Men Rushdie, der er britisk statsborger og født i en muslimsk familie i Bombay, havde givet interviews til to indiske magasiner, India Today og Sunday, som desuden havde bragt uddrag og anmeldelser af bogen.    

To muslimske parlamentsmedlemmer, Syed Shahbuddin og Khursid Alam Khan, brød sig ikke om, hvad de havde læst og begyndte en kampagne for at få bogen forbudt i Indien. Det lykkedes. Det var også Syed Shahbuddin, der fremsagde de berømte ord, hvormed han tilkendegav, at han ikke havde læst bogen og heller ikke agtede at gøre det: ”Jeg behøver ikke gå gennem en kloak for at vide, at den er fuld af slam.”

I begyndelsen af oktober nåede balladen til Storbritannien. En fax var afgået fra en islamisk organisation i Madras til Faiazuddin Ahmad i The Islamic Foundation of Leicester, der den dag i dag er det radikale pakistanske parti Jamaat-e-Islamis højborg i Vesten. Det er samme parti, der i november sidste år satte en pris på de danske Muhammed-tegneres hoveder. Ahmad købte bogen, læste den og var oprørt. Han fotokopierede de fornærmelige passager og rundsendte dem til andre islamiske organisationer i Storbritannien.

Den 7. oktober blev flere kopier sendt rundt til de muslimske landes ambassader i London. Den saudiske regering tog sagen op, og et par saudiske London-aviser skrev om det anstødelige i bogen. Ahmad blev inviteret til Jeddah og fik saudiernes støtte til en kampagne mod bogen. Men ugerne gik, og de fleste muslimske lande viste ikke sagen nogen interesse og forbød heller ikke bogen. 

I mellemtiden vandt kampagnen mod De Sataniske Vers stor støtte blandt britiske muslimer. Man kontaktede  bogens forlægger, Viking Press, for at få den stoppet. Men Viking Press, der skulle vise sig som en af Rushdie-sagens få helte, afviste på dette tidspunkt som senere i forløbet hvor bombetrusler blev hverdagskost, ethvert krav om muslimsk censur.

Den 14. januar 1989 fandt den næste bogbrænding sted. Det skete i Bradford, der allerede dengang rummede en stor muslimsk befolkning. Kun 1000 muslimer deltog, men denne gang fandt muslimerne støtte hos ikke-muslimer, heriblandt lokale politikere og Bradfords biskop. Denne støtte hjalp med at bringe sagen frem i medierne. På tv kunne man se den brændende bog anbragt på en stage.

Diskussionen bølgede nu i medierne og i hele landet, og den 29. januar 1989 marcherede 8000 muslimer i London i protest mod Salman Rushdie og hans bog. På dette tidspunkt må sagens alvor så småt være gået op for Salman Rushdie, for han udsendte en pressemeddelelse for at forsikre, at han var en god muslim, og at han opfattede Muhammed som en af verdenshistoriens store genier. Han understregede også, at hans bog ikke var antireligiøs. Det nyttede dog ingenting. Uhyrlighederne var omtrent kun lige begyndt.

Khomeini træder ind
I Islamabad i Pakistan marcherede 10.000 mennesker den 12. februar mod Det Amerikanske Kulturcenter formentlig i protest mod den kommende udgivelse af De sataniske vers i USA. Med slagord som ”amerikanske hunde” og ”Gud er større” forsøgte mængden at trænge ind i centret og at sætte ild på. En vagt blev dræbt, og han blev det sjette dødsoffer denne dag, da pakistansk politi slog hårdt ned på demonstranterne, og omkring 100 blev såret. Rushdie beskyldte lederne af demonstrationen for at udnytte sagen til egne politiske formål, og USAs ambassadør i Pakistan udtrykte sin mistanke om, at iranske og libyske penge finansierede demonstranterne.

Næste dag i Srinagar i Indien blev én dræbt og 60 såret under demonstrationer. ”Samme nat”, skriver historikeren og mellemøsteksperten Daniel Pipes i sin fremragende bog The Rushdie Affair, hvorfra de fleste af artiklens eksempler er hentet, ”blev sagen taget ud af hænderne på gadens demonstranter og løftet op på et nationalt, politisk plan.” For denne nat besluttede ayatollah Ruhollah Khomeini, der havde taget magten i Iran ved en islamisk revolution 10 år tidligere, at udstede en dødsdom over enhver, der var indblandet i udbredelsen af De sataniske vers.     

