| |
Imamernes mål er erobring, og krigen begynder i kvindernes underliv.
Så mange børn - mere præcist sønner - som muligt opfattes som islams
pant på det universelle herredømme
Af Torben Hansen
Anmeldelse af
Hans-Peter Raddatz: Allahs Frauen - Djihad zwischen Scharia und Demokratie. München (Herbig),
2005.
Under dække af krav om
tolerance, respekt og "interkulturel dialog" med Vesten har muslimske
tilvandrere skabt orientalske parallelsamfund, som i Tysklands
tilfælde omfatter flertallet af de to over millioner tyrkere. Denne
muslimske ghettobefolkning er netop tilvandret - og ikke indvandret -
fordi den forkaster europæisk levevis og mentalitet og praktiserer
normer fra landsbyer i det østlige Tyrkiet. Her gælder et førmoderne
klansammenhold med dertil knyttede æresforestillinger.
Den mandlige sheref - værdighed eller
stolthed - har således afgørende betydning for kollektivet, uanset om
det fungerer i Anatolien eller Berlin. "Et tyrkisk fællesskab kan kun
fungere "anstændigt" og dermed "fornuftigt", når der udvises
demonstrativ "respekt" (sayigi) for mændene. Denne form for
ærefrygt følger af effektiv beherskelse af familien og -- frem for
alt -- kyskhedskontrollen med kvinderne. Den, der her afstår fra en
hårdhændet praksis, fremstår som uduelig og kan ikke spille en
agtværdig rolle i fællesskabet" (s. 157).
Et kvindedrab om dagen
Med citatet rammer Hans-Peter Raddatz et helt centralt element i det omfattende
kultursammenstød, der hærger både Tyskland og resten af Vesteuropa. Han er
orientalist med praktisk erfaring fra mange års arbejde som finansrådgiver i
bl.a. Tyrkiet. Hans påfaldende energi og grundighed har resulteret i en række
bøger om den aktuelle trussel fra den dominerende - og dybt antidemokratiske og
voldelige - udgave af islam, der holder frem for alt kvinderne i et jerngreb. I
Allahs Frauen gør han opmærksom på, at muslimske fædre og sønner hver dag
dræber en kvinde i Tyskland for at bevare den mandlige sheref - og dermed hele
klanens ære. Oplysningen kommer fra den tysk-tyrkiske sociolog Necla Kelek, som
påviser, at der fra 1997 til 2004 blev foretaget over 30 familiehenrettelser - "æresmord"
- om måneden (s.189).
Nedarvet kollektivisme og morderiske normer blandt
ikke-assimilerede muslimske mænd er den psykologiske kraft, som fastholder nye
generationer af tyrkiske og arabiske tilvandrere i sharia'en - og dermed i
ubetinget lydighed overfor et tusindår gammelt regelsystem. På det overordnede
niveau er
aktørerne i den kulturelle indkapsling en hærskare af importerede imamer fra
Tyrkiets regeringsbærende AKP, Saudi-Arabien, Pakistan mv. Herfra sættes
indoktrineringen og iscenesættelsen af den religiøst korrekte livsførelse i
system i alle Tysklands ghettoer. De senere års forskning i den tilvandrede
befolknings loyalitet - bl.a. socialforskeren professor Wilhelm Heitmeyers
rapport fra 1997 om unge tysk-tyrkiske studerende - viser, at disse kræfter har
haft succes. Deres mål er erobring, og krigen begynder i kvindernes underliv. Så
mange børn - mere præcist sønner - som muligt opfattes som islams pant på det
universelle herredømme i fremtiden. Bogens dokumentation efterlader ingen tvivl.
På baggrund af de sidste par års akutte problemer
med islamisk ekstremisme i Vesten har Raddatz været hyppig gæst i de tyske
medier. Her fremhæver han konsekvent de strukturelle årsager til kriminalitet,
terror og familiehenrettelser. Tilvandrede muslimers tradition for selvtægt
praktiseres ikke kun, når mord på en kvinde skal redde klanens ære. Hans
advarsel mod jihad - religionskrig - i Europas storbyer har solid forankring i
empirien og i mainstream islams målsætninger og idealer. Hans bøger føjer sig
til en række af lignende værker af Bassam Tibi, Udo Ulfkotte, Rolf Stolz, Tilman
Nagel og andre engagerede skribenter. Et tysklæsende publikum har her adgang til
en omfattende litteratur om et emne, der stort set er blevet ignoreret af den
danske forlagsverden.
Destruktiv multikultur
De to hovedtemaer i Allahs Frauen er islams uforandrede magtstræb og den
destruktive grundholdning i den "multikulturalisme", der dyrkes blandt
embedsmænd, journalister, advokater og politikere i Tyskland og EU-apparatet.
Især dokumenteres og kommenteres partiet De Grønnes program for afvikling og
opløsning af den kristne "Leitkultur", som Tyskland - og resten af Vesten -
hidtil har bygget på. Forfatteren vurderer, at tre årtiers tilstrømning af
muslimske tilvandrere indgår som et middel til at nedbryde de institutioner,
normer og procedurer, som den gamle venstrefløj forsøgte at eliminere gennem en
kommunistisk revolution. Fra positioner i medierne, den offentlige forvaltning
og uddannelsesinstitutionerne arbejder "multikulturalisterne" på et større
projekt, som tildeler islam en rolle som fornyer af det Vesten, der i deres øjne
har spillet fallit.
Alt i alt er Raddatz ingen humørspreder. Han
skyder også med skarpt mod Tysklands konservative politikere i CDU/CSU. Partiets
officielle målsætning var at halvere tilvandringen, men i 1998 var denne
tilstrømning blevet fordoblet -- efter 16 år med de konservative i regeringen.
Raddatz er taler på en konference om parallelsamfund, arrangeret af Selskabet
for Risikovurdering, onsdag d. 5 april kl. 13. Stedet er Ingeniørernes
hus, Kalvebod Brygge i København.
Yderligere oplysninger om arrangementet
her.
Torben Hansen er historiker og ekstern lektor
på Københavns Universitet
|
|
