort sagt cirkusnumre af den sølleste slags.

Så hvad er antiracismen, når det kommer til stykket?

Svar: en endeløs række af reklameindslag, der henviser til hinanden. Det er show business.

Oversat af Geoffrey Cain. Copyright Human Rights Service