Formentlig hørte Khomeini om de dramatiske uroligheder i Pakistan på sin lille transistorradio, som han ifølge datteren Zahra Mustafavi havde med sig over alt, selv under fasten og ved måltider. Den 14. februar 1989 appellerede Khomeini i en erklæring med indledningen ”I Hans navn, den Højeste” til beslutsomme muslimer om at dræbe Rushdie og dem, der var indblandet i bogens udgivelse. Ingen skulle frygte at blive bøddel og offer under udførelse af denne opgave, for, som det hed i fatwaen, ”Om Gud vil, er enhver, der dør i denne sags tjeneste, martyr.” For at gøre opgaven mere tillokkende tilbød en iransk velgørenhedsorganisation et stort pengebeløb til morderne.   

Rushdie hørte om fatwaen gennem et telefonopkald fra BBC. Ved frokosttid den 14. februar diskuterede han truslen i medierne. Han blev tildelt den videst mulige grad af politibeskyttelse. Han deltog også i en mindehøjtidelighed for forfatteren Bruce Chatwin. Rejseskribenten Paul Thereaux  var nervøs for Rushdie og hviskede ind i øret på ham, da de forlod kirken: ”Keep your head down, Salman”. Rushdie lo og forsvandt ind i en bil for at blive kørt til sit skjulested. Det skulle blive hans sidste offentlige optræden, før han overraskende dukkede op på scenen ved en U2 koncert på Wembley Stadion fire år senere.  

Rushdie er en frafalden
Både iranske, libyske og palæstinensiske grupper bakkede varmt op om Khomeinis fatwa. Den iranske præsident Khamenei bekendtgjorde dog den 17. februar 1989, at man måske kunne tilgive Rushdie, hvis han angrede. Næste dag kom Rushdie med en undskyldning. Men fuldstændig som det er tilfældet med Jyllands-Postens aktuelle undskyldning i sagen om Muhammed-tegningerne, undskyldte Rushdie den virkning bogen havde haft, men ikke at han havde skrevet den. Undskyldningen fik derfor ringe betydning. Desuden gjorde Ayatollah Khomeini det i en erklæring den 19. februar fuldstændig klart, at selv om Rushdie angrede og forvandledes til den frommeste muslim, stod dødsdommen over ham ved magt.

Fra slutningen af februar 1989 demonstrerede muslimer overalt i Europa mod Rushdie. 1500 demonstrerede under slagordene ”Død over Rushdie” på Place de la République i Paris. I Haag samledes 5000 foran justitsministeriet, afbrændte imiterede kopier af bogen og billeder af Rushdie.10.000 demonstrerede i New York, og i maj samme år forlangte 15.000 britiske muslimer på Parliament Square, at Rushdie blev dømt efter islamisk lov. Denne demonstration skulle i øvrigt være sponsoreret af Iran med et millionstort beløb.

1000 muslimer marcherede i Oslo og 2000, flest pakistanere og nogle tyrkere, i København. En daværende imam fra Islamisk Kulturcenter forlangte ”hævn”.

Med Khomeinis fastholdelse af sin fatwa var EU-landene nødt til at reagere. De kaldte deres repræsentanter i Teheran hjem. Bortset fra de franske, tyske og britiske diplomater var de dog alle tilbage i Teheran en måned efter. Den britiske regering trak alt personale hjem fra Teheran og forlangte, at de iranske diplomater forlod Storbritannien. Man smed også en række civile iranere ud af landet. Men, højst besynderligt, blev de diplomatiske forbindelser ikke afbrudt. Man i stedet om ”gensidighed på nulpunktet”. På denne måde ville briterne signalere, at hvis fatwaen blev tilbagekaldt, kunne normale forbindelser genoptages.  

I stedet afbrød Iran den 7. marts 1989 enhver diplomatisk forbindelse med Storbritannien. Det skete med en forbløffende krigerisk erklæring, hvori der blandt andet stod, at ”i de sidste to århundreder har Storbritannien stået i forreste række med sammensværgelser og forræderi mod islam og muslimer”. En ledende skikkelse i iransk politik, Ali Akbar Rafsanjani, der dengang var talsmand for parlamentet, fulgte erklæringen op ved at sige, at ”muslimer, der har læst denne bog vil ikke se en gal inder bag den; de vil se Storbritannien, Tyskland, Frankrig og USA”. Som i sagen om Muhammed-tegningerne cirkulerede der i øvrigt til overflod urigtige oplysninger, her blot et par eksempler: En iransk retslærd udtalte, at Rushdie havde gjort Muhammed til homoseksuel. En fransk muslim forklarede, at Rushdie påstod, at enhver troende muslim var en horeunge.    

Indenrigsminister Sir Geoffrey Howe gik i marts på BBC for at forsikre udenlandske lyttere om, at den britiske regering tog afstand fra Rushdie. Howe forklarede, at man forstod, at bogen havde virket groft fornærmende på muslimer, og at man ikke brød sig om den, men at man ikke ville begrænse ytringsfriheden. Kort tid efter fulgte premiereminister Margaret Thatcher op med lignende bemærkninger. Det gjorde dog intet indtryk på iranerne, men var blot medvirkende til, at Vesten fremstod som en svag, påvirkelig part.

