| |
|
|
| |
| |
EFTERLYSNING: ET GODT, ONDSKABSFULDT, HØJREORIENTERET TEATER
|
|
|
|
| |
6.3.2007:
Rapport fra London, hvor frygt sætter den teaterpolitiske dagsorden
Af Helle Merete Brix
Den ophidsede mand har rejst sig og opfører et lille drama på gulvet foran sin stol på første række: ”Jeg er skuespiller, og jeg kan godt fortælle jer, hvad det her handler om. Hvor der er statslig støtte, er der venstreorienterede. For rigtigt mange i teaterverdenen har marxismen været drivkraften. Åh, at se Hamlet i en marxistisk opførelse, det er afskyeligt.”
Reaktionen kommer prompte fra en af paneldeltagerne, chefen for den litterære afdeling af Nationalteatret, Chris Campbell: ”Tak for at De fortæller os, at de er skuespiller, det havde vi aldrig gættet.”
Publikum ler, og den livlige debat fortsætter. Vi, det vil sige omkring 60 publikummer, ”alle hvide”, som en kvinde tørt bemærker, befinder os i et smukt rum på 1. sal i The Institute of Commonwealth Studies på Russell Square i London. Det er den 27. februar, årets første rigtigt lune aften, og Sappho er gået til møde i New Culture Forum, stiftet af den konservative journalist Peter Whittle, der også er aftenens dirigent. Mødets overskrift er: ”Politics and the Theatre. What`s left?”
Peter Whittle har samlet et interessant panel: Ud over Chris Campbell tæller det dramatikerne Shelley Silas og Richard Bean samt Minette Marrin, der er kommentator på Sunday Times. Ideen til mødet fik Peter Whittle af en bemærkning, som Nationalteatrets direktør Nicholas Hytner lod falde sidste år. Hytner ville gerne se ”et godt, ondskabsfuldt, højreorienteret stykke”. Men findes der overhovedet alternative stemmer? Er der et højreorienteret teater? Er der emner, som teatret ikke kan røre ved? Hvad med islam, hvad med multikultur? Alt det vil Peter Whittle gerne have nogle bud på denne aften.
Shelley Silas fortæller, at hun selv henvendte sig til Nationalteatrets direktør efter hans bemærkning. ”Ikke fordi jeg er højreorienteret,” skynder hun sig at sige, og der er muligvis forhandlinger om et stykke i gang.
Chris Campbell bemærker, at Nationalteatret faktisk fik reaktioner – fra "folk, der ville have stykker om at Hitler er blevet misforstået og mere i den dur”. Og han tilføjer: ”Folk, der går i teatret med en stærk politisk overbevisning, vil altid gå utilfredsstillede fra teatret.”
Onde hvide og gode sorte
Minette Marrin savner teaterstykker, der går imod den gængse, venstreorienterede ortodoksi. Hun nævner et stykke for år tilbage om Storbritanniens tidligere regeringschef, den konservative Margaret Thatcher, hvis personer var så karikerede, at det var utroværdigt. Hvorfor ikke sætte et stykke op om kompleksiteten i den afrikanske kultur, i stedet for at det blot altid handler om onde hvide, slavehandel og undertrykte sorte? Og hvorfor er teatret så bange for at røre ved islam, hvorfor synes teaterfolk hele tiden, de skal passe på? vil Minette Marrin gerne vide.
Så er vi nået i nærheden af, hvad der bliver aftenens hovedemne, teatret og islam. Richard Bean tager over og fortæller om, hvordan han på et tidspunkt blev ringet op og bedt om at skrive et ”antikrigsstykke”, altså et stykke der tog afstand fra invasionen i Irak i 2003. ”Kan jeg være for krigen”, havde Bean spurgt? Der havde været lang tavshed i telefonen, så var der blevet svaret ”ja”.
Bean er meget glad for stykkets afsluttende replik: ”Der er noget, der er værre end krig, det er tyranni.”
Peter Green spørger sit panel, om man ikke kunne sætte et stykke op om hvide, der bliver et mindretal i deres lokalområde i dagens Storbritannien. Men foreløbigt får han ikke noget svar, for panelet går over til at diskutere, om man skal være muslim for at skrive om muslimer, sådan som en teaterdirektør har ment i den offentlige debat.
Det afviser Shelley Silas fuldstændigt. Skal man så også være bøsse for at skrive om bøsser? ”Ja, og var Shakespeare måske dansk?” råber Richard Bean.
