| |
|
|
| |
| |
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren, 1906-1910
|
|
|
|
| |
Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne én for én med bekymret Mine og bevægede Læberne imens – han tænkte. Stadig løb de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals.
"Ser du den dèr?" sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. "Tro om han ikke skulde være god mod Børn? Skal vi forsøg'en, Pøjke?"
Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem – Drengen var alt for lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før – for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige i sin bedste Arbejdskraft, og han havde ikke en lille Dreng ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden – det var Forskellen. Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han, og benyttede de Par Kroner han fik for huden af Koen til at drage til Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var der tre Munde, man da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med.
Side af originalmanuskriptet til Pelle Erobreren, Det kgl. Bibliotek
Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og det blev intet af det – ikke før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste, som havde hørt til Bengtas Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten.
Han havde været saa sikker paa sig selv undervejs og i høje Toner fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufatteligt høje, og hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til Kvæget. Og – ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang. De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dèr, for det var uldent inderst og ikke dette her Blaalærred, som det blæste rags igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt mageligt sine to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa egen Kost.
Pelle havde hørt det samme mange Gange før – af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød, snakkede simpelthen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke selv havde været paa Øen men kun hørt fortællingerne om den, skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde. Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig for at tage dem op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted – han ruskede utaalmodigt i Faderen.
Bille Augusts filmatisering af Pelle Erobreren blev kåret som bedste film på Cannes-festivalen 1988. Med oversættelser over tyve sprog er bogen – næst efter H.C. Andersens eventyr – det mest udbredte danske digterværk i verden.
"Ja, ja," sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, "ja ja, du faar vel give Tid du." Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den; saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand vandrede de op mod Byen.
Lasse gik og bevægede Læberne – han tænkte. Til daglig tænkte han bedst ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og han kunde nøjes med at bevæge Læberne.
Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til undskyldende Ord. "Fan," udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen Sækken længere frem over Nakken. "inte skal man tage det første det bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil – og saadèr! Har vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det bedste altid til Slut, at de vèd'et, Pøjke."
Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt Udtryk for en mægtig Sandhed – den at hele Verden skulde blive deres med alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd med at tage den i Besiddelse – med vidtaaben Mund.
Kilde:
Marten Andersen Nexø: Pelle Erobreren I Barndom Læreaar. Danske Klassikere. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Borgen, uden år, s. 20-22.
Tilbage til
Sapphos demokrati-kanon
|
|
| |
|
|
| |
|
|
|