I det hele taget var det småt med klare tilkendegivelser, der støttede Rushdie og ytringsfriheden blandt vestlige statsledere og politikere. Frankrig stod for et par velgørende undtagelser: Præsident Francois Mitterrand betegnede truslerne mod Rushdie og hans udgivere som ”den absolutte ondskab”. Laurent Fabius, præsident for den franske nationalforsamling, kaldte Khomeini for ”morder”.             

Mærkeligt nok blev handelsforbindelserne mellem Iran og Storbritannien ikke afbrudt. Storbritannien fortsatte med at importere iransk olie, og Iran fortsatte med at importere britiske varer.

Ligesom i den aktuelle sag om Muhammed-tegningerne gik også de muslimske lande samlet i Organization of the Islamic Congress, OIC, ind i sagen. Det skete på en konference i Riyad i Saudi-Arabien den 13.-16. marts 1989. Kun Libyen støttede Irans opfordring til at bakke op om fatwaen. Alle OIC-lande gik imidlertid sammen om en erklæring, der på det kraftigste fordømte De sataniske vers, opfordrede til at forbyde bogen og erklærede, at Rushdie måtte anses som frafalden.   

Bomber og censur
Bogen blev forbudt i alle muslimske lande, men selv i Iran cirkulerede der illegale eksemplarer. Men den blev også forbudt i lande med betydelige muslimske mindretal, blandt andet Indien, og i lande med ganske få muslimer, som Venezuela og Japan. Senere blev bogen dog oversat til japansk. 

Det bragede løs med trusler og voldelige aktioner i Vesten. Bortset fra en benzinbombe kastet mod en britisk moské gik det dog ikke ud over muslimsk ejendom. Derimod blev politikere, kunstnere og journalister, der mentes at have udtalt sig til fordel for Rushdie, truet på livet. Boghandler blev sat i brand, eller demonstranter marcherede foran deres vinduer bærende skilte med påskriften ”dræb forfatteren”. I flere tilfælde eksploderede bomber i amerikanske og britiske boghandler. Ingen af disse aktioner kostede dog menneskeliv. Det havde dog naturligvis en effekt, og forretningerne gemte bogen af vejen. Samtidig gjorde balladen De sataniske vers til en international bestseller.

Stort set ingen religiøse ledere kom Rushdie til hjælp. Rabbinere og præster havde som regel mere travlt med at forstå muslimernes sårede følelser end at tage afstand fra det barbariske krav om, at en forfatter skulle slås ihjel på grund af en bog. Og vist var der klare støttetilkendegivelser fra individuelle forfattere og intellektuelle, men samtidig tøvede både forfatter- og PEN-organisationer. Det Svenske Akademi, der udpeger årets nobelpristager i litteratur, udsendt en harmløs skrivelse om beskyttelse af ytringsfriheden, men man nævnte ikke Khomeini ved navn, hvad der fik tre af akademiets medlemmer, Kerstin Ekman, Lars Gyllensten og Werner Aspenström til at trække sig fra akademiet.

En række muslimske intellektuelle stod frem og støttede Rushdie. I 1993 udkom bogen Pour Rushdie med 100 korte essays af muslimske intellektuelle, der bakkede op om den forfulgte forfatter. Den blev året efter oversat til engelsk under titlen For Rushdie. 

Snart begyndte sagen også at koste menneskeliv. Khomeinis død i juni 1989 ændrede ingenting. En belgisk, muslimsk leder, der tog afstand fra fatwaen, samt hans medhjælper blev i marts 1989 dræbt i en moské i Bruxelles.

I begyndelsen af juni 1991 blev Rushdies italienske oversætter Ettore Capriolo omtrent invalideret, da han blev stukket ned i sin lejlighed i Milano.

Mindre end 14 dage senere blev Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi myrdet. To år senere, i 1993, blev Rushdies norske udgiver William Nygaard skudt tre gange i ryggen foran sit hjem. Han overlevede mirakuløst og udgav året efter den bengalske eksilforfatter Taslima Nasrins kontroversielle bog Shame. Samme år, altså i 1994, blev den egyptiske nobelpristager Nagib Mahfouz stukket ned på åben gade, men overlevede attentatet. Han havde åbent erklæret sin støtte til Rushdie.

Salman Rushdie bor i dag i New York og lever ikke længere et liv under jorden. Irans øverste leder Ali Khamenei har udtalt, at fatwaen er uigenkaldelig.