Ingen sexstrejkende jomfruer
Men hvad så med ansvaret for den gode tone, og, måske mere vigtigt, for publikums sikkerhed? Ingen har glemt balladen i Birmingham i 2005, hvor rasende sikher forlangte, at Gurpreet Kaur Bhattis stykke ”Behzti”, hvori der indgår en voldtægt i et sikhtempel, blev taget af plakaten. Det blev det som bekendt. Chris Campbell beretter, hvordan vrede sikher mødte op og truede teatergængerne. Politi og lokale politikere besluttede, at teatret ikke skulle have politibeskyttelse, og hvad gør man så? Ingen synes at have svar på det.
Peter Green vil vide, hvorfor vi ikke ser stykker om islams syn på bøsser, eller måske endnu vigtigere, islams syn på kvinder.
Gurpreet Kaur Bhattis stykke Behzti fik en ilde medfart i Birmingham
”Frygt, det skyldes frygt”, fastslår Minette Marrin, og så kommer der eksempler på bordet. For Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har sat deres spor også i britisk teaterverden. Shelly Silas er for eksempel i færd med at skrive et stykke om en homoseksuel pakistaner. Men hun nævner ikke Muhammed. Hvorfor provokere unødigt?
Richard Bean kan historien om en ung muslimsk skuespillerinde, der fik lov at medvirke i et stykke, men som skulle have en værge med sig, når hun sad sammen med skuespillerne. Richard Bean har selv oplevet at få et stykke censureret. Han ville henlægge den ældgamle fortælling om de græske kvinder i Sparta, der går i sexstrejke, så længe mændene går i krig, til nutidige rammer. Og hvilken ramme ville være mere oplagt end det muslimske paradis, med dets hellige krigere og 70 jomfruer? Men nej, det blev der ikke noget ud af, og Richard Bean måtte droppe sine sexstrejkende jomfruer.
Chris Campbell kan dog fortælle, at man er undervejs med en opsætning, hvor en af personerne har en hård kritik af islam. Til efteråret sættes Max Frisch's stykke ”Biedermann og Brandstifterne” op i London. Metaforen er åbenlys, mener han. Brandstifterne er naturligvis islams hardlinere og Biedermann er den del af venstrefløjen, der holder hånden over dem. Men der er et problem på teatret, mener han, og det skyldes ”frygt og fejghed”.
Ingen brændende Koran
En yngre kvinde blandt publikum, der præsenterer sig som romanforfatter, mener, at diskussionen er håbløst ”London-baseret”. Der er masser af teater uden for London, der viser hvid middelklasse. Og i øvrigt opføres der musical i spandevis, og er der nogen genre mere højreorienteret end denne?
Ja, mener en anden publikummer, en tydeligvis irriteret ældre herre: ”Les Misérables er den musical, der har gået længst i London. Er den måske højreorienteret?” Publikum ler.
En yngre kvindelige dramatiker kommer med et forsinket svar til Peter Green og nævner, at hun sandelig har skrevet et stykke med en hvid person, der kom med racistiske bemærkninger om indvandrerne i kvarteret.
En anden yngre kvindelig dramatiker fortæller, at hun har fået opført et stykke, der beskriver problematikken omkring Afghanistan ”fra alle vinkler”. Så hun kan ikke se, at der skulle være et problem.
En midaldrende mand, der præsenterer sig som akademiker, mener at problemet går meget længere tilbage end karikaturkrisen. For år tilbage blev en scene i et stykke om tatarhøvdingen Timur Lenk, hvor en Koran skulle brændes, bortcensureret. ”Det blev bemærket i det akademiske miljø.”
Melanie Philips, forfatteren til Londonistan, har også besøgt New Culture Forum
En ung kvindelig TV-producer mener, at britiske TV-producere er paranoide med hensyn til at gøre noget, der kan fornærme islam. Og er det virkelig kun en fløj af islam, der er problemet? Følger shariaen ikke altid med, og har hun i øvrigt ikke lov at være fornærmet over shariaens bestemmelser?
Aftenen slutter, som den begyndte, med drinks og konversation i det tilstødende lokale. Balkondøren står åben ud til Russell Square, og foråret er på vej, måske i mere end en forstand. Peter Whittle fortæller, at New Culture Forum, som han og andre konservative journalister, TV- og mediefolk stiftede i juni sidste år, til efteråret har en filmfestival på programmet. Her vil man bl.a. igen vise Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Alis film "Submission". Den blev også vist ved New Culture Forums første møde. New Culture Forum har også haft besøg af journalisten Melanie Philips, der fortalte om sin bog Londonistan, og det konservative parlamentsmedlem Michael Gove, der er stærkt engageret i debatten om multikultur og terrorisme. På det næste møde den 19. marts taler forfatteren James Delingpole om sin aktuelle bog How to be Right.
New Culture Forum: http://newcultureforum.blogspot.com
Læs de øvrige indlæg i Den Løbende
her
|
|
| |
|
|
| |
|
|
